Vi elsker dig, søn, men kom ikke længere på besøg.
Et ældre ægtepar, Morten og Ingrid, har boet i deres lille bindingsværkshus på landet så længe, at huset er blevet lige så gammelt som de selv. De har ingen planer om at flytte.
Om aftenen mindes de ofte deres liv og de mange glade stunder, de har haft. Børnebørnene er vokset op og har startet deres egne familier. Datteren, Kirstine, bor i den nærliggende landsby, så hun kommer ofte på besøg, og børnebørnene sørger altid for, at der aldrig er kedsomhed. Sønnen, Anders, er flyttet langt væk. Det er fem år siden, han sidst har været hjemme, fanget i arbejde og andre forpligtelser, og han tilbringer ofte ferier i udlandet sammen med sin kone. For nylig ringede Anders og sagde, at han ville komme på besøg.
Nyheden glædede de to i høj grad. De gik straks i gang med forberedelserne: Morten sprang på sin cykel for at købe ind, mens Ingrid tænkte over, hvad hun kunne lave af lækker mad, så deres elskede søn fik noget at se frem til. Dagenes tal blev talt ned til Anders ankomst. Han var for nylig blevet gift for anden gang; hans første ægtefælle var meget udadvendt, så de skiltes. Der var ingen børn fra det ægteskab, og nu var han ved at bygge et nyt liv op.
Anders kørte ind om aftenen, spiste middag og lagde sig straks i seng. Forældrene satte sig stille ved siden af ham, blot for at se på deres søn, for de havde ikke så meget at sige; den lange rejse havde gjort ham udmattet.
Morten sagde med et smil:
Vores søn får rigtig meget søvn, og i morgen hjælper han med at hugge brænde, så kan vi rydde stalden, hente en gran til julepynt og pynte huset som før, for vi har ikke haft et juletræ i flere år.
Ingrid nikkede og tilføjede:
Vi skal også reparere gulvet i spisekammeret, ellers giver det snart efter.
Morten gik i seng, men Ingrid kunne næsten ikke slippe sin dreng; hun rettede dynen, lagde puden på plads.
Tidligt om morgenen stod Morten op, tændte ovnen, så der var varmt, når Anders vågnede. Ingrid sprang også i gang og bagte en kage. Anders rejste sig omkring middagstid og sagde, at han ikke havde sovet så dejligt i lang tid. Efter morgenmaden tændte han fjernsynet og lagde sig til rette for at se en film.
Ingrid spurgte:
Søn, vil du hjælpe din far med at hugge brænde?
Mor, jeg er kun her i et par dage, jeg når det nok, lad hellere far tænde saunaen.
De ældre slæbte vand fra brøndene til saunaen uden videre at sige noget.
Efter frokost bad far:
Stalden skal ryddes. Du er ung og har energi, så gå ud og gør det, tak!
Hvad mener du, far? Tror du, jeg er træt af arbejdet i byen? Jeg er kommet for at slappe af, og så skal jeg straks i gang med arbejde?
Efter saunaen drak Anders den medbragte snaps og klagede over livet. Hele dagen blev mor og far trætte, mens Anders aldrig rigtig sagde, hvad han tænkte: nogle gange talte han om sin store lejlighed med dyre møbler, andre gange om sin racerhund, men han sagde også, at kvinderne altid var klodsede, og at arbejdet ikke længere var sjovt.
Forældrene kunne ikke holde ud længere og gik i seng. Anders følte sig såret og sagde, at han gik hen til sin søster, for hos dem var det kedeligt. Ingrid begyndte at jamre og bad ham holde sig væk fra rattet, så hun tog bilnøglerne. Anders truede med at smadre dørene, gik ind på sit værelse, skruede fjernsynet op til fuld volumen.
De gamle lå der og prøvede at sove, men det var umuligt. Morten gik hen til sin søn, så at han allerede snorkede, slukkede fjernsynet og lagde sig selv.
Næste morgen gik Anders en tur i skoven. Kulden fik ham til at skynde sig hjem, hvor den varme te og den bløde sofa ventede. Han huskede ikke gårsdagens irritationer, men Ingrid havde hovedpine hele dagen.
Morten og Ingrid pakkede en taske med landlige lækkerier til Anders, og han afslog ikke.
Så meget har I pakket! Min kone vil blive glad, hun har aldrig smagt så gode kompotter. Jeg tager alt med, men jeg har glemt nytårsgaver, men det er okay, næste gang bringer jeg dem.
Ingrid tørrede en tåre væk og sagde:
Kom ikke mere forbi, søn! Vi elsker dig, men vi bekymrer os. Du kan ligge på sofaen hjemme, hvor du også har et fjernsyn, der er dyrere og bedre end vores.
Anders forstod, at han havde såret sine forældre, men vidste ikke, hvad han skulle sige. Han vinkede, steg i bilen og kørte tilbage mod byen, hvor det velkendte kaos ventede.
Livets visdom: Tid med dem, vi holder af, er dyrere end enhver gave, og den varme fra fællesskab kan aldrig erstattes af materielle ting.
