TO SØSTRE…. For længe siden levede der to søstre. Den ældste, Katrine, var smuk, velhavende og succesfuld. Den yngste, Trine, endte derimod som et beklageligt syn, fanget i alkoholens kløer. Hendes udseende var ikke længere noget at tale om: 32 år gammel lignede Trine mere en nedbrudt gammel kone, end den unge kvinde hun var født som. Hun var mager, ansigtet lilla og hævet, så øjnene næsten ikke var til at få øje på, det fedtede hår stod i totter til alle sider uden kendskab til hverken sæbe eller kam.
Katrine kunne ingen bebrejde hun havde ofret både tid og penge på at trække sin søster op af det dybe hul af druk; havde sendt hende på dyre behandlingshjem og endda forsøgt med gamle kloge koner, men alt var forgæves. Hun købte også en hyggelig lejlighed til Trine, men lod den stå i sit eget navn, så Trine ikke kunne sælge den for flaskepenge. Efter et halvt år var alt inventar væk og kun en snavset madras var tilbage og det var der Trine lå, døende, da Katrine kom for at sige farvel før hun rejste til udlandet for bestandig.
Trines krop var så svag, at hun ikke kunne tale kun vældig besværet åbne øjnene for at skimte det blege dagslys gennem et snavset, aldrig vasket vindue. Omkring hende lå tomme flasker, doneret af byens drankere. Katrine kunne ikke få sig selv til bare at efterlade sin søster sådan – hvordan kunne hun leve videre sidenhen med sådan en skyld? For at dulme sin samvittighed besluttede hun at køre Trine ud til moster Inger på landet.
Moster Inger, som de næppe kendte kun at deres salige mor havde haft en søster, der for mange år siden kom på besøg med lækkerier fra landet: hjemmelavet syltetøj, rødmossede æbler og tørrede svampe. Katrine huskede lige akkurat navnet på landsbyen. Begravelse havde hun aldrig hørt om, så moster Inger levede sikkert endnu.
Hun fik en bekendt til at hjælpe, lagde Trine svøbt i tæpper på bagsædet og så kørte de ud til landsbyen Kildemose. Der var kun fire beboede huse, så det tog ikke længe at finde frem. Trine blev lagt på moster Ingers seng, og Katrine lagde en stak sedler på bordet med ordene: Hun er ved at dø, og jeg skal rejse, moster Inger. Her er penge til begravelse måske kommer jeg igen en dag for at finde graven. Der er også nok til et hegn og en gravsten. Hun lod også nøglen til Trines lejlighed blive hos mosteren. Hvor ellers skulle den hen? Hun takkede nej til te og rejste derfra.
Moster Inger var 68, stadig rank og enlig, og da hun pakkede Trine ud, kunne hun se at der stadig var liv. Hun satte med det samme vand over i kedlen, klargjorde lidt urter i lærredsposer, tilføjede nogle bær, overhældte det hele med kogende vand i en termokande og lod det stå og trække. I tre døgn fodrede hun næsten tvangsagtigt Trine med urteudtræk sødet med honning teskefuld efter teskefuld hver halve time, også om natten. På fjerdedagen kunne Trine få lidt mælk fra mosters egen ged, Gerda også med en teske. Senere blev det til grøntsagsvand og kyllingebouillon. Mosteren havde egne høns ikke mange, men hun nænnede at slagte to for at lave fond til sin døende niece.
Først efter en måned kunne Trine selv sidde i sengen. Så trak moster Inger hende på kælk ned til byens lille sauna (for det var blevet vinter), svøbte hende i et uldtæppe og skyllede hendes krop og hår med de velduftende urteudtræk. Håret begyndte at dufte af sommeren og urter, og moster Inger redte det blødt for hende
Al sin ubrugte kærlighed og omsorg lagde moster Inger i plejen af sin niece, som hun langsomt bragte tilbage til livet teskefuld for teskefuld, sammen med urteudtrækkene gav hun lidt af sit eget venlige hjerte med hver gang. Hverken de fineste klinikker eller kloge koner kunne redde Trine, men det kunne hendes moster. Trine overlevede. Hun blev stærk af Gerdas mælk, der duftede af kløver, og de milde morgenomeletter af de friskeste æg. Hendes hår blev silkeblødt og glinsende, hendes kinder fik farve og smil igen. Hun blev faktisk en smuk kvinde med klare blå øjne.
Langsomt begyndte Trine at hjælpe til, først i huset, sidenhen i stalden, hvor hun lærte at malke Gerda og samlede friske æg hver morgen. Maden lavede de sammen, og alt var fra egen have. Trine, som havde været så tæt på døden, tænkte ikke længere på sin fortid; hun elskede sit nye og rene liv. Hun opdagede glæden ved at se solen stå op, følge skyerne drive hen over himlen, og glæden ved forårsblomster der åbnede sig.
Ved åen nær engen svømmede en and med ni små ællinger, som Trine fodrede med brødkrummer hver dag. Hun opdagede også en skjult evne moster Inger lærte hende at hækle, og snart lavede Trine de smukkeste små duge. De tog sammen til storbyen, købte uld i alle farver, og Trine begyndte at hækle store sjaler med fantastiske mønstre. Bestillingerne væltede ind, og Trine begyndte faktisk at tjene gode penge på sit arbejde.
Tre år senere pakkede den smukke Trine og hendes elskede moster sammen fra den afsides landsby Kildemose og flyttede til en stille by ved Kattegat, hvor de sammen købte et lille hyggeligt hus med have for mosters opsparing og Trines indtjening fra sjalerne. Om morgenen gik Gerda, geden, som Katrine havde sørget for fragt til med særligt vognmandsfirma, og spiste æbler fra den laveste gren. Imens betragtede hun de to kvinder, hun holdt så meget af, bade i det lune hav.
Ved I, hvad det mest utrolige er ved denne fortælling? At den er sandDet er, at Katrine, søsteren som havde efterladt Trine med en skyldtung samvittighed, efter år i udlandet begyndte at længes hjem. En efterårsdag, da vinden fra havet lå tung over byens tage, bankede hun uventet på døren til det lille hus ved Kattegat.
Hun forventede ikke noget kun at få sat et punktum, finde graven, som hun havde talt om den gang. Men i stedet blev døren åbnet af Trine selv: lyslevende med gyldent hår, nydeligt tøj og varme, klare øjne. Katrine tabte den medbragte buket, og tårerne pressede sig på.
Trine trådte frem i døren, lagde armene om hende og hviskede blot: “Velkommen hjem, søster.” Moster Inger dukkede op bag dem, smilende, og Gerda prustede fra haven. Sammen satte de sig ind i det lune køkken, hvor duftene af hjemmebag og havsalt blandede sig. Her blev gamle sorger nænsomt pakket væk, og alt det fortabte vendte om til noget nyt: en sjælden, dyb glæde, hvor fortidens mørke endelig overgav sig til livets stille mirakler.
Fra den dag var de ikke længere to søstre på hver sin vej, men tre kvinder frie, stærke og forbundne som aldrig før. Langs Kattegats strand, under åbne himle, begyndte deres bedste kapitel.
