Min søn har en utrolig god hukommelse. I børnehaven kunne han udenad alle teksterne til julefesterne, så det var altid et mysterium helt til sidste øjeblik, hvilket kostume han skulle have på, for børnene blev ofte syge, og han kunne træde ind i enhver rolle. Til årets juleafslutning fik min femårige søn rollen som agurk. Da jeg opdagede det aftenen før, købte jeg straks en grøn T-shirt, farvet karton og sad hele natten og syede grønne shorts, samt lavede en salatgrøn kartonhue med den fineste stilk af ståltråd og grønt stof. Det var far, der skulle følge ham til julefesten – jeg stolede ikke helt på det – så der var nøje instrukser til far om, hvordan tøjet og huen skulle på plads. Midt under min vagt ringede pædagogen med bævende stemme og fortalte, at hovedrollens spiller var blevet syg, så i morgen skulle min søn i stedet være… en fastelavnsbolle! Jeg spurgte nervøst – kan en fastelavnsbolle godt være forklædt som en agurk? Der blev larmende tavshed i røret. Jeg ringede til min mand på arbejde – mødte kun hans uforstyrrede lykkelige stemme (det burde have været min første advarsel!), da han forklarede, at “ingen problemer, jeg tager to kirurger med mig hjem, og sammen kan tre kirurger løse ALT! Vi klarer den!” (Min mavefornemmelse må have været stærkt svækket lige dér). Jeg løb om kap i akutmodtagelsen, og ringede hjem klokken ni om aftenen. Min søn svarede begejstret, at de havde købt en hvid T-shirt, far var i gang med at lime gult karton, onkel Vagn lavede mad og onkel Vlad grinede højlydt. En time senere lød det: “Jeg skal i seng nu, onkel Vlad har klippet en gul cirkel ud i karton og maler øjne på, onkel Vagn åbner et glas syltede agurker, og far… hikker af grin.” Ved midnat ringede jeg igen: Far fortæller, at onkel Vagn og onkel Vlad er gået i seng, udmattede af arbejdet med fastelavnsbollen, og at “der er opstået nogle detaljer”. Fastelavnsbollen blev ved en fejltagelse limet skævt fast på den hvide T-shirt med superlim, så da onkel Vlad forsøgte at rive den af, gik trøjen itu, og de syede derfor bare bollen på den grønne agurketrøje med kirurgisk tråd. Men resultatet var blevet fantastisk, hævdede de alle. Fastelavnsbollen havde i øvrigt fået 30 tænder og smilede fra øre til øre – dog manglede der to tænder foran, fordi vi løb tør for hvidt karton… (“Pyh, det ses nok ikke mellem alle de andre tænder,” sagde jeg). Så jeg kunne roligt passe mit arbejde, velvidende at min søn ville få det mest uforglemmelige kostume til festen. Og hvem er det, der snorker i stuen? Det er onkel Vlad, der udklippede tænderne, til han faldt i søvn i lænestolen. Hele natten havde jeg en mærkelig fornemmelse. Morgenen efter fik jeg allernådigst fri fra overlægen for at nå et smut til julefesten. Jeg kom lidt for sent… Fra festsalen strømmede latter og hulkende fnis ud. Jeg åbnede forsigtigt døren… Ved juletræet forsøgte fastelavnsbollen at hoppe. På min søns bryst var limet et stort rundt gult måneformet ansigt, fra hagen til knæene. Bollens øjne kiggede i hver sin retning, og tre lange silketråde over øjnene lignede alvorlige bekymringsrynker. Og mest slående var de manglende fortænder i det ellers overstrømmende tandrække-smil. Det var en gammel, livserfaren, hårdt prøvet fastelavnsbolle med tydelige spor efter et vildt liv og alkoholproblemer – netop vendt hjem fra ‘hotel gitter’… Og som prikken over i’et en glad salatgrøn agurkehue med fin stilk ovenpå hovedet. I det øjeblik trådte min søn frem og begyndte at recitere et digt: “Hvor ser du ellers sådan én som mig?…” (resten handlede om, at kun i eventyr og til julefest sker den slags, men alle var for optagede af at grine og græde til at høre mere…) – pædagogen satte sig fortvivlet på hug, mens salen skreg af grin…

Min søn har en fantastisk hukommelse. I børnehaven kunne han altid alle replikkerne til festerne udenad, så helt op til sidste dag vidste ingen, hvilket kostume han skulle have på, fordi børn jo ofte bliver syge, og han derfor kunne springe ind i enhver rolle, han kunne dem alle.

