Igor, bagagerummet! Bagagerummet er åbent, stop bilen – råbte Marina, men hun vidste allerede, at alt var tabt! Tingene væltede ud fra bagagerummet og spredtes ud over motorvejen, og bilerne bagved har sikkert ikke lagt mærke til det. Både gaver og specialiteter, som de havde sparet op til de sidste to måneder! Rød kaviar, laks, dyr pålæg og mange andre lækkerier, som kun var til store festdage. Taskerne med de kostbare varer og gaver lå øverst, så de ikke blev mast. De havde pakket godt op og skulle til alle jule- og nytårsfester på landet hos Igors farmor. Der var kø på motorvejen, mange skulle ud af byen. Bilkaravanen sneglede sig frem, så det var svært at standse med det samme. Alt hvad der røg ud, var nok forsvundet for altid! Børnene på bagsædet blev urolige, da de så deres mor ked af det, og begyndte også at græde. Marina beroligede børnene, og Igor bremsede og trak bilen ind til siden, før de endelig kunne stoppe. Håbet levede lidt endnu – måske var alt havnet i vejkanten? De gik baglæns langs vejen, men forgæves – alt var væk. Det ville være spild af tid at lede videre. – Det er okay, kom nu videre, det er bare ting, dem kan vi købe igen, forstår du? Eller måske kan vi endda undvære – sagde Igor, da han så hvor ked af det Marina var – det er trods alt kun materielle ting, lad os komme ind i bilen. Se bare hvor sneen vælter ned, det bliver mørkt, og det er glat på vejen. Men på den sidste del af turen var Marina tavs. Skulle hun skælde Igor ud for at have lukket bagagerummet dårligt? Bilen var gammel, bagagerumslåsen var ikke god længere… Hun forsøgte at lade være med at tænke på det, men tårerne kom alligevel. Hun havde jo sparet sammen til alt det der – hvor er det uretfærdigt! Selv gaven til Igors farmor, det varme bløde tæppe, var forsvundet i bagagerummet – det gjorde ekstra ondt at tænke på. De ankom til landsbyen langt over midnat. De troede, at farmor Maria allerede var gået i seng, men lampen over døren lyste klart, og både farmor og naboen Zina sprang ud for at hilse. – I er kommet, Gudskelov! – Farmor begyndte at kysse alle. – Marina, Igor, nå, nu kan vi ånde lettet op! Hvor er Ivan og Irina? Der er mine dejlige børn, Gudskelov, alt er vel! – Farmor, det er okay, hvorfor er du så bekymret? – Igor omfavnede hende – lad os gå indenfor, sneen vælter ned, du har jo bare en frakke på, det er koldt! Hvorfor har du været så urolig? Farmor vinkede afværgende. – Vi har siddet hele aftenen og bedt for jer. Du må ikke tro, det ikke findes! Det gør det! Jeg havde et syn i dag. Jeg så, nærmest vågen, at jeres bil kørte af vejen og at der ville ske en ulykke! Jeg vågnede med hjertet i halsen og kunne slet ikke ryste det af mig. Så kom Zina, hendes søn og familie var allerede kommet. Jeg var helt ude af mig selv, forklarede hende mit syn. Zina sagde: “Det er dårligt, vi må bede for dem!” Og vi bad hele aftenen til Gud og til Sankt Nikolaj for at I skulle ankomme sikkert. Vi vidste ikke, hvordan vi skulle gøre bod, bare at I skulle være i god behold. Og det er I – tak Gud for det! – Det har du ret i, farmor, – sagde Marina og Igor, – og hvis nogen andre fandt vores gaver, så håber vi, det gør dem glade – de havde nok mere brug for dem. Nytåret blev fejret i stor forsamling med et overdådigt bord. Hjemmedyrket kartofler, syltede tomater og agurker. Sild under pels og ovnstegt gås – et festmåltid! Og farmor Marias berømte boller. Ivan og Irina hentede varme boller hele aftenen, og børnene ville næsten ikke have andet. Om dagen legede de i sneen med naboens børn. Alle var trætte, men øjnene lyste – nu var det snart midnat, og de skulle jo se, hvordan julemanden lægger gaver under træet! Farmor Maria lo og omfavnede både egne og Zinas oldebørn. Hvilket lykke at være sammen – det var det vigtigste. I den gudsforladte landsby, tre huse der bare stod, fejrede to ældre søstre, Nadja og Vera, og nabomanden Vagn også nytår ved deres simple bord. De klarede sig, som de kunne. Ingen familie, om sommeren gik det – men om vinteren var det koldt og hårdt for dem. De holdt ud – det vigtigste var trods alt at være flere sammen. Vagn havde hentet et lille juletræ, på bordet var lidt mad – meget simpelt, men dog mad. Midt på dagen gik han ud for at samle brænde. Da han bandt grene sammen og lagde dem på kælken, fik han øje på en taske i vejkanten. Han trak den ud, åbnede – og dér lå alle lækkerierne: rød kaviar, fisk, kød. Og i bunden et blødt, hvidt, varmt tæppe. Ingen var at se, så han lagde tasken og brændet på kælken og kørte hjem. Han bredte tæppet ud for Nadja og Vera og tændte op i ovnen. De dækkede bordet med lækkerierne. – Jeg troede aldrig, jeg skulle spise sådan noget igen, – sagde Vera forundret. – Jeg havde heller ikke troet det – svarede Nadja. – Jeg tror, det er Guds vilje, en gave fordi vi har holdt ud så længe. Måske får vi lov at leve lidt endnu, at glæde os over noget godt – sagde Vagn. Man skal ikke ærgre sig over tabte ting. Måske var det Gud, der lod os slippe billigt fra en større ulykke og gav os mulighed for at vise taknemmelighed for det vigtigste, vi stadig har.

