– Undskyld mig, herre, men De behøver altså ikke mase sådan. Puha Er det Dem, der lugter?
– Undskyld, mumler manden, mens han trækker sig lidt væk.
Han siger også et eller andet mut til sig selv, noget utilfreds og trist. Han står og tæller nogle kroner og øre i hånden mangler måske lige til en øl? Signe ser uvilkårligt nærmere på hans ansigt. Det er mærkeligt han er slet ikke snaldret.
– Undskyld, herre Det var ikke min mening, hun kan på en eller anden måde ikke få sig selv til bare at dreje rundt og gå væk.
– Det går nok.
Han løfter blikket mod hende klare blå øjne, slet ikke falmet. Manden må være på alder med Signe, sådan cirka. Utroligt sådan nogle øjne har hun aldrig set, ikke engang i sine unge dage.
Signe tager resolut fat i hans albue og trækker ham lidt til side fra den lille kø foran kassen.
– Er der sket Dem noget? Mangler De hjælp til noget? hun forsøger at lade være med at rynke næse.
Så opdager hun, hvad det er, han lugter af. Bare gammel sved ingen sprutikke, ingen cigaretsky. Han tier stille, gemmer mønterne væk i lommen. Det er tydeligt pinligt for ham at sætte ord på, HVAD der egentlig er galt. Overfor en kvinde. Overfor en fremmed. Især en pæn klædt og indbydende dame.
– Jeg hedder Signe. Hvad hedder De?
– Leif.
– Har De brug for hjælp? hun når nærmest at tænke, hun presser sig på.
Hun står og tilbyder sig overfor hvad der ligner en hjemløs. Hans blik farer op, isblåt igen, og glider hurtigt væk. Nå, så må det være sådan. Hun gør sig klar til at forlade ham, men da siger han pludselig:
– Jeg har brug for arbejde. Ved De, om der er noget, jeg kan få? Praktisk arbejde, reparationer, havearbejde Jeres by virker stor og god, men jeg kender ikke nogen her. Undskyld
Signe lytter stille, mens Leif snakker mere og mere sagte, skamfuldt, næsten til sig selv. Hun overvejer, om det kan forsvares at lukke hvem som helst ind i hjemmet. Hun skal faktisk til at have lagt nye klinker på badeværelset; hendes søn har ellers lovet at gøre det selv, han bad hende især ikke hyre en klodset håndværker. Men han er jo altid på arbejde, og man kan vente evigt på ham
– Kan De lægge klinker? spørger hun så Leif.
– Ja, det kan jeg.
– Hvad skal De have for at lægge 10 m2 i badeværelset?
Manden trækker vejret dybt tydeligvis overrasket over, at toilettet fylder så meget.
– Jeg skal se det først. Men ellers, hvad De nu synes.
Leif laver et flot og grundigt arbejde med badeværelset. Først spørger han høfligt, om han må tage et bad og Signe er faktisk glad for det initiativ. Hun håber, han ikke bringer nogen uhumskheder med sig. Hun giver ham noget af afdøde Mandens gamle tøj, hans eget får han vasket. Han ordner det hele på et par dage: banken klinkerne ned, rydder pænt op, lægger alle værktøjerne på plads, tørrer af efter sig. Da det bliver søndag aften, skinner det hele nye klinker på væggen og gulvet.
Signe er begyndt at blive lidt nervøs Leif virker hjemløs. Er det forsvarligt at give ham endnu en nat på sofaen? Men det føles forkert at smide ham ud ved midnat. Natten til lørdag sover hun næsten ikke hun låser sig inde og lytter konstant. Men Leif virker udmattet og snorker lydløst på stuenes sofa.
– Så kom og se på det, Signe! råber han, da han er færdig.
Der er kun ét at sige arbejdet er gjort til perfektion.
– Leif, hvad har De egentlig været? spørger Signe, mens hun beundrer håndværket.
– Jeg er uddannet fysiklærer. Fra Odense Seminarium.
– Nå, ja, men klinkerne Mener De, at enhver mand må kunne sådan noget?
– Ja det har jeg altid tænkt.
Hun nikker, tager de penge frem, hun har lagt til side til arbejdet. Hun sparer ikke på betalingen, men giver, hvad hun ellers ville give en professionel håndværker. Leif tager bare imod, putter pengene i lommen uden at tælle dem, og begynder at tage overtøj på. Hans eget tøj er nu vasket og tørt.
– Vent De går bare sådan?
– Hvorfor ikke? spørger han og sender hende igen det blå blik.
