KUNNE IKKE ELSKE HAM – Veninder, kom nu, hvem af jer er Lene? – pigen kiggede nysgerrigt og med et smil på læben på mig og min veninde. – Jeg er Lene. Hvorfor? – svarede jeg forvirret. – Her er et brev til dig, Lene. Fra Valdemar, – sagde den ukendte pige og rakte mig et krøllet brev op fra lommen på sin kittel. – Fra Valdemar? Men hvor er han selv? – spurgte jeg overrasket. – Han er blevet flyttet til voksen-internatet. Han har ventet på dig, Lene, som en gave fra oven. Han har kigget efter dig hver eneste dag. Dette brev gav han mig, så jeg kunne rette stavefejlene – Valdemar ville ikke gøre nar af sig selv over for dig. Nu må jeg videre, det er snart frokost, jeg arbejder som pædagog her, – og pigen kastede et bebrejdende blik, sukkede og løb igen. … En sommerdag for mange år siden endte jeg og min veninde, Sofie, forvildet ind på en ukendt institutions grund. Vi var seksten, havde sommerferie og lyst til eventyr. Sofie og jeg satte os på en bænk, fnisende og uvidende om, at to drenge snart nærmede sig. – Hej piger! Keder I jer? Skal vi lære hinanden at kende? – sagde den ene, strakte hånden frem til mig, – Valdemar. Jeg svarede: – Jeg er Lene, og det her er min veninde Sofie. Og hvad hedder den tavse ven? – Leon, – lød det stille fra den anden dreng. Drengene virkede gammeldags og meget ordentlige. Valdemar kommenterede alvorligt: – Piger, hvorfor har I så korte nederdele? Og Sofies udskæring er godt nok vovet. – Drenge, kig nu ikke de forkerte steder – ellers risikerer jeres øjne at forsvinde hver sin vej, – begav vi os ind i drillerier. – Det er svært at lade være – vi er jo mænd. Ryger I også? – spurgte Valdemar skælmsk. – Selvfølgelig – men vi inhalerer ikke, – lo Sofie og jeg. Først da bemærkede vi, at der var noget galt med drengenes ben. Valdemar bevægede sig langsomt, og Leon haltede tydeligt. – Er I her for behandling? – spurgte jeg. – Ja. Jeg var ude for en motorcykelulykke. Leon sprang uheldigt i vandet fra en klippe, – svarede Valdemar hurtigt og mekanisk. – Snart bliver vi udskrevet. Vi troede selvfølgelig på deres historier. Da vidste vi ikke, at Valdemar og Leon var barndomsinvalider, fastlåsede mange år i internatet. Jeg og Sofie blev for dem et pust af frihed. De boede, gik i skole og levede skjult for det meste af verden. Hver elever havde sin egen historie – den uheldige ulykke, faldet, slåskampen… Valdemar og Leon var begavede og kløgtige. Sofie og jeg begyndte at besøge dem hver uge. På den ene side fordi vi havde ondt af dem, på den anden side fandt vi dem inspirerende. Møderne blev en fast tradition. Valdemar begyndte at give mig blomster, han havde plukket ved bedene; Leon overrakte hver gang origami, han selv havde lavet, til Sofie. Vi sad alle fire på bænken: Valdemar tæt på mig, Leon vendte sig om mod Sofie og var kun optaget af hende. Sofie blev rød i kinderne, men nød tydeligvis selskabet med den generte Leon. Vi snakkede om alt og ingenting. Sommeren fløj af sted, og med efterårets regn kom sidste skoleår. Vi glemte Valdemar og Leon. … Så blev vi studenter, fejrede den sidste skoledag, og sommerferien bankede på. Sofie og jeg opsøgte internatet igen og satte os på den samme bænk – ventede på Valdemars blomster og Leons origami. Vi ventede forgæves i to timer. Så dukkede en pige op – og rakte mig brevet fra Valdemar. Jeg åbnede straks: “Kæreste Lene! Du er min duftende blomst! Min uopnåelige stjerne! Måske har du ikke forstået, at jeg forelskede mig i dig ved første blik. Vores møder var min ånd, mit liv. I et halvt år har jeg forgæves set efter dig gennem vinduet. Du har glemt mig. Hvor trist! Vores veje er forskellige. Men jeg takker dig for, at jeg har lært sand kærlighed. Jeg husker din bløde stemme, dit dragende smil, dine blide hænder. Hvor gør det ondt uden dig, søde Lene! At se dig bare én gang til! Jeg vil trække vejret, men der er ikke luft… Nu er Leon og jeg blevet atten. Til foråret flyttes vi til et andet plejehjem. Vi ses nok ikke igen, min sjæl er i stumper og stykker! Jeg håber, jeg kommer mig over dig og bliver rask. Farvel, min eneste!” Underskrevet: “Evigt din, Valdemar”. I brevet lå en presset blomst. Jeg blev frygteligt flov. Hjertet krøb sammen – intet kunne ændres. “Vi er ansvarlige for dem, vi knytter os til,” lød det i mit hoved. Jeg havde ikke anet, hvilke følelser, der rumsterede i Valdemar. Men jeg kunne aldrig have gengældt dem. Ingen store følelser for Valdemar – kun venlighed og beundring for den kloge samtalepartner. Ja, jeg flirtede lidt og drillede – smed brænde på hans ild, uden at vide, at mit fnis ville tænde hans store kærlighed. … Der er gået mange år siden. Valdemars brev er gulligt, blomsten smuldret, men jeg husker de uskyldige møder, de ukomplicerede samtaler, og latteren over Valdemars jokes. … Historien fik en fortsættelse. Veninden Sofie blev rørt af Leons svære liv. Hans forældre havde opgivet ham pga. hans “unormalhed” – hans ene ben var meget kortere end det andet. Sofie blev lærer, arbejder på institutionen for barndomsinvalider. Leon er Sofies elskede mand, nu har de to voksne sønner. Valdemar boede alene hele livet. Da han blev fyrre, kom hans mor til institutionen, så sin søn, græd, og tog ham hjem til sin landsby. Siden forsvandt sporene…

