– Bedstemor, hallo! – råbte Mads. – Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i landsbyen? Da Allis falmede plankeværk væltede, brast hun i gråd. Allerede adskillige gange havde hun lappet det med gamle brædder og repareret de rådne stolper, i håbet om, at hegnet ville holde, til hendes lille folkepension kunne række til et nyt. Men sådan skulle det ikke gå – plankeværket faldt. I ti år havde Alli klaret gården alene, siden hendes elskede mand, Peter, gik bort. Peter havde hænder af guld, var snedker og tømrer, og mens han levede, behøvede Alli aldrig bekymre sig. Deres eneste søn, Egon, voksede op til at være familiens stolthed, men flyttede til København, hvor han stiftede familie og sjældent gæstede sin mor på landet. Resten af landsbyen kendte Alli som både arbejdsom og stædig, men år for år blev det sværere for hende. Hendes syn begyndte at svigte, og hun frygtede at blive offer for indbrud som flere andre ældre i landsbyen. “En hund,” tænkte hun, “kunne måske skræmme de forkerte væk og give tryghed.” Den lokale jæger, Simon, lovede at skaffe hende en schæfer, men i stedet fik hun, hvad hun troede var et schæferhvalp. Hunden voksede sig enorm, men lærte aldrig at gø – og snart gik det op for Alli, at hun havde fået en ulv, ikke en hund. En dag ankom Mads, jægeren, og udbrød: – Bedstemor, hallo! Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i landsbyen? Føljetonsfortælling om Alli fra Midtsjælland, et væltet plankeværk, byboernes travlhed, ensomhed, en forbyttet ulveunge, en vovet forbryder – og om hvordan venskab, mod og et specielt firbenet væsen kan vende ens skæbne på hovedet.

Bedstemor Anna! råbte Mads. Hvem har egentlig givet dig lov til at holde en ulv her i landsbyen?

Anna Sørensen græd stille, da hun så det væltede plankeværk. Hun havde flere gange forsøgt at støtte det op med gamle brædder og reparere de rådne stolper, i håbet om, at hegnet kunne holde, indtil hun havde samlet nok penge sammen fra sin lille folkepension. Men det gik ikke. Hegnet var faldet omkuld.

I ti år havde Anna klaret gården alene, siden hendes elskede mand, Poul Henriksen, gik bort. Han havde haft hænder af guld og var landsbyens dygtigste tømrer og snedker. Mens han var i live, havde bedstemor Anna aldrig bekymret sig. Poul lavede alt selv, så der var aldrig brug for håndværkere udefra. Alle i byen respekterede ham for hans hjælpsomhed og flid. Sammen havde de haft 40 lykkelige år de manglede kun én dag for at nå deres jubilæum. At huset var velholdt, haven blomstrende og dyrene i stalden trivedes, skyldtes deres fælles arbejde.

De havde kun én søn, Gustav, som var deres stolthed og glæde. Han lærte tidligt at hjælpe til aldrig var det nødvendigt at bede ham om at hugge brænde, hente vand eller fyre op, når hans mor kom træt hjem fra malkningen.

Når Poul kom hjem fra arbejde, vaskede han hænder og satte sig på trappen for at ryge, mens Anna lavede aftensmad. Om aftenen spiste familien sammen, snakkede om dagens oplevelser og nød hinandens selskab. De var virkelig lykkelige.

Tiden gik, og snart var minderne alt, der var tilbage. Gustav voksede op, flyttede hjemmefra til København, læste videre og giftede sig med bypigen Inger. I begyndelsen besøgte han ofte sine forældre, men efterhånden overtalte Inger ham til at rejse til udlandet i ferierne, og sådan blev det år efter år. Poul forstod ikke deres valg og blev tvær.

Hvad er det, Gustav er så udmattet af konstant? Det er vist bare Inger, der har fået ham på andre tanker. Hvad skal han med de rejser?

Faren var trist, moren længtes. Men hvad kunne de gøre? De måtte bare leve og håbe på et lille tegn fra sønnen. Så blev Poul syg han nægtede at spise og blev svagere dag for dag. Lægerne gav ham medicin, men sendte ham til sidst hjem. Da foråret kom med solsortens sang i skoven, sov Poul stille ind.

