“Vi bor her indtil sommer!” sådan smed jeg min mands påtrængende familie ud og fik skiftet låsene.
Dørtelefonen peb ikke bare den skreg nærmest om opmærksomhed. Jeg så på uret: syv en lørdag morgen. Den eneste dag, jeg havde sat af til at sove længe efter en uge med regnskabsafslutning, og bestemt ikke til gæster. På skærmen så jeg min svigerinde. Grethe, min mands søster, så ud, som stod hun foran stormen på Bastillen, med tre børnehoveder i ulige frisurer bag sig.
“Emil!” kaldte jeg ud mod soveværelset uden at tage røret. “Din familie. Du tager dig af det.”
Min mand rullede ud af sengen, fumlende med shortsene, som om han aldrig havde haft dem på før. Han vidste, at min tone betød, at hans familie nu havde overskredet min tolerance. Mens han hviskende forsøgte at tale gennem dørtelefonen, stod jeg i entreen med korslagte arme. Min lejlighed, mine regler. Denne lejlighed på Østerbro havde jeg købt og betalt for to år før brylluppet, møjsommeligt betalt af på i blod, sved og tårer det sidste jeg ønskede, var ubudne gæster.
Døren gik op, og ind væltede hele cirkusset. Grethe, læsset med tasker og sager, sagde ikke engang hej hun maste bare forbi mig, så jeg følte mig som et skoskab, der skulle flyttes.
“Nå da, endelig fremme!” snøftede hun, mens hun slap taskerne på de italienske klinker. “Anne, står du bare der? Sæt noget vand over, børnene er sultne.”
“Grethe,” sagde jeg tørt, og Emil trak hovedet ind mellem skuldrene. “Hvad foregår der?”
“Har Emil ikke fortalt det?” hun så op med de store runde øjne og påtaget naivitet. “Vi har totalrenovering hjemme! Nye rør, ny gulv, støv over det hele. Vi slår lejr hos jer en uges tid. Her er jo så meget plads, og I kan ikke mærke det alligevel,” sagde hun med et skuldertræk.
Mit blik vendte sig mod Emil, som straks begyndte at studere loftet. Han vidste, at han senere kunne vente sig en alvorlig samtale.
“Emil?”
“Anne, altså … Det er jo min søster. Hvor skal de ellers hen?”
“Syv dage,” sagde jeg tydeligt. “I sørger for indkøb. Børnene skal ikke løbe rundt i hele lejligheden, holder sig fra mit kontor, og efter klokken ti er her stille.”
Grethe rullede med øjnene: “Du er godt nok stiv, Anne. Som en fængselsbetjent. Men fint, hvor skal vi sove?”
Sådan begyndte mit helvede.
“En uge” blev til to. Så til tre. Min ellers så nydelige lejlighed forvandlede sig til et kaos entreen var konstant fyldt med beskidte sko, som jeg snublede over, køkkenet lignede et slag: fedt på bordpladerne, krummer, klistrede pletter. Grethe opførte sig mere som herskerinde end som gæst.
“Anne, køleskabet er tomt! Børnene skal have yoghurt, og vi kunne da også godt spise noget kød. Du tjener jo godt lidt familiehjælp har du vel råd til?” sagde hun, nærmest krævende.
“Du har dankort, der er døgnåbne supermarkeder,” sagde jeg uden at kigge op fra computeren.
“Gniderøv,” mumlede hun, mens hun smækkede køleskabet. “Man kan jo ikke tage det hele med i graven, vel.”
Men det var ikke dét, der var dråben. Jeg kom en dag tidligt hjem og fandt mine nevøer og niecer i soveværelset. Den ældste hoppede på min dyre kontinentalseng, mens den yngste malede på væggen med min læbestift. Fra Tom Ford. Limited edition.
“UD!” skældte jeg, så børnene fór ud til begge sider.
Grethe kom løbende, så kaosset og læbestiften: “Slap nu af, det er jo bare børn! En streg på væggen? Den kan du vaske af. Læbestiften? Pyt, køb en ny. For resten, vi har besluttet at forlænge opholdet til sommer vores håndværkere er helt håbløse. I keder jer jo bare, men nu er der da festligt!”
Emil stod ved siden af og sagde intet. Fuldstændig handlingslammet.
Jeg svarede ikke. Gik bare ud på badeværelset. Skulle lige trække vejret, så jeg ikke gjorde noget jeg ville fortryde.
Senere efterlod Grethe sin mobil på køkkenbordet, og et stort notifikationsvindue lyste op: “Grethe, overførslen for næste måned er sendt. Lejerne spørger, om de kan blive til august?” Og straks efter: “Indsat på konto: +8.000 kr.”
Noget faldt på plads. Der var ingen renovering. Grethe havde lejet sin egen lejlighed ud på nettet, for at score hurtige penge og var flyttet ind hos mig og Emil på min regning. Gratis forbrug, gratis mad, mens hun tjente dobbelt hjem fra lejen. Snedig plan på min bekostning.
Jeg tog roligt et billede af beskeden trods alt var hænderne ikke engang begyndt at ryste; jeg var bare helt, iskoldt afklaret.
“Emil, kom ud i køkkenet.”
Han så på mobilskærmen, og alle farver forsvandt fra hans ansigt.
“Anne, det må være en misforståelse?”
