Hvad mener du med, at vi skal skilles? spurgte manden forbløffet sin kone. På grund af at jeg gav penge til min mor?
Hundredeoghalvfems tusind kroner! Ina smed kontoudskriften på bordet og så, hvide ark flød ud over overfladen. Rasmus, hvor er pengene henne?
Hun så, at hendes mand ikke engang lod sig distrahere fra tv-skærmen, mens han fortsatte med at zappe mellem kanaler.
Hvilke penge? mumlede han ligegyldigt.
Dem, vi har sparet op i tre år til udbetalingen! I går var der tohundredeogfemogtyve tusind, i dag er der femogtredive tusind!
Rasmus så endelig op og trak på skuldrene, som om det handlede om en bagatel.
Nå, det… Mor og Jeanette bad om hjælp. Skulle jeg være et monster?
Spurgte du mig? Det er vores fælles opsparing!
Hvorfor bliver du så hysterisk? Jeg betaler dem tilbage.
Hvornår? Om hvor mange år? Ina lænede sig ind over bordet mod sin mand. Rasmus, vi aftalte, at der ikke skulle bruges penge fra denne konto uden at drøfte det! INGEN UDGIFTER!
Aftalte, aftalte… Men når min egen mor beder om hjælp, skal jeg så sige nej?
Og hvad så med din kone, der har arbejdet tolv timer om dagen i tre år? Er det ingenting? Det er MINE penge!
Rasmus rynkede panden og stirrede igen på tvet.
Overdriv nu ikke. Det er bare et almindeligt job.
Et halvt år før denne samtale sad Ina på kontoret i et rejsebureau og regnede omhyggeligt provisionen fra det seneste salg af rejser. Tallene i regnearket var glædelige gruppen var stor og betalingsvillig.
Hendes kollega, Tove, kiggede over computerens skærm:
Regner du på lommeregneren igen? Er du ved at spare op til den drømmelejlighed?
Et år mere, maksimalt halvandet, så har vi vores eget hjem, smilede Ina og lagde pennen fra sig. Rasmus gør også sit han tager ekstravagter i værkstedet i weekenderne.
Du er heldig med din mand. Min lover bare og lover, men der sker aldrig noget.
Ja, jeg er heldig, svarede Ina, selvom en indre stemme hviskede noget uroligt.
Tove flyttede sin stol tættere på.
Hvor meget har I sparet op? Ikke for at være nysgerrig.
Tohundredeogti tusind. Det er ikke langt fra de tohundredenoghalvtreds tusind, vi har brug for.
Flot! Hvor opbevarer I dem? I banken?
Selvfølgelig, på en opsparingskonto. Der kommer lidt renter, selvom det ikke er meget.
Smart. Det vigtigste er, at I ikke bruger dem på noget ligegyldigt.
Ina nikkede, men sagde ikke, at Rasmus den sidste måned oftere klagede over træthed og sjældnere tog ekstravagter.
Senere den aften fandt hun sin mand på sofaen foran tvet. På skærmen flimrede scener fra en actionfilm.
Rasmus, var du ikke i værkstedet i dag? spurgte hun, mens hun tog skoene af i entreen.
Jeg tager derhen i morgen. Min ryg gør ondt.
Måske skulle du gå til lægen? Få det tjekket?
Hold nu op, det går over af sig selv. Rasmus skiftede kanal. Forresten ringede mor. Jeanette har brug for penge til et makeup-kursus.
Ina stivnede med tasken i hånden.
Hvor meget?
Femten tusind. Det er ingenting.
Ingenting?! Hun kunne ikke holde det tilbage. Rasmus, det er min månedlige bonus!
Skru ned for stemmen. Jeg beder dig jo ikke om at tage dem fra opsparingen. Jeg giver dig dem fra næste løn.
Hvad hvis din løn ikke rækker?
Det gør den, det gør den. Bare slap af.
Ina gik ud i køkkenet for at varme aftensmaden, men appetitten var væk. Ubehagelige tanker kredsede i hovedet på hende om, hvor mange gange der allerede var kommet lignende anmodninger fra mandens familie.
***
To uger senere gentog situationen sig med trykkende præcision. Klara Petersen, Rasmus mor, ringede under middagen.
Hej, mor? Rasmus satte telefonen på højttaler og fortsatte med at spise. Ja, jeg hører dig… Den drypper? Meget?… Syvogtredive hundrede? Okay, jeg kommer forbi i morgen.
Ina lagde langsomt gaffelen fra sig og så på sin mand.
Rasmus, vi aftalte først realkreditlånet, så alt andet.
Vil du virkelig have, at mine naboer skal klage over min mor, fordi radiator
