Katten betragtede hende stille. Med et suk og samlet mod rakte Anja sig efter ham og håbede, at hendes læderjakkes ærmer ville beskytte hænderne mod kløerne på den lodne, snigende passager… Arbejdsdagen var forbi, og Anja gik bagerst i bussen og kiggede grundigt under hvert sæde. Bussen var hendes andet hjem, og som hjemme hos Anja var der altid pinligt rent. Måske fordi der ikke var nogen til at rode? – Anja, du burde skaffe dig en mand, – sagde mostrene i depotet. – Du nærmer dig de tredive, og du er stadig alene. Og så er det jo et mandejob det her, det kræver tålmodighed, der kan passagererne godt være stride! – Jeg møder kun venlige passagerer, – svarede hun. – Og jeg kan lide mit arbejde. En mand er vel ikke en kat eller en hund, man bare lige får sig! Mostrene udvekslede blikke. De vidste jo, at mænd ofte kræver mere arbejde end en firbenet ven. – Så skaf dig i det mindste en kat, – foreslog de. – Så er du da ikke helt alene! Anja sukkede: – En kat har jeg heller ikke fået endnu, – sagde hun til de bekymrede mostre, og gik hjem, tændte for musikken, lavede sig aftensmad, læste lidt og gik i seng… Dagene lignede hinanden som to dråber vand. Hun brød sig ikke om weekenderne – så havde hun for meget fritid. De dage kørte hun også bare bus – som passager. Hun kunne godt lide fornemmelsen af at være en passager, som nogen kørte ud i livet, der uden tvivl måtte være både smukt og lykkeligt… Den dag var der intet nyt under solen. Da hun havde fri, begyndte hun at gøre bussen ren bagfra. Da hun kiggede under det bagerste sæde, gav hun næsten et sæt. To lysende øjne stirrede på hende! – Nå, hvem er du? Missemis! Hvordan er du endt der? – Anja gik i knæ. – Er du faret vild? Katten betragtede hende tavst. Med et suk og samlet mod rakte Anja ned til ham og håbede, at læderærmerne ville beskytte mod kløerne fra den lodne fribytter. Katten lod sig trække frem, og Anja så nærmere på ham. Han var fantastisk. Hun vidste ikke meget om arter, men hovedformen og den ekstra pels afslørede en perser. Around halsen hang et halsbånd med et skilt. – Merlin, – læste hun, mens hun drejede katten i hænderne. – Er du virkelig den store troldmand selv? Katten gabte, som om han ikke ville udelukke muligheden. – Hvad gør vi så med dig, Deres Magiske Højhed? – Anja besluttede at være høflig over for en kat med sådan et navn. – Hvor skal vi finde dine ejere? Katten så på hende og gabte igen. “Hvordan skulle jeg vide det? Det kunne være rart med lidt mad og en lur!” Der var egentlig kun én løsning. Ok, faktisk to – men hvem kan få sig selv til at lade sådan en stakkels fribytter blive alene på gaden!? – Sådan må det blive, – sagde hun bestemt. – Du overnatter hos mig i nat, og i morgen printer jeg et opslag med et billede af dig op. Nogen må jo savne dig! Katten gav ingen indvendinger. Men da Anja gik mod udgangen, begyndte han at vride sig fri. – Hvad nu? – Anja forstod ikke rigtig katte, men Merlin smuttede under sædet og vendte tilbage med noget i munden. – Hvad har du der? – spurgte hun og bukkede sig. Katten slap, og et skrabelod landede i hendes åbne hånd. – Utroligt! – Anja studerede fundet. – Så din ejer har mistet både dig og sit lod? Katten så hende i øjnene og gabte. “Skal vi snart tage hjem?” Anja skyndte sig, men spekulerede – skal hun nævne loddet i opslaget? Hvad nu hvis nogen lyver for at få det? Man må være snedig! Men først, lidt mundgodt til gæsten. – Hvad kunne du tænke dig? – spurgte hun i butikken og kiggede på hylden med kattemad. Merlin studerede poserne og nikkede mod én. Anja nærmede sig. – Den her? Merlin tog posen i munden, og valget var truffet. – Du er nu klog, – roste hun. Merlin sagde noget, der lød som, “Det ved jeg.”: Varerne var købt, og de gik hjem… – Gør dig til rette! – sagde hun, da hun satte katten ned. Merlin gik straks på opdagelse. Anja lavede mad. Hun måtte tage to underkopper til mad og vand – katteudstyr havde hun ikke. Da Merlin havde spist, tog Anja et foto og lavede et opslag. Hun nævnte hverken navn eller skrabelod. Da opslaget var printet ud, viste hun det til Merlin. – Se hvor flot du ser ud! – roste hun. – I morgen hænger jeg det op i bussen. Måske nogen finder dig! Åh nej… Hun stivnede. I morgen skulle hun på arbejde – og katten havde hun ikke nogen steder at gøre af. Skulle hun tage ham med? Ikke en god idé – forstyrret chauffør er en farlig chauffør. Sætte ham alene hjemme? Stakkels dyr! Så kom hun i tanke om Kim, naboen. Han arbejder hjemmefra – skal ikke både styre kontor og bil! Bare han har sin computer er lykken gjort. De sås nu og da på opgangen – når Kim løb tør for mad. Han var høj, lidt kejtet og gik med briller. De nikkede og gik videre. Men Kim kunne vel holde øje med katten. Hun tog mod til sig og ringede på. Kim åbnede – morgenhåret stod til alle sider, tøfler og behagelige joggingbukser. Han så overrasket på hende. Hun forklarede, så overbevisende hun kunne. Men han nikkede bare og tog imod nøglen. For et øjeblik blev hun faktisk lidt skuffet, at han ikke lagde mere mærke til hende. Hun gik hjem, sukkede og kaldte: – Missemis! Merlin, hvor er du? Katten stod ved altandøren og signalerede, at han gerne ville ud. Efter et øjebliks tøven vurderede hun, at en så begavet kat