Klokken ringede skinger og varslede uønsket besøg. Mette lagde forklædet fra sig, tørrede hænderne af og gik hen til døren. Hendes datter stod på dørtrinnet sammen med en ung mand. Mette lod dem komme ind.
“Hej, mor,” sagde datteren og gav hende et kys på kinden. “Det her er Mads, han skal bo hos os nu.”
“Goddag,” mumlede den unge mand høfligt.
“Og det er min mor, tante Mette.”
“Mette Sørensen,” rettede hun.
“Mor, hvad er der til aftensmad?”
“Grønlangkål og medisterpølser.”
“Jeg spiser ikke grønlangkål,” svarede den unge mand, trak skoene af og gik ind i stuen.
“Men mor, Mads kan ikke lide grønlangkål,” sagde pigen med store øjne.
Mads smed sig ned i sofaen og kastede sin rygsæk på gulvet.
“Det er faktisk mit rum,” sagde Mette.
“Mads, kom, jeg vil vise dig, hvor vi skal bo,” kaldte Ida.
“Jeg kan godt lide det her,” gryntede han og rejste sig.
“Mor, kan du ikke finde på noget andet Mads kan spise?”
“Jeg ved ikke… vi har en halv pakke pølser tilbage,” trak Mette på skuldrene.
“Det er fint, med sennep og ketchup og noget rugbrød,” udbrød han.
“Fint nok,” sukkede Mette og gik mod køkkenet. “Før i tiden tog hun hjemløse killinger og hvalpe med ind, nu kommer hun med det her, og jeg skal føde ham oven i købet.”
Hun skænkede sig selv grønlangkål, lagde to stegte medisterpølser på tallerkenen, tog noget salat og begyndte at spise.
“Mor, hvorfor spiser du alene?” spurgte datteren, da hun kom ind i køkkenet.
“Fordi jeg lige er kommet hjem fra arbejde, og jeg er sulten,” svarede Mette, mens hun tyggede på en pølse. “Hvis I vil have mad, kan I tage det selv eller lave noget. Og så et spørgsmål: Hvorfor skal Mads bo her?”
“Hvad mener du med hvorfor? Han er min mand.”
“Hvad?! Din mand?”
“Ja, netop. Din datter er voksen og bestemmer selv, om hun vil giftes. Jeg er jo nitten.”
“Men I inviterede mig ikke engang til brylluppet.”
“Der var ikke noget bryllup, vi blev bare gift på rådhuset. Nu er vi mand og kone, så vi skal bo sammen,” svarede Ida og så på sin spisende mor.
“Nå, tillykke da. Men hvorfor uden fest?”
“Hvis du har penge til en bryllupsfest, kan du give dem til os, vi ved godt, hvad vi skal bruge dem på.”
“Javel,” svarede Mette og fortsatte med at spise. “Men hvorfor udelukkende her hos os?”
“Fordi de er fire i hans eenværelses.”
“Så lejning blev slet ikke overvejet?”
“Hvorfor skal vi leje, når jeg har et værelse her?” sagde datteren forbløffet.
“Nåh ja.”
“Kan du ikke give os noget at spise?”
“Ida, gryden med grønlangkål står på komfuret, pølserne i panden. Hvis det ikke er nok, er der en halv pakke i køleskabet. Tag, hvad I har brug for.”
“Mor, du forstår det ikke du har en SVIGERSØN nu,” understregede Ida det sidste ord.
“Og? Skal jeg bryde ud i glædesdans? Ida, jeg er lige kommet hjem fra arbejde, jeg er træt, ingen festivitas. I har hænder og fødder, klare jer selv.”
“Det er derfor, du ikke er kvinde!” Ida sendte sin mor et arrigt blik og forlod rasende køkkenet, smækkende med døren. Mette spiste færdig, vaskede sit service, tørrede bordet af og trak sig tilbage. Hun skiftede tøj, tog sin sportstaske og gik i fitness. Flere gange om ugen tilbragte hun sine aftener i træningscenteret og svømmehallen.
Klok
