Århundredets Kidnapning — “Jeg vil have, at mændene løber efter mig og græder, fordi de ikke kan nå mig!” råbte Marina højlydt, da hun læste ønsket op fra sædlen og tændte den med sin lighter. Asken rystede hun ned i glasset og drak den sidste dråbe bobler, mens veninderne grinede. Juletræet blinkede med sine lys, som om det tænkte over noget, og i næste sekund lyste det endnu kraftigere op. Musikken blev højere, glassene klirrede, ansigterne flød sammen i én festlig eksplosion. Guldglimmer dalede ned fra grenene — eller måske husker man det bare sådan… — Mor… Moar, vågn op! Marina fik knap åbnet det ene øje. Over hende tårnede næsten et helt fodboldhold. — Hvem er I? Kender jeg jer, børn? Børnene pjattede og bøjede hovederne: — Mor, kom nu, Mathias — 9 år, Lukas — 7, Sebastian — 5, David — 3 år! Fuldt hold, uden udskiftninger, allesammen med skælmske smil og masser af gåpåmod. Det var ikke sådan nogle mænd, hun ønskede jagtede hende nytårsnat… — Hvor er jeres træner?… Altså… hvor er jeres far? — raslede hun med tør hals. — Hent lige et glas vand til mor… Hun lukkede øjnene et kort øjeblik — og straks igen: — Mooaar! To glas vand, en clementin og en kop agurkesalatjuice blev stukket i hendes hænder. Ja, den ældste ved allerede, hvordan man genopliver sin mor efter en fest. De vokser op. — Mor, vågn nu, du har jo lovet… — jamrede de mindste. Marina forsøgte ærligt at huske, hvordan hun var endt her, og hvad hun helt præcist havde lovet. — Biografen? — Nææh… — McDonald’s? — Nej! — Legetøjsbutikken? — Arh moaar! Lad nu være med at lade som om! Vi er næsten klar, men du bliver bare liggende! — Kan I så ikke sige til jeres mor, hvor vi egentlig skal hen? — overgav hun sig. — Søde, vågn op, — lød en mands stemme. Ind kom en høj, mørkhåret mand. I hans kastanjebrune øjne glimtede guldstjerner. Wow, en flot fyr! — Vi er klar, jeg har pakket bilen. Vi handler lige ind på vejen — og så afsted! Marina prøvede ærligt at huske, hvem ham fyren var, og hvorfor de børn kaldte hende mor. Hun var tom i hovedet. Ikke én teorí. — Moar, husk badetøjet! Også til dig selv! — råbte én fra børneværelset. “Så… er der også pool? Hvilket vidunderliv er det her, og hvorfor husker jeg intet?…” Marina så sig omkring i værelset. Hun genkendte ingenting. Hverken billederne på kommoden, møblerne, eller de tykke gardiner med mønster. Værelset var fremmed. Det eneste velkendte var en rød julestjerne — i en hvid potte pyntet med små perler. Hun lukkede øjnene og prøvede at række tilbage i går. Hun og veninderne havde aftalt at fejre nytår på restaurant og lege Secret Santa. Som i gamle studietider, bare med dyre tasker, flotte frisurer og evig tidspres. Veninderne var festlige, grinende og lykkelige over lidt frihed. Bare et kort pusterum fra mænd, børn, lektier, madpakker og opvask… De strålede som skolepiger, der havde pjækket. Og kun Marina var rolig og dejlig som altid. Ugift, selvstændig — ingen at spørge om lov, ingen at gøre regnskab overfor. Sidste jomfru, — jokede veninderne, mens de skænkede mere bobler. Hun gav sin veninde et luksus kit med “sort kaviar og guldfibre”. De grinede; sådan en creme kunne man jo godt smøre på brødet og få til morgenmaden. De tog billeder, som om det var kunst og ikke bare et par bøtter. Marina fik i gave en julestjerne — netop dén røde plante i den hvide potte — og en sjælden flaske fransk bobler. Man åbner den kun “til særlige anledninger”. Hun læste et kort, med en skål eller et ønske, og-iii… det var dét! Så husker hun intet. Som man siger: kom — faldt — vågnede — gips! Marina kiggede i spejlet. Den samme unge kvinde, endda sminket som til Nytår. Men hvor kommer de børn fra? Og manden? Hun husker ikke nogen fødsler, intet bryllup med flot fyr! Og hun kender børnenes navne, men ikke mandens. Her er noget, der ikke rimer… Hun gik ud på gangen. Kufferter på hjul stod klar. To store, voksne — en sort og en sandfarvet, begge med kendt luksuslogo. Tre små sportstasker til børnene. De skal altså ikke bare på picnic. Men hvorhen? På rejse!? Da kom “manden” ind. Rutineret tog han kufferterne, som om han havde gjort det hundrede gange, og ledte hende venligt ud. — Vi når det ikke, hvis vi ikke går nu, — sagde han roligt. Marina så automatisk på sin hånd — og frøs. Ingen vielsesring. Hverken på hende eller ham. Endnu en mærkelig detalje. Eller…? Børnene klatrede ind i en stor, komfortabel minivan. Tasker blev kastet ind, seler klikkede. Han satte sig bag rattet. Marina sank