– Vil De da ikke spise med? De har jo arbejdet hele dagen. Bortset fra te, så har De ikke fået noget.
Leif rykker lidt på sig, men smiler:
– Det var pænt sagt. Jeg siger ikke nej, tak.
Signe spiser lidt sild sammen med ham, selvom hun normalt ikke spiser efter klokken seks. Hun opdager, at det er overraskende hyggeligt at være i hans selskab. Leif er charmerende, intelligent, men bærer alligevel en tristhed i sig, som dårligt kan vaskes væk hverken af samtaler eller et varmt bad. Måske kræver det bare tid.
– Leif, hvad skete der egentlig? Undskyld jeg spørger.
Han tygger et øjeblik på ordene:
– Hvis jeg begynder at fortælle bliver det bare tragisk, patetisk, lidt til grin Jeg har hørt for mange røverhistorier gennem otte år. Men min egen, den er virkelig. Hvorfor skal De høre på den?
– Jeg forstår det bare ikke sådan en mand i sådan en situation
Leif ser alvorligt på hende, men de rejser sig på samme tid. Forlegenhed, måske noget andet. Hun bevæger sig mod døren, han smutter forbi hende og så sker det bare. Signe havde aldrig forestillet sig, at noget sådant kunne ske, når man er 53. Hun troede, vild passion var for de unge men det brænder lige så stærkt.
Senere fortæller Leif, at det hele begyndte for otte år siden, da han forsøgte at hjælpe en elev, fra en belastet baggrund, der var blevet fanget i et dårligt miljø. Drengen ville egentlig selv gerne ud, men det var svært. Som klasselærer gik Leif direkte til de værste i kliken. Der var en fæl 22-årig med få skrupler, og de kastede sig straks over Leif. Heldigt for ham, at han dyrkede judo hele livet. Han fik dem hurtigt på plads, men en smed han uheldigvis ind i en betonmur, så han brækkede ryggen og døde. Leif ringede selv efter ambulance og politi, for han var sikker på, det var selvforsvar måske en anelse overdrevent, men ikke ulovligt. Det mente retten ikke. Han fik tolv år, men slap ud efter otte for god opførsel.
– Der bor også folk der, siger han kort om fængslet.
Men hjemme ventede ingen på ham. Hans mor var død, havde solgt sin lejlighed og boede de sidste år hos broren. Brorens kone ville ikke se Leif i huset:
– Den forbryder skal slet ikke komme her!
Hans egen kone var for længst skilt og fandt sig en anden. Han prøvede at starte forfra i Odense, men intet lykkedes. Efter otte år på lukket, var arbejdsgiverne ikke interesseret. Han prøvede at finde småjobs i byen her men mødte kun forargelse, afsky, i værste fald fjendtlighed. Efterhånden kunne han ikke finde tag over hovedet den ven, han først boede hos, bad ham høfligt om at finde andet.
– Hvor længe har det stået på? spørger Signe og kigger på gløden fra Leifs cigaret.
– Tja snart to uger.
Han ryger Sigtes cigaretter hun har en pakke til særlige lejligheder, men rører den sjældent. Nu vil han selv købe, men hun nægter ham det. Signe tænker, hvordan det må føles at tilbringe to uger uden hjem.
I mørket, med cigaretgløden som eneste lys, er det lettere at erkende det uerkendelige. Signe har lukket ham ind i soveværelset. Nu giver det ikke mening at lade som ingenting.
– Har du overhovedet et pas? spørger hun.
– Ja, smiler han afvæbnende. Ingen adresse, det er værre.
Leif bliver boende. Alt går faktisk fint Signe får ham skrevet midlertidigt ind, han får job ikke som lærer, men i den lokale isenkræmmer. Det er okay som begyndelse. I fritiden får han nogle privatundervisningselever, og det tager langsomt fart. Sådan går næsten tre måneder i harmoni og kærlighed indtil Signes søn, Emil, dukker op. Han besigtiger situationen og hiver Signe til side.
– Mor, du må se at komme af med ham der.
– Hvad? Signe er chokeret.
De har ellers ikke blandet sig i hinandens liv i årevis.
– Af med ham. Du skylder ham ingenting. Han udnytter dig bare fordi han ikke har tag over hovedet. Du er naiv!
Signe giver Emil en lussing.
– Bland dig udenom mit liv!
– Mor, du har vist glemt hvem der arver dig. Jeg vil ikke dele noget med fremmede mænd. Hvis du gifter dig, får han rettigheder. Du skal ikke tro, jeg finder mig i hvad som helst.