KUNNE IKKE FORELSKE MIG

Nå piger, hvem af jer er Mette? spurgte en kvinde med et drilsk smil, mens hun lod blikket vandre undersøgende over mig og min veninde.

Jeg er Mette. Hvad så? svarede jeg forvirret.

Her, Mette. Brev til dig, fra Poul, sagde hun og fiskede et krøllet brev op af morgenkåbens lomme og rakte det til mig.

Fra Poul? Jamen, hvor er han? undrede jeg mig.

Han er blevet flyttet til voksenafdelingen. Han ventede på dig, Mette, som om du var sendt fra himlen. Han gloede håbløst efter dig. Dette brev ville han gerne have mig til at læse igennem for stavefejl. Poul nægtede at dumme sig over for dig. Nå, nu skal jeg videre. Frokosten kalder. Jeg arbejder som pædagog her, sagde hun med et suk og et blik fuldt af tavs kritik, inden hun forsvandt rundt om hjørnet.

En sommer eftermiddag, hvor jeg og min veninde, Grethe, slentrede rundt på jagt efter eventyr, kom vi tilfældigt ind på området til et fremmed sted. Vi var seksten år, grundglade for sommerferie og vidt åbne for oplevelser.

Vi satte os på en komfortabel bænk. Snakken gik, og vi grinede, til vi ikke havde bemærket, at to unge gutter var kommet nær.

Hej piger! Keder I jer? Skal vi lære hinanden at kende? sagde den ene, mens han stak hånden frem. Poul.

Jeg svarede:

Jeg hedder Mette. Min veninde her er Grethe. Og den tavse fyr, hvem er du?

Henning, sagde den anden forsigtigt.

Drengene virkede lidt gammeldags og lidt for korrekte. Poul bemærkede strengt og sagligt:

Piger, hvorfor render I rundt i så korte nederdele? Og Grethes udskæring er ja, den er meget dristig.

Tsk, drenge, I kan jo bare lade være med at glo, hvis I er så bekymrede for jeres øjne! Ellers kan de jo “løbe løbsk” i utide , fnisede vi.

Det er altså ikke så let at lade være. Vi er trods alt mænd. Rygning, gør I også det? Poul bliver ved som en ægte dydsperle.

Selvfølgelig ryger vi. Men kun for sjov, pjattede vi.

Det var først nu, Grethe og jeg lagde mærke til, at der var noget med benene på drengene. Poul gik langsomt, og Henning haltede tydeligt.

Er I under behandling her? spurgte jeg nysgerrigt.

Jep. Jeg tog et styrt på motorcykel. Henning sprang uheldigt i vandet fra klipperne, svarede Poul, som om han havde fortalt historien hundrede gange. Vi bliver udskrevet snart.