dybt ned i sædet foran. Han rakte hende straks en kaffekop. Varm, med mælk — hvilket hun hader! Det ramte mærkeligt hårdt. — Så kører vi, — sagde han glad, og blinkede til børnene. Bilen startede. Jo længere fra huset, desto mere nervøs blev hun. Børnene småsnakkede, grinede, diskuterede. “Manden” kørte roligt, kastede af og til et drillende blik. Som om de delte en hemmelighed. Marina stirrede ud og følte sig som pindsvinet i tågen. Alt var klart — familie, bil, rejse — og dog forstod hun intet. På motorvej ud af byen blev hun sikker: det her var ikke hendes familie — det er fremmede børn og en fremmed mand! Han har kidnappet dem! Eller, nej — de har kidnappet hende! Men hvorfor kender hun så børnenes navne? Hun blev mere og mere forvirret og besluttede: det her er en fremmed mand — og nu må hun gøre noget! Hun satte sig op, knugede kaffekoppen og lod som om hun bare kiggede. Hun skiftede langsomt fra forvirret kvinde til overlevelse-mode! En halv time senere blev børnene urolige. — Far, jeg skal tisse! — Jeg er tørstig! — Må jeg få en snack? Bilen drejede ind til en tankstation. Alle styrtede ud. Her var chancen! Hendes hjerte hamrede. Imens de andre var optaget, sneg hun sig hen til bilen. Hurtigt op foran — men ingen nøgler i tændingen. — Der var du! Vi har ledt efter dig, — lød det roligt fra vinduet. Marina stivnede. — Nu hvor alle er her, kører vi videre, — sagde han mildt. — Jeg kører, du kan bare slappe af. Og de kørte igen. En time senere var de ved lufthavnen — glas, beton, trafik. Bilen blev parkeret, alle vadede ind. Marina var klar, hun ville ikke tages væk, hun ville kæmpe! Hun begyndte langsomt at falde bagud efter den perfekte “familie”. Pludselig styrtede hun mod en vagt og råbte: — Dette er en kidnapning! Hjælp! Vagten reagerede hurtigt. Hun var straks på jorden, vendt om, hænderne i håndjern. Bevæbnede vagter var overalt. — Vent! Jeg kan forklare! — råbte manden. — Det er bare for sjov! Vi er ikke bevæbnede! Det er ikke en kidnapning! Marina hørte det alt sammen som gennem vand. Så fik hun øje på veninderne — bag et reklameskilt. Glade, forvirrede, forskrækkede og samtidig lykkelige. — Mor! — råbte børnene og løb hen til en af kvinderne mellem veninderne. Andre løb hen og forklarede latterfuldt, undskyldende til vagterne. De slap Marina fri. Verden holdt op med at snurre. Hun stod midt i lufthavnen, med vildt hår, hjertet hamrende — og forstod pludseligt: hun var ikke blevet bortført. Hun… var blevet snydt?! Adrenalinet forsvandt. Så begyndte hun at høre og forstå ord. Det var en aprilsnar. Stor. Dyr. Samlet. Med krimi-elementer. Veninderne forklarede grinende. De havde længe villet sætte hende op med “en sød fyr” — en der havde været vild med hende i årevis, men som ikke turde tage initiativ, for han kendte hendes temperament for godt. Marina var jo altid: — Nej tak. Jeg selv, jeg har det fint. Veninderne turde ikke prøve direkte — hvorfor spilde tiden, når man kan give hende oplevelsen? Så de besluttede at give hende “familie-atmosfæren”: morgen, kaffe, organiserede børn, rolig mand, ingen tomme ord, bare handling og et godt smil. Og flotte øjne, for resten. — Vi ville have, du mærkede det, — sagde veninderne. — Ikke tænkte, bare mærkede varmen. Marina opdagede, det var umuligt at være sur. En lidt hårdhændet metode, men effektiv. Nogle gange skal man bare prøve et enkelt morgenmad, tre børn og en kop kaffe — fra “kidnapperen” — for at vide, om man vil have mand eller ej. Så så hun ham: “Romanens helt” med sit skælmske smil som katten i “Shrek”. Børnene — i virkeligheden hans nevøer — klæbede sig om ham. — Skynd jer! Flyet letter! — råbte veninderne, pludselig ivrige. — I må ikke komme for sent! — Bliver jeg kidnappet igen? Hm… hvor vil de føre mig hen? Sydpå? Dykke efter fisk? Spise mangoer?! Han rakte hånden ud. — Lad os tage på eventyr sammen, jeg hedder Viktor. Må jeg kidnappe dig? — smilede han. Marina kiggede på veninderne — de holdt vejret. Så på kufferterne. Og tilbage på hans varme øjne, der kiggede hende lige i sjælen. Hun tænkte: hvad har jeg at tabe? — Lad os tage afsted! — smilede Marina til sig selv, klar til at lade sig ‘kidnappe’ af sit livs eventyr. Men hvis børnene bliver hjemme… Veninderne brød ud i grin, han smilede stort — og lufthavnen blev pludselig til starten på noget nyt, sjovt, varmt og overraskende hjemligt. Nogle gange kidnapper livet os ikke – det flytter os bare ret brat hen, hvor vi egentlig for længst burde være.

