På vej mod et nyt liv – “Mor, hvor længe skal vi hænge fast i det her hul? Vi er jo ikke bare i provinsen, men i provinsens provins!” sang datteren sin yndlingsreplik, da hun kom hjem fra caféen. “Maria, jeg har sagt det hundrede gange: Her er vores hjem, vores rødder. Jeg skal ingen steder,” sagde moren og smed de trætte ben op på sofapuden – den stilling kaldte hun “Grundtvig-gymnasten”. “Hold nu op med alt det om rødder, mor. Om ti år er dine rødder alligevel visnet, og så kommer der sikkert en ny, klæbrig Colorado-bille forbi, som du vil have mig til at kalde far.” Efter de hårde ord rejste moren sig og gik hen til det indbyggede garderobespejl. “Mine rødder er da fine nok…” “Indtil videre, ja! Men lidt endnu, så er du selv tilbage som pastinak, græskar eller kartoffel – vælg selv, hvad du vil være som kok.” “Hør mus, hvis du vil flytte, så gør det selv. Du er gammel nok nu, i følge dansk lov. Hvad skal du bruge mig til?” “For samvittighedens skyld, mor – hvis jeg rejser til et bedre liv, hvem skal så tage sig af dig her?” “Sygesikring, fast løn, internet – og der skal nok dukke en bille op, som du siger. Det er dig, der nemt kan flytte. Du er ung, moderne, stærk i dagens samfund, og du kan stadig holde de unge ud. Jeg er allerede halvvejs til Valhal.” “Du jokker jo, som mine venner, og du er kun fyrre…” “Skulle du virkelig nævne min alder højt? For at ødelægge min dag?” “På kattemål er du jo kun fem,” svarede datteren hurtigt. “Du er tilgivet.” “Mor, det er ikke for sent – lad os tage toget og komme væk herfra. Der er intet, der binder os.” “Jeg fik endelig vores navn stavet korrekt på gasregningen, og vi er jo registreret ved lægen her,” kom modvinden fra moren. “Du kan jo gå til læge alle steder, og vi behøver ikke sælge huset. Hvis det ikke går, kan vi bare vende hjem. Jeg skal nok lære dig at leve livet!” “Min jordemoder sagde altid, det barn ville give dig kamp til stregen. Hun tog fejl – det holdt stik. Nå, vi kører, men hvis det ikke fungerer, lover du mig at slippe mig hjem uden drama?” “Æresord!” “Din far lovede det samme da vi blev gift, og I har samme blodtype, for resten.” *** Maria og moren spildte ingen tid på noget kedeligt omkring storbyen. De drog direkte mod København, tømte tre års opsparing, flyttede ind i en lille lejlighed allerlængst væk fra centrum, mast mellem et grøntorv og buscentralen, og betalte fire måneders husleje forud. Pengene slap op, før de nåede at bruge dem. Maria sprang straks ind i det kreative og natteliv, blev hurtigt stamkunde, kunne tale som en lokal og gik for at være én, der var drysset direkte ned fra Nørrebros højder af selvtillid. Moren tilbragte dagene med at balancere mellem morgen-beroligende og aften-sovemedicin. Allerede første dag – på trods af datterens forslag om at se byen – satte hun i gang med at søge job. Løn og opslået arbejde matchede ikke ligefrem storbydrømme, og hun regnede sig til, at om et halvt år, så var de hjemme igen. Hun holdt fast og tog et job som kok på en privatskole, og vaskede op i det lokale café om aftenen. “Mor, nu står du ved komfuret døgnet rundt igen! Du kunne have uddannet dig til designer, barista, eller et eller andet smart. Lær nu at drikke kaffe på café og køre Metro som de andre!” “Maria, jeg er altså ikke klar til at starte forfra – men bare rolig, jeg skal nok klare mig her. Du skal bare finde din egen vej.” Maria sørgede for at hyggebetale sine caféregninger via byens unge mænd fra provinsen, dyrkede mentale og spirituelle forbindelser, arrangeret efter lokale influenceres råd og hang ud i grupper, hvor der kun blev talt om succes og penge. Job og forhold fik vente – København og hun skulle