Søren, bagagerummet! Bagagerummet er åbent, stop bilen råbte Malene, selvom hun godt vidste, at slaget var tabt. Alle deres ting trillede straks ud på motorvejen, og bilerne bagved opdagede dem sikkert ikke engang.

Gaverne og lækkerierne, som de havde sparet op til de sidste to måneder! Røget laks, en rullepølse fra slagteren, den gode portvin og alt det, de kun tillader sig på de store helligdage. Poser med specialiteter og gaver lå øverst, så intet kunne blive mast. De havde handlet stort ind, for de skulle fejre jul og nytår i Jylland hos Sørens mormor.

Der var kø på motorvejen alle danskere var på vej ud af byen for at holde jul. Bilkøerne snegler sig frem, men selv i sneglefart er det ikke let at bremse på en øde dansk vintervej. Alt, hvad der var røget ud, var nok tabt for evigt!

Børnene på bagsædet begyndte at hyle, da de så deres mor græde stille. Malene forsøgte at berolige dem, mens Søren fik bjørnen ind til vejsiden og endelig trukket håndbremsen. Stadig et spinkelt håb tilbage måske var noget alligevel trillet ind i grøften? Men efter fem minutter med flyverdragter og tændte lommelygter stod det klart, at alt var væk. Det var dumt at lede mere.

Kom nu, Malene, det er bare ting. Vi køber noget nyt eller klarer os uden, sagde Søren og prøvede at se upåvirket ud. Det vigtigste er jo trods alt, at vi selv er okay. Kom ind i varmen se, hvor det sner, og nu bliver det snart mørkt.

Men resten af vejen til mormors bondegård sagde Malene intet. Skulle hun brokke sig over, at Søren ikke havde lukket bagagerummet ordentligt? Men deres gamle Peugeot havde set sine bedste dage, og det var umuligt at bebrejde nogen. Malene kæmpede for ikke at græde det var virkelig surt! Hun havde sparet op i månedsvis og glædet sig til at overraske alle, og nu var det hele væk. Selv det bløde, lækre tæppe, hun havde købt til mormor, lå nu et sted på landevejen og frøs.

