Vi bliver nødt til at bo hos dig i et stykke tid, for vi har ikke råd til at leje egen lejlighed! sagde min veninde.
Jeg er en livlig kvinde på femogtresindstyve år, og trods min alder får jeg stadig lysten til at udforske nye steder og møde interessante mennesker. Jeg tænker både med glæde og en smule vemod på mine yngre år, hvor sommerferien kunne tilbringes hvor som helst. Man kunne tage til Østersøens stranden, man kunne campere i Skovdalen med venner, eller sejle en rolig tur på Gudenåen og alt dette for en beskeden sum i kroner.
Men den tid er nu forbi.
Jeg har altid elsket at lære folk at kende på stranden i Helsingør, i teatersæderne på det gamle Folketeater. Mange af dem er blevet venner, som jeg har holdt ved i mange år.
En dag mødte jeg en kvinde ved navn Astrid. Vi boede i samme pensionat på Østjyllands kyst under ferien, og vi gik hver til sit som gode venner. Årene gik, og vi udvekslede indimellem breve og julekort. Så en vinter modtog jeg et telegram, helt uden underskrift: Klokken tre om morgenen ankommer toget. Vent på mig på stationen!
Jeg forstod ikke, hvem der kunne have sendt sådan en besked. Selvfølgelig rejste jeg ikke af sted med min mand. Men klokken fire om morgenen ringede dørklokken. Jeg åbnede, og jeg sank næsten fast af forbløffelse. På trappen stod Astrid sammen med to teenagepiger, en gammel dame og en mand. De havde en enorm bunke kufferter. Min mand og jeg stod målløse, men vi lod dem komme ind.
Astrid spurgte mig:
Hvorfor flyttede du ikke væk efter mig? Jeg sendte dig jo et telegram! Desuden koster en taxa i dag flere kroner!
Undskyld, jeg vidste ikke, hvem der havde skrevet det!
Jeg havde din adresse. Så her er jeg.
Jeg troede, vi kun skulle holde kontakten gennem breve, intet mere!
Derefter fortalte Astrid, at en af pigerne netop var færdig med gymnasiet og skulle på universitetet i Aalborg. Familien var kommet for at støtte hende.
Vi skal bo hos dig! Vi har ingen penge til at leje, og du bor tæt på centrum!
Jeg blev rystet. Vi var ikke beslægtede. Hvorfor skulle vi lade dem bo hos os? Vi måtte fodre dem tre gange om dagen. De bragte noget mad med, men lavede ikke selv mad. Jeg stod for alt.
Efter tre dage kunne jeg ikke holde ud længere, så jeg bad Astrid og hendes slægtninge om at flytte ud, uanset hvor de skulle. Det udløste et vildt skandale. Astrid begyndte at smadre tallerkener og råbe hysterisk.
Jeg var dybt chokeret over hendes opførsel. De gik så ud, men de slap med min morgenkåbe, et par håndklæder og på uforklarlig vis også min store gryde med surkål. Jeg ved ikke, hvordan de fik den med sig gryden forsvandt simpelthen!
Så sluttede vores venskab. Tak Gud! Jeg har hverken hørt fra eller set Astrid siden. Nu er jeg meget mere forsigtig, når jeg lader nye mennesker komme ind i mit liv.
