Kære dagbog,
I går, da jeg netop gik på pension, dukkede min søn Mikkel Jensen og hans hustru Birgitte Pedersen op med en overraskelse. De overrakte mig nøglerne til en lille lejlighed i Nørrebro og førte mig straks til notarerne. Jeg var så overvældet, at jeg knap nok kunne finde en sætning; jeg hviskede blot:
Hvorfor giver I mig så dyre gaver? Jeg har jo ikke brug for det!
Det er et ekstra tilskud til din pension, så du kan have nogen at leje ud til! sagde Mikkel med et smil.
Jeg havde endnu ikke fået udbetalt min pension, for jeg var netop blevet fritaget fra jobbet efter mange års tjeneste. Allerede før jeg selv var klar til at træde ind i den nye fase, havde de besluttet alt uden mig. Jeg begyndte at protestere, men de bad mig om at holde fred.
Forholdet til min svigerdatter har altid været svingende: først roligt, så pludselig som en pludselig storm. Jeg var medansvarlig for stormen, og hun også. Over årene har vi måttet finde ud af at holde tungen i munden og undgå konfrontationer. I de sidste par år, takket være Guds nåde, lever vi i fred og harmoni.
Da min svigermor, gamle Karine Larsen, hørte om gaven, ringede hun straks og hyldede mig, hvorefter hun pralede: Jeg har jo opdraget en god datter, når hun tager imod sådan en gave uden at klage! Hun sagde derefter, at hun selv aldrig ville have accepteret en sådan gave og ville have givet den til sit barnebarn i stedet.
Om natten, klokken to, lå jeg og spekulerede på, om jeg kunne klare mig på én lille pension. Jeg havde ikke så mange udgifter. Om morgenen kaldte jeg mit barnebarn, Lukas, og spurgte forsigtigt, om han ville have noget imod, at jeg indrettede lejligheden til ham. Lukas er snart seksten år, skal snart på universitetet, har en kæreste, og kan ikke flytte hende ind hos sine forældre.
Bedstemor, bare rolig! Jeg vil selv tjene til min egen forsørgelse, svarede han.
Alle afslog at flytte ind i lejligheden. Jeg foreslog den til Birgitte, til Lukas og endda til Mikkel.
Jeg mindedes en hændelse fra min ældre søsters liv: hendes svoger mistede sit hus og måtte flytte ind i en kommunal lejlighed. Han holdt fast i sin lille værelse som om det var en livline.
Vores onkel, Anders Holm, er forsvundet for femten år siden, og hans arvinger kan stadig ikke blive enige om, hvordan hans formue skal deles uden at slås.
En gang så jeg i et tv-program, at mine forældre havde skrevet deres hus til mig, men jeg solgte det straks, kastede dem ud på gaden og solgte huset videre. Det skræmte mig så meget, at jeg stadig græder, men jeg ved ikke om det er af taknemmelighed eller stolthed over mine børn.
Efter et besøg på pensionskontoret fik jeg at vide, at min pension kun er på 2.000 kr. pr. måned, mens min søn nu lejer min nye lejlighed ud for 3.000 kr. om måneden. I det øjeblik forstod jeg, hvor kongeligt en gave mine børn faktisk havde givet mig.
Det er en mærkelig blanding af lettelse, stolthed og en snert af sorg, men jeg er taknemmelig for, at jeg nu har et sted, jeg kan kalde mit eget.
Mors dagbog.
