– Jeg vil leve for mig selv og sove ud, – sagde min mand og gik Tre måneder – så længe varede det vanvid. Tre måneders søvnløse nætter, hvor lille Max skreg så højt, at naboerne bankede i væggen. Tre måneder, hvor Marina gik rundt som en zombie med røde øjne og rystende hænder. Og Anders vandrede rundt i lejligheden, mut som en regnsky. – Tror du, jeg gider ligne en hjemløs på arbejde? – smed han engang, mens han betragtede sig i spejlet. – Jeg har poser under øjnene ned til knæene. Marina sagde ingenting. Hun fodrede sønnen, vuggede ham, fodrede igen. Den evige rundgang. Og Anders – hendes mand – gik rundt og brokkede sig i stedet for at hjælpe. – Skal vi spørge din mor om hun kan tage ham lidt? – foreslog han en aften og strakte sig efter badet, frisk og veludhvilet. – Jeg tænker, måske skulle jeg tage en uge i sommerhus med en ven? Marina stivnede med sutteflasken i hånden. – Jeg har brug for ferie, Marina. Seriøst. – Anders begyndte at pakke sportstasken. – Jeg får jo aldrig min nattesøvn. Så hun sover, måske? Hendes øjne lukker sig, men hver gang hun lægger sig, vågner Max og græder. For fjerde gang den nat. – Jeg har det også hårdt, – hviskede Marina. – Jamen, det ved jeg godt, – sagde Anders og smed sin elskede skjorte ned i tasken. – Men mit arbejde, mit ansvar. Jeg kan jo ikke møde op sådan her foran kunderne. Noget vendte sig i Marina. Hun så dem udefra: hende – i snusket badekåbe, håret pjusket, barnet på armen. Ham – ved at flygte. – Jeg vil leve for mig selv og sove ud, – mumlede Anders uden at se hende i øjnene. Døren smækkede. Marina stod alene i lejligheden med grædende Max og følte sig tom indeni. En uge gik. Så en mere. Anders ringede tre gange – spurgte, hvordan det gik. Han lød fjern, som om han talte med en gammel bekendt. – Jeg kommer i weekenden. Men han kom ikke. – I morgen kommer jeg helt sikkert. Men igen, ingen Anders. Marina vuggede den skrigende søn, skiftede bleer, lavede flaske. Sov kun en halv time ad gangen. – Klarer du dig? – spurgte veninden. – Det går fint, – løj hun. Hvorfor lyver hun? Det føltes pinligt. Pinligt at være forladt med et spædbarn. Kunne det blive værre? Det interessante startede først i supermarkedet – hun mødte Anders’ kollega Lene. – Hvor er han henne? – spurgte Lene. – Han arbejder meget. – Typisk mænd – stikker af på job, når der er børn. – Lene lænede sig frem: – Anders har da tit været på forretningsrejse? – Hvilke rejser? – Han var lige i Aarhus på seminar! Så billederne. Aarhus? Hvornår?! Marina kom i tanke om, at Anders ikke havde ringet i tre dage sidste uge. Han sagde, han havde travlt. Løgn. Han holdt ferie i Aarhus. Anders kom hjem lørdag. Med blomster. – Sorry jeg ikke har været her. Der har været meget på jobbet. – Du tog til Aarhus? Han stivnede med buketten. – Hvem har sagt det? – Det er ligegyldigt. Du løj bare. – Det var ikke løgn. Jeg troede bare, du ville blive ked af det, hvis jeg tog af sted uden dig. Uden hende?! Som om hun kunne rejse med et spædbarn! – Anders, jeg har brug for hjælp. Forstår du? Jeg har ikke sovet normalt i flere uger. – Vi kan hyre en barnepige. – For hvilke penge? Du giver mig jo ikke noget. – Hvad? Jeg betaler jo huslejen og regningerne. – Ja, men hvad med mad? Bleer? Medicin? Han