næppe ville springe fra ottende sal, så hun åbnede døren, og de gik sammen ud på altanen. Merlin hoppede let op på rækværket. Anja gispede og skyndte sig at støtte ham. Katten så på hende med et overlegent blik, vendte sig om og løftede hovedet mod himlen. Anja fulgte hans blik… Der var stjerner. Himlen stirrede på dem med tusind glitrende øjne. En stjerne faldt ned på himlen som en tåre. Katten gned sig mod hendes hånd, som for at sige, “Nu må du ønske!” Det gjorde hun – og faldt i søvn straks efter hun lagde sig, til lyden af en spindende Merlin. Næste morgen, efter instrukser til en søvnig Kim, tog hun på arbejde. Hele dagen kørte hun byen rundt med sit opslag i bussen, men ingen viste interesse for den lodne findling. Anja skammede sig – men var glad. Hun kunne slet ikke vente på at komme hjem, hvor nogen ventede på hende… Lejligheden duftede af friskbrygget kaffe. Hun drak ellers kun instant, så forskellen var markant. – Jeg har brygget lidt kaffe, – indrømmede Kim. – Uden at fornærme, men din kaffe er ikke for god. Jeg tog min egen med. Vil du have? – Ja! – svarede Anja glad. – Hvor er Merlin? Katten kom straks til syne med et tilfreds udtryk, og gned sig om hendes ben. – Din Merlin er i god form, – sagde Kim og nussede katten. – Ved du, jeg har helt slappet af. Tændte computeren for at arbejde, men kunne ikke tage mig sammen… Kom i tanker om dengang jeg skrev eventyr. Og fingrene begyndte nærmest selv. Jeg skrev et eventyr om katten. – Må jeg læse det? – spurgte Anja nysgerrigt. – Det er kun noget pjat, – tøvede Kim, men virkede tydeligt glad for interessen. – Synes du virkelig? – Selvfølgelig. Jeg elsker eventyr! Faktisk helst fantasy – men det er næsten det samme! – forsikrede hun ham entusiastisk. Og selvfølgelig gav Kim efter. * Senere sad de sammen og læste historien og drak god kaffe, mens Merlin kiggede veltilfreds på dem, som om de var små, fjollede killinger. Anja kunne lide eventyret. Da Kim gik, blev hun lidt trist – men nu havde hun jo katten. Pludselig ringede det på døren. Merlin spidsede ører og gik værdigt ud i entréen. Anja spurgte: – Hvem der? – Jeg kommer pga. opslaget – lød det udenfor, og Anja stivnede. Tanken om ikke at åbne strøg gennem hovedet, men det ville være urimeligt. Hun åbnede. En høj, ældre mand i sort frakke smilede til hende. – Tag det roligt, kære. Jeg kommer virkelig pga. katten, og for god ordens skyld kan jeg sige, han hedder Merlin. Her er han. Katten sprang med det samme op i armene på manden, og der var ingen tvivl tilbage. – Kom indenfor, – sagde Anja dæmpet. Hun havde lyst til at græde. Tænk – man kan få sådan et forhold til en kat på én dag! Manden trådte ind, duftede, smilede. Hun syntes, kat og mand udvekslede et blik. – Invitér mig på kaffe, – bad han. Hun lavede kaffe, heldigvis havde Kim efterladt noget i en fin dåse. Manden og katten betragtede hinanden, som førte de en tavs samtale. – For resten, – sagde manden, – fandt du andet? Anjas kinder blev røde. Hun gik hen til loddet og rakte ham det. Han afslog. – Det er til dig, – sagde han smilende. – Men loddet var jo dit! – protesterede hun. – Men du fandt det, og Merlin er enig, – smilede han bare. – Og hvis det er gevinst? – Vil du virkelig afslå muligheden for bare at blive lidt mere lykkelig? – spurgte han. Hun kiggede ned. Det var jo netop det, hun havde ønsket sig, da stjernen faldt! – Giv lykken en chance, kære pige, – smilede han. – Og vær ikke ked af det! Vi mødes sikkert igen. Når du kommer hjem… “Hjem fra hvad?” ville Anja spørge, men han var allerede væk, havde nænsomt lukket døren bag sig. Nøglen havde drejet af sig selv i låsen, og Anja faldt i søvn – hun drømte Kims eventyr. Om en mægtig troldmand, der kun havde tænkt på sig selv. Hans magi havde ikke gjort nogen lykkelig, og derfor var han blevet forvandlet til en kat. Og gå på jorden som kat måtte han, indtil fortryllelsen en dag blev brudt… Næste dag tog hun på arbejde, men alting virkede lysere. Bussen, passagererne og solen på himlen. Hun tjekkede loddet – og blev nærmest ikke overrasket, da hun vandt en rejse til havet. Det overraskede hende langt mere, at chefen sagde: – Tag nu en ordentlig ferie, Anja. Det har du fortjent. Mændene tager over, ikke noget problem! Der ventede havet, stjerner og følelsen af total fornyelse. Hun vendte hjem glad, fyldt op af muslingeskaller og det hav, der nu levede i hendes sjæl. I det samme hun skulle til at åbne døren, stod Kim pludselig derude. Høj, kejtet, lettere uglet. – De var her i går, – sagde han. – Ville have mig til at give dig… – han tøvede, så på hende, og sagde: – Du er anderledes. Og virkelig smuk. – Tak, – smilede Anja. – Hvad skulle du give mig? Kim slog sig for panden og forsvandt for så at komme tilbage – med en grå, lodden killing. Ansigtstrækkene var bekendte. Perser – med det karakteristiske, let arrogante, blik. – Det er din kats søn… Altså ham fra bussen. Han hedder Arthur. Den gamle sagde, at kun du – faktisk kun vi – måtte tage os af hans opvækst, – her tøvede han igen. – Ja, han sagde faktisk kun os. – Mjav! – bekræftede killingen Arthur og strakte sig mod sin nye ejer. Hun gav ham hånden – og mødte Kims på midten. Og sådan blev verden lidt varmere, rarere og lykkeligere…