Dagbog 1. januar

Jeg ønsker, at mændene jagter mig og græder, fordi de ikke kan indhente mig! udbrød jeg højt, da jeg læste mit lille nytårsønske op for veninderne. Jeg tændte straks lighteren, antændte sedlen og lod asken glide ned i mit glas bobler. Skålede og lo sammen med de andre.

Juletræet blinkede drillende til os og tændte endnu flere lys. Musikken blev højere, glassene klirrede, ansigterne omkring mig flød sammen i ét stort fyrværkeri af latter og varme. Jeg husker gyldent glimmer, der dalede fra grenene eller måske er det bare sådan, mine erindringer blander sig…

Mor… Mooor, vågn op!

Jeg åbnede med besvær det ene øje og så over mig en hel flok børn, næsten som et fodboldhold.

Hvem er I? Kender jeg jer, børn?

De grinede, bøjede hovederne legende:

Mor, kom nu, Simon 9 år, Mikkel 7, Jeppe 5, og lille Emil 3!

Hele banden, ikke en eneste i reserve, alle med ulykkesdrilske blikke fulde af energi. Det var ikke ligefrem denne slags mænd, jeg ønskede skulle løbe efter mig nytårsaften…

Og hvor er jeres træner eh, altså, far? fik jeg hostet frem, stemmen tør som en dansk sommer. Giv dog mor lidt vand

Jeg lukkede lige kort øjnene men straks hørte jeg igen: Mooor! og nu fik jeg stukket to glas vand, en mandarin og et krus med agurkesalat i hånden. Den ældste ved åbenbart allerede, hvordan man skal genoplive sin mor efter en fest. De vokser alt for hurtigt, tænkte jeg.

Mor, kom nu, du lovede jo plagede de små.
Jeg forsøgte ærligt at huske, hvad jeg mon havde lovet.

Bio?
Neeej!
McDonalds?
Nej!
Legetøjsbutik?
Moooar! Du kan ikke snyde! Vi er snart klar, men du rejser dig ikke!

Hvor skal vi hen, i det mindste? overgav jeg mig.

En dyb mandestemme lød ude fra gangen:

Søde, nu må du altså komme.

Ind trådte en høj, mørkhåret mand med nøddebrune øjne, hvor der glimtede gyldne lys. Hold da op, han var flot!

Vi er klar, bilen er pakket. Vi tager lige forbi supermarkedet på vejen og så afsted!
Jeg forsøgte fortvivlet at huske, hvem den mand egentlig var, og hvorfor børnene kaldte mig mor. Hovedet var tomt, som en smørrebrødsbakke kl. 17.

Mor, glem ikke vores badebukser! Og du skal også tage dine med!

