Hvordan kan du bare sige, at du ikke vil tage dig af min søns barn? – udbrød svigermor – For det første, jeg gør bestemt ikke forskel på lille Igor. Jeg vil bare minde om, at det er mig, der efter arbejde, som en ordentlig kone og mor, tager endnu et skift med madlavning, vask og rengøring herhjemme. Jeg kan hjælpe og give gode råd, men jeg har ingen planer om at påtage mig alle forældreansvar alene. – Hvad mener du – du har ikke tænkt dig det? Sådan er du altså, dobbeltmoralsk? – R..e, Rita, hvem gider arbejde gratis? – som ventet gik klassens gamle sladretante, Signe, straks i gang med at dømme og diskutere alt og alle til gensynet med folkeskoleklassen. Men den tid var forbi, hvor Rita ikke turde svare igen. Nu var hun rap i replikken og lod bestemt ikke Signe slippe afsted med kommentarer. – Bare fordi du bekymrer dig om penge, betyder det ikke, at alle har samme problem – trak Rita på skuldrene. – Jeg har faktisk arvet to lejligheder i København af min far. Den ene boede vi i før mine forældres skilsmisse, og den anden fik jeg fra farmor og farfar via min far. Og ja, priserne på udlejning der er bestemt ikke provinsielle – jeg har rigeligt til både hverdag og lidt luksus, så jeg kan vælge arbejde ud fra lyst, ikke bare indtægt. Var det derfor, du gik fra at være læge til kassedame? Det var hemmeligt. Rita havde lovet ikke at sige det til nogen. Men når Signe vælger at kalde Rita “r….” foran alle, må hun leve med konsekvenserne. Tænkte hun virkelig, at det var i orden? Hvis nogen her er r…, så er det ikke Rita. – Kassemedarbejder, seriøst? – Du lovede at tie stille! – hvinede Signe og hastede grædefærdig ud af restauranten. – Det var på tide, – sagde Anders efter et øjebliks stilhed. – Ja, hun er utilregnelig. Hvem inviterede hende egentlig? – spurgte Tanja. – Jeg gør altid alle indkaldelser, – sukkede klassens gamle tillidsrepræsentant og nuværende hyggekoordinator, Anne. – Jeg prøvede at give hende en chance, folk ændrer sig jo. Eller det gør de… nogle gange. – Men ikke altid, – nikkede Rita. Alle grinede, og derefter ville de høre mere om Ritas arbejde. Det var bare nysgerrighed, ikke fordomme over valget, og det kunne man forstå – ikke mange kender til den branche, der ofte omgæres af myter og misforståelser. Dem afmonterede Rita stille og roligt under samtalen. – Hvorfor overhovedet behandle dem, hvis det ikke nytter? – spurgte en gammel klassekammerat. – Hvem siger det? Prøv at høre: Jeg har en dreng på fem år, Igor. Under fødslen gik det galt, han fik iltmangel og nu er der psykisk udviklingsforsinkelse, men heldigvis har han haft heldig prognose – han begyndte at tale da han var næsten tre, og nu står han til at starte i almen klasse, måske uden særlige udfordringer sidenhen. Hvis han ikke havde fået hjælp, var situationen blevet en helt anden. – Så du har valgt et samfundsvigtigt job, fordi du ikke behøver jagte pengene, – konkluderede Valdemar. Så gik snakken videre til hinandens liv og familier. Men pludselig følte Rita sig overvåget – som om nogen kiggede på hende. Hun slog det hen som paranoia, men ønsket om at vende sig om og tjekke forsvandt ikke. Da hun endelig så efter, var der dog ingen, der særligt lagde mærke til hende – så hun fortsatte hyggesnakken og glemte hurtigt følelsen af at være nøje observeret. En uge efter klassetræffet. Tidlig morgen. Rita skulle netop køre på arbejde, da hun opdagede, at hendes bil var spærret inde. Hun ringede til nummeret på den anden bil, og en venlig mand undskyldte og lovede straks at flytte den. – Undskyld endnu engang, – charmerede den unge mand. – Der var bare slet ingen pladser, så jeg måtte holde sådan her. For resten, jeg hedder Mads. – Rita, – præsenterede