lige lære hinanden at kende. Efter fire måneder satte moren huslejen ind fra egen løn, sagde op som opvasker og blev kogekone i en ekstra skole. Maria havde nået at droppe flere kurser, været til casting på Radio24syv, medvirket i et studentikost filmprojekt, hvor hun fik pasta og dåsemad for indsatsen, og dateret to musikere – den ene viste sig at være et ægte æsel, den anden en kulørt kattefar uden interesse for monogami. *** “Mor, har du lyst til at gå ud i aften? Skal vi bestille pizza og se tv? Jeg orker egentlig ikke andet,” gabte Maria og indtog “Grundtvig”-stillingen på sofaen, mens moren gjorde sig klar foran spejlet. “Bestil du bare, jeg overfører penge – og jeg behøver vist ikke, har en aftale.” “Hvor skal du hen?” “Jeg er inviteret på middag,” svarede moren og fniste som en gymnasieelev. “Hvem?” “Inspektøren fra skolens tilsyn. Jeg lavede karbonader, og så spurgte han, om han måtte præsentere mig for chefkokken. Vi grinede – skolechefkok, tja – men så fik vi kaffe sammen, som du foreslog. I aften laver jeg aftensmad hjemme hos ham.” “Er du rigtig klog? Hjem til en fremmed mand?!” “Hvad så?” “Tænker du slet ikke på, at han forventer noget andet end middag?” “Maria, jeg er fyrre, single – han er femogfyrre, flot, klog, ugift. Jeg har ikke noget imod, hvad han forventer.” “Du snakker som en tabt jyde, der tror, du ikke har et valg!” “Undskyld mig, men var det ikke dig, der trak mig til storbyen for at leve og ikke bare overleve?” Maria kunne ikke sige noget til det. Hun mærkede, at rollerne var vendt, og gik i gang med trøstespisning. Mors date blev til rutine: teater, stand-up, jazz, bibliotek, teklub, og hun blev endda optaget i den lokale klinik. Efter seks måneder tog hun kurser, fik certifikater og blev mester i nye retter. Maria selv sænkede ambitionsniveauet lidt; de fede jobs ville ikke byde hende, og vennerne gad ikke mere betale hendes regninger. Til sidst blev hun barista, senere natbartender. Dagligdagen åd hende op, hun fik mørke rande under øjnene og ingen kærlighedshistorier af nogen nævneværdig værdi. Til sidst fik Maria nok. “Du havde ret, mor – der er intet for mig her. Undskyld, jeg trak dig hertil, vi må tilbage!” udbrød hun en aften efter endnu en hård nat. “Tilbage hvor? Jeg er jo ved at pakke kuffert,” sagde moren. “Hjem, selvfølgelig! Hvor navnet staves rigtigt, og vi har fast læge! Du havde ret fra starten.” “Jeg er jo registreret her, og har ikke lyst til at flytte,” svarede moren og kiggede på hende. “Jeg er ikke – jeg vil hjem! Her er ikke mig: undergrunden, kaffe til kødpris og snobberi i baren. Der er intet, der holder mig her – og du pakker jo også?” “Jeg flytter hjem til Jørgen,” sagde moren pludseligt. “Hvad mener du, flytter hen til Jørgen?” “Maria, du kan klare dig selv nu – du er voksen, smuk, har job, bor i hovedstaden. Du har alle muligheder, og jeg takker dig for eventyret her! Uden dig var jeg gået til i hulen derhjemme – men her lever jeg! Tak!” sagde moren og kyssede Maria, som ikke gensvarede glæden. “Mor, hvad med mig? Hvem skal tage sig af mig?” græd Maria. “Sygesikring, fast løn, internet, og sikkert en lokal bille…” svarede moren tørt. “Så du forlader mig bare?” “Du lovede, ingen drama, husker du?” “Jeg husker… Giv mig nøglerne.” “De ligger i tasken – men én ting…” “Hvad?” “Mormor er også ved at flytte – jeg har aftalt det hele med hende. Skal du ikke hjælpe hende med at pakke?” “Mormor flytter hertil?!” “Ja, jeg brugte din plade om det bedre liv, biller og at slippe fri af sumpen. Posthuset mangler folk, og du ved jo, mormor har sendt breve alle steder i 40 år. Nu er det hendes tur til at opleve livet, før hendes rødder visner.”