– Skal du nu allerede til at begrave mig? råber Signe fornærmet. Tror du, jeg ikke skal leve længere?
– Mor, gør det nu bare. Jeg kommer igen om en uge. Han skal være væk. Ellers tager jeg affære jeg advarer dig kun én gang.
Signe går ind og holder tårerne tilbage.
– Er han betjent? spørger Leif.
– Undskyld, jeg sagde det ikke før
– Du skylder mig ikke noget.
– Han er anklager. Forsigtig, men god nok. Men han bekymrer sig meget.
– Hvad vil du gøre? spørger Leif blidt.
Signe sætter sig. Hun ved det ikke. Hun ved, at Emil skal nok sørge for, de ikke får fred. Måske kan han lukke Leif inde igen, for hvad som helst.
– Forår – siger Leif. Har du tænkt over noget? For hvis ikke, så siger jeg det ligeud.
Signe nikker tavst, tårerne presser på. Hun vil ikke miste Leif, men heller ikke splitte alt ad.
– Jeg har lagt lidt til side. Ikke nok til grund i byen men lidt udenfor, omkring tyve kilometer så kan vi sætte en skurvogn op. Jeg begynder at bygge, og vi klarer os med lidt af hvert. Hvad siger du?
Signe er tavs af chok Leif bliver nervøs.
– Jeg ved godt, du er vant til komfort. Men det er midlertidigt. Jeg bygger det hele op for dig bagefter. Alt hvad du vil have.
– Leif, jeg har også penge. Jeg vil gerne lægge noget i byggeriet, siger Signe eftertænksomt.
– Du må ikke føle dig forpligtet.
– Det gør jeg slet ikke! Jeg vil jo det samme. For os.
Leif sætter sig, trækker hende ind til sig og kysser hende i håret. Signe mærker varme, tryghed og kærlighed som man troede kun var forbeholdt de unge.
De får hurtigt handlen på plads. Leif insisterer på, huset skal stå i hendes navn, men hun siger nej.
– Jeg ejer allerede noget, Leif. Det, at vi blev smidt ud, betyder ikke, jeg ingenting har. Men du har ikke noget. Jeg har jo arvingerne! hun smiler sarkastisk til minde om Emils ord.
De får sat en skurvogn op, trukket strøm ind, og Leif går i gang med byggeriet. Da Signes penge slipper op, tager Leif endnu flere privattimer og indretter sig, så eleverne ikke kan gætte, det er fra en skurvogn. Alt, hver en krone, går til huset, sten for sten. Om aftenen, når det er lunt, breder de et tæppe ud på grunden og ligger og ser på stjernerne.
– Hvad føler du? spørger Leif, armene om hende.
– Jeg føler mit andet åndedrag, siger Signe.
– Jeg føler mit først nu, griner han. Men du kan jo mærke min kærlighed.
Og det kan hun. Selvfølgelig kan hun det.
En dag, hvor efteråret banker på, kører Signe hjem for at hente lidt varmt tøj, dyner, køkkenudstyr. Hjemme sidder Emil ved køkkenbordet og ryger.
– Hej søn, jeg skulle bare lige hente lidt. Hvordan har du det?
Han kigger underligt på hende, bemærker hendes brune hud, hendes lette væsen.
– Mor, hvad sker der for dig? Du ringer aldrig.
– Det plejer vi da heller ikke, vel? Du har travlt, det ved jeg. Ringer selv, hvis jeg har brug for noget.
– Hvorfor er du aldrig hjemme?
– Jeg bor ikke her længere. Bare rolig, jeg henter bare lidt. Det er vel okay?
Emil er nærmest stum af undren hans mor virker forandret, nærmest sorgløs.
– Søn, når huset er færdigt, må du komme og se det. Men nu har jeg travlt. Vi skal bygge trappe i dag.
Hun pakker lynhurtigt sine tasker. I farten kysser hun Emil på kinden.
– Mor, hvad sker der? råber han efter hende.
Signe vender sig i døren, smiler til ham og svarer:
– Nyt liv, Emil. Kærlighed! Vi ses, skat, og så suser hun grinende ud.
Tiden er knap, hun skal nå hjem til Leif. I dag skal deres nye lille hjem have trappe.
Anden chance for kærlighed: Da Rita på 53 åbner døren for en hjemløs flisemurer med isblå øjne – et nyt liv, gamle sår og sønnens modstand i en dansk forstad