hun sig. Der var et eller andet ved Mads, der fik hende til straks at synes om ham – hans måde at være på, tøjet, selv hans parfume. Hun sagde ja til en date, så til en mere – og snart kunne hun ikke forestille sig livet uden ham. Særligt fordi både hans mor og hans søn fra første ægteskab tog godt imod Rita. Drengen, Igor, havde sine udfordringer, men Rita fandt hurtigt fælles fodslag takket være sin faglighed. Hun gav også Mads nogle gode pædagogiske råd, så han kunne styrke relationen til sin søn. Efter et år flyttede de sammen, eller rettere: Rita flyttede ind hos Mads og Igor. Hendes egen etværelses lejlighed lejede hun ud, som hun plejede, gennem samme københavnske udlejning, og tog alle sine ting med over til sit kommende giftermål. Men så begyndte alarmklokkerne. Først småting: “Vil du ikke hjælpe Igor med at gøre sig klar?” eller “Kan du lige passe sønnike, mens jeg er i Netto?” Det var overskueligt, eftersom de havde god kemi, og ofte passede det Rita. Men med tiden blev hun bedt om mere og mere. Til sidst måtte hun tage snakken med Mads om, at hans søn altså var hans ansvar. Hun ville gerne hjælpe, men ikke tage hovedansvaret for en dreng, der ikke var hendes egen, og hun havde allerede sit professionelle kvote af arbejde med børn med særlige behov. Mads forstod – troede hun. Men senere, lige inden brylluppet, begyndte han sammen med sin mor at udvikle planer om drengens træningsprogram – nærmest givet på, at Rita skulle drive det hele i fritiden. – Så lige et øjeblik, venner, – brød Rita ind. – Mads, vi havde jo en aftale om, at du tager dig af din søn. Jeg beder dig trods alt ikke køre og gøre rent hos min mor – det ordner jeg selv. – Det kan du da ikke sammenligne, – fnøs svigermor. – Nu er vi altså voksne og børn er børn. Mener du seriøst, at du bare vil fortsætte med at vende ryggen til Igor, også efter brylluppet? – For det første, jeg vender ikke ryggen til Igor. Jeg minder bare om, at jeg allerede arbejder hårdt hver dag og tager alt det huslige. Men at påtage mig al støtte og terapi er din og Mads’ ansvar. Jeg kan hjælpe, men jeg tager ikke hele ansvaret. – Hvad, vil du ikke? Sådan er du virkelig – tofacetteret? Over for vennerne praler du om din vigtige job, men når det brænder på, vil du ikke tage dig af barnet? – Hvad mener I? – spurgte Rita. Så gik det op for hende, at Mads’ mor arbejder som opvasker på den restaurant, hvor klassetræffet fandt sted. Hun lagde to og to sammen. – Nå, så var det altså en fælde for at læsse jeres søn over på mig? – Tror du, jeg ville vælge dig, hvis det ikke var for Igor og dit job? – kunne Mads ikke lade være. – Nå, men så stop bare, – Rita tog ringen af og kastede den til sin nu tidligere forlovede. – Du kommer til at fortryde det, – truede Mads og hans mor. – Ingen mand vil have sådan én som dig med et uinteressant job og ingen penge. – Jeg har to lejligheder i København, så penge mangler jeg ikke, – sagde Rita køligt. Og hun nød at se Mads’ og hans mors måbende ansigter, mens hun gik i gang med at pakke. Selvfølgelig forsøgte de straks at forlige sig – kom med undskyldninger, løfter om selv at tage sig af sønnen fremover, undskyldte stress og arbejde, og erklærede, at det aldrig ville ske igen. Men Rita var ikke naiv. Hun grinede og sagde til sidst, at det nok snarere ville være Mads, der kom til at savne hende – ikke omvendt. Da hun siden fortalte historien til klassekammeraterne, lo de sammen. Rita håber stadig på at møde én, der elsker hende for den hun er – ikke for hendes penge eller evner. Indtil da har hun sit meningsfulde arbejde, gode venner – og måske anskaffer hun sig endda en kat: Dem kan man trods alt opdrage, modsat visse mænd.

