Mikkel havde købt den smukkeste buket blomster og gjorde sig klar til sin date. I godt humør stod han ved springvandet, blomsterne i hånden. Men Katrine var ingen steder at se. Han kiggede sig omkring og tastede hendes nummer intet svar. “Måske er hun bare forsinket,” tænkte han og ringede igen. Denne gang tog hun den.
“Jeg er her allerede. Hvor er du?” spurgte Mikkel straks.
“Mikkel, det er slut mellem os,” lød Katrines pludselige svar.
“Hvad? Hvorfor?” spurgte han målløs.
“Det er alt sammen på grund af din buket!” sagde hun uventet.
“Hvad er der galt med den?” undrede han sig, forvirret.
Mikkel havde travet længe rundt i blomsterbutikken. Der var bordeauxrøde roser, gule tulipaner, hvide liljer, potteplanter og overdådige, smukt pyntede buketter til enhver smag. Alligevel kunne Mikkel ikke beslutte sig.
Han huskede, at de engang havde snakket om blomster, men hvad præcist hun sagde, var uklart.
Hun havde vist nævnt, at der var nogen, hun slet ikke kunne lide, men andre elskede hun virkelig og kunne se på i timevis.
Det var ved deres første møde og Mikkel var oppe at køre over bekendtskabet, lidt champagne på caféen og ikke mindst over selve Katrine.
Normalt var han snakkesalig, men den aften nikkede han bare, betaget af hendes lange, glatte hår, den fine buede nakke og hendes søde smilehuller på de matte kinder. Måske var det kærlighed?
Og hvad gjorde det nu, hvilke blomster hun kunne lide? Aftenen var vidunderlig!
Men nu, hvor han virkelig behøvede det, kunne han ikke huske, hvilke blomster der var hendes favoritter.
“Se disse smukke gerberaer!” sagde blomsterdamen. “Dem finder du ikke andre steder netop nu, de er ganske særlige.”
Mikkel kunne mærke tiden presse, han måtte snart beslutte sig.
Som det ofte sker, ringede hans mor netop da han ville sige valget højt. Hun ringede i øvrigt ret ofte for tiden.
“Nå, Mikkel, har du besluttet dig? Det er jo fredag. Kommer du ikke forbi i weekenden?”
“Nej, mor, jeg har en del at se til”
“Bedstemor savner dig, hun holder øje med døren hele tiden og spørger efter dig.”
“Undskyld mor, men jeg har meget om ørerne”
Mikkel skyndte sig at afslutte samtalen.
Hans mor ville have ham til at besøge landsbyen, hvor hun boede med mormor, men han havde længe haft dårlig samvittighed og blev lidt irriteret over opkaldene.
Hvad nu, hvis noget var galt med mormor? Hun havde været skrøbelig længe gamle mennesker. Men man kan jo ikke bare droppe alt: Han havde sine egne ting at tage sig af.
Også disse ting de handlede om den nye kærlighed. Han drømte allerede om at kunne invitere Katrine ud på landet, hvis alt gik godt i aften.
Han vidste lige hvor: et lille hyggeligt sted tæt på et sommerhus ved fjorden.
Moren havde jo længe ønsket, at han fandt en, så det ville han nu fokusere på.
Bare han dog kunne huske, hvilke blomster Katrine elskede! Hvor svært kunne det være?
Men helt ærligt, alle de små kvindeting behøver man virkelig huske dem? Betød det så meget?
Blomsterdamen var færdig med at foreslå alt muligt og fulgte ham bare med blikket.
“Jeg tror, hun sagde noget om stikkende rosetorne Så drop roserne!”
Mikkel endte med store, lyserøde og hvide gerberaer. Det var jo bare en gestus. Han havde ikke meget tid frokostpausen var ved at være forbi.
De skulle mødes ved det nye springvand på Rådhuspladsen. Mikkel blev forsinket, chefen holdt ham tilbage til et ekstra møde måske varslede det en forfremmelse.
Han ringede til Katrine og sagde, han blev sen, slukkede så lyden. Under mødet ringede mor igen, men det kunne han ikke tage.
Så snart han havde fri, skyndte Mikkel sig derhen. I godt humør parkerede han og kom halvløbende hen til springvandet med gerberaerne i hånden.
Katrine var der ikke. Han så sig omkring, gik lidt rundt og ringede op. Ingen svarede.
Han satte sig på en bænk. Måske hun også var forsinket.