tav. Så sagde han: – Måske skulle du tage arbejde på deltid? Hvorfor bare gå derhjemme – så kan vi hyre en barnepige. Bare gå derhjemme. Som om det var ferie. Nu tog Marina Max og kiggede på Anders. Hun forstod: Han elsker hende ikke. Aldrig elsket. – Gå din vej. – Hvad mener du? – Ud. Kom ikke tilbage – medmindre du har besluttet, hvad der er vigtigst for dig: familien eller din frihed. Anders tog sine nøgler og gik. To dage. Så skrev han: “Tænker over det”. Marina tænkte også. Hun fik endelig ro til at tænke. Mor ringede: – Marina, hvordan går det? Anders ikke hjemme? – Han er på forretningsrejse. Endnu en løgn. – Skal jeg komme og hjælpe lidt? – Jeg klarer mig. Men mor kom alligevel. – Hvordan går det her? – Hun så rundt: – Marina, se dig selv! Marina så sig i spejlet. Ja, hun så ikke godt ud. – Og Anders? – Arbejder. – Klokken otte om aftenen? Marina sagde intet. – Hvad sker der? Marina begyndte at græde. Rigtigt og højt. – Han gik. Sagde han ville leve for sig selv. Mor tav. Så sagde hun: – Sikke en svag mand. Marina blev overrasket – mor plejede aldrig at bande. – Jeg har altid troet, at Anders var svag, men ikke SÅ slem. – Måske er det mig, der har fejlet? – spurgte Marina. – Marina, har du det hårdt? Det enkle spørgsmål ramte Marina – hun havde kun tænkt på Anders’ komfort og træthed. Sig selv var glemt. – Hvad skal jeg gøre? – Lev. Uden ham. Hellere alene end med ham. Anders kom tilbage om lørdagen. Solbrun. Tydeligt han havde “tænkt” i sommerhus. – Skal vi snakke? – Ja. De satte sig ved køkkenbordet: – Marina, jeg ved godt, du har det hårdt. Men jeg har det heller ikke let. Skal vi lave en ordning – jeg betaler og kigger forbi, men bor for mig selv? – Hvor meget? – Hvad? – Penge. Hvor meget? – Ti tusinde. Ti tusinde. Til barn, mad, medicin. – Anders, smut. – Hvad?! – Du hørte, gå. – Marina, jeg tilbyder jo en løsning! – Frihed til dig – hvad med min? Så sagde Anders den sætning, der afslørede ham: – Du har jo ingen frihed. Du er mor! Marina så på ham: Her var den virkelige Anders. Barnlig egoist. Tænkte at moderrollen var en dom. – I morgen søger jeg om børnebidrag. En fjerdedel af lønnen – ifølge loven. – Det tør du ikke! – Jo, det gør jeg. Han gik, smækkede døren. For første gang følte Marina, at hun kunne trække vejret. Max græd. Men nu vidste hun – hun skulle nok klare sig. Et år gik. Anders prøvede at komme tilbage to gange. – Marina, skal vi prøve? – For sent. Anders kaldte Marina for “sur kælling”. Det lød ikke overbevisende. Marina fandt hjælp, fik job som sygeplejerske. Hun mødte lægen Andreas på arbejdet. – Har du børn? – Ja, en søn. – Hvor er faren? – Lever for sig selv. Hun præsenterede dem. Andreas kom med legetøj til Max. De legede og grinede sammen. De gik ofte ture i parken alle sammen. Anders fandt ud af det. Ringede: – Max er ét – og du ser andre mænd! – Hvad forventede du? At jeg ventede på dig? – Men du er jo mor! – Ja, og hvad så? Han ringede ikke igen. Andreas var anderledes. Når Max var syg – kom han straks. Når Marina var slidt – tog han dem med til sommerhuset. Nu er Max to år. Kalder Andreas for “onkel”. Husker ikke Anders. Anders er gift igen. Han betaler børnebidrag. Marina er ikke vred. Nu lever hun også for sig selv. Og det føles fantastisk.

