**Dagbogsnotat**
Da jeg nærmede mig bordet, gav min svigermor mig en lussing: »Det har jeg lavet til min søn, men I andre kan spise hvor I vil!«
Mette knappede den mindste datters jakke og tjekkede, om den ældste søns snørebånd var ordentligt bundet. Udenfor bilvinduet blinkede nøgne træer, himlen var grå og truende, og vejen snoede sig længere og længere væk fra byen. Erik sad bag rattet og nynnede en melodi, mens hans fingre trommede i takt til radiomusikken.
»Mor, er der en gynge hos bedstemor?« spurgte Tobias, der var syv år og urolig på bagsædet.
»Det ved jeg ikke, skat,« svarede Mette. »Måske. Bedstemor har en stor have.«
»Må vi gå ud og lege?« sagde den fireårige Freja. Hun var træt af den lange køretur.
»Selvfølgelig,« beroligede Mette hende. »Først hilser vi på bedstemor og spiser frokost.«
Erik kastede et blik på sin kone i bakspejlet.
»Slap nu af, Mette,« sagde han. »Min mor har ændret sig. Hun sagde, hun savnede børnebørnene. Hun glæder sig til at se jer.«
Mette nikkede, men svarede ikke. Hans ord lød overbevisende, men inden i knugede en uro hende. Karin Jørgensen havde aldrig været en varm eller blød kvinde. Svigermoren holdt afstand, kom med spidse bemærkninger, og hvert besøg hos hende var en prøvelse for Mette.
Sidst de alle besøgte Karin, var for to år siden. Dengang havde svigermoren kritiseret alt hvordan Mette klædte børnene på, hvordan hun lavede mad, hvordan hun opførte sig. Erik havde været tavs, og Mette havde bidt tænderne sammen. Siden da mødtes de kun sjældent, mest på neutral grund caféer, parker. Men denne gang havde Erik insisteret på turen.
»Hun er alene, hun savner os,« havde han sagt. »Børnene er blevet større, vi bør komme oftere. Og hendes hus er dejligt, stort. Vi kan slappe af i naturen.«
Mette protesterede ikke. Måske havde Karin virkelig ændret sig. Måske var hun blevet blidere med alderen. Folk kan jo forandre sig.
Bilen svingede fra landevejen ind på en grusvej, passerede nogle parcelhuse og standsede ved et højt hegn. Bag det lå et toetagers hus med store vinduer og et mørkt tag. Haven var fyldt med æbletræer, der havde tabt deres blade, og der stod en gammel lysthus.
Erik slukkede motoren, steg ud og åbnede lågen. Mette hjalp børnene ud, tog Freja i hånden og gik mod huset. Tobias løb foran, mens han slæbte sin rygsæk med legetøj.
Døren åbnede, og i dørkarmen stod Karin Jørgensen. Hun var høj og slank med kort, gråt hår og skarpe træk. Der var et smil på læberne, men øjnene forblev kolde.
»Nå, I er kommet,« sagde hun i stedet for en hilsen. »Håber ikke, det er for længe? Jeg holder rent her, så hold det pænt.«
Mette stivnede i døren. Erik lagde en arm om sin mor.
»Mor, vi er her i weekenden,« sagde han. »Vi ville være sammen med dig. Børnene har savnet dig.«
Karin så børnene op og ned.
»Savnet mig, hva?« sukkede hun. »Nå, kom så ind. Men tag skoene af ved døren. Og vask hænder med det samme.«
Mette hjalp børnene med at tage jakker og sko af og stillede dem pænt ved døren. Tobias og Freja klynkede sig tæt til hende, usikre i det fremmede hus.
Indenfor lugtede det af mad noget hjemmelavet, med løg og kød. En lækkert duft, og Mette mærkede, hun var sulten. De havde kun spist en hurtig morgenmad og en snack undervejs.
Karin gik ind i køkkenet uden et ord. Erik tog bagagen og bar den op ad trappen. Mette blev tilbage med børnene, usikker på, hvad hun skulle gøre.
»Mor, jeg er tørstig,« hviskede Freja.
»Lige med det samme, skat,« lovede Mette.
Hun gik ind i køkkenet. Alt var rent, næsten klinisk. Gryderne på komfuret skinnede, bordpladen var blank, intet lå uden for sin plads. Karin stod og rørte i en gryde.
»Karin, må børnene få noget vand?« spurgte Mette.
»Glasene er i skabet,« svarede svigermoren uden at vende sig. »Pas på ikke at ødelægge noget.«
Mette fandt to glas, hældte vand i og bragte det til børnene. Tobias og Freja tømte glassene hurtigt. Mette strøg Freja over håret og gik tilbage til køkkenet.
»Skal jeg hjælpe med noget?« tilbød hun.
Karin målte hende op og ned med øjnene.
»Du kan skære grøntsager,« sagde hun. »Men gør det ordentligt. Jeg kan ikke lide store stykker.«
Mette nikkede, tog en kniv og et skærebræt. Karin satte en skål med agurker og tomater foran hende. Mette skar forsigtigt og jævnt, prøvede at gøre det perfekt.
Karin kastede lejlighedsvise blikke på hendes arbejde og rynkede panden.
»Skær du altid sådan?« spurgte hun. »Det er ujævnt.«
»Undskyld,« mumlede Mette. »Jeg gør mit bedste.«
»Dit bedste burde være bedre,« gryntede Karin.
Erik kom ned ad trappen og kiggede ind i køkkenet.
»Mor, det dufter lækkert!« sagde han. »Hvad laver du?«
»Bøf i øl,« svarede Karin, og hendes ansigt blødte op. »Din yndlingsret. Husker du, hvor meget du elskede den som dreng?«
»Selvfølgelig!« grinede Erik. »Ingen laver den som dig!«
Svigermoren smilede tilfreds.
»Gå du bare og slå dig ned, min dreng. Det er snart klar.«
Erik nikkede og gik ind i stuen. Mette fortsatte med at skære grøntsager. Hænderne arbejdede mekanisk, mens tankerne flakkede. Hvorfor tilbød han ikke at hjælpe? Hvorfor lod han hende stå alene med Karin?
»Hvad glor du på?« snappede Karin. »Skynd dig, tiden går.«
Mette fremskyndede sig. Da hun var færdig, tog Karin skålen, studerede indholdet kritisk og satte den på bordet.
»Så kan du dække bord,« beordrede hun. »Tallerkenerne er i skabet, på anden hylde.«
Mette fandt tallerkenerne og stillede dem på bord