Katten betragtede hende tavst. Med et suk og et lille mod løftede Frederikke forsigtigt hånden mod ham, mens hun håbede, at ærmerne på sin læderjakke ville skærme hende mod kløerne fra den lodne snigpassager

Vagten var ovre, og Frederikke gik bagerst i bussen, mens hun grundigt tjekkede under hvert sæde.

Bussen var hendes andet hjem, og derhjemme var der altid rent. Måske fordi der ikke rigtig var nogen at rode?

Frederikke, du må da snart finde dig en mand, sagde de ældre kvinder, der arbejdede som kontrollører. Du nærmer dig de tredive, og du er stadig alene. Og altså, det er jo ikke ligefrem et kvindejob, det her mændene mangler tålmodigheden, især med de passagerer, der kan skabe en scene!

Jeg har kun søde passagerer, svarede Frederikke altid. Og jeg kan godt lide mit arbejde. En mand er jo ikke noget, man bare lige skaffer sig, som en kat eller en hund!

Kvinderne udvekslede blikke. For de vidste godt, at der var mere bøvl med mænd end nogen kat.

Så få dig en kat i det mindste, foreslog de. Det er da bedre end slet ikke at have nogen!

Frederikke sukkede:

Katten vil ikke rigtig komme til mig endnu, sagde hun med et venligt nik til damerne og slentrede hjem, satte lidt musik på og lavede aftensmad til sig selv. Så læste hun lidt og gik tidligt i seng

Dagene lignede hinanden, som kartofler i en sæk. Hun brød sig ikke så meget om weekenderne der blev tiden pludselig for lang. I de weekender tog hun så ud som passager.

Hun kunne godt lide fornemmelsen af at være én, der bare blev kørt at nogen kørte hende mod et lidt bedre og gladere liv

Denne dag lignede alle andre. Efter sin vagt gjorde Frederikke rutinemæssigt bussen ren og tjekkede hver krog.

Da hun så under det bagerste sæde, rykkede hun faktisk lidt tilbage først. Der var to klare øjne, der glimtede!

Hej, hvem er du? Kis-kis-kis! Hvordan er du havnet her? Frederikke satte sig på hug. Er du mon faret vild?

Katten betragtede hende bare.

Hun sukkede endnu engang, trak vejret dybt, og rakte ud efter ham, overbevist om at hendes læderjakke ville beskytte hende mod klør fra den lodne gratispassager.