Gustav kom hjem til begravelsen og græd bitterligt, fordi han ikke nåede at sige farvel til sin far. Han blev en uge, før han tog tilbage til byen. Siden skrev han kun breve til sin mor tre gange på ti år. Anna blev alene. Hun solgte koen og fårene til naboen.

Hvorfor skulle hun have dyrene nu? Koen stod længe uden for indhegningen og lyttede til bedstemorens gråd. Anna lukkede sig inde i det fjerneste værelse, dækkede ørerne til og græd.

Uden mandens hænder forfaldt det hele. Taget dryppede, trægulvet var råddent, og kælderen blev oversvømmet. Bedstemor Anna gjorde alt, hun kunne sparede op af pensionen til håndværkere og lavede selv småreparationer. Hun havde jo vokset op på landet.

Sådan gik hverdagen, og hun klarede sig med nød og næppe, da endnu et uheld ramte. Annas syn blev pludselig dårligt, selv om øjnene altid havde været raske. Hun måtte anstrenge sig for at læse priserne i Brugsen, og nogle måneder senere kunne hun næsten ikke se butiksskiltet længere.

Sogneplejersken kiggede forbi og insisterede på, at Anna blev undersøgt på hospitalet.

Anna Sørensen, vil du miste synet helt? De kan operere dig, så du ser igen!

Men Anna havde skræk for en operation og nægtede at tage afsted. Året efter kunne hun næsten ikke længere se noget. Hun tog det dog med ophøjet ro.

Hvad skal jeg bruge lyset til? Jeg ser ikke fjernsyn, bare hører radioen oplæseren forklarer nyhederne, og det er nok. Hjemme kan jeg stadig finde rundt fra gamle dage.

Alligevel bekymrede det hende, at der var kommet flere uærlige folk til byen. Ofte kom der indbrudstyve, der tømte de forladte huse. Anna var bange, fordi hun ikke havde en stor, truende hund, der kunne skræmme uvedkommende væk.

Hun spurgte Egon, som var jagtforeningens formand:

Du ved ikke, om der er hvalpe hos skovløberen? Jeg kunne godt bruge én, bare en lille én. Den skal nok vokse sig stor.

Egon så interesseret på hende.

Anna, hvad vil du med en norsk elghund? De hører til i skoven. Jeg kan hente dig en vaskeægte schæferhund inde fra byen.

De er sikkert for dyre…

Ikke dyrere end penge, Anna.

Så hent du bare én.

Anna talte sammen, hvor meget hun havde på opsparingen, og mente, det nok gik. Men Egon, som var lidt af en fusker, udsatte det gang på gang. Bedstemor Anna snerrede lidt ad ham, men inderst inde havde hun ondt af manden. Han var ensom ingen familie, ingen retning i livet. Hans eneste ven var flasken.

Han var jævnaldrende med hendes søn Gustav og havde aldrig forladt byen. Egon trivedes ikke med Københavns trængsel, han elskede jagten hele dage forsvandt han i skove og fjelde. Når jagtsæsonen sluttede, lavede han lidt af hvert: gravede haver, ordnede maskiner, tømrede men pengene røg hurtigt på sprut.

Efter byturen søgte Egon ud i skoven, forslået og forpint, men han vendte altid hjem med kantareller, blåbær, fisk og kogler, som han solgte billigt for så at drikke resten op. Han hjalp Anna i ny og næ mod betaling. Da plankeværket styrtede, måtte Anna endnu engang bede ham om hjælp.

Måske må jeg vente med hunden, sukkede Anna. Jeg bliver nødt til at betale Egon for hegnet, og pengene rækker ikke langt.

Egon kom, og i hans slidte rygsæk bevægede noget sig. Han smilede, da han kaldte på Anna.

Se, hvad jeg har med bedste af de bedste. En ægte schæferhund!

Anna mærkede en blød lille snude.

Egon, har du virkelig bragt mig en hvalp?