Mig og Grethe troede fuldt og fast på drengenes historier om vilde uheld. Vi anede ikke, at Poul og Henning faktisk var barndomsinvalider. De boede på institutionen i årevis. For dem blev vi et vindpust af frihed.

De boede og gik i skole bag låste porte, med fantasifulde fortællinger om styrt, slagsmål eller fald, for at forklare omverdenen deres handicap.

Det viste sig, at Poul og Henning var både begavede og tankefulde, langt klogere end de fleste på deres alder.

Grethe og jeg begyndte at besøge dem hver uge. Dels fordi vi fik ondt af dem og gerne ville bringe lidt sjov, dels fordi vi altid gik derfra klogere, end vi kom.

Vores små møder blev faste vaner.

Poul plukkede blomster til mig fra den nærmeste bede. Henning foldede finurlige origami til Grethe, som han forlegent stak hende.

Efterhånden sad vi fire på bænken: Poul ved siden af mig, Henning drejede sig stædigt sidelinjet og gav Grethe al sin opmærksomhed. Grethe blev rød og forlegen, men det var tydeligt, hun nød selskabet af den stille Henning. Snakken gik om alt fra himmel til jord og intet derimellem.

Sommeren gled sødt forbi.

Så kom den regnfulde efterår. Ferien var slut. Grethe og jeg begyndte i sidste klasse og vi glemte alt om Poul og Henning.

Eksamen blev overstået, sidste ringetone, og så kom den længe ventede sommer med håb og forestillinger om fremtiden.

Grethe og jeg vendte tilbage til institutionen for at hilse på de gamle bekendte. Vi satte os på den velkendte bænk, klar til en genforening med Poul og Henning med friske blomster i hånden og origami i lommen. Men vi ventede forgæves i to timer.

Pludselig kom en kvinde ud fra hoveddøren og gik direkte hen til os. Hun overrakte mig brevet fra Poul. Jeg åbnede straks konvolutten:

Kære elskede Mette! Du er min duftende blomst! Min uopnåelige stjerne! Du har nok ikke opdaget, at jeg blev forelsket i dig fra allerførste blik. Vores møder var min ilt, mit liv. Halvt år har jeg forgæves ventet på dig, stirret ud af vinduet efter dig. Du har glemt mig. Hvor er det trist! Vore veje skilles. Men tak for ægte kærlighed. Jeg husker din bløde stemme, dit smil, dine varme hænder. Jeg har det så slemt uden dig, Mette! Ville ønske at se dig en sidste gang! Jeg kan ikke trække vejret…

Henning og jeg fyldte lige 18. Til foråret flyttes vi til en vokseninstitution. Vi ses nok aldrig mere. Mit hjerte er i stumper og stykker! Håber min sygelse heler, og jeg kommer videre.

Farvel, min uopnåelige!

Evigt din Poul.

Med brevet lå en tørret blomst.

Jeg fik virkelig dårlig samvittighed. Mit hjerte krympede sig ved tanken om, at der intet var at gøre. I mit hoved rumsterede alle de der linjer med man bærer ansvar for dem, man lukker ind.

Jeg havde ingen anelse om, at der rasede sådan en storm i Poul. Men jeg kunne ikke gengælde hans følelser, om jeg så prøvede. Intet ophøjet eller romantisk for Poul. Bare lidt venskabelig interesse og nysgerrighed for en klog snakker, ikke mere. Jo, jeg flirtede da lidt, pirrede Poul. Smed et par log på bålet til hans forelskelse. Men jeg fattede ikke, at min leg blev til en kærlighedsbrand i Poul.

Siden er der gået rigtigt mange år. Brevet fra Poul er gulnet, blomsten smuldret. Men jeg husker stadig de uskyldige møder, de tossede samtaler, og latteren over Pouls tørre humor.

Men historien slutter ikke her. Grethe blev grebet af Hennings triste skæbne. Med forældre, der havde forladt ham, fordi han var anderledes. Henning blev født med et ben, der var langt kortere end det andet. Grethe tog sin læreruddannelse og arbejder nu på en institution for barndomsinvalider. Henning? Han er Grethes elskede mand. Nu har de to voksne sønner.

Poul ifølge Henning levede det meste af livet alene. Da Poul fyldte fyrre, opsøgte hans mor ham på institutionen, så sin forsømte søn, græd, følte fornyet moderlig kærlighed og tog ham med hjem til sin gård på landet. Siden forsvandt sporet af Poul…