“Bassin? Er der bassin? Hvad foregår der her og hvorfor husker jeg intet?” tænkte jeg.

Jeg åbnede øjnene helt og så mig langsomt omkring. Intet var genkendeligt. Ikke ét billede, ikke én stol, ikke engang gardinet var mit. Alt føltes fremmed og forkert. Kun én ting vækkede genkendelse: en rød julestjerne på kommoden, den jeg fik af Mie i går. En hvid potte, fint dekoreret med små perler meget bekendt.

Jeg lukkede øjnene og forsøgte at trække roden op til i går. Vi havde siddet på en lille restaurant inde i Indre By, drak cava og legede hemmelig nisse, præcis som i studietiden bare i dyrere kjoler, med dyre tasker og altid med følelsen af, at tiden ikke slår til.

Pigerne var så glade, sprudlende af den frihed, der kun sjældent er plads til midt i dagligdagens travlhed: mænd, børn, institutioner, indkøb og madpakker… Og jeg jeg kunne nyde aftenen, fri af forpligtelser, intet at varsko, ingen at vente på og ingen regnskab at gøre.

Den sidste single, plejede de at joke.

Mit gavebidrag var ansigtscreme med “sort kaviar og guldtråde” vi grinede og sagde, at så luksus en creme næsten kunne spises til morgenmad med champagne til. Vi tog billeder af den fra alle vinkler, som var det et kunstværk.

Til gengæld fik jeg julestjernen i den lille, perlepyntede hvide potte og en flaske sjælden mousserende vin, importeret fra et gammelt slot i Frankrig. Den slags vin man kun åbner til helt specielle lejligheder.

Jeg havde lige læst en seddel op om det var en skål eller et ønske, blev jeg aldrig helt klar over og… så sort! Intet mere. Som man siger: gik til fest, vågnede op med et mysterium…

Jeg gik ud på badeværelset. I spejlet så jeg mig selv stadig ung, makeuppen upåklagelig, som aftenen før. Men hvor kom de børn og manden egentlig fra? Jeg kan ikke huske at have været gravid. Husker ikke engang et bryllup med denne flotte fyr! Alligevel vidste jeg, hvad børnene hed, men ikke hans navn. Noget stemte altså ikke.

Jeg begav mig ud i gangen. Her stod tre trillekufferter, to store til voksne én sort, én beige fra et eksklusivt mærke. Og tre små, farvestrålende børnerygsække.

Vi skulle altså ikke bare i Dyrehaven. Var det en ferie?

Netop da dukkede manden op, tog let og vant kufferterne, og med et opløftet bryn og et venligt puf ledte han mig mod døren.

Vi må afsted, sagde han roligt.
Jeg kiggede på min venstre hånd intet bryllupsring! Hverken på min eller hans. Endnu et mysterie. Eller?

Børnene satte sig adrætte ind i bilen stor og lækker familiebil. Rygsække blev slynget ind, seler klikkede præcist. Han satte sig ved rattet. Jeg sukkede dybt og tog forsædet, hvor han straks rakte mig et papkrus kaffe lun, med mælk (sådan drikker jeg den ellers aldrig!). Af en eller anden grund ramte dét mig mest af alt.

Afsted, sagde han og blinkede smilende til børnene. Jo længere væk fra huset vi kom, jo mere urolig blev jeg.

Bag mig mumlede ungerne lavt til hinanden, fnisede, småskændtes. Manden kørte roligt, selvsikkert, med strejf af et grin i blikket, som om han vidste noget, jeg havde glemt.

Jeg kiggede ud af ruden og følte mig som Pindsvinet i tågen. Alt så normalt ud: familie, bil, vej. Men intet gav mening.

Vi ramte motorvejen og gled hurtigt væk fra byen bag os. Jeg troede ikke på noget længere en del af mig vidste pludseligt: det her er IKKE min familie!

Han har bortført os!
Eller de har bortført mig!?
Men hvorfor kender jeg børnenes navne? Jeg kunne slet ikke følge med. Men én konklusion sad fast fremmed mand, og nu måtte jeg handle!

Jeg rettede ryggen, strammede grebet om kaffebægeret, lod som om jeg bare betragtede motorvejen, imens hele mit indre var i alarmberedskab: nu skal du klare dig, Solveig!

En halv time senere brokkede børnene sig i kor.
Far, jeg skal tisse!
Jeg er tørstig!
Er der noget at spise?