“Misforståelse er, at du ikke har smidt dem ud endnu,” sagde jeg roligt. “Du har valget: Enten er de væk i morgen til frokost eller så pakker du også dine ting. Mor, søster, hele menageriet.”
“Men hvor skal de gå hen?”
“Det må de selv finde ud af. Hotel, camping op til dem.”
Næste morgen annoncerede Grethe, at hun ville ud og shoppe havde fundet nogle “dejlige støvler” (sikkert lejeindtægten). Børnene efterlod hun stort stående til Emil, som havde taget fri.
Jeg ventede, til hun smækkede døren.
“Emil, tag børnene og gå en lang tur i Fælledparken.”
“Hvorfor?”
“Der skal gøres rent for uvelkomne gæster.”
Da de var væk, ringede jeg straks til låsesmeden og bagefter til viceværten.
Gæstfrihedens tid var forbi. Nu skulle der ryddes op.
Låsesmeden stod der hurtigt, en bred mand med tatovering: “Solid dør. Men den lås, du har valgt der kommer ingen igennem uden vinkelsliber.”
“Det er præcis sådan, det skal være. Sikkerhed først.”
Jeg mobilepayede ham et beløb, der kunne have betalt en fin middag, men roen var mere værd. Herefter gik jeg i gang med deres ting Grethes undertøj, børnetøj, legetøj; det hele blev skovlet i store sorte sække på 120 liter. Hendes beauty-produkter blev fejet direkte ned.
Efter fyrre minutter stod der en bakke af fyldte poser og kufferter ude på trappeopgangen.
Viceværten ankom, mens jeg stod med mine papirer klar.
“Goddag. Her er mit skøde, pas og folkeregisterudskrift. Ejeren er mig, ingen andre har adresse her. Hvis nogen prøver at bryde ind, beder jeg om, at De dokumenterer det.”
Han så roligt på papirerne. “Familie?”
“Tidligere,” smilede jeg. “Familien har tabt sin ret nu taler vi kun om jura.”
Grethe dukkede op omtrent en time senere, glad med poser fra Illum og Magasin. Hun stivnede, da hun så sække-bjerget og mig sammen med viceværten.
“Hvad foregår der, Anne?!! Du er da ikke rigtig klog det er mine ting!”
“Netop,” sagde jeg. “Tag dem og forsvind. Dette hotel er lukket.”
Hun forsøgte at smutte forbi, men blev venligt men bestemt holdt tilbage af viceværten.
“Har du adresse her?”
“Jeg … jeg er Emils søster! Vi er her bare på besøg!” Hendes kinder blev højrøde, mens hun stirrede på mig. “Jeg ringer til Emil, han skal nok få styr på dig!”
“Ring bare,” sagde jeg roligt. “Han kommer ikke. Han er optaget af at forklare sine børn, hvorfor deres mor er sådan en forretningskvinde.”
Hun ringede ingen svarede. I det øjeblik forstod hun, at festen var slut.
“Du har ikke ret!”
“Gå nu, Grethe. Hils Marina og spørg, om hun forlænger lejemålet til august, eller om du selv må smide dine lejere ud.”
Hun stod med åben mund, mens luften gik ud af hende.
“Hvordan …?”
“Du skulle have låst din mobil. Du har boet på min regning, ødelagt mit hjem, tjent penge på at snyde mig flot skudt, men festen er slut.”
Jeg talte lavt, men hver stavelse rungede i opgangen.
“Tag dine ting og forsvind. Kommer du eller dine børn igen nærheden af min dør, melder jeg dig til SKAT for sort udlejning, og til politiet for tyveri jeg begynder at undre mig, hvor mit guldring er blevet af. Du vil ikke vide, hvor det måske kan dukke op.”
Ringen lå naturligvis trygt i bankboksen men Grethe blev kridhvid.
“Du er djævelsk, Anne. Må Gud dømme dig.”
“Gud har travlt. Mit hjem er mit, og jeg har endelig fred.”
Hun slæbte de sorte sække ud til taxaen, mens viceværten så til med skjult tilfredshed.
Da hun forsvandt med elevatoren, vendte jeg mig mod viceværten. “Tak for hjælpen.”
“Det var skam så lidt. Men køb dig endelig en god lås fremover.”
Jeg lukkede døren bag mig, hørte lyden af den nye lås sikker og betryggende. Lejligheden duftede af rengøringsmiddel, køkkenet var rent og jeg sad endelig i min yndlingskop med friskbrygget kaffe. Ingen børnestemmer. Ingen rod. Bare mig selv.
Da Emil kom hjem et par timer senere alene så han sig forsigtigt omkring.
“Anne … de er smuttet.”
“Jeg ved det.”
“Hun råbte vidst en del …”
“Det er jeg ligeglad med. Lad rotterne råbe, når de bliver smidt af skuden.”
Jeg så på ham. “Vidste du noget om udlejningen?”
“Nej! Det sværger jeg!”
“Hvis du havde vidst det, ville du have holdt det skjult.”
Han så ned og nikkede. Han vidste, at dette var sidste chance.
“Emil, det var sidste gang. Én episode til med din familie så står dine kufferter ved siden af deres sække. Forstået?”
Han nikkede hurtigt.
Jeg tog en tår varme kaffe. Den var perfekt. Og vigtigst drukket i fred og ro i min egen lejlighed.
Nogle gange handler det om at lære at sige fra og stå fast på, at ens hjem og grænser fortjener respekt.
