Vibeke skynder sig hjem med tunge indkøbsposer i hænderne.
Tankerne kredser om dagens pligter: der skal laves aftensmad, drengene skal have mad, og den yngste skal også have hjælp til lektierne.
Allerede på afstand ser Vibeke en ambulance holde foran deres opgang. Hendes hjerte banker hurtigere hendes mand har været skrantende på det sidste, er det blevet så slemt, at de må tilkalde ambulance?
Er det nummer femten, I skal til? spørger hun nervøst chaufføren.
Nej, vi skal til fjorten. En ældre dame er blevet dårlig, svarer han roligt.
Vibeke ånder lettet op. Det er ikke dem, de skal til. Så er det nok naboen, fru Nina Olsen, det handler om. Det er sørgeligt, for damen er helt alene og fylder snart firs.
Åh, Nina Olsens kat, tænker Vibeke på vej op ad trappen. Hvis hun bliver indlagt, må jeg nok lige holde øje med katten. Kattemad står sikkert i køkkenet, katten lyder vist Misser. Så må jeg bare sørge for mad og bakke. Forhåbentlig er hun hjemme igen til nytår.
Udenfor døren til Nina er der ivrig aktivitet. Døren står på vid gab, en båre fylder gangen, og Vibekes mand, Mads, hjælper redderen med at støtte den ældre kvinde.
Ambulanceføreren kommer lige om lidt, så klarer vi det sammen, siger redderen.
Da Nina ser Vibeke, lyser hendes ansigt op:
Vibeke, jeg skal på hospitalet nu, og vil du ikke tage nøglerne til min lejlighed? Kan du ikke kigge lidt til min Misser? Der står mad fremme i køkkenet, og bakken har hun allerede, hvis du bare lige tømmer den én gang om dagen. Forhåbentlig er jeg hjemme før nytår, siger Nina og rækker Vibeke nøglen.
Selvfølgelig holder jeg øje med hende. Du skal bare blive rask! Vibeke klapper beroligende Ninas hænder.
Du skal ligge stille, du må ikke bevæge dig, siger redderen venligt. Nå, nu er hjælpen her, så lad os komme afsted…
Vent lige, siger Nina pludselig. Vibeke, jeg har endnu en ting. Inde på kommoden i entreen ligger et papir med et telefonnummer. Hvis der skulle ske mig noget alvorligt, ringer du lige til min datter. Hun hedder Signe. Vi har været uvenner længe, taler ikke sammen mere…
Vibeke forsikrer, at alt nok skal gå, men da Nina bliver kørt af sted, tager hun papirlappen med nummeret, tjekker at Misser har det fint og låser døren.
Tænk, vi har boet naboer i mange år, og jeg anede ikke, at Nina havde en datter, siger hun til Mads, da han kommer tilbage.
Jeg har heller aldrig set nogen besøge hende, svarer Mads. Skal vi ikke snart have aftensmad?
Vibeke farer rundt, får styr på alt det huslige, børnene kommer i seng, og endelig kommer hun i tanke om den datter, Signe. Hun finder sedlen frem og bliver stående med den i hånden og tænker.
Det er sent nu, så hun vælger ikke at ringe; det giver alligevel ikke mening, for hun kommer ikke ind på hospitalet på denne tid.
Næste dag kommer Vibeke i tanke om sit løfte. Hun er ovre hos Misser og bliver siddende, mens katten putter sig på hendes skød og spinder. Vibeke tøver: skal hun ringe til Signe eller ej?
Hun beslutter sig endelig:
Hej, er det Signe? spørger hun, da en kvindestemme tager telefonen. Du kender mig ikke, men jeg bor ved siden af din mor. Hun blev hentet af ambulancen i går og ligger nu på hospitalet. Du burde måske besøge hende
Det har jeg ingen interesse i, afbryder Signe. Hun har ikke været min mor i mange år.
Jamen dog! Helt ærligt, hvad end der skete mellem jer, så er hun stadig din mor! Nina Olsen kommer måske aldrig hjem igen Kan du virkelig holde så meget nag?
Det rager ikke dig, svarer Signe køligt.
Nej, men jeg forstår ikke, at nogen kan være så hjerteløs. Var min egen mor i live endnu, ville jeg give hvad som helst for at se hende bare ét minut!
Når hun ikke længere er her, vil du forstå alt for sent. Jeg plejede min mor i seks år, og hold op, det var hårdt Ja, jeg indrømmer, det kunne føles ulideligt indimellem. Du forstår ikke, hvad det vil sige, før du har prøvet det selv.
Men nu har hun været væk i snart ti år, og jeg kan kun tænke, at jeg hellere ville have passet hende de ti år, bare hun stadig var her!
Vibeke smækker røret på, vred og ked af det.
Nå, Misser, siger hun til katten. Hvis din mor ikke kommer hjem, må jeg jo tage dig med hjem til os. Forhåbentlig går det med vores egen Mikkel derhjemme. Jeg ringede til sygehuset i dag, men Nina Olsen har det ikke bedre endnu…
Nytårsaften nærmer sig. Vibeke og Mads vender hjem fra indkøb. Han balancerer et lille grantræ i favnen.
Hold døren, tak! Vibeke skynder sig mod opgangen, hvor to kvinder netop er på vej ind. Hun roder med poserne og kalder over skulderen:
Mads, kom lidt hurtigere!
Han kommer halsende med træet.
Pludselig får Vibeke øje på kvinderne og standser brat.
Jamen, det er jo dig! udbryder hun. Nina, er du blevet udskrevet?!
Ja, jeg fik lov at komme hjem, det er blevet bedre. Jeg må jo fejre nytår! Og her, se, det er min datter Signe! Nina stråler.
Vi har vist allerede talt sammen, griner Signe. Godt nok kun i telefonen!
Alle går glade op ad trappen sammen. Signe holder ømt omkring sin mor og hvisker til Vibeke:
Tak, fordi du fik mig til at åbne øjnene. Må jeg komme forbi senere?
Selvfølgelig, Vibeke nikker overrasket.
En halv time senere står Signe i døren med kage. Over en kop te fortæller hun:
For ti år siden blev min mor og jeg uvenner over et eller andet ligegyldigt. Jeg husker ikke engang hvad. Hun har været lærer, så hun ville altid opdrage mig. Dengang blev jeg sur.
Vi talte ikke sammen det første år begge var vi stædige. Senere kun til højtider, og altid på telefon. Jeg sagde engang til hende, at jeg ville ønske, hun ikke fandtes, hvis hun bare ville blive ved at bestemme.
Da du, Vibeke, ringede, blev jeg faktisk lettet i første øjeblik. Men så sagde du noget om din egen mor. Da blev jeg bange. Hvis mor ikke er her længere, forsvinder hele min barndom. Jeg ville stå alene tilbage…
Signe fortæller, at hun tænkte meget over Vibekes ord, og til sidst overvandt hun sin stolthed og tog på hospitalet.
I skulle have set det, hun fik det meget bedre, næsten lige efter jeg kom. Jeg forlader hende aldrig igen! Signe krammer Vibeke og hendes mand og skynder sig hjem til sin mor.
Hvad sagde du egentlig til hende? spørger Mads forundret.
Bare sandheden, tror jeg, svarer Vibeke blidt. Sandheden er nogle gange det eneste, der kan rykke noget. Du må love at ringe til din mor i dag. Eller måske skal vi tage hjem til hende og fejre nytår sammen? Nu har vi jo kun én mor tilbage mellem os.