Jeg vil bare leve lidt for mig selv og få min nattesøvn, bekendtgjorde Thomas, da han smækkede døren bag sig.

Tre måneder. Så længe varede vanviddet. Tre måneder med nætter uden søvn, og lille Malthe skreg så desperat, at naboen på den anden side af væggen begyndte at hamre i radiatoren. Tre måneder, hvor Signe trissede rundt som en dansk version af en zombie, med rødsprængte øjne og hænder, der rystede som et gammelt kaffebord fra Fyn.

Og Thomas traskede rundt i lejligheden mut som en overskyet dag i november.

Kan du fatte, hvordan jeg ser ud på jobbet? Ligner jo næsten en hjemløs! brokkede han sig en morgen, mens han stirrede på sine poser under øjnene i spejlet. Jeg mangler bare en indkøbsvogn med pantflasker.

Signe sagde ikke noget. Hun ammede, vuggede Malthe, ammede igen. Livets hamsterhjul. Og et sted derimellem gik Thomas hendes mand, der primært leverede klager frem for opbakning.

Skal vi ikke få din mor til at hjælpe? foreslog han en aften, mens han med den karakteristiske, friske duft efter brusebad lavede lange stræk. Jeg har tænkt på, om jeg skulle tage en uge på min vens sommerhus?

Signe stod som forstenet med sutteflasken.

Jeg har brug for hvile, Signe. Seriøst. Thomas begyndte at pakke sportstasken. Jeg har ikke sovet ordentligt i evigheder!

Men hvordan skulle hun kunne sove? Selv med øjne, der nægtede at åbne sig, så vågnede Malthe hver gang hun lagde sig for fjerde gang den nat.

Jeg har det også hårdt, hviskede hun næsten lydløst.

Ja ja, jeg ved det er hårdt, Thomas viftede afvisende, mens han pressede sin yndlingsskjorte ned i tasken. Men mit arbejde kræver overskud, ansvar. Jeg kan ikke troppe op og ligne en figur fra Suspekt.

Så skete der noget mærkværdigt. Pludselig så Signe sig selv udefra: laset morgenkåbe, vilde lokker, barn der brøler på armen. Og Thomas i gang med at pakke, på vej ud.

Jeg trænger til at leve lidt for mig selv og få sovet, mumlede han, mens han undgik hendes blik.

Døren smækkede. Signe stod midt på stuegulvet med grædende Malthe og følte, at hele hendes verden knækkede over.

Hun ventede i en uge. Og så lige en til.

Thomas ringede tre gange spurgte, hvordan det gik. Lyden af hans stemme var fjern, som om han talte med en fjern slægtning.

Jeg kommer i weekenden.

Han kom ikke.

Jeg er der i morgen. Helt sikkert.

Han dukkede ikke op.

Signe vuggede den skrigende søn, skiftede bleer, lavede modermælkserstatning. Sov lidt her og der, i halvtimer ikke mere.

Går det egentlig okay? spurgte hendes veninde.

Ja, fantastisk, løj Signe.

Hvorfor hun løj? Fordi det var pinligt. Pinligt, at hendes mand var skred og hun nu var alene med baby.

Men det værste var endnu ikke sket. For dagen efter, i Netto, mødte hun Thomas kollega Carina.

Hvor gemmer du ham? spurgte Carina med et blink.

Han arbejder meget.

Ja, det siger de alle sammen, så snart der dukker et barn op. Carina lænede sig ind. Men han rejser da også en del i jobbet, ikke?

Hvilke rejser?

Han var da i Aarhus i sidste uge til konference. Han viste billeder!

Aarhus? Hvornår var det lige?

Signe huskede: sidste uge havde Thomas ikke ringet i tre dage. Han sagde, han var travl.

Løg. Han hyggede sig i Aarhus.

Thomas kom hjem lørdag. Med blomster.

Undskyld jeg har været længe væk. Meget på jobbet.

Har du været i Aarhus?

Han stivnede.

Hvem sagde det?

Ligegyldigt. Hvorfor lyver du?

Lyver ikke. Ville bare ikke gøre dig ked af, at jeg var afsted uden dig.

Uden hende?! Som om Signe kunne tage nogen steder med Malthe barnets arme omkring halsen som en livrem.

Thomas, jeg har brug for hjælp. Kan du ikke se, jeg ikke har sovet i ugevis?

Vi hyrer en barnepige.

Hvordan? Du giver jo ikke penge.

Hvad mener du? Jeg betaler husleje, el og varme.

Og mad? Bleer? Medicin?

Han tav. Så:

Måske skulle du tage et job? Bare deltid? Hvorfor hænge på matriklen? Vi hyrer en barnepige.

Som om hun bare holdt ferie.

Og så tog Signe den grædende Malthe, kiggede på Thomas og det gik op for hende: han elskede hende ikke.

