LÆNGE VENTET LYKKELIGHED
Denne dag var uden tvivl den lykkeligste i Line Frederiksens liv. Hun strålede af glæde! Endelig, efter tolv år, hvor hun forgæves havde forsøgt at blive mor, var håbet tændt igen. Nu ventede hun nemlig barn. Hvad kunne være smukkere for en kvinde? Alle, der har oplevet moderskabet, ville forstå den lykke, der flød igennem hende.
Line gik rundt i sin lejlighed i København og kunne ikke lade være med at lægge hånden på maven, mens hun smilede og snakkede sagte med det lille liv der voksede inde i hende bare to en halv måned gammelt.
Hun havde mødt sin mand, Anders, da de studerede sammen på Københavns Universitet. De blev hurtigt uadskillelige og blev gift tre måneder efter, at de fik deres eksamensbeviser. Det første halve år af ægteskabet var fuld af kærlighed og optimisme, men snart begyndte Line at bekymre sig over, at hun ikke kunne blive gravid. Anders trøstede hende altid og sagde, Bare rolig, Line vi skal nok få børn. Det hele skal nok gå.
Årene gik, og trods mange forsøg og lægebesøg, var der intet, der tydede på alvorlige problemer. Men håbløsheden voksede i Line, og Anders gjorde sit bedste for at holde humøret oppe tog hende med ud at gå ture på Frederiksberg Have, lavede hendes yndlingsmad og var altid klar med en krammer, når hun havde brug for det. Men sorgen lagde sig som et slør over deres hjem. Tolv år gik uden den fulde lykke, Line havde drømt om.
En varm julidag, mens Anders var på arbejde, gik Line ud for at klare tankerne. Hun slentrede langs Søerne, opslugt af sine egne følelser, og lagde knap nok mærke til dem, hun passerede.
Pludselig lød der en barnestemme tæt ved:
Måske er du min mor?
Line stivnede, som havde et lyn slået ned foran hende. Hun løftede blikket og så en lille dreng, måske tre år, på den anden side af et hegn. Hans små hænder greb fast om det kolde metal, mens hans øjne fulgte hende intenst.
Overrasket stod hun stille, indtil hun samlede sig og gik hen til ham. Hun opdagede nu, hun stod ved porten til et børnehjem. Andre børn legede længere inde på den grønne plæne.
Hun betragtede drengen og famlede efter ord. Tankerne fløj rundt hun vidste instinktivt, at dette øjeblik kunne ændre hendes liv. Efter en lang pause spurgte hun:
Husker du din mor? Hvordan var hun?
Drengen rystede på hovedet.
Nej, jeg har aldrig set hende. Så jeg står her og venter. Hun vil kunne kende mig, hvis hun går forbi.
Det tror jeg, du har ret i, sagde Line, og hendes hjerte slog et ekstra slag. Måske var det hendes skæbne at blive den mor, han længtes efter.
Hvad hedder du?
Jeg hedder Mads.
Line mærkede en pludselig beslutsomhed. Nu var hun sikker hun ville gøre alt for at adoptere denne dreng. Måske havde universet ført hende netop til dette sted.
Jeg havde engang en lille dreng, men jeg mistede ham, sagde hun blidt. Han hed også Mads, og jeg leder stadig efter ham. Måske er det dig?
Mads øjne lyste op, hans smil blev bredt, og han råbte begejstret:
Ja! Du er min mor! Det er dig!
Han strakte sine små arme frem mellem jernstængerne. Line lagde sine hænder rundt om dem og trak ham ind til sig i et varmt, fast kram.
Så lad os gå ind til lederen og fortælle, at vi har fundet hinanden! Jeg tager dig med hjem.
Hurra! råbte Mads.
Line gik direkte ind på børnehjemmet sammen med Mads. Pædagogen, fru Helle, smilte og sagde:
Nu får vores lille Mads endelig en mor! Hun kunne også mærke glæden.
Ventetiden, papirarbejde, møder med myndighederne alt flød sammen i Lines bevidsthed; tiden føltes som et slør. Men Mads vidste, at hans mor var kommet, og Line begyndte at forberede Anders på den nye familieforøgelse. Sammen indrettede de et værelse med danske designmøbler og hyggelige lamper. Anders tøvede ikke med adoptionen, for aldrig før havde han set sådan en lykke i Lines øjne.
Og endelig kom den dag, de havde ventet på. Mads blev deres søn. De gik hånd i hånd hjem, begge med smil, der lyste op i den gamle opgang i København. Hjemmet var forvandlet. Stilheden, der havde hersket i tolv år, blev afløst af små trippende skridt og muntre råb: Far, kom og se! Line genfandt sin livskraft. Hun gav al sin ubetingede kærlighed til Mads, og Anders blev den far, han altid havde drømt om at være.
Tiden gik, og Mads voksede sig glad og stærk. Så vågnede Line en morgen og følte sig dårlig. Anders blev bekymret, og de tog sammen til lægen. Her fik de en ufattelig besked: Line ventede barn! Ord kunne ikke rumme deres glæde.
Forventningen voksede, og den længe ventede dag kom en sund dansk pige blev født. De navngav hende Alberte.
Nu var deres familie komplet.
Line vidste i sit hjerte, at Albertes mirakuløse fødsel kun var mulig, fordi hun en gang stoppede op ved hegnet, hvor en lille dreng ventede på sin mor. Gode handlinger bliver belønnet. Lykken kan ikke planlægges den kommer til dem, som åbner hjertet for ubetinget kærlighed.
