Kære dagbog,
I dag blev det endnu en gang tydeligt, at jeg er fanget mellem min kone og min mor. Jeg har altid sagt, at min kone kun er en hjælper i huset, men så kom min mor med sine kommentarer: Du er ikke min datter, du er kun en tjenestepige. Du har ingen børn! Det slog mig hårdt.
Min kone, Mette, har netop flyttet ind i vores lejlighed på Nørrebro, mens vi stadig har gang i en større renovering. Det er umuligt at bo der i øjeblikket, så vi har givet hende et ledigt værelse på vores etage. Hvorfor skulle hun sidde i støvet? spurgte min mand, som jeg egentlig mente var min far, men i min forvirring sagde jeg, at det var min mand, Jørgen, der sagde det.
Det var tydeligt, at min mor, Anna, ikke holdt af min svigerdatter. Jeg måtte hviske til Mette, at jeg måtte tage på arbejde, for jeg kunne ikke blive i stuen hele dagen. Mette arbejder hjemmefra og behøver ro til at kunne koncentrere sig. Jeg er i fuld tid på kontoret i Hellerup, så det er svært at dele et tag med svigermor, når jeg kun er hjemme om aftenen. Mette er vant til at være alene, så hun er vant til at få ro, men i dag gik grænsen.
Anna satte sig ved spisebordet og vi begyndte at spise. Mette, giv mig venligst din salat, sagde Jørgen. Jørgen, spis ikke den der kemiske salat. Jeg har lavet en anden, den er sundere, svarede Anna med en stemme, der lød som om hun ville gøre mig ondt.
Jeg så på Mette og kunne ikke finde de rette ord. Anna var ikke velkommen i vores hjem, men der syntes ingen anden udvej at være. Salaten hun havde lavet indeholdt tomater, og jeg ved, at Mette er allergisk over for tomater. Anna havde aldrig bemærket det, da hun selv var ung. Hvorfor puttede du tomater i salaten? spurgte Mette. Det er kun én tomat, det kan ikke gøre så meget, svarede Anna.
Mette begyndte at blive rød i ansigtet, for hun vidste, at hendes mand kunne blive syg af en enkelt tomat. Han vil blive syg, sagde hun. Rolig nu, Mette, han har ingen allergi. Din egen mor kender ham bedre end dig.
Da jeg prøvede at forsvare Mette, råbte Anna: Du er ikke min kone, du er kun en tjenestepige. Du har ingen børn! Når du får dem, kan vi tale igen.
Mette rejste sig pludseligt fra bordet og gik mod soveværelset. Hun græd, for hun vidste, at Anna altid rammer de følsomme steder. Jeg løb efter hende for at trøste hende. Jørgen, undskyld. Jeg tror, jeg må flytte tilbage til mine forældre eller i det mindste til kontoret. Jeg vil ikke bo under samme tag som din mor længere. sagde jeg.
Jeg bad Mette om at tale med sin mor, så hun kunne forstå, at hun måtte stoppe. Vi har prøvet dette tusind gange, men det hjælper ikke. Vi kan ikke blive enige, når vi bor sammen, sagde jeg.
Til sidst besluttede vi at leje en lejlighed i Østerbro i et par måneder, så vi kunne undgå endnu en familiekrise. Anna var selvfølgelig utilfreds, men hun havde ingen anden mulighed. Mette kunne endelig puste ud og mærke, hvor heldig hun er at have mig som en tålmodig og forstående ægtemand.
I dag lærer jeg, at man må stå fast ved sin partner, selv når svigermorens ord er hårde som sten. Det er vigtigt at finde ro for begge parter, så man kan bygge et liv sammen uden konstant konflikt.
Lektion: Når kærlighed og respekt går hånd i hånd, kan selv de mest bitre ord blive til stille forståelse.