Mod nye tider

Mor, hvor længe skal vi blive hængende i den her sump? Vi er jo ikke engang i provinsen, men nærmest i provinsens provins, jamrede min datter, da hun kom hjem fra bageriet med en kop kaffe.

Birgitte, jeg har fortalt dig det hundrede gange: det her er vores hjem, vores rødder. Jeg flytter ingen steder.

Mor lå på sofaen med fødderne oppe på en pude stillingen kaldte hun for Grundtvig-gymnasten.

Du snakker altid om rødder, mor. Om ti år er din persille vissen, og så hiver du nok endnu en ny kartoffel med hjem, som jeg skal kalde far.

Min mor rejste sig op og kiggede sig i spejlet inde i skabet.

Helt ærligt, min salat er da stadig frisk nok, ved du hvad.

Det siger jeg også, men lidt endnu, så er du enten en roer, et græskar eller en sød kartoffel vælg selv i forhold til, hvad du bedst kan lide at lave i køkkenet!

Hvis du virkelig vil flytte så meget, så gør det selv. Du er jo myndig nu. Jeg skal da ikke binde dig.

Men mor, det er for samvittighedens skyld. Hvis jeg flytter til storbyen for at få et bedre liv, hvem tager sig så af dig?

Sygesikringen, fast løn, internet og mon ikke, der dukker en eller anden ny kartoffel op, som du selv siger. Du har let ved at flytte, du er ung, moderne og har styr på tingene, og du kan stadig holde teenagere ud. Jeg er selv halvt på vej mod Valhal.

Præcis! Du joker jo præcis som mine venner du er kun fyrre!

Måtte du virkelig sige det højt? For at ødelægge min dag, måske?

Hvis vi regner i katteår, er du kun fem indskød Birgitte hurtigt.

Så er du tilgivet.

Mor, mens vi stadig kan, så lad os tage toget og komme væk. Der er intet, der holder os her.

Jeg fik for en måned siden kommunens regninger til at stave vores efternavn korrekt, og vi har plansygesikring her sidste argumenter, min pige.

Dit sundhedskort gælder overalt, og vi behøver ikke engang sælge huset. Så kan vi vende tilbage, hvis det ikke fungerer. Jeg får dig hurtigt på benene og lærer dig, hvordan man lever livet.

Lægen sagde allerede til ultralyd-scanningen, at du ikke ville lade mig slappe af. Jeg troede, han jokede, men han vandt jo bronze i Åndernes Magt bagefter. Fint, vi flytter, men hvis det ikke går, så lover du at give slip uden ballade, ikke?

Jeg lover på det danske flag!

Din medforfatter i fødselsattesten lovede mig det samme på rådhuset, og I har jo samme blodtype.

***

Birgitte og hendes mor spildte ikke tiden på Aarhus eller Odense, men sigtede direkte mod København. De hævede alle de sparsomme opsparinger, lejede en lille etværelses ude ved Amager, klemt ind mellem torvehallerne og busstationen, og betalte husleje for fire måneder forud. Men pengene slap op, nærmest før de fik pakket ud.

Birgitte var helt rolig og fuld af energi hun droppede at pakke uinspireret ud og bruge tid på indretning, men kastede sig i stedet straks ud i byens kreative, sociale og natteliv. Hun faldt i ét med de lokale lærte hurtigt at kende de rigtige steder, tilegnede sig sproget og stilen, og det virkede, som om hun var født af Københavns byluft og kaffelatte-snobberi.