Hvad mener du med, at du ikke vil tage dig af min søns barn? svigermorens stemme lød såret og lettere opfarende over morgenkaffen.

Først og fremmest, jeg vrænger altså ikke på næsen ad lille Emil, slog Frederikke fast, og jeg vil i øvrigt lige minde om, at det altså er mig, der efter en lang dag på arbejdet trækker i husmorhabitten og giver den som den gode kone og mor, mens jeg ordner både mad, tøj og gulve i det her hus.

Jeg hjælper gerne, og jeg kan give fif og støtte, men jeg agter altså ikke at overtage forældreskabet fuldt ud.

Hvad? Hvad mener du?! Det er da for meget er du virkelig så dobbeltmoralsk? fnyste svigermor.

Åh, Kamilla, slap nu af. Hvem gider egentlig arbejde gratis? Som forventet havde Sidsel, klassens sladderhank siden folkeskolen, heller ikke denne gang mistet chancen for at snakke bag folks ryg til klassegensynet.

Men de dage var for længst forbi, hvor Frederikke ikke havde noget at svare igen. Nu havde hun lært at slå hurtigt fra sig og Sidsel fik straks besked.

Fordi du går rundt og spekulerer på, hvor du skal få penge til næste måneds husleje, betyder det jo ikke, at alle andre har samme problem, Frederikke trak på skuldrene. Jeg har arvet to lejligheder i København fra min far. En fra dengang vi boede sammen før skilsmissen, og en mere, som først gik fra mormor og morfar til ham og dernæst til mig.

Lejepriserne derovre, ja, de er jo ikke lige som i Slagelse eller Brabrand, så jeg klarer mig ganske udmærket og kan endda tillade mig at sige nej tak til underbetalte jobs.

Det var da derfor, du opgav drømmene som læge og endte bag kassen i Netto, ikke sandt?

Nuvel, det dér var faktisk en hemmelighed, som Sidsel havde betroet hende. Men hvis hendes kære klassekammerat ikke ville have den ud, burde hun måske ikke have kaldt Frederikke både det ene og det andet foran hele forsamlingen.

Troede Sidsel for alvor, at ingen ville sige fra? Den naive var i hvert fald ikke Frederikke.

Du arbejder som ekspedient? Seriøst?

Du lovede at holde mund! vrælede Sidsel og stak af fra restauranten, tilsyneladende tæt på at bryde sammen.

Det var vist fortjent, konstaterede Andreas tørt efter lidt stilhed.

Ja, for pokker Hvem inviterede hende egentlig? spurgte Tanja.

Det var jo mig, der arrangerede det hele, forklarede Anna undskyldende. O.k., jeg kan godt huske, at Sidsel aldrig var den rareste i folkeren, men folk forandrer sig… Eller ja, nogle gør.

Men ikke altid, Frederikke grinede. Hele selskabet vendte latteren mod Sidsels tomme stol og stemningen lettede betragteligt.

Nu blev Frederikke selvfølgelig hurtigt afhørt om sit arbejde. Endelig lidt ægte nysgerrighed uden drama eller latterliggørelse over jobvalget det kunne hun godt leve med.

Det var nu heller ikke et erhverv, ret mange faldt over til hverdag og selv fjender ville man næppe ønske at de fik det. Derfor var der naturligt nok mange misforståelser.

Alle ville vide, hvad hun lavede, og hun måtte gradvist aflive diverse myter med et lille grin og et skævt smil.

Giver det egentlig nogen mening overhovedet? Altså, kan børnene overhovedet hjælpes? En gammel klassekammerat var oprigtigt spørgende.

Men selvfølgelig! Se, jeg har fx et drengebarn på fem år. Fødslen gik ikke efter bogen, han fik iltmangel, og det har givet ham nogle udfordringer og en lidt træg udvikling.

Men prognosen er rigtig god! Han begyndte bare at tale lidt senere end de fleste og skal nu både til talepædagog og neurolog. Men med den rette støtte skal han nok ende i en helt almindelig folkeskole, uden de store bump på vejen og hvis ikke for alt det arbejde, forældrene selv lægger, ville det måske have set meget værre ud.

Klart. Så altså: nu hvor du ikke behøver jagte hver en krone, kunne du tillade dig at kaste dig over et socialt vigtigt arbejde, afrundede Valdemar.

Samtalen gled videre til børn, karrierer og skilsmisser og pludselig fornemmede Frederikke, at nogen stirrede. Hun slog det hen som paranoia, og næste gang hun så sig omkring, var hun stadig usynlig i mængden.

Dagen efter havde hun glemt alt om dén fornemmelse.

En uges tid efter skulle hun ud til bilen, da hun opdagede, at nogen havde spærret hende inde på parkeringspladsen.

Et hurtigt opkald til det nummer, der stod i vinduet af den andens bil, bød på tonsvis af undskyldninger og løfter om straks at komme ned.

Jeg er virkelig ked af det! Den unge mand smilede skævt Jeg hedder for resten Magnus. Der var bare ingen pladser, sorry.

Frederikke, smilede hun, og tja, et eller andet havde han. Noget i måden han stod der, hans skjorte, ja endda duften af parfume resultat: hun sagde ja til kaffe med ham uden de store overvejelser.