Bilen svingede af ved en tankstation. Alle strøg ud. Her var chancen! Mit hjerte galopperede. Jeg listede stille væk, sneg mig om bag bilen, sprang ind på førersædet…

Men der var ingen nøgler i tændingen.

Nå, der er du! Vi ledte efter dig, lød det muntert lige udenfor. Jeg stivnede.

Så er alle her, vi kører videre, sagde han venligt. Slap af, søde. Lad mig køre.

Og af sted igen.

Kort tid efter rejste glasset fra Kastrup sig foran os stål, glas, travlhed, ikke ét hjørne stilhed. Vi forlod bilen på den fyldte parkeringsplads og traskede allesammen, som en hel regiment, mod indgangen.

Mit adrenalin pumpede. Ikke tale om, jeg ville føres bort! Jeg lod mig falde bagud, trådte væk fra dem, og pludselig stak jeg af, hujende:

Hjælp! Det er en bortførelse!

En uniformeret vagt reagerede prompte. Før jeg fattede noget blev jeg væltet ned, lagt på maven, håndjern kom på, folk stimlede sammen.

Vent, vent! Jeg forklarer alt! råbte min mand.

Det er en nytårsjoke! Vi er ubevæbnede, det er bare for sjov!

Hans stemme lød fjern, men pludselig, bag en reklamesøjle, så jeg dem mine veninder. Uro, smil, latter, chok, alt i ét udtryk på deres ansigter.

Mor! råbte børnene og løb mod en af kvinderne, som jeg først nu genkendte som Judiths datter. Andre veninder forklarede grinende og overbevisende til vagterne, at jeg var offer for den vildeste spøg.

Håndjernene blev fjernet. Verden stoppede med at dreje. Jeg stod midt i Kastrup, håret vildt, hjertet hamrende, og indså jeg var ikke bortført.

Jeg var blevet… snydt!?

Da adrenalinen endelig forduftede, begyndte ordene at give mening. Det var et kæmpestort, gennemtænkt fællesnummer med glimt af detektivhistorie.

Veninderne talte i munden på hinanden, grinende undskyldende.

De havde længe villet præsentere mig for en god mand. En, som havde været betaget af mig læænge, men aldrig havde turdet at tage det første skridt for han havde for længe kendt til min skepsis mod set-ups. For jeg plejer jo at svare: nej tak, jeg er godt tilfreds alene.

Ingen havde turdet tage kampen op. Så hvorfor ikke bare dykke direkte ned i sektor familie-morgenmad? Altså: her har du mand og børn, kaffe og logistik, og han er faktisk hamrende rar og så kan du jo bare mærke efter, Solveig.

Vi ville have, at du ikke tænkte over det sagde de. Bare mærkede det.

Jeg mærkede, at jeg slet ikke kunne blive vred. Ja, metoden var grænseoverskridende. Ja, jeg var tæt på hjertestop. Men forsøget var ærligt! Nogle gange skal man bare gennemleve én morgen, tre børn og én kop kaffe for at vide, om man skal springe ud i det!

Og der stod han. Helten af romanen, smilende drillende, nøddebrune øjne med gyldne fnug. Børnene hang op ad ham de viste sig at være hans nevøer, som elskede deres onkels skøre påhit.

Hey! I skal skynde jer! flyttede veninderne opmærksomheden til flyafgangen skynd jer på check-in!

Hvad, endnu en bortførelse? fór det gennem hovedet. Hvor ville de overhovedet tage mig hen? Italien? Til havet efter mango?

Han rakte mig hånden.

Vi må vist hellere hilse rigtigt, jeg hedder Jesper Må jeg kidnapppe dig, sagde han blidt.

Jeg så på veninderne de stod roligt, lidt nervøse, ventede på min reaktion. Dernæst så jeg ned på kufferterne. Og så ind i de øjne, der så lige durk ind i mit hjerte.

Pludselig tænkte jeg: hvad holder mig egentlig tilbage?

Vi kører! sagde jeg grinende, vidende at denne bortførelse var det fineste lille eventyr, jeg kunne ønske mig.

Men kun hvis ungerne bliver hjemme, mumlede jeg lavt.

Veninderne brød ud i latter, han smilede bredt, og lufthavnen forvandlede sig pludselig til startskuddet på noget helt nyt sjovt, varmt og trygt.

Engang imellem stjæler livet ikke noget.
Det flytter os bare overraskende prompte derhen, vi skulle have været hele tiden.