Mor gik derimod hver dag mellem morgenens baldrian-dråber og aftenens melatonin, selvom Birgitte kærligt prøvede at trække hende med ud. Allerede første dag satte hun sig for at søge job. Hovedstaden bød på masser af muligheder, men løn og arbejdsbyrde hang ikke sammen. Efter et hurtigt regnestykke uden bistand fra nogen synsk læge, forudsagde mor: Højst et halvt år, så drager vi hjem igen.

Hun ville ikke høre på sin datters skarpe vendinger om udvikling, og gik i stedet den trygge vej: blev ansat som kok på en privat skole, og om aftenen tog hun opvaskerjob på den nærliggende café.

Mor, du står over kødgryder nat og dag! Som om du slet ikke er flyttet! Prøv dog at uddanne dig. Som designer, sommelier eller måske bare browst du kunne drikke kaffe på metroen og lære at tilpasse dig storbyen!

Birgitte, jeg er ikke klar til at lære noget nyt lige nu, og nok heller ikke generelt. Bare rolig jeg skal nok klare den og finde mig til rette. Bare sørg for dig selv.

Birgitte sukkede over moderens manglende udviklingstrang, men hun klarede sig udmærket og det at finde sig til rette, det var hun ekspert i. På caféerne lod hun sig byde på kaffe af unge mænd fra Fyn og Bornholm, mens hun mentalt groundede sig til byen, som runebloggeren anbefalede og hængte ud i grupper, hvor alt handlede om succes og penge. Men fast job og seriøse bånd var ikke hendes ambition. Hun og byen skulle først finde hinanden.

Fire måneder senere betalte mor stadig huslejen, nu af sin egen løn, havde droppet opvasken og lavede mad for endnu en skoleafdeling. Birgitte havde i mellemtiden smidt flere nettet kursus-bøger ud, prøvet radio-casting, optrådt i et studenterskuespil for pasta og dåsemad, og haft en kort romance med et par bremenske musikere hvoraf den ene var en vaskeægte klovn, og den anden en flerbørnsfar med kat, der ikke havde tænkt sig at blive borgerlig.

***

Mor, skal vi lave noget i aften? Bestille pizza og se en film? Jeg er simpelthen så træt og gider intet, gabte Birgitte fra sofaen i Grundtvig-stil, mens mor lagde mascara foran spejlet.

Bestil du bare jeg mobilepayer dig penge til det. Gem ikke noget til mig, jeg er nok ikke sulten, når jeg kommer hjem.

Hvad mener du med “når du kommer hjem”? Hvor skal du hen? spurgte Birgitte og rettede sig op på sofaen.

Jeg er inviteret til middag, mumlede mor, lidt genert som en konfirmand.

Af hvem? Birgitte blev ikke glad, nærmest tværtimod.

Vi havde tilsyn forleden på skolen. Jeg lavede frikadeller, dem du altid elskede som barn. Kommissionslederen spurgte, om han måtte hilse på chefen. Jeg grinede chefkok på en folkeskole, ikke? Vi tog en kop kaffe sammen, som du altid siger jeg skal. Nu skal jeg til middag hos ham i aften.

Er du blevet skør? Gå hjem til en vildt fremmed mand til middag!

Og hvad så? svarede mor.

Tror du ikke, at han regner med mere end bare frikadeller?

Birgitte. Jeg er fyrre, single, han er femogfyrre, flot, klog og single. Uanset hvad han forventer, så synes jeg faktisk bare, det hele er meget rart.

Du… Du snakker, som om du er en gammeldags jyde, der ikke har nogen muligheder.

Jeg forstår dig slet ikke. Du flyttede mig jo herind, for at jeg skulle begynde at LEVE livet.

Det var svært at argumentere imod det. Pludselig gik det op for Birgitte, at de havde byttet roller og det var lige i overkanten. Hun bestilte den største pizza, hun kunne finde, og fortærede sig selv i selvmedlidenhed hele aftenen. Det sluttede først ved midnat præcis da mor kom hjem, lysende af lykke.

