Endnu et barn
Mette kom træt hjem fra arbejde til sin tomme lejlighed. Hun tændte straks fjernsynet og skruede op for lyden, som om der var nogen hjemme. Selvom datteren Freja var flyttet hjemmefra og giftet sig. Og manden? Nå ja, Lasse havde forladt hende for en yngre kvinde.
Mette kunne stadig ikke tro, at Lasse havde svigtet hende. Fireogtyve år sammen, uden skænderier eller drama. De havde endda drømt om at fejre deres sølvbryllup på en fin restaurant. Men det blev der ikke noget af alle drømme smuldrede.
*”Mor, jeg havde aldrig troet, far kunne gøre sådan noget,”* græd Freja. *”Jeg er så skuffet og vil ikke tale med ham.”*
*”Skatter, det kan du ikke gøre. Han gik fra mig, ikke fra dig. Du er hans datter, og han elsker dig stadig. Du må ikke afbryde kontakten,”* overtalte Mette hende.
Hun ville ikke sætte datteren op mod faren. I stedet gik hun og bebrejdede sig selv. *”Måske var jeg ikke opmærksom nok. Prioriterede karrieren over familien.”*
Lasse havde mødt en ung kvinde på en café, hvor han sad med vennerne efter arbejde og nippede til en øl. Deres blikke mødtes hun havde brune øjne, der gnistrede af morskab. Pludselig var de i hendes lejlighed, og før han vidste af det, var han forelsket. Han kunne ikke lyve for Mette ret længe.
*”Mette, jeg er forelsket. Jeg ved, det sårer dig, men jeg vil ikke lyve,”* sagde han.
Det var hårdt, men hun prøvede at håndtere det. En aften ringede hendes søster, Louise.
*”Hej, Mette, er du hjemme? Jeg kommer forbi der er noget, vi skal tale om.”*
Louise ankom med to fyldte poser, fyldt med lækkerier og en flaske vin. Mette stirrede forvirret. *”Hvad fejrer vi?”*
*”Fejre? Tværtimod! Min Ida er gravid. Hun er ikke engang atten endnu!”*
*”Virkelig?”* sagde Mette. *”Hun bliver da atten om tre måneder.”*
*”Præcis! Men det er for sent at gøre noget nu. Jeg har passer hende hele livet, og så kan hun ikke engang giftes ordentligt! Drengen har forladt hende. Hun har ikke brug for et barn, og det har jeg heller ikke!”* Louise hældte vin i glassene.
Mette lyttede chokeret.
*”Nå, men lad os drikke lidt. Jeg er træt af at tænke. Ida aner ikke engang, hvem faren er hun har rendt i byen hver weekend.”*
Louise tømte sit glas, mens Mette kun nippede.
*”Vi har besluttet noget,”* fortsatte Louise. *”Når barnet er født, lader vi det blive i hospitalet. Men jeg er bange for, at det en dag vil opsøge sin mor og kræve noget.”*
Mette stirrede på hende. *”Louise, er du sindssyg? Det er dit barnebarn! Hvordan kan du overhovedet tænke sådan?”*
*”Åh, hold op med moralprædikenen. Jeg er ikke så perfekt som dig. Vi har ikke brug for det barn. Ida skal igennem gymnasiet, ikke sidde med en baby. Og hun er ikke typen, der gider passe et barn det ender hos mig. Og min egen kærlighedsliv?”*
Mette tav et øjeblik. *”Hvor langt er hun?”*
*”Det er en pige. Lige så letsindig som hendes mor,”* svarede Louise og tændte en smøg.
*”Louise giv mig hende. Lad være med at efterlade hende. Jeg har en god lejlighed, et godt job, penge nok.”*
*”Nej, så skal du nok fortælle hende hele historien en dag!”*
*”Jeg lover, jeg ikke siger noget. Hun bliver min datter.”*
Efter lang overtalelse gik Louise med til det. Men der var et problem: For at adoptere skulle Mette være i et ægteskab. Hun og Lasse var stadig gift, men han boede hos sin nye kæreste.
Ida fødte en sund lille pige og skrev under på afgivelsen uden at se på hende. Mette fik hjælp af en veninde, der arbejdede med papirerne, og snart kunne hun tage den lille Astrid hjem.
Hun ringede til sin mor, Ellen, som boede i nærheden.
*”Mor, jeg har brug for at tale med dig.”*
Da Ellen ankom, stivnede hun ved synet af den nyfødte i barnesengen. *”Datter, hvad er det her? Hvornår?”*
Hun vidste intet om Louises situation. Mette forklarede alt, mens Ellen drak beroligende te.
*”Hvordan kunne Louise gøre sådan? Vi opdragede jer ens!”*
Da Ellen kom sig, sagde Mette: *”Mor, jeg har brug for din hjælp. Astrid er din oldebarn vil du passe hende, mens jeg er på arbejde? Jeg vil ikke miste min stilling.”*
*”Selvfølgelig! Jeg glæder mig til at have hende.”*
Louise kontaktede dem ikke. Men da Freja hørte om Astrid, var hun henrykt. *”Hun bliver min lillesøster! Hun er så nuttet!”*
Astrid voksede op som en glad og klog pige. Allerede som fireårig kunne hun spille skak med Mette.
Da Astrid blev fem, holdt de fødselsdag på en café med børn fra hendes børnehave. Da de kom hjem, ringede det på døren.
Der stod Lasse med et ynkeligt udtryk.
*”Hej, må jeg komme ind?”*
Astrid løb hen til ham. *”Det er min fødselsdag! Hvem er du?”*
*”Astrid er fem i dag,”* sagde Mette. *”Min datter, hvis du ikke vidste det.”*
*”Freja fortalte mig det.”* Han vendte tilbage med en kæmpe dukke.
*”Tak!”* Astrid løb væk med den.
Mette serverede te og kage.
*”Mette, du er smukkere end nogensinde. Må jeg besøge jer?”* Han så ængsteligt på hende. *”Jeg forlod Linda for to år siden. Hun var ikke den rigtige.”*
*”Men jeg har en datter nu og hun er ikke din.”*
*”Netop derfor elsker jeg dig endnu mere. Hvis du havde ladet Louise efterlade Astrid, ville jeg ikke have respekteret dig. Jeg vil virkelig gerne, at hun kalder mig far.”*
Mette tøvede, men sagde ja. Fra den dag hjalp Lasse med alt han tog Astrid til svømning og dans.
En dag, efter en optræden, sad de tre og spiste kage. Pludselig sagde Astrid:
*”Far, jeg er så glad for, at du og mor så mig!”*
Lasse var rørt det var første gang, hun kaldte ham far. Han løftede hende op og drejede rundt. *”Vi er en familie nu, ikke også, Mette?”*
*”Jaaaa! Du bliver her for evigt!”* grinede Astrid.
*”Ja,”* svarede Lasse. *”I er mit alt.”*
