Hvornår har du sidst set dig selv i spejlet? spurgte jeg min hustru. Hun reagerede overraskende.
Jeg sad ved morgenbordet og drak min kaffe, mens jeg i smug betragtede Louise. Hendes hår var samlet i en elastik, sådan en festlig én med børnemotiver fra BR. Hun lignede sig selv, og alligevel ikke.
Men nede fra tredje etage Astrid var altid så frisk. Parfumen hang som en sky i opgangen, længe efter hun var gået. Dyr, selvsikker, velfriseret. Hendes frakke, hendes høje sko man kunne nærmest mærke, at hun vidste, hun blev set.
Du ved, sagde jeg og lagde mobilen fra mig, nogle gange føles det som om, vi bare bor sammen. Som om vi er naboer.
Louise stod med kluden i hånden og så op.
Hvad mener du med det?
Ingenting, egentlig. Bare hvornår har du sidst set dig selv i spejlet?
Nu kiggede hun på mig. For første gang sådan rigtigt, tror jeg. Et blik, der lagde et eller andet i luften, som var nyt og ubehageligt.
Hvornår har du sidst set på mig? svarede hun lavmælt.
Pause. Uventet.
Louise, lad nu være med at gøre det dramatisk. Jeg siger bare, kvinder bør altid se godt ud. Det er vel en selvfølge se bare på Astrid. Hun er jo på samme alder som dig.
Astrid, hmm? sagde hun langtrukkent, og der var noget i stemmen, der gjorde mig nervøs. Som om hun pludselig fattede noget vigtigt.
Jacob, begyndte hun efter en pause, måske jeg skulle tage ud til min mor et par dage. Tænke over det, du har sagt.
Ja, gør du bare det. Vi kan jo bo hver for sig lidt. Men husk, jeg beder dig ikke gå.
Måske skal jeg virkelig tage et kig i spejlet, sagde Louise, og hun hængte kluden pænt på krogen.
Så gik hun ind for at pakke sin taske.
Jeg sad tilbage, stadig på køkkenstolen, og tænkte: “Det var jo egentlig det, jeg ville.” Men mærkelig nok føltes det ikke godt bare tomt.
Tre dage levede jeg som på ferie. Kaffe i ro, ingen stress. Aftener med ro, jeg lavede hvad jeg ville. Ingen serier med drama, ingen diskussioner.
Frihed, den der eftertragtede herrefrihed.
En aften møder jeg Astrid ved indgangen. Hun kom med tasker fra Irma, på stiletter, kjolen sad perfekt.
Jacob! sagde hun, smilede stort. Hvordan går det? Det er længe siden, jeg har set Louise.
Hun er hos sin mor. Slapper lidt af, løj jeg.
Det forstår jeg godt, nikkede Astrid. Vi kvinder trænger til en pause engang imellem. Fra dagligdagen, fra rutinen.
Hun sagde det, som om hun aldrig selv havde tøjvask eller opvask. Som om hendes lejlighed selv blev pudset, og maden bare dukkede op.
Astrid, hvad med en kop kaffe en dag? Bare nabohygge.
Det kunne da være hyggeligt, lo hun. I morgen aften?
Hele natten planlagde jeg dagen. Skjorte, jeans eller bukser? Parfume ikke for meget.
Næste morgen ringer mobilen.
Hej Jacob? en ukendt stemme. Det er Birgitte, Louises mor.
Mit hjerte sprang et slag over.
Ja, jeg lytter.
Louise har bedt mig sige, at hun henter sine ting på lørdag, når du ikke er hjemme. Lægger nøgle hos viceværten.
Hvad mener du henter sine ting?
Hvad troede du? nu var der stål i stemmen. Min datter vil ikke hele livet vente på, at du beslutter dig for, om hun betyder noget.
Birgitte, jamen jeg sagde da ikke
Du har sagt nok. Farvel, Jacob.
Hun lagde på.
Jeg sad og stirrede på telefonen. Hvad sker der? Var vi ved at gå fra hinanden? Jeg bad jo kun om lidt tid. En pause.
De havde afgjort det hele for mig.
Aftenen med Astrid blev mærkelig. Hun var venlig, fortalte om sit arbejde i banken, lo af mine jokes. Men da jeg rakte ud efter hendes hånd, trak hun den forsigtigt til sig.
Jacob, det går ikke. Du er gift.
Men nu bor vi jo hver for sig.
Indtil videre. Og i morgen? hun kiggede alvorligt.
Jeg fulgte hende op, og gik alene ind i min tomme lejlighed. Stilheden var påtrængende, og alt duftede af grå hverdag.
Lørdag. Jeg gik hjemmefra ville ikke se Louise gå, ingen scener, ingen tårer. Lad hende tage sine ting i fred.
Klokken tre var nysgerrigheden for stor. Har hun taget alt? Kun det mest nødvendige? Og hvordan så hun ud?
Klokken fire kørte jeg hjem.
Der holdt en bil med nummerplader fra København. Ved rattet sad en ukendt mand, velklædt og venlig, omkring de fyrre. Han hjalp en person med at læsse kasser ind.