Den fineste, Anna, og jeg forstår mig på hunde!

Hvalpen peb ivrigt og ville ud. Anna blev urolig.

Jeg har kun råd til plankeværket, Egon ikke til en hund!

Skulle jeg bære ham hjem igen? Ved du overhovedet, hvor mange tusind kroner jeg har brugt på den hund?

Der var ikke andet for, Anna måtte løbe i Brugsen. Købmanden gav hende fem flasker snaps på klods og skrev hende op i bogen.

Ved aftenstid var hegnet færdigt, og Anna gav Egon et solidt måltid og en lille en. I det venskabelige lag forklarede Egon med alvorlig mine, at hunden skulle fodres to gange dagligt og have en solid kæde, for den ville blive stærk og stor.

Sådan fik Anna sig en ny ven: Trofast, kalte hun ham. Gamle Anna elskede hvalpen, og han svarede hende med tillid og glæde. Hver gang hun gik ud med mad, sprang Trofast op og slikkede hende kærligt i ansigtet. Men Anna ærgrede sig over, at han voksede sig enorm, men aldrig lærte at gø.

Åh Egon, du gamle fusk! Du har solgt mig en uduelig hund.

Hvad kunne hun gøre? Den godmodige skabning kunne man jo ikke smide ud. Og det var, som om han slet ikke behøvede at gø de andre hunde i byen turde dårligt knurre af Trofast, der voksede sig større end en kalv.

En dag kom Mads, som var byens jæger, forbi Annas hus for at købe salt og tændstikker op til jagtsæsonen. Da han så Trofast, stivnede han.

Bedstemor Anna! Hvem i alverden har givet dig lov at holde ulv i landsbyen?

Anna tog sig til brystet, forskrækket.

Kære Gud! Hvor er jeg dum! Egon har snydt mig. Han sagde, det var en schæferhund…

Mads mente alvorligt:

Anna, du er nødt til at få ham ud i skoven. Det kan gå galt ellers.

Tårerne løb. Hvor det gjorde ondt at skulle sige farvel til Trofast! Han havde været så kærlig, trofast og mild, men var nu urolig og trak i kæden for at komme ud. Børnene i landsbyen var bange for ham, så der var ingen vej udenom.

Mads kørte ulven ud i skoven. Trofast viftede med halen og forsvandt stille mellem træerne. Siden så ingen ham igen.

Anna savnede sin ven og bebrejdede Egon, men Egon var også ked af det. Han havde jo bare ville redde et forladt dyr. En dag, hvor han samlede svampe, stødte han på en død ulvetæve og hendes døde unger. En lille overlevende sad skjult, sikkert stukket af, da bjørnen angreb. Egon havde syntes så synd for ulveungen, at han tog den med hjem og siden gav den til Anna han troede, den ville stikke af til skoven, når tiden kom, og så ville han skaffe hende en rigtig hund. Men nu havde Mads sat en stopper for alt.

Egon gik nogle dage rundt om Annas hus, men turde ikke gå ind, mens decembervinden rev i kviste og tag. Anna fyrede kraftigt op i ovnen for at holde kulden ude.

Pludselig bankede det på døren. Anna famlede sig hen og åbnede. Udenfor stod en fremmed mand.

Godaften, må jeg sove her i nat? Jeg har forvildet mig skulle til nabobyen, men kom væk fra vejen i stormen.

Hvad hedder du, min ven? Jeg ser dårligt.

Bent, svarede han.

Anna rynkede panden.

Bent har vi vist ingen af i denne by…

Nej, jeg har købt hus her for nylig. Ville se til det, men bilen sad fast, så jeg gik til fods. Nu er sneen så slem.

Har du købt huset efter gamle Jensen?

Han nikkede.

Lige præcis.

Anna bød ham indenfor og satte kaffevandet over. Hun så ikke, hvordan han allerede spejdede efter skuffer og skabe, hvor folk i gamle dage gemte penge og arvesølv.

Mens Anna rodede ved komfuret, begyndte Bent at rode i vitrineskabet. Anna hørte en skuffe glide op.