Katten lod sig faktisk løfte væk fra sædet, og Frederikke fik et bedre kig på ham.

Han var fantastisk flot.

Hun kendte ikke katte-racer, men den særlige ansigtsform og de ekstra bløde hår fik hende til at gætte på, at det var en perser. Der hang et halsbånd med medalje om hans hals.

Merlin, læste hun højt, mens hun drejede katten i hænderne. Virkelig? Den store troldmand?

Katten gabte bare. Han modsagde hende ikke.

Hvad skal jeg stille op med dig, Deres Magiske Højhed? Frederikke besluttede sig for at være høflig overfor en kat med det navn. Må vi lede efter din ejer sammen?

Merlin kiggede bare dovent på hende, gabte igen lidt a la: hvor skulle jeg vide det fra? Kan vi ikke finde noget mad og en blød seng?

Frederikke forstod, at hun nok ikke havde noget valg. Egentlig var der selvfølgelig to, men hvem kunne efterlade en gratispassager alene på gaden?

Okay, sådan bliver det, sagde hun bestemt. I nat sover du hos mig, og så printer jeg opslag med dit billede i morgen. Der må da være nogen, der savner dig!

Katten indvendte ikke. Dog begyndte han at vride sig fri, da Frederikke gik mod døren med ham.

Hvad nu? spurgte hun forvirret, for Kat er ikke hendes modersmål, men katten gled smidigt ned på gulvet og puffede tilbage under sædet. Derfra kom han tilbage med noget i munden.

Hvad har du der? spurgte Frederikke og bøjede sig ned.

Katten slap og lod en lotto-kupon lande i hendes hånd.

Hold da op! Frederikke betragtede kuponen forundret. Så du mener, din ejer har både mistet dig og et lod?

Katten så på hende, gabte endnu engang. Som om han mente: Ska vi hjemad nu?

Frederikke skyndte sig ud i aftenen og overvejede, om hun skulle nævne lottosedlen i opslaget. Hvad nu, hvis nogen prøvede at snyde og sagde, de var kattens ejer?

Hun måtte tænke kreativt! Men først købe lidt lækkert til gæsten.

Hvad har du lyst til? spurgte hun katten nede i supermarkedet og stirrede ud på hylderne med kattemad.

Merlin snusede til pakkerne og puffede til den ene, som om han bød hende tættere på.

Er det den her? tjekkede hun.

Merlin greb pakken med tænderne, ingen tvivl tilbage.

Du er godt nok klog, du, roste hun.

Han så ud, som om han tænkte: Det ved jeg da godt! Hun købte kattemad og lidt til sig selv og gik hjem.

Kom indenfor! sagde hun, og slap ham løs i lejligheden.

Merlin gik straks i gang med at inspicere lejligheden. Frederikke lavede mad i køkkenet. Katteudstyr havde hun ikke, så hun udpegede to underkopper til foder og vand.

Efter han havde spist, tog hun et billede af ham og lavede opslaget på computeren. Hun udelod både navn og lottokupon.

Da hun havde printet opslaget, viste hun det til Merlin.

Se lige så flot du er! fremhævede hun. Ophænger det i bussen i morgen, måske finder din ejer dig! Åh nej

Hun stivnede i morgen skulle hun jo på job, og hun havde ingen steder at gøre af katten.

Tag ham med? Nej, hun ville ikke kunne koncentrere sig og en ukoncentreret chauffør er farlig. Lade ham alene? En kæmpe omvæltning for katten, han var jo lige blevet væk!

Så kom hun i tanker om Malthe, hendes nabo i opgangen. Han arbejdede hjemmefra, skulle ikke på kontor eller køre bil bare bruge sin computer og internet.

De sås kun i opgangen, når han var ude efter snacks. Han var meget høj, lidt klodset og altid i briller.

De nikkede lidt genert, når de passerede hinanden. Men Malthe kunne helt sikkert tage sig af en kat.

Frederikke samlede mod og ringede på døren hos Malthe. Han åbnede i hjemmesko og slidte joggingbukser, helt forpjusket. Han så undrende på Frederikke.

Hun forklarede så høfligt som muligt, og han nikkede straks og tog imod ekstranøglen.

For et øjeblik blev hun lidt ærgerlig over, at han knap ænsede hende. Med et suk gik hun hjem og kaldte:

Kis-kis! Merlin, hvor er du?

Katten sad ved altandøren, så åbenlyst, at det var der, han ville ud.

Frederikke tøvede men tænkte, at så klog en kat næppe ville springe ned fra ottende sal. Hun åbnede døren, og de trådte sammen ud.

Merlin sprang rask op på gelænderet, og Frederikke gispede og greb ham for at støtte.

Katten kiggede overrasket og lidt stolt på hende, men vendte sig så mod himlen. Frederikke, der strøg katten, kiggede op og så Stjernerne.

