De siger, at med alderen bliver du usynlig… At du ikke længere er vigtig. At du er i vejen. De siger det med sådan en kulde, at det gør ondt — som om det at ophøre med at blive lagt mærke til, er en del af kontrakten om at blive gammel. Som om du skal acceptere hjørnet… blive endnu en genstand i stuen — stille, ubevægelig, ude af vejen. Men jeg er ikke født til hjørnerne. Jeg beder ikke om lov til at eksistere. Jeg dæmper ikke min stemme for ikke at forstyrre. Jeg kom ikke til denne verden for at blive en skygge af mig selv, eller for at krympe mig, så andre føler sig tilpas. Nej, mine herrer. I denne alder — hvor mange venter på, at jeg skal slukkes… vælger jeg at flamme op. Jeg undskylder ikke for mine rynker. Jeg er stolt af dem. Hver eneste er en underskrift fra livet — at jeg har elsket, at jeg har grinet, at jeg har grædt, at jeg har levet. Jeg nægter at holde op med at være kvinde bare fordi jeg ikke længere passer ind i filtre, eller fordi mine knogler ikke kan klare høje hæle. Jeg forbliver begær. Jeg forbliver kreativitet. Jeg forbliver frihed. Og hvis det irriterer… så meget desto bedre. Jeg skammer mig ikke over mine grå hår. Jeg ville skamme mig, hvis jeg ikke havde levet længe nok til at fortjene dem. Jeg slukkes ikke. Jeg giver ikke op. Og jeg forlader ikke scenen. Jeg drømmer stadig. Jeg griner stadig højt. Jeg danser stadig — som jeg nu kan. Jeg råber stadig til himlen, at jeg har meget mere at sige. Jeg er ikke et minde. Jeg er tilstedeværelse. Jeg er en sagte ild. Jeg er en levende sjæl. En kvinde med ar — der ikke længere har brug for følelsesmæssige krykker. En kvinde, der ikke venter på andres blik for at vide, hun er stærk. Så kald mig ikke “stakkels”. Overse mig ikke, fordi jeg er ældre. Kald mig modig. Kald mig styrke. Kald mig ved mit navn — med kraftig stemme og løftet glas. Kald mig Mette. Og lad det være sagt: jeg er stadig her… rank, med en sjæl, der brænder.

De siger, at med alderen bliver du usynlig…
At du ikke længere betyder noget. At du er til besvær.
De siger det med en kulde, der gør mere ondt end vintervinden på en gårdsplads i Skive
Som om det at forsvinde ud af folks blik er noget, man bare skal gå med til, når håret først er blevet gråt.
Som om du skal stille dig bagerst, tage plads i krogen
Stå som endnu et møbel i stuen
Stille, urørlig, ude af vejen.
Men jeg er ikke født til hjørnerne.
Jeg beder ikke nogen om lov til at fylde.
Jeg dæmper ikke min stemme for andres skyld.
Jeg kom ikke til verden for at blive en skygge af mig selv
eller gøre mig lille, for at andre ikke skal føle sig rystede.
Nej, venner.
Nu, hvor de fleste regner med at min ild ebber ud
vælger jeg at flamme op.
Jeg undskylder ikke for mine rynker.
Jeg bærer dem med stolthed.
Hver eneste er et levn fra livet
det betyder, jeg har elsket, jeg har grint, jeg har grædt, jeg har levet.
Jeg nægter at holde op med at være kvinde,
bare fordi jeg ikke længere passer ind i filtre,
eller fordi mine knogler ikke tåler høje hæle.
Jeg forbliver længsel.
Jeg forbliver fantasi.
Jeg forbliver frihed.
Og hvis det provokerer
så meget desto bedre.
Jeg skammer mig ikke over mit hvide hår.
Jeg ville derimod skamme mig, hvis jeg ikke havde levet længe nok til at fortjene det.
Jeg ebber ikke ud.
Jeg giver ikke op.
Og jeg forlader ikke scenen.
Jeg drømmer stadig.
Jeg ler stadig højt.
Jeg danser stadig på min egen måde.
Jeg råber stadig mod himlen, for jeg har endnu meget at sige.
Jeg er ikke et minde.
Jeg er til stede nu.
Jeg er langsom ild.
Jeg er et levende menneske.
En kvinde med ar
der ikke længere har brug for følelsesmæssige krykker.
En kvinde, der ikke venter på andres blik for at vide, at hun er stærk.
Så kald mig ikke stakkels.
Ignorér mig ikke, fordi jeg er gammel.
Kald mig modig.
Kald mig styrke.
Kald mig ved mit navn
med fast stemme og et løftet glas.
Kald mig Ingrid.
Og lad det være kendt:
jeg er her stadig
Står oprejst, med en sjæl der brænder.