Vi er ikke dine tjenere! Sådan gør svigermor Birthe Hansen hver weekend til en tortur
Hvis nogen for et år siden havde sagt, at mine knapt ventede frie weekenddage ville ende i knogleknusende arbejde, hvor hver muskel brænder og tårerne triller ned ad kinderne, så ville jeg have rystet på hovedet. Men nu er det virkelighed. Skylden falder på svigermor Birthe, den ubøjelige svigermor, der har besluttet: Fordi min mand Mikkel og jeg bor i en højhuslejlighed i Indre By uden egen have, har vi al tiden i verden så vi må selvfølgelig stilles til rådighed, når hun har lyst.
Mikkel og jeg har været gift i lidt over et år. Vi holdt et beskedent bryllup pengene var knappe, og i vores lille lejlighed i Nørrebro tæller hver krone. Mine forældre lånte os penge til den gamle lejlighed, og fordi den var i forfald, skulle vi hele tiden gøre smårenoveringer: skifte en vandhane her, hænge nye tapeter der, lægge nyt gulv i køkkenet. Pengene gik hurtigere end forventet, og tiden var endnu kortere.
Mikkels forældre har et hus på landet i Jylland, nær en lille landsby, med en stor have, høns, ænder, en ged og to køer. Deres gård er et projekt, som de har arbejdet på siden de var unge, og vi respekterer deres valg. For os er det dog kun en fjern drøm.
Birthe så det helt anderledes. Da hun hørte, at vi sidder i varmen uden have og forpligtelser, gik hun straks i gang med at invitere os. Først var det kun kom på besøg, men inden længe fulgte klare weekendordrer: Kom og hjælp! Ikke slap af eller nyd en pause, men arbejde. Så snart vi trådte ind i huset, pressede hun en kost, en hakke eller en spand i vores hænder. Et smil, så gik vi ud i haven.
I starten tænkte jeg: Okay, lad os hjælpe et par gange, så de ser, at vi holder af dem. Mikkel prøvede også at bremse sin mor: Vi har igangværende renoveringer, travlt med arbejdet. Men Birthes stædighed kender ingen grænser. I lever som konger i byen! Alt falder på mine skuldre! hun råbte. Træthed og tidsspørgsmål interesserede hende ikke. Hvad har I at lave i den lille lejlighed? Vi har opdraget jer, nu skal I give tilbage!
Jeg ville være en god svigerdatter, ingen konflikt. Så kom en søndag, hvor hun pressede en spand vand og en klud i mine hænder: Mens jeg laver suppe, skal du vaske hele gulvet hele frem til skuret og tilbage. Mikkel skal hugge brædder, hønsehuset skal repareres. Jeg prøvede at afvise høfligt, sagde at jeg var udmattet efter en uge, men hun hørte ikke. Jeg blev behandlet som lønnet arbejdskraft, hvis jeg nægtede.
Søndag aften var hver muskel øm. Mandag mistede jeg arbejdet på grund af udmattelse. Min chef blev chokeret jeg har aldrig været syg før, men nu lå jeg på sofaen. Jeg løj og sagde, at jeg var syg, alt efter et afslappende weekendophold hos svigermor. Ingen glæde, ingen taknemmelighed kun vrede og skuffelse.
Det værste var, at vi gentagne gange forklarede, at vi har vores egne forpligtelser, at lejligheden er en byggeplads. Birthe ringede hver dag: Hvornår kommer I endelig? Haven pløjers ikke af sig selv! Når vi sagde, at det ikke gik, svarede hun: Hvad bygger I på, at I ikke kan blive færdige i måneder? Skal vi bygge et slot her?
Hendes frimodighed rystede mig. Jeg regnede med dig. Du er jo en kvinde du skal lære at melke køer og så jorden, sagde hun. Jeg holdt mund, men indeni brændte jeg. Jeg har aldrig ønsket et liv på landet. Jeg vil ikke melke køer eller skovle gylle.
Mikkel stod ved min side. Han var lige så træt af hendes krav. Tidligere kørte han gerne på landet, nu kun af pligt. Han ignorerede ofte hendes opkald, for de bestod kun af bebrejdelser. Jeg kæmpede med mig selv, fandt undskyldninger for ikke at køre igen.
En dag ringede jeg til min mor og fortalte alt. Hun forstod mig. Hjælp skal være frivillig, sagde hun. I må ikke blive en ung families gratis arbejdskraft. Hvis vi lader os udnytte nu, bliver det kun værre.
Jeg er så udmattet af dette dobbeltliv kontorjob i København og renoveringer her, landarbejde der. Jeg vil bare kunne sove ud. Et weekend med en god bog eller en film, ikke med skovl og mudder.
Mikkel mener, at vi skal sætte en ultimatum: Enten stopper Birthe med at terrorisere os, eller så bryder vi kontakten. Det lyder hårdt, men vi har vores eget liv, drømme og mål. Vi har ikke forpligtet os til at være permanente arbejdshænder.
Hvis nogen siger, det er normalt at hjælpe sine forældre, så er jeg uenig. Hjælp betyder, at man bliver spurgt, ikke beordret. Man bliver mødt med tak, ikke manipulation. Man får et valg, i stedet for at blive pålagt opgaver.
Måske vil vinteren dæmpe Birthes iver, så jeg endelig kan trække vejret. Så kan jeg mindes, at weekenden er til hvile, ikke til tvungen tjeneste.
Til sidst har jeg lært, at man ikke skal bære byrder af ren pligt, og kærlighed kan ikke tvinges frem gennem arbejde. Grænser skal vi selv sætte ellers sætter andre dem for os.