Aldrig havde han gjort det.

Gå.

Gå hvorhen?

Ud. Og kom først igen, hvis du finder ud af om du vil have familie eller frihed.

Thomas snuppede nøglerne og forsvandt. To dage senere sendte han sms: “Tænker.”

Og Signe? Hun sov ikke. Hun tænkte.

Prøv at forestille dig, at du for første gang i måneder er alene med muligheden for at tænke.

Så ringede hendes mor.

Signegirl, hvordan går det? Thomas hjemme?

På arbejdsrejse.

Endnu en løgn.

Skal jeg komme over og hjælpe?

Det går nok.

Men selvfølgelig dukkede hendes mor op.

Hvordan står det til her? kiggede sig om. For pokker Signe, har du set dig selv?

Hun kiggede i spejlet. Jo, det var ikke kønt.

Hvor er Thomas?

På arbejdet.

Klokken otte om aftenen?

Signe tav.

Hvad sker der?

Og så knækkede filmen for Signe. Hun græd. Rigtig meget, som et barn højlydt og uden filter.

Han er gået. Sagde han ville leve for sig selv.

Moderen var stille. Så:

Sikke en klaphat.

Signe blev paf. Hendes mor bandede ellers aldrig.

Jeg har altid syntes, Thomas var noget slap. Men det her?

Mor, måske er det min skyld? Måske har han ret?

Er det hårdt for dig?

Den direkte spørgsmål fik det hele til at falde i hak. Hun havde kun tænkt på Thomas. Hans nattesøvn, hans komfort.

Aldrig på sig selv.

Hvad skal jeg gøre?

Lev. Uden ham. Hellere alene end med sådan en.

Thomas kom tilbage lørdag. Solbrun. Tænkte åbenbart dybt ved sommerhuset.

Skal vi snakke?

Ja.

De satte sig ned:

Signe, jeg forstår, du har det hårdt. Men jeg har det heller ikke let. Kan vi lave en aftale? Jeg bidrager økonomisk, kommer og besøger jer. Men jeg bor for mig selv.

Hvor meget?

Hvad for noget?

Penge. Hvor meget?

Øh, 10.000 kroner.

10.000 kroner. Til et barn, mad, medicin.

Thomas, ved du hvad? Tag dig sammen.

Hvad?!

Du hørte rigtigt. Bare bliv væk.

Signe, jeg prøver jo at forhandle!

Forhandle? Er du ude på frihed, hvor er min frihed?

Så kom klassikeren hovedsætningen, der forklarede alt:

Din frihed? Du er jo MOR!

Signe stirrede på ham: dér stod den virkelige Thomas. Dansk inkarneret egoist med Peter Pan-kompleks.

I morgen søger jeg om børnebidrag. En fjerdedel af din løn. Ifølge loven.

Det gør du ikke!

Jo det gør jeg.

Han gik. Slog døren i. Men Signe opdagede noget hun kunne pludselig trække vejret.

Malthe græd lidt. Men hun vidste nu: hun kunne klare det.

Der gik et år.

Thomas forsøgte at komme tilbage to gange.

Signe, skal vi prøve igen?

For sent.

Thomas surmulede, kaldte Signe for en kælling. Ikke overbevisende.

Signe fandt en barnepige, fik job som sygeplejerske.

På arbejdet mødte hun lægen Morten.

Har du børn?

Ja, en søn.

Og faren?

Han bor for sig selv.

Hun præsenterede Morten for Malthe. Morten kom med en legebil til Malthe de legede og lo sammen.

Senere gik de ofte ture sammen i Fælledparken.

Thomas fandt ud af det. Ringede:

Malthe er kun ét år, og du drøner rundt med mænd!

Hvad havde du forestillet dig? At jeg ventede på dig?

Men du er jo MOR!

Ja, og?

Han ringede ikke igen.

Morten var anderledes. Når Malthe blev syg, kom han med det samme. Når Signe var helt slidt, tog Morten dem med på sin families sommerhus.

Nu er Malthe to år. Han kalder Morten “onkel”. Husker ikke Thomas.

Thomas giftede sig igen. Han betaler børnebidrag.

Signe er ikke vred.

Nu lever hun også for sig selv. Og det er faktisk ret skønt.