Nå, hvordan gik det? spurgte Birgitte tørt.

En rigtig god kartoffel, og slet ikke nogen importeret helt igennem lokal! fniste mor og trissede i bad.

Mor begyndte nu at date for alvor: gik i Det Kongelige Teater, var til stand-up, jazzkoncerter, fik nyt lånerkort til biblioteket og meldte sig ind i den lokale teklub. Hun blev også endelig knyttet til sin egen lægeklinik. Og efter et halvt år meldte hun sig til efteruddannelse, tog en bunke kurser og lærte nye, avancerede retter.

Birgitte spildte heller ikke tiden. Hun havde ikke tænkt sig at hænge i mors støtteben og søgte job i fancy firmaer. Men hver gang var det hende, der blev slået hjem. Hun mistede desuden de venner, der egentligt kun havde betalt kaffen, fordi hun var ny og spændende. Snart blev hun barista, og senere nattebartender.

Rutinerne lagde sig over hende, trak mørke rande under øjnene og slugte tiden. Kærligheden blomstrede heller ikke de fordrukne gæster i baren havde dårlige forslag, men ingen af dem kunne stave til ren kærlighed. Til sidst var Birgitte træt af det hele.

Ved du hvad, mor? Du havde ret, her er der intet at komme efter. Undskyld, at jeg drog dig hertil vi burde bare tage hjem, sagde Birgitte allerede i døren, efter endnu en urolig vagt.

Hvad mener du? Hjem hvorhen? spurgte mor, der pakkede kuffert.

Hjem, selvfølgelig! Tilbage til stedet, hvor de staver vores efternavn rigtigt, og hvor vi har fast læge! Du havde ret hele tiden.

Jeg er tilmeldt her, og jeg har ikke lyst til at flytte mere afbrød mor, kiggede på Birgittes triste øjne og prøvede at læse hende.

Jeg er ikke tilmeldt! Og jeg savner bare mit gamle hjem. Jeg hader metroen, kaffen i papkrus koster mere end hakkekød, og folk i baren er bare overfladiske. Jeg har venner og ejerlejlighed derhjemme her holder intet mig. Og se dig selv du pakker jo også!

Jeg flytter ind hos Jens, sagde min mor pludselig.

Hvad mener du flytter ind hos Jens?

Jeg tænkte, at du er ovenpå nu, kan betale din egen husleje, Birgitte. Jeg gør dig jo kun en tjeneste! Du er voksen, flot, har job og bor i hovedstaden. Mulighederne vælter jo nærmest ud af hanerne her! Jeg er virkelig taknemmelig for, at du tog mig med. Uden dig havde jeg stadig hængt fast hjemme og visnet langsomt væk. Her, derimod, vælter livet ind over én. Tak, Birgitte! mor kyssede mig på kinderne, men jeg kunne ikke finde min glæde.

Men, mor Hvem tager sig af MIG nu? spurgte jeg, tårerne trillede ned ad kinderne.

Sygesikringen, fast løn, internet og mon ikke, du finder en dansk kartoffel? sagde hun og sendte mig mit eget gamle citat.

Så du dropper mig bare?! Sådan bare sådan!

Ikke dropper, nej men du lovede: ingen drama, husker du?

Jeg husker Okay, hvor er nøglerne?

Tag dem i tasken. Men der er lige én ting.

Hvad?

Mormor er også ved at flytte. Jeg har aftalt det med hende på telefonen. Vil du ikke hjælpe hende lidt med at pakke?

Kommer mormor også herover?!

Ja, jeg gav hende din store salgstale om det bedre liv og alt det dér. Der mangler nemlig en ny postdame på posthuset her, og mormor har jo styr på alt fra breve til pakker. Lad hende nu prøve, mens hendes hoved stadig er friskt.

Og sådan indså jeg: Nogle gange vil vi så gerne trække andre med ud i livet, at vi glemmer, at forandring rammer os selv lige så hårdt. Men alle har ret til at springe ud i nye eventyr uanset, om det er på Amager eller i Hjørring.