Han tænkte på, at han jo stadig ikke havde ringet tilbage til sin mor, men ventede måske ringede Katrine. Da det ikke skete, ringede han selv ti minutter senere.
Denne gang svarede hun.
“Katrine, hvor er du? Jeg står her og venter på dig.”
“Jeg ved det. Jeg sidder på cafeen overfor, på førstesalen, og jeg har set dig længe.”
“Virkelig?” Mikkel ledte i vinduerne på den lange bygning uden at kunne finde hende. “Kan du ikke komme ned? Eller”
“Du kom for sent,” afbrød hun ham.
“Ja, undskyld, Katrine. Men jeg ringede jo det var arbejdet, der holdt mig tilbage.”
“Og blomsterne!”
“Hvad med dem?” spurgte han, stadig uforstående.
“Du kan ikke engang huske, hvilke blomster jeg holder af!”
“De var der simpelthen ikke!”
“Roser? Du kan ikke huske, at jeg elsker roser? De er overalt! Jeg har fortalt dig så mange gange, at roser er mine yndlings Men du”
“Jeg skal nok rette op på det. Jeg kommer nu og finder dig.”
Mikkel gik ind på cafeen og fandt Katrine i det fjerneste hjørne, vendt mod vinduet.
Han gik stille hen til hende, lagde buketten forsigtigt på bordet han turde næsten ikke give hende den. Katrine kiggede slet ikke.
Mikkel prøvede alle sine talenter til at charmere hende og gøre det godt igen.
Efterhånden løsmede stemningen sig, hun smilede lidt.
De drak kaffe, og på vej ud kiggede Katrine ikke engang på buketten.
“I har glemt jeres blomster,” lød det fra en venlig ung servitrice.
“De er til dig!” sagde Mikkel med et smil.
“Åh, tusind tak,” lo hun overrasket og blev tydeligvis glad.
Katrine blev stille og så trist ud igen.
“Katrine, jeg finder dig straks en enorm buket roser!”
“Tak,” svarede hun tørt, “Men det er ikke nødvendigt. Jeg har vist fået blomster nok for i dag.”
De gik ned ad trappen. Mikkel fulgte efter sin fornærmede kæreste. Endnu et opkald fra moren.
“Undskyld, forstyrrer jeg igen?”
Katrine hørte det ikke.
“Nej, det er faktisk helt fint, mor. Jeg kommer. Jeg kører hjem i morgen.”
Han og Katrine sagde næsten farvel uden ord Mikkel vidste nu, det var slut.
Næste dag kørte han ud gennem de velkendte marker.
Ud mod horisonten bredte et farvestrålende blomstertæppe sig, lystigt svajende i vinden.
Mikkel standsede og gik ud i det sprudlende hav af markblomster lige så omhyggeligt som blomsterhandleren i butikken, samlede han de fineste blomster, de han selv bedst kunne lide.
Han vidste, at de to, han nu skulle besøge, ville glæde sig over hans valg her kunne han ikke vælge forkert.
Da han trådte ind i barndomshjemmet, delte han buketten i to.
Moren strålede og kyssede ham på begge kinder, mens mormor hun blev hjulpet op at sidde og rakte sine rystende hænder frem.
Det var længe siden, nogen havde givet hende blomster.
Hun lod ansigtet dykke ned i duften, og duftene fra barndommens marker, som havde ligget gemt i hendes hukommelse, krøb frem og fyldte sjælen med minder.
Det var ikke bare erindringer, men følelsen af selve forventningen til alt det nye og gode, som livet stadig kunne bringe.
Hvor var det godt! Livet fortsatte, og det blomstede i hendes barnebarn.
Mikkel satte sig ved mormor og lagde hovedet i hendes skød, mens hun strøg ham over håret og passede omhyggeligt på nicht at mase blomsterne.
Han lå der og tænkte, at han én dag ville finde en pige, der mindede om de to kvindfolk, han holdt allermest af. Og de ville holde af hinanden, ligesom hans egen far og morfar, hans mor og mormor. Det vigtigste var at kunne genkende kærligheden, når den kom.
Mormor nægtede længe at give blomsterne fra sig.
“Vent lidt Fyld dem i vand men kun fra brønden, brug den store vase pas nu på Stil dem lige her, så kan jeg se på dem”
Barnebarnet kom med blomster.
Blomster der var tusindvis af på marken men lige netop disse Disse var de fineste. Dem havde han plukket til dem, han holdt allermest af.