Himlen kiggede ned med tusind glimtende øjne. Hun så en stjerne styrte og trille henover himlen, som en tåre.

Merlin gned sig mod hendes hånd, og hun forstod hun skulle ønske sig noget! Så det gjorde hun.

Hun faldt i søvn næsten med det samme, måske fordi Merlin spandt blidt ved hendes side hele natten?

Næste morgen gav hun Malthe de sidste instrukser, inden hun gik på arbejde.

Hele dagen kørte hun rundt med opslaget i bussen, men ingen reagerede på katten.

Frederikke følte sig næsten skyldig men samtidig lettet. Hun susede hjem, det føltes som om hun havde vinger hjemme ventede der nogen

Der duftede frisk kaffe i lejligheden. Hun plejede bare at drikke instant, så forskellen kunne både ses og lugtes.

Jeg har lige leget lidt husfar, indrømmede Malthe. Ikke noget ondt, men din kaffe er altså virkelig tarvelig. Jeg lavede min egen vil du have en kop?

Ja, tak! svarede Frederikke glad. Hvor er Merlin?

Katten dukkede straks op og så yderst tilfreds ud. Han gned sig op ad Frederikkes ben al sin kærlighed i et nik.

Din Merlin har det fint, sagde Malthe og satte sig på hug for at nusse katten. Jeg har faktisk ikke slappet så meget af i evigheder. Jeg satte mig til computeren Og pludselig fik jeg lyst til noget andet. Jeg kom i tanke om, at jeg engang skrev historier. Og ligesom før jeg vidste af det, skrev jeg et eventyr om en kat!

Må jeg se? spurgte Frederikke nysgerrigt.

Det er bare noget pjat Malthe tøvede, men det var tydeligt, han faktisk gerne ville vise det frem.

Jeg elsker eventyr! Fantasy er næsten det samme, lovede Frederikke ivrigt.

Så gav Malthe sig selvfølgelig.

De sad sammen og læste og drak god kaffe, mens Merlin lå med poterne samlet som en konge og betragtede dem, som om de var hans yndlingsmennesker.

Frederikke elskede historien. Da Malthe listede hjem, blev hun lidt trist men hun havde da stadig selskab af Merlin.

Så ringede det på døren. Merlin blev stiv, men gik målrettet derud. Frederikke spurgte:

Hvem der?

Vedrørende opslaget, lød en stemme.

Hun tøvede et splitsekund havde mest lyst til ikke at åbne, men det ville være forkert. Hun åbnede.

Der stod en høj, gammel mand i sort frakke og smilede venligt.

Bare rolig, unge dame. Jeg er her for at hente katten, og bare for, at du ikke skal være i tvivl han hedder Merlin. Og her er han.

Katten susede straks over i mandens favn, og tvivlen var væk.

Kom indenfor, sagde Frederikke dæmpet.

Hun fik ondt i hjertet. Sikke man dog kunne knytte sig til en kat på ét døgn! Oldingen trådte ind, duftede lidt rundt og smilede. Det lignede, de udvekslede blikke.

Skal jeg ikke have en kop kaffe? spurgte han.

Hun lavede en kop, heldigvis havde Malthe efterladt en god pose. Hele tiden udvekslede manden og katten tavse blikke.

Forresten, afbrød manden stilheden. Fandt du ellers noget?

Frederikke rødmede og rakte ham lottosedlen.

Han rystede på hovedet.

Den er til dig, sagde han smilende.

Men det er jo din! indvendte hun.

Men du fandt den og Merlin protesterer ikke, sagde han.

Men tænk, hvis den er vinder? sagde hun forvirret.

Vil du virkelig sige nej til bare muligheden for lidt mere lykke? lo manden mildt.

Frederikke så væk. For det var netop det, hun havde ønsket under stjernerne!

Giv lykken en chance, søde pige, smilede manden. Og vær ikke trist. Vi ses nok igen. Når du kommer tilbage

Tilbage fra hvor? ville hun spørge men manden var allerede ude af døren.

Nøglen drejede sig af sig selv i låsen, og Frederikke kunne næsten ikke holde sig vågen. Hun nåede kun lige sengen, før hun drømte

Hun drømte Malthes eventyr, om en mægtig troldmand, der kun havde tænkt på sig selv og som derfor endte som kat, indtil han kunne gøre nogen lykkelig.

Næste dag gik Frederikke på job igen, og alt føltes lysere. Solen skinnede, folk smilede, og bussen kørte som om den selv var glad.

Hun tjekkede lottosedlen og blev næsten ikke overrasket, da hun havde vundet en tur til Vestkysten. Endnu mere overrasket blev hun, da chefen sagde:

Slap du bare lidt af, Frederikke det har du fortjent. Vi skal nok holde skansen!