Jeg satte mig på bænken og ventede.
Ti minutter efter kom en kvinde ud blå kjole, mørkt hår sat op med en smuk hårnål. Diskret makeup, øjnene lyste.
Jeg stirrede. Det var Louise. Min Louise som en anden.
Hun bar den sidste taske, og manden tog den straks, hjalp hende blidt ind i bilen. Som om hun var lavet af porcelæn.
Nu gik jeg hen til bilen.
Louise!
Hun vendte sig mod mig. Hendes ansigt var roligt, smukt. Ikke det udmattede blik, jeg var vant til.
Hej Jacob.
Er det… dig?
Manden i bilen spændte op, men Louise lagde hånden på hans helt roligt, alt okay.
Ja, sagde hun. Det er mig. Du har bare ikke set mig i lang tid.
Vent nu, Louise. Vi må da kunne tale om det.
Om hvad? hun lød ikke vred, bare forundret. Du sagde jo selv, kvinder skal være fantastiske. Så jeg har lyttet.
Nej, jeg mente ikke sådan! mit hjerte hamrede.
Hvad ville du så, Jacob? hun lagde hovedet let på skrå. At jeg kun skal være smuk for dig? Være interessant men kun derhjemme? Elske mig selv, dog ikke så meget, at jeg tør gå væk fra en mand der ikke ser mig?
Jeg lyttede, og for hvert ord vendte noget sig inden i mig.
Ved du hvad, fortsatte hun blidt, jeg har indset, at jeg faktisk holdt op med at passe på mig selv. Men ikke pga. dovenskab. Fordi jeg var blevet usynlig. I mit eget hjem, i mit eget liv.
Louise, det var ikke min hensigt.
Jo. Du ville have en usynlig hustru, der ordner alt mens hun ikke tager plads. Og hvis du trætter kan du bytte hende ud.
Manden sagde noget stille til hende. Louise nikkede.
Vi skal af sted, Jacob. sagde hun. Vladimir venter.
Vladimir? min mund var tør. Hvem er han?
En der ser mig, svarede hun. Vi mødte hinanden i fitnesscentret. Min mor bor ved siden af et, jeg er begyndt til træning, tænk første gang som 42-årig.
Louise, lad nu være. Lad os prøve igen. Jeg var en idiot.
Jacob, hun kiggede mig i øjnene, kan du huske, hvornår du sidst sagde jeg var smuk?
Jeg tav. Kunne ikke huske det.
Eller spurgte hvordan jeg havde det?
Nu vidste jeg, slaget var tabt. Ikke til Vladimir eller til omstændighederne, men til mig selv.
Vladimir startede bilen.
Jacob, jeg bærer ikke nag. Helt ærligt. Du har hjulpet mig med noget vigtigt: Ser jeg ikke mig selv, bliver jeg ikke set.
Bilens lygter forsvandt.
Jeg stod foran opgangen og så min hverdag køre væk. Ikke en hustru livet. Femten år som jeg bare kaldte rutinen, men som var lykke.
Og jeg havde aldrig opdaget det.
Et halvt år senere mødte jeg Louise tilfældigt i Magasin ved Kongens Nytorv.
Hun stod og udvalgte kaffebønner, læste etiketterne grundigt. Ved siden af hende var en ung pige, en tyveårig.
Tag den her, sagde hun. Far siger, arabica er bedre end robusta.
Louise? spurgte jeg og trådte frem.
Hun vendte sig om og smilede let.
Hej Jacob. Det her er Freja, Vladimirs datter. Freja, det er Jacob min eksmand.
Freja nikkede, venlig og nysgerrig. Smuk pige, studerende, tænkte jeg.
Hvordan går det? spurgte jeg.
Fint. Og dig?
Okay.
Pause. Hvad siger man til en eks, der er blevet en ny version af sig selv?
Vi stod ved kaffehylden, og jeg betragtede hende solbrun, med smart frisure, i let bluse. Lykkelig. Virkelig lykkelig.
Og dig? spurgte hun. Har du fundet nogen?
Ikke sådan rigtigt, indrømmede jeg.
Louise så mig i øjnene.
Jacob, du søger en kvinde der er smuk som Astrid, men føjelig som jeg engang var. Klog, men ikke så meget hun ser hvordan du beundrer andre.
Freja lyttede opmærksomt.
Ingen sådan kvinde findes, sagde Louise roligt.
Louise, skal vi gå? sagde Freja. Far venter i bilen.
Ja, selvfølgelig. Louise tog kaffen. Held og lykke, Jacob.
De gik, og jeg stod tilbage mellem kaffeposerne og tænkte, at hun havde ret. Jeg leder efter en kvinde, der ikke findes.
Om aftenen sad jeg i køkkenet, lavede te og tænkte på Louise. På hvem hun var blevet. At nogen gange er tabet den eneste måde at forstå, hvad noget er værd.
Måske ligger lykken ikke i jagten på en praktisk hustru. Men i evnen til at se den kvinde, man har ved sin side.