Til julefesten fik min femårige søn rollen som agurk. Da jeg fandt ud af det aftenen før, købte jeg en grøn T-shirt, noget karton og gik straks i gang med at sy små grønne shorts og lave en frisk salatgrøn hat af karton. Spidshatten fik en fin hale snoet med grøn stof omkring en ståltråd alt sammen lavet i nattens mulm og mørke med stor begejstring.

Det var far, der skulle aflevere til julefesten, og jeg var ikke helt tryg ved det, så jeg gav ham omhyggelige instrukser om, hvordan han skulle tage tøjet på sønnen og sætte hatten fast, alt imens han sank sin morgenkaffe.

Midt i mit vagt på hospitalet ringede pædagogen med bævende stemme: Den vigtigste hovedrolle var blevet syg, og i morgen skulle min søn være bollemanden! På mit fortvivlede spørgsmål kan en bollemand godt have agurke-kostume på? lød kun en meget sigende tavshed i røret.

Jeg ringede straks til min mand og forklarede situationen. Glædesstrålende sagde han, at der ikke var noget problem overhovedet. Han ville tage to venner begge kirurger med hjem, og så kunne de tre begavede herrer sagtens fikse det. Tropperne af kreative hjerner ville rykke ud og klare sagen! (Mit mavefornemmelse var vist meget sløj den dag)

Klokken ni om aftenen ringede jeg hjem. Min søn tog telefonen og fortalte, at de havde købt en hvid T-shirt, far limede gult karton på, onkel Henrik lavede mad og onkel Lars grinede højlydt.

En time senere lød det, at han nu skulle i seng. Onkel Lars havde klippet en rund cirkel ud i gult karton og malede øjne på, onkel Henrik åbnede et glas syltede agurker, og far han hikkede af grin.

Ved midnat ringede jeg igen. Min mand informerede, at både onkel Henrik og onkel Lars var faldet i søvn udsplittede af bollemandens tilblivelse. Men der var sket et par små uheld.

Hovedet til bollemanden var blevet limet fast med superlim på den hvide T-shirt og sad nu temmelig skævt. Da onkel Lars prøvede at fjerne kreationen, blev T-shirten revet i stykker, og derfor syede de nu bollemandens hoved på den grønne agurke-T-shirt med kirurgisk tråd.

Men flot så det angiveligt ud! Dertil havde de givet bollemanden hele tredive tænder og et smil, der gik fra øre til øre, dog manglede der to tænder, da de løb tør for hvidt karton.
(Det går nok, sagde jeg, når der er tredive tænder, så kigger ingen efter det, der mangler.)

Jeg prøvede at falde til ro det skulle nok blive godt og min søn ville jo have det mest unikke kostume på hele festen. Og hvem lå og snorkede? Jo, det var onkel Lars, der havde klippet så mange små papirtænder, at han sov i lænestolen.

Hele natten var jeg fyldt af blandede følelser. Da jeg endelig afleverede min vagt, tryglede jeg afdelingslægen om at få fri bare en lille time, så jeg kunne troppe op til min søns fest.

Jeg kom lidt for sent. Latter og hyl lød ud gennem døren til fællesrummet. Jeg åbnede forsigtigt

Ved juletræet forsøgte bollemanden at hoppe rundt. Det kæmpestore, gule ansigt dækkede min søns mave fra hage til knæ, øjnene så i hver sin retning. Tre lange, silkevante horisontale sting stivede panden af og lignede bekymrede rynker på en alvidende gammel bollemand.

Det mest bemærkelsesværdige var dog de to manglende tænder i det store åbne smil for det var nemlig de to forreste fortænder!

Det lignede en særdeles erfaren, lettere slidt bollemand, der havde set lidt af hvert i sit liv og måske vendt hjem fra en længere afstikker og hele denne kreative proces blev kronet af en frisk salatgrøn papagurkehue med den karakteristiske, snoede stofhale.

I det øjeblik begyndte min dreng at recitere et digt, der startede med: Hvor vil du dog ellers finde én som mig?…
(som fortsatte med, at kun i eventyret og til julefesten, men på det tidspunkt var alle allerede færdige af grin) pædagogen sank sammen på hug, og salen græd af glæde.

Man kan planlægge og forberede sig, men nogle gange opstår de bedste minder helt ud af det blå især når man kan give slip og grine sammen.