Så var der hav og stjerner og følelsen af at fornys.

Hjemme igen var hun mere glad end før og hun havde muslinger med hjem fra havet, som nu levede i hendes sjæl.

Da hun drejede nøglen og trådte ind, stod Malthe pludselig på opgangen høj, klodset og forpjusket som altid.

Der var nogen, der søgte dig i går, sagde han. Og de bad mig hilse han stivnede lidt, stirrede på hende, og sagde så: Du ser helt forandret ud. Og virkelig smuk.

Tak, smilede Frederikke. Hvad skulle du hilse?

Malthe klaskede hånden mod panden og gik ind. Da han kom tilbage, havde han en lille grå filtbamse af en killing. Med et særligt ansigtsudtryk, der var meget, meget bekendt.

Perserkatte ser måske sådan ud lidt stolte.

Det er din løse-kats søn altså, den fra bussen. Han hedder Arthur.

Den gamle sagde, at dig og egentligt os ja, han sagde faktisk os var de eneste, han stolede på til at tage sig af ham.

Hvordan sagde han det? spurgte Frederikke, mens hjertet hamrede.

Ja han sagde, at de kun kunne overlade ham trygt til os, sagde Malthe stille.

Mijav! sagde killingen Arthur, og strakte sig op mod hende.

Hun rakte en hånd og mødte Malthes. Og verden blev en smule varmere, venligere og mere lykkeligDe stod et øjeblik, to lidt kejtede mennesker og en lille, uldtot med kongeligt navn imellem sig. Frederikkes hjerte svulmede af noget, der var større end lykke og mere varigt end held det var en begyndelse, tænkte hun, og kunne ikke lade være med at grine, da Malthe halvt klodset, halvt modigt, flettede sine fingre ind i hendes.

Arthur spandt, spandt som om han kendte hemmeligheden bag al verdens magi: At der altid venter et nyt eventyr, når nogen åbner døren enten for en kat, for en ven, eller for muligheden for at blive lykkelig sammen.

Og der i opgangen, med solstrejf og løfter om kaffe og katte og måske kærlighed, turde Frederikke endelig tro på det, hun kun havde ønsket under stjernerne: At nogen ventede på hende, at lykken kunne banke sagte på, og at livet ligesom bussen nogle gange kørte den vej, man mindst venter, men altid præcist, hvor man skulle hen.

