Nej, Mette, regn ikke med mig. Du er gift nu, så vær hos din mand og ikke hos mig. Jeg har ikke brug for en fremmed i mit hjem, sagde Hanne skarpt.
Mette slikkede sig om læberne og krammede telefonen hårdere. En klump voksede i hendes hals. Hun havde ikke regnet med et så afvisende svar.
Mor… Han er ikke fremmed. Det er min mand, din svigersøn. Vi beder dig ikke om at købe en lejlighed til os, vi vil bare bo hos dig lidt, mens vi sparer sammen til udbetalingen.
Der lød et kort, forarget latterhyl.
Jeg ved, hvordan det går. Først udbetalingen, så renovering, og så noget andet. Og så får jeg ingen ro. Nej, Mette, vær ikke sur, men din far og jeg klarede alt selv uden at bede om hjælp. I må også klare jer selv.
Mor, hvordan skal vi klare os selv? insisterede Mette. Du ved, vi begge arbejder og sparer på alt. Næsten alle vores penge går til leje. Med de stigende priser vil det tage os årtier at spare op til en papkasse.
Hvem har det nemt i dag? stemmen blev irriteret. Din far og jeg boede aldrig hos vores forældre. Vi klarede alt selv og klagede ikke.
Alt selv, selv… Mor, fortæl mig ikke den historie. Jeg ved godt, hvad der skete. Jeg husker, hvordan bedstemor hjalp jer.
Det er ikke det samme. Bedstemor hjalp, fordi hun ville og kunne. Vi bad hende ikke om noget. Jeg har arbejdet hårdt for denne lejlighed med din såkaldte…
Jeg bad dig ikke om at føde mig ind i ingenting, snappede Mette og smed røret på.
Indeni kogte hun af vrede. Måske havde hendes mor ret til at sige nej, men måden, hun gjorde det på… Som om hun havde bygget et imperium, og Mette, den umulige datter, nu prøvede at nyde frugten af hendes arbejde. Men sådan var det ikke.
…Da Hanne fandt ud af, hun var gravid, var hun ikke engang gift. Anders, Mettes far, var letsindig og søgte ikke ansvar. Hans mor var ligesådan, skilt længe og i evig jagt på lykken. Så Hanne henvendte sig til Gerda Anders bedstemor.
Gerda græd af glæde, da hun hørte nyheden, omfavnede Hanne og lovede at hjælpe.
Tænk ikke på at få abort, barn. Jeg taler med Anders, forsikrede hun. Og siden det er sådan, giver jeg jer mit hus. Jeg flytter til min datter. Jeg kan alligevel ikke klare det alene, og Tine kan bruge en hjælp. Så har I et sted at opdrage jeres barn.
Gerda, er du sikker? Hanne kunne næppe tro sine ører. Det er jo et helt hus!
Jeg tager det ikke med mig i graven. Jeg har ikke været lykkelig, men måske kan du blive det, sukkede den ældre kvinde.
Gerda holdt sit løfte og gjorde mere. Hun overdrog huset til Hanne, vidende at hendes barnebarn ikke var den trofaste type. Hanne solgte huset og købte en toværelses i stedet.
Da Mette blev født, ændrede Anders sig ikke. Han var utro, og hans bidrag til familien begrænsede sig til hans løn når han overhovedet kom hjem med den.
Hanne vidste det, men valgte at bide det i sig. Hun klagede og græd, men smed ham ikke ud.
Børn trives bedst i en hel familie, sagde hun til sin mor, når hun foreslog skilsmisse. Når Mette bliver 18, går jeg fra ham.
Men Mette var uenig. Hun ville hellere vokse op med en alenemor end at være en kludedukke for sine forældres problemer, høre skænderier og måtte skille dem ad.
Hanne holdt ud til Mettes 18-års fødselsdag og skilte sig. Mette var lettet men for tidligt.
Nu er det kun os to, Mette. Vi er begge voksne, så vi deler udgifterne, sagde Hanne. Denne måned kan du slappe af, men fra næste måned betaler du halvdelen af huslejen og mad.
Mette studerede på fuld tid og blev rædselsslagen. Hendes SU rækkede knap til brød. Men hendes mor ville have kød, fisk og grøntsager. Mette foreslog hver sit køleskab, men det hjalp ikke.
Ingen studiejob kunne betale nok til, hvad hun skyldte sin mor. Så hun droppede ud.
Det mærkede hun stadig. Uden en uddannelse blev hun overset af arbejdsgivere selv til simple jobs.
Først bebrejdede hun sig selv, men senere indså hun: hun var aldrig blevet givet en fair chance.
Hendes mor reagerede roligt på nyheden.
Så var det ikke meningen, sagde hun bare.
Fra da af levede de som roommates uden skænderier, men også uden varme.
Ti år senere giftede Mette sig med Mads. De lejede en lille lejlighed i udkanten af København. Han arbejdede som elektriker, men lønnen var lav. Ekstrajobs hjalp, men pengene forsvandt til nødvendigheder. At spare op tog årtier.
Hvis det fortsætter sådan, vil det tage os mindst tolv år at spare op, sukkede Mads én aften.
Så ringede Mette til sin mor. Hun boede i en toværelses med et ledigt værelse.
Men som det viste sig, var Hanne ikke interesseret i at lade dem flytte ind. Især ikke med en “fremmed mand.”
Mette vidste ikke, hvordan hun skulle reagere. Måske havde hendes mor ret til at sige nej, men den måde, hun gjorde det på… Så mange år af hårdt arbejde, og når hun endelig bad om hjælp, fik hun kun en kold skulder.
Nå, men så måtte de klare sig selv. Mette havde en sidste mulighed: sommerhuset, hun næsten havde glemt.
Du har dit eget, Hanne. Lad Mette også få noget, sagde hendes mormor engang.
Da mormor døde, var Mette kun 12. Hanne passede huset: plantede kartofler, skændtes med naboer. Mette nævnte det aldrig det ville være dumt. Alt, moren dyrkede, kom familien til gode.
Men hvis hendes mor nu var så stolt af sin selvstændighed, hvorfor ikke følge eksemplet?
To dage senere ringede Mette igen denne gang i en anden tone.
Mor, jeg ringer for at sige, at du skal hente dine ting fra sommerhuset. Vi vil udleje det.
Der blev stille. Moren fnøs.
Udleje? Hvem skulle leje det?
Det er ikke dit problem. Det står tomt alligevel, og jeg betaler kun skatten for det.
Hvordan er det ikke mit problem? Hvis ikke for mig, var det for længst faldet sammen! Jeg har passet det, brugt penge på det, repareret taget… Du har ikke løftet en finger!
Ingen bad dig om det. Det var dit valg, afbrød Mette. Enten henter du dine ting, eller også udlejer jeg det med dem.