Så til flere dates. Og tre måneder senere kunne hun dårligt forestille sig et liv uden Magnus.

Især ikke, når både hans mor og sønnen fra Magnus første ægteskab tog imod Frederikke som en del af familien.

Sønnen havde sine udfordringer, men Frederikke havde heldigvis erfaring og vandt hurtigt Emils tillid.

Hun fandt også på et par pædagogiske fif til Magnus så hans samvær med sønnen blev sjovere og mere trygt.

Efter cirka et år besluttede de at flytte sammen nærmere bestemt, Frederikke flyttede ind hos Magnus og Emil.

Hendes egen étværelses blev lejet ud præcis som lejlighederne i København. Hun pakkede flyttekasserne, og livet som bonus-mor begyndte for alvor.

Så meldte de første advarselslamper sig.

Først småting Hjælp lige Emil med at finde sko, eller Vil du holde øje med ham, mens jeg køber ind?. Fint nok, når nu hun havde nemt ved at snakke med Emil og det alligevel passede ind.

Men det blev gradvist mere og mere og til sidst måtte hun sige til Magnus, at hans barn altså var tadaa! HANS ansvar.

Hun ville gerne hjælpe, men mere end en femtedel af opgaverne ville hun bare ikke tage for Emil var ikke hendes søn, og hun arbejdede med præcis sådanne børn til daglig. Nok måtte være nok.

Magnus nikkede forstående, men op til brylluppet begyndte han og hans mor at snakke om Emils nye genoptræningsplan. Altså, forklare planen til Frederikke, men med det underliggende budskab, at hun da nok ville stå for det hele, når hun havde fri.

Stop lige en halv, venner, afbrød Frederikke. Magnus, vi har altså aftalt, du selv klarer alt med Emil. Jeg beder ikke dig køre til Glostrup og vaske gardiner og fikse min mors problemer, gør jeg? Nej, det klarer jeg selv.

Men det kan da slet ikke sammenlignes! sukkede svigermor. En voksen kvinde er jo ikke det samme som et barn…

Eller har du tænkt dig at sidde med korslagte arme over for Emil også efter brylluppet og tro, vi bare accepterer det?

For det første, jeg rynker ikke på næsen ad Emil. Jeg driver bare ikke et én-kvindes socialpsykiatrisk botilbud hjemme i stuen. Jeg har mit arbejde, mit ansvar, og det her det må altså være Magnus fineste opgave.

Jeg hjælper gerne, men tager ikke hele forpligtelsen på mig.

Hvordan kan du sige sådan noget? For vennerne kan du snakke timevis om dit arbejde, men når det gælder et barn så gider du ikke?

Undskyld, hvad snakker I om? Frederikke var forvirret. Pludselig slog det hende svigermor arbejdede vist som opvasker på den restaurant, hvor gensynet blev holdt…

Alt gik op for hende.

Nå, så det hele var for at få sappet ansvar for ham over på mig?

Tror du, jeg ville vælge sådan en som dig, hvis det ikke var for Emil og dit arbejde?! røg det frustreret ud af Magnus. Hvis ikke for det, så havde jeg da aldrig kigget til den side…

Nå, så du ville ikke kigge? Jamen, så lad da være! Frederikke smed ring og alt, hvad der hørte til, i hovedet på sin møggamle forlovede.

Du kommer til at fortryde det, skød Magnus og moren efter hende. En rigtig mand gider altså ikke en grå mus med dødkedeligt job og ingen penge!

To lejligheder i København, venner så mon ikke jeg overlever, sagde Frederikke og nød ansigtsudtrykkene, inden hun gik ud for at pakke kufferterne.

Der gik ikke mange timer, før forsoningsforsøgene kom væltende løfter om, at nu skulle han nok tage ansvar, at det var ikke sådan ment, jeg var bare stresset, undskyld skat, du er alt for mig, og så videre.

Men selvfølgelig lod Frederikke sig ikke narre. Hun fniste let og sagde, at nu var det altså Magnus, der havde lagt musen på hylden og det var næppe hende, der kom til at savne ham.

Senere grinede hun over episoden sammen med de gamle venner og hun håbede stadig på, at der en dag ville komme én, der kunne se hendes fine indre, og ikke bare se kroner og kompetencer.

Indtil da så var jobbet, vennerne og måske en sød, letdressérbar kat alt rigeligt. De er trods alt nemmere at opdrage end visse mænd.