Hvad laver du dér, Bent?

De gamle penge må du hellere af med; der har netop været pengereform.

Anna snøftede.

Vrøvl, der har ikke været nogen reform! Hvem er du egentlig?

Han greb en kniv og truede hende.

Hold kæft, gamle. Op med pengene, guldet, mad ellers…

Anna blev rædselsslagen. Foran hende stod en forbryder på flugt. Hun så sit liv passere revy…

Men pludselig sprang døren op. Den kæmpemæssige ulv styrtede ind og kastede sig over røveren. Han gispede, men hans tykke halstørklæde forhindrede, at ulven fik fat. Med kniven stak han ulven, som trak sig tilbage, og røveren Formel slap ud.

Samtidig kom Egon forbi huset, fast besluttet på at undskylde det hele. Udenfor fangede han et glimt af en mand, der løb væk med en kniv. Egon styrtede, og der lå Trofast inde på gulvet, såret. Egon forstod straks og løb til politibetjenten.

Indbrudstyven blev fanget og dømt til endnu en omgang i fængsel.

Trofast blev dagens helt i hele sognet. Folk kom med mad til ham, hilste på ham. Man satte ham ikke længere i lænke han var fri, og han vendte altid tilbage til Anna, ofte sammen med Egon fra jagt.

En dag holdt en stor sort firehjulstrækker ind foran huset. Nogen kløvede brænde i gården. Det var Anna’s søn, Gustav, der var kommet hjem. Da han så Egon, hilste han hjerteligt.

Samme aften sad de alle sammen ved Annas bord, og Anna strålede. Gustav fik hende overtalt til at tage til København for at få sin operation.

Nå, så må jeg vel, sukkede hun. Mit barnebarn kommer jo til sommer, ham vil jeg jo gerne kunne se. Egon, vil du passe huset og Trofast imens?

Egon nikkede. Trofast lagde sig tilfreds foran brændeovnen. Hans hjem var her blandt venner.

Og sådan lærte Anna, at selv når man føler sig alene i livet, kan hjælp og kærlighed komme fra uventet kant, selv med fire poter og et stort, bankende hjerte. Hjælpsomhed og fællesskab gør os stærkere og sammen kommer vi gennem alt.

Rating
Mirabile dictu
– Bedstemor, hallo! – råbte Mads. – Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i landsbyen? Da Allis falmede plankeværk væltede, brast hun i gråd. Allerede adskillige gange havde hun lappet det med gamle brædder og repareret de rådne stolper, i håbet om, at hegnet ville holde, til hendes lille folkepension kunne række til et nyt. Men sådan skulle det ikke gå – plankeværket faldt. I ti år havde Alli klaret gården alene, siden hendes elskede mand, Peter, gik bort. Peter havde hænder af guld, var snedker og tømrer, og mens han levede, behøvede Alli aldrig bekymre sig. Deres eneste søn, Egon, voksede op til at være familiens stolthed, men flyttede til København, hvor han stiftede familie og sjældent gæstede sin mor på landet. Resten af landsbyen kendte Alli som både arbejdsom og stædig, men år for år blev det sværere for hende. Hendes syn begyndte at svigte, og hun frygtede at blive offer for indbrud som flere andre ældre i landsbyen. “En hund,” tænkte hun, “kunne måske skræmme de forkerte væk og give tryghed.” Den lokale jæger, Simon, lovede at skaffe hende en schæfer, men i stedet fik hun, hvad hun troede var et schæferhvalp. Hunden voksede sig enorm, men lærte aldrig at gø – og snart gik det op for Alli, at hun havde fået en ulv, ikke en hund. En dag ankom Mads, jægeren, og udbrød: – Bedstemor, hallo! Hvem har givet dig lov til at holde en ulv i landsbyen? Føljetonsfortælling om Alli fra Midtsjælland, et væltet plankeværk, byboernes travlhed, ensomhed, en forbyttet ulveunge, en vovet forbryder – og om hvordan venskab, mod og et specielt firbenet væsen kan vende ens skæbne på hovedet.