De nåede frem efter midnat. De troede egentlig, mormor Kirsten var gået i seng. Men udenfor lyste gårdlampen, og straks væltede både mormor og naboen, gamle fru Grete, ud på gårdspladsen.

Nu er I her, tak og lov! sagde mormor og kyssede dem allesammen på panden. Malene, Søren, I er dog endelig nået frem! Hvor er Sofus og Ida? Jamen der er I jo mine små pus, så lykkeligt at se jer allesammen!

Mormor, vi har det fint, men hvorfor er I sådan oppe at køre? spurgte Søren og gav mormor et langtrukkent knus. Kom nu ind, du er jo kun i slåbrok!

Mormor viftede afvæbnende. Vi har siddet her og bedt hele aftenen, Søren, grin du bare! Men det er sandt jeg så jer for mig, det var så livagtigt. Jeg faldt i søvn efter kaffen, og så så jeg jeres bil køre i grøften. Jeg vågnede med hjertebanken og ondt i maven. Grete kom over for at kysse Sofus godnat, for hendes familie var jo allerede kommet frem. Jeg fortalte hende om mit mareridt, og så bad vi en ekstra bøn til Gud og til Sankt Nikolaj om at passe på jer. Vi vidste ikke, hvad vi ellers kunne gøre! Men nu er I her, og så kan alt andet være lige meget. Det vigtigste er, at alle er hele og glade.

Du har ret, mormor, svarede Søren og Malene, og hvis nogen kan finde glæde i det, vi har tabt, så var det vel meningen, de skulle have det. Måske har de mere brug for det end os.

De fejrede nytår med hele familien og et bord, der næsten bøjede sig af alt det gode fra kælderen: kogte kartofler med persillesovs, syltede agurker og rødbeder. Sild i karry og Juleskinke. Og selvfølgelig mormors legendariske boller. Sofus og Ida sad klistret til den store gryde med lune boller og var lykkelige. Om dagen kælkede de med nabobørnene, og inden midnat kæmpede de små børn for at holde sig vågne de ville jo se, om julemanden lagde gaver under træet!

Mormor Kirsten krammede både sine egne og nabobørnene og lo: Prøv lige at se, hvor heldige vi er, alle sammen samlet. Det er rigtig lykke!

Langt ude i en glemt landsby, hvor kun tre huse havde lys i vinduerne, sad to gamle søstre, Gerda og Bodil, og deres nabo, gamle Poul, om et beskedent bord. Livet havde ikke været let, men de havde hinanden. Poul havde hentet et lille juletræ i skoven, og på bordet var lidt mad. Kedeligt, jovist, men det rakte.

Inden middag gik Poul ud efter brænde tørre grene til komfuret. Han var ved at samle en sækfuld, da han pludselig fik øje på noget i sneen ved vejkanten. En taske? Han trak den hen til sig, åbnede og kunne dårligt tro sine egne øjne. Laks, det fineste kød, endda en flaske portvin! Og allernederst et tæppe blødt, hvidt og varmt som sne.

Ingen i nærheden, så Poul trak tasken og brænde hjem på slæden. Han bredte tæppet ud foran Gerda og Bodil, lagde brænde i ovnen, og sammen gik de på jagt i tasken.

Jeg troede ikke, jeg skulle smage sådan noget igen, udbrød Bodil med let ryst på stemmen.

Nej, det havde jeg heller ikke ventet, svarede Gerda.

Måske er det bare lykken, der har givet os en gave en slags belønning for at hænge i, sagde Poul. Måske skal vi bare nyde det og glæde os over, vi stadig har hinanden.

Man skal ikke sørge alt for længe over tabte ting. Måske var det held, skæbnen, Gud ja, hvem ved? Nogle gange giver livet os mulighed for at slippe for ulykker, blot for at minde os om, hvad der virkelig betyder noget.