Jeg har læst mange historier om danske kvinder, der har været utro, og selvom jeg prøver ikke at dømme, er der noget, jeg oprigtigt ikke kan forstå – ikke fordi jeg er bedre end andre, men fordi utroskab aldrig har været en fristelse for mig. Jeg er 34 år, gift, og lever et helt almindeligt liv i København. Jeg går i fitness fem gange om ugen, passer på, hvad jeg spiser, og elsker at holde mig i form. Jeg har langt, glat hår, kan godt lide at se godt ud, og jeg ved, at jeg er en attraktiv kvinde – det siger folk til mig, og jeg mærker det på de blikke, jeg får. I fitnesscentret er det for eksempel ikke unormalt, at en mand forsøger at tage kontakt – nogle spørger til øvelser, andre giver komplimenter, og nogle er mere direkte. Det samme sker, når jeg går ud med veninderne og får et glas vin – mænd kommer hen, insisterer, spørger om jeg er alene. Jeg har aldrig ladet som om, jeg ikke bemærker det, tværtimod – jeg ser det. Men jeg har aldrig krydset grænsen. Det er ikke fordi, jeg er bange, men fordi jeg ganske enkelt ikke har lyst. Min mand er læge – kardiolog – og arbejder meget. Der er dage, hvor han tager afsted før solen står op og kommer hjem, når vi spiser aftensmad, eller endnu senere. Det meste af tiden er jeg alene hjemme næsten hele dagen. Vi har en datter, jeg passer hende, hjemmet og min egen rutine. Jeg kunne reelt gøre præcis, hvad jeg ville, uden at nogen opdagede det, men jeg har aldrig overvejet at bruge tiden på at være utro. Når jeg er alene, fylder jeg tiden ud: Træner, læser, rydder op, ser serier, laver mad, går en tur. Jeg ser ikke efter mangler, og jeg hungrer ikke efter bekræftelse udefra. Mit ægteskab er ikke perfekt – vi skændes, vi er forskellige, der er træthed. Men én ting er grundlæggende: min ærlighed. Jeg lever heller ikke med mistro til ham. Jeg stoler på min mand. Jeg kender ham, hans rutiner, hans tankegang, hans personlighed. Jeg tjekker ikke hans telefon, og jeg fabler ikke om utroskab. Den ro betyder også noget. Når man ikke leder efter flugtveje, behøver man ikke konstant åbne døre. Derfor, når jeg læser beretninger om utroskab – ikke for at dømme, men for at forstå – tænker jeg, at det ikke altid handler om fristelser, skønhed, fritid eller opmærksomhed fra andre. For mig har det bare aldrig været en mulighed. Ikke fordi jeg ikke kan, men fordi jeg ikke vil være den slags person. Og det har jeg det godt med. Hvad tænker I om emnet?

Du ved, jeg har læst ret mange historier om kvinder, som har været deres mænd utro, og selvom jeg prøver virkelig ikke at dømme dem, er der bare noget, jeg ikke helt kan forstå. Det er ikke fordi, jeg tror, jeg er bedre end andre, men utroskab har bare aldrig fristet mig overhovedet.

Jeg er 34, gift og har et helt almindeligt liv egentlig. Jeg træner fem gange om ugen, passer på hvad jeg spiser og kan stadig godt lide at se ordentlig ud. Jeg har langt, glat hår og kan godt lide at gøre lidt ekstra ud af mig selv. Jeg ved da også, at jeg er attraktiv folk siger det ofte til mig, og man kan da også se det på måden, mænd kigger på mig.

I fitnesscentret for eksempel, er det ikke unormalt, at en eller anden fyr prøver at få en samtale igang. Nogle spørger til øvelserne, andre pakker komplimenter ind i kommentarer og så er der selvfølgelig de direkte typer. Det samme sker, hvis jeg er ude på café eller tager et glas vin med veninderne så kommer der ofte nogen forbi, vil snakke, høre om jeg er alene og lignende. Jeg har aldrig prøvet at lade som om, jeg ikke bemærker det. Tværtimod, jeg ser det tydeligt. Men jeg har aldrig overskredet min egen grænse. Ikke fordi jeg er bange for noget, men fordi jeg simpelthen ikke har lyst.

Min mand, Søren, han arbejder som hjertelæge, så han har ekstremt travlt. Der er dage, hvor han tager afsted mens det stadig er mørkt, og først kommer hjem, når vi andre næsten er på vej i seng. Så jeg er faktisk ret meget alene det meste af dagen. Vi har en datter, Frederikke, som jeg passer på, jeg holder huset kørende og passer mine egne rutiner. Jeg kunne ærligt talt gøre hvad jeg ville, uden at nogen ville opdage det. Men uanset hvad, har jeg aldrig tænkt på at bruge tiden på at være utro.

Når jeg er alene, finder jeg altid på noget at lave. Træner, læser, ser en serie, lægger tøj sammen, laver mad, eller går en tur. Jeg sidder ikke bare og mærker efter tomrum eller længes efter bekræftelse. Ikke fordi vores ægteskab er perfekt det er det virkelig ikke. Vi diskuterer, er uenige, og sommetider er det bare trættende. Men det vigtigste for mig er min ærlighed hele vejen igennem.

Jeg lever heller ikke mit liv med mistro over for Søren. Jeg stoler på ham. Jeg kender hans rytme, hans måde at tænke på og hvordan han er. Jeg bruger ikke min tid på at tjekke hans telefon eller finde på konspirationer om, hvad han kunne lave. Og jeg tror faktisk, det giver en vis ro. Når man ikke er på jagt efter flugtveje, har man heller ikke behov for åbne døre hele tiden.

Så når jeg sidder og læser alle de der historier om utroskab ikke fordi jeg dømmer, men fordi jeg virkelig ikke helt kan begribe det så tænker jeg, at det ikke altid handler om fristelser, udseende, ledig tid eller opmærksomhed fra andre. For mig har det bare aldrig været en mulighed. Ikke fordi jeg ikke kunne, men fordi jeg ikke har lyst til at være sådan en. Og det har jeg det faktisk helt roligt og godt med.

Hvad tænker du egentlig om alt det her?