Rating
Mirabile dictu
Katten betragtede hende stille. Med et suk og samlet mod rakte Anja sig efter ham og håbede, at hendes læderjakkes ærmer ville beskytte hænderne mod kløerne på den lodne, snigende passager… Arbejdsdagen var forbi, og Anja gik bagerst i bussen og kiggede grundigt under hvert sæde. Bussen var hendes andet hjem, og som hjemme hos Anja var der altid pinligt rent. Måske fordi der ikke var nogen til at rode? – Anja, du burde skaffe dig en mand, – sagde mostrene i depotet. – Du nærmer dig de tredive, og du er stadig alene. Og så er det jo et mandejob det her, det kræver tålmodighed, der kan passagererne godt være stride! – Jeg møder kun venlige passagerer, – svarede hun. – Og jeg kan lide mit arbejde. En mand er vel ikke en kat eller en hund, man bare lige får sig! Mostrene udvekslede blikke. De vidste jo, at mænd ofte kræver mere arbejde end en firbenet ven. – Så skaf dig i det mindste en kat, – foreslog de. – Så er du da ikke helt alene! Anja sukkede: – En kat har jeg heller ikke fået endnu, – sagde hun til de bekymrede mostre, og gik hjem, tændte for musikken, lavede sig aftensmad, læste lidt og gik i seng… Dagene lignede hinanden som to dråber vand. Hun brød sig ikke om weekenderne – så havde hun for meget fritid. De dage kørte hun også bare bus – som passager. Hun kunne godt lide fornemmelsen af at være en passager, som nogen kørte ud i livet, der uden tvivl måtte være både smukt og lykkeligt… Den dag var der intet nyt under solen. Da hun havde fri, begyndte hun at gøre bussen ren bagfra. Da hun kiggede under det bagerste sæde, gav hun næsten et sæt. To lysende øjne stirrede på hende! – Nå, hvem er du? Missemis! Hvordan er du endt der? – Anja gik i knæ. – Er du faret vild? Katten betragtede hende tavst. Med et suk og samlet mod rakte Anja ned til ham og håbede, at læderærmerne ville beskytte mod kløerne fra den lodne fribytter. Katten lod sig trække frem, og Anja så nærmere på ham. Han var fantastisk. Hun vidste ikke meget om arter, men hovedformen og den ekstra pels afslørede en perser. Around halsen hang et halsbånd med et skilt. – Merlin, – læste hun, mens hun drejede katten i hænderne. – Er du virkelig den store troldmand selv? Katten gabte, som om han ikke ville udelukke muligheden. – Hvad gør vi så med dig, Deres Magiske Højhed? – Anja besluttede at være høflig over for en kat med sådan et navn. – Hvor skal vi finde dine ejere? Katten så på hende og gabte igen. “Hvordan skulle jeg vide det? Det kunne være rart med lidt mad og en lur!” Der var egentlig kun én løsning. Ok, faktisk to – men hvem kan få sig selv til at lade sådan en stakkels fribytter blive alene på gaden!? – Sådan må det blive, – sagde hun bestemt. – Du overnatter hos mig i nat, og i morgen printer jeg et opslag med et billede af dig op. Nogen må jo savne dig! Katten gav ingen indvendinger. Men da Anja gik mod udgangen, begyndte han at vride sig fri. – Hvad nu? – Anja forstod ikke rigtig katte, men Merlin smuttede under sædet og vendte tilbage med noget i munden. – Hvad har du der? – spurgte hun og bukkede sig. Katten slap, og et skrabelod landede i hendes åbne hånd. – Utroligt! – Anja studerede fundet. – Så din ejer har mistet både dig og sit lod? Katten så hende i øjnene og gabte. “Skal vi snart tage hjem?” Anja skyndte sig, men spekulerede – skal hun nævne loddet i opslaget? Hvad nu hvis nogen lyver for at få det? Man må være snedig! Men først, lidt mundgodt til gæsten. – Hvad kunne du tænke dig? – spurgte hun i butikken og kiggede på hylden med kattemad. Merlin studerede poserne og nikkede mod én. Anja nærmede sig. – Den her? Merlin tog posen i munden, og valget var truffet. – Du er nu klog, – roste hun. Merlin sagde noget, der lød som, “Det ved jeg.”: Varerne var købt, og de gik hjem… – Gør dig til rette! – sagde hun, da hun satte katten ned. Merlin gik straks på opdagelse. Anja lavede mad. Hun måtte tage to underkopper til mad og vand – katteudstyr havde hun ikke. Da Merlin havde spist, tog Anja et foto og lavede et opslag. Hun nævnte hverken navn eller skrabelod. Da opslaget var printet ud, viste hun det til Merlin. – Se hvor flot du ser ud! – roste hun. – I morgen hænger jeg det op i bussen. Måske nogen finder dig! Åh nej… Hun stivnede. I morgen skulle hun på arbejde – og katten havde hun ikke nogen steder at gøre af. Skulle hun tage ham med? Ikke en god idé – forstyrret chauffør er en farlig chauffør. Sætte ham alene hjemme? Stakkels dyr! Så kom hun i tanke om Kim, naboen. Han arbejder hjemmefra – skal ikke både styre kontor og bil! Bare han har sin computer er lykken gjort. De sås nu og da på opgangen – når Kim løb tør for mad. Han var høj, lidt kejtet og gik med briller. De nikkede og gik videre. Men Kim kunne vel holde øje med katten. Hun tog mod til sig og ringede på. Kim åbnede – morgenhåret stod til alle sider, tøfler og behagelige joggingbukser. Han så overrasket på hende. Hun forklarede, så overbevisende hun kunne. Men han nikkede bare og tog imod nøglen. For et øjeblik blev hun faktisk lidt skuffet, at han ikke lagde mere mærke til hende. Hun gik hjem, sukkede og kaldte: – Missemis! Merlin, hvor er du? Katten stod ved altandøren og signalerede, at han gerne ville ud. Efter et øjebliks tøven vurderede hun, at en