Da hun lagde noget op fra gryden, trak jeg en antibakteriel serviet frem fra tasken og begyndte at tørre gaflerne af. Hun lagde straks mærke til det.
Jeg var for nylig på besøg hos min tante Birgitte Nielsen i deres lille rækkehus i forstaden til København for at aflevere nogle papirer. Vi ses normalt kun til jul og påske, men denne gang var der brug for et hastet møde. Tante Birgitte har det ikke lige så godt, selvom det ikke har noget at gøre med penge. Jeg er ikke nærmest en gnaven, men jeg tror fast på, at renlighed og orden er grundpiller i et liv man kan klare sig sparsomt, men huset skal holdes pænt.
På væggen hænger en hel samling af støvfangere: små porcelænsfigurer, serviser og tomme dåseglas stablet i bunker på flere titusinder. I badeværelset står der en kattebakke til hendes kat Musse, som hun kun vasker en gang om ugen. Affaldet hober sig lige ved fødderne, og lejligheden lugter af afløb og forrådnende mad.
Tante Birgitte foreslog, at jeg skulle smage noget, og gik i gang med at dække bord. Da hun lagde tallerkenerne på, så jeg, at de var beskidte. Mens hun hældte noget op fra gryden, trak jeg en antibakteriel serviet frem og begyndte at gnide gaflerne rene.
Hun opdagede det med det samme og spurgte:
Er du ikke sulten, eller smager det dig ikke?
Jeg stod dér med en serviet i hånden, tænkte på, hvad jeg skulle svare, og spekulerede på, om nogen af jer har været i en lignende situation?