så begavet kat næppe ville springe fra ottende sal, så hun åbnede døren, og de gik sammen ud på altanen. Merlin hoppede let op på rækværket. Anja gispede og skyndte sig at støtte ham. Katten så på hende med et overlegent blik, vendte sig om og løftede hovedet mod himlen. Anja fulgte hans blik… Der var stjerner. Himlen stirrede på dem med tusind glitrende øjne. En stjerne faldt ned på himlen som en tåre. Katten gned sig mod hendes hånd, som for at sige, “Nu må du ønske!” Det gjorde hun – og faldt i søvn straks efter hun lagde sig, til lyden af en spindende Merlin. Næste morgen, efter instrukser til en søvnig Kim, tog hun på arbejde. Hele dagen kørte hun byen rundt med sit opslag i bussen, men ingen viste interesse for den lodne findling. Anja skammede sig – men var glad. Hun kunne slet ikke vente på at komme hjem, hvor nogen ventede på hende… Lejligheden duftede af friskbrygget kaffe. Hun drak ellers kun instant, så forskellen var markant. – Jeg har brygget lidt kaffe, – indrømmede Kim. – Uden at fornærme, men din kaffe er ikke for god. Jeg tog min egen med. Vil du have? – Ja! – svarede Anja glad. – Hvor er Merlin? Katten kom straks til syne med et tilfreds udtryk, og gned sig om hendes ben. – Din Merlin er i god form, – sagde Kim og nussede katten. – Ved du, jeg har helt slappet af. Tændte computeren for at arbejde, men kunne ikke tage mig sammen… Kom i tanker om dengang jeg skrev eventyr. Og fingrene begyndte nærmest selv. Jeg skrev et eventyr om katten. – Må jeg læse det? – spurgte Anja nysgerrigt. – Det er kun noget pjat, – tøvede Kim, men virkede tydeligt glad for interessen. – Synes du virkelig? – Selvfølgelig. Jeg elsker eventyr! Faktisk helst fantasy – men det er næsten det samme! – forsikrede hun ham entusiastisk. Og selvfølgelig gav Kim efter. * Senere sad de sammen og læste historien og drak god kaffe, mens Merlin kiggede veltilfreds på dem, som om de var små, fjollede killinger. Anja kunne lide eventyret. Da Kim gik, blev hun lidt trist – men nu havde hun jo katten. Pludselig ringede det på døren. Merlin spidsede ører og gik værdigt ud i entréen. Anja spurgte: – Hvem der? – Jeg kommer pga. opslaget – lød det udenfor, og Anja stivnede. Tanken om ikke at åbne strøg gennem hovedet, men det ville være urimeligt. Hun åbnede. En høj, ældre mand i sort frakke smilede til hende. – Tag det roligt, kære. Jeg kommer virkelig pga. katten, og for god ordens skyld kan jeg sige, han hedder Merlin. Her er han. Katten sprang med det samme op i armene på manden, og der var ingen tvivl tilbage. – Kom indenfor, – sagde Anja dæmpet. Hun havde lyst til at græde. Tænk – man kan få sådan et forhold til en kat på én dag! Manden trådte ind, duftede, smilede. Hun syntes, kat og mand udvekslede et blik. – Invitér mig på kaffe, – bad han. Hun lavede kaffe, heldigvis havde Kim efterladt noget i en fin dåse. Manden og katten betragtede hinanden, som førte de en tavs samtale. – For resten, – sagde manden, – fandt du andet? Anjas kinder blev røde. Hun gik hen til loddet og rakte ham det. Han afslog. – Det er til dig, – sagde han smilende. – Men loddet var jo dit! – protesterede hun. – Men du fandt det, og Merlin er enig, – smilede han bare. – Og hvis det er gevinst? – Vil du virkelig afslå muligheden for bare at blive lidt mere lykkelig? – spurgte han. Hun kiggede ned. Det var jo netop det, hun havde ønsket sig, da stjernen faldt! – Giv lykken en chance, kære pige, – smilede han. – Og vær ikke ked af det! Vi mødes sikkert igen. Når du kommer hjem… “Hjem fra hvad?” ville Anja spørge, men han var allerede væk, havde nænsomt lukket døren bag sig. Nøglen havde drejet af sig selv i låsen, og Anja faldt i søvn – hun drømte Kims eventyr. Om en mægtig troldmand, der kun havde tænkt på sig selv. Hans magi havde ikke gjort nogen lykkelig, og derfor var han blevet forvandlet til en kat. Og gå på jorden som kat måtte han, indtil fortryllelsen en dag blev brudt… Næste dag tog hun på arbejde, men alting virkede lysere. Bussen, passagererne og solen på himlen. Hun tjekkede loddet – og blev nærmest ikke overrasket, da hun vandt en rejse til havet. Det overraskede hende langt mere, at chefen sagde: – Tag nu en ordentlig ferie, Anja. Det har du fortjent. Mændene tager over, ikke noget problem! Der ventede havet, stjerner og følelsen af total fornyelse. Hun vendte hjem glad, fyldt op af muslingeskaller og det hav, der nu levede i hendes sjæl. I det samme hun skulle til at åbne døren, stod Kim pludselig derude. Høj, kejtet, lettere uglet. – De var her i går, – sagde han. – Ville have mig til at give dig… – han tøvede, så på hende, og sagde: – Du er anderledes. Og virkelig smuk. – Tak, – smilede Anja. – Hvad skulle du give mig? Kim slog sig for panden og forsvandt for så at komme tilbage – med en grå, lodden killing. Ansigtstrækkene var bekendte. Perser – med det karakteristiske, let arrogante, blik. – Det er din kats søn… Altså ham fra bussen. Han hedder Arthur. Den gamle sagde, at kun du – faktisk kun vi – måtte tage os af hans opvækst, – her tøvede han igen. – Ja, han sagde faktisk kun os. – Mjav! – bekræftede killingen Arthur og strakte sig mod sin nye ejer. Hun gav ham hånden – og mødte Kims på midten. Og sådan blev verden lidt varmere, rarere og lykkeligere…