Jeg har altså ikke inviteret nogen gæster! svigerdatterens stemme knækkede. Jeg har slet ikke inviteret jer!
Mikkel stod i køkkenet for længe siden, koncentreret som han stod og piskede saucen til pastaen. I den ene hånd havde han et piskeris, i den anden en gammel, slidt kogebog, og ansigtet bar derfor det alvorlige udtryk, der kun kom, når han lagde al sin energi i noget.
Duften af hvidløg, tomater og basilikum fyldte lejligheden, blandet med hintet af bivoks fra levende lys, som Amalie på poetisk vis havde stillet op rundt omkring i stuen.
Det ser ud til at lykkes for mig, han vendte sig mod sin kone, der stod og skar ost til salaten. I det mindste er den ikke skilt endnu.
Amalie smilede blidt til sin mand. Hendes mørkebrune hår var sat op i en sjusket knold, og de mørke øjne fangede det bløde skær fra lampen over spisebordet.
Du er altså den mest talentfulde, jeg kender, sagde Amalie og lagde armene om hans liv. Det dufter fantastisk som dengang i Rom.
Præcis det, vi stræber efter. Tænk dig bare: stilhed, stille musik, middag med levende lys… Ingen opkald, ingen gæster. Bare os to.
De havde begge besluttet, at hendes fødselsdag i år skulle markeres alene. Efter en evig strøm af familiemedlemmer på besøg og hverdagens travlhed, længtes de efter en aften kun til hinanden.
Amalie havde på forhånd købt sin yndlingsvin, og Mikkel havde fået fri fra arbejde tidligt, bare for at lave aftensmad selv.
Da de omsider var færdige med forberedelserne og fik forretten ind i stuen, satte Amalie noget roligt musik på.
Tillykke med fødselsdagen, min elskede, Mikkel løftede sit glas. Må dette år bringe dig al lykke og ro.
Tak, min skat, Amalie klirrede sit glas mod hans.
Vinen var tør og med dybde. Hun lukkede øjnene og nød øjeblikket hun havde ventet længe på denne aften.
Netop i denne fredelige stund lød der et skarpt, gennemtrængende ring i dørtelefonen fra gangen. Mikkel rynkede brynene.
Hvem kan det dog være? Vi venter jo ingen.
Amalie trak på skuldrene, men i hendes mave mærkede hun noget koldt og ubehageligt. Mikkel gik hen til samtaleanlægget.
Ja? spurgte han.
I stedet rungede en høj og velkendt stemme igennem hele gangen.
Mikkel-dreng, det er os! Luk op, vi har taget lækkerier med! Er her for at fejre fødselaren!
Mikkels ansigt blev langt, og han så forvirret på Amalie.
Mor? hviskede han. Hvad laver du her?
Hvad jeg laver? Jeg vil da ønske min svigerdatter tillykke med fødselsdagen! Luk nu op, det trækker udenfor!
Tavs trykkede Mikkel på knappen til opgangen. Stilheden lagde sig så tungt over lejligheden, at selv musikken døde.
Din mor nu? spurgte Amalie dæmpet. Hendes stemme var skrøbelig.
Undskyld jeg hun sagde bare, hun ville ringe…
Inden de nåede at samle sig, bankede det hårdt og vedvarende på døren ikke som gæster, men som folk, der hører til.
Mikkel tog en dyb indånding og åbnede. På dørtrinet stod Inger Madsen, hans mor. Lille og rund med kort permanentet hår og knaldrøde læber.
Hun var pakket ind i et uldent sjal med flotte mønstre og bar på en dampende plastikkasse.
Endelig! Vi er jo nær frosset ihjel herude, som herreløse hunde! uden at hilse stormede hun ind i entreen og begyndte straks at tage overtøjet af.
Først nu så Mikkel og Amalie hele følget bag hende. Ind væltede et halvt fodboldhold: onkel Poul, Ingers bror, stor og bredskuldret i joggingtøj med en hel kasse juice. Ved hans side tante Grethe, lang og smal, med en kæmpekasse kage, som hun holdt foran sig som et skjold; så deres voksne datter, Liva, der straks kiggede ned i sin telefon, samt to yngre børn, som hvinende styrtede ind i lejligheden.
Mor, hvad betyder det her? fik Mikkel fremstammet.
Hvad er der nu i det? Inger hang jakken på knagen, så den optog tre pladser. Vi er jo familie! Vi ville bare overraske Amalie! Det hele er for din skyld, kære! sagde hun til Amalie og rakte hende beholderen. Vær så god, hjemmebagt sylte. Mikkel elsker det.
Amalie tog automatisk imod den tunge kasse.
Mange tak, Inger, fik hun stammende sagt. Men vi vi ventede ikke nogen…
Vi er da ikke gæster! Vi er jeres egne! brølede svigermoren og marcherede ind i stuen. Åh, hvor romantisk! Lys og det hele!
Tante Grethe parkerede kagen midt på bordet og skubbede blomster og vinglas til siden.
Amalie, tillykke! Jeg har selv bagt, Kraków-tærte, min gamle opskrift. Prøv nu bare!
Børnene løb rundt, legede fangeleg. En af dem var lige ved at vælte gulvvasen, og Amalie kastede sig frem for at gribe den.
Hjertet hamrede. Mikkel prøvede at samle sig og tage føringen.
Nå, men nu hvor I er her Kom indenfor. Amalie, skal vi dække i køkkenet?
Men Inger havde allerede lagt planer.
Hvorfor i køkkenet? Vi sidder da dejligt her! Poul, hiv bordet frem, Grethe, hent tallerkener. Liva, så læg nu telefonen og hjælp til!
Liva slentrede modvilligt ud i køkkenet uden at løfte blikket. Al hygge og romantik var væk på et øjeblik.
Snart bugnede deres bord af medbragte retter: sylte, sild under pels, russisk salat, marinerede svampe og den store Kraków-tærte.
Nå, fødselar fortæl os lidt, hvordan det går! Inger bænket sig i sofaen og holdt øje med Amalie. Arbejdet, er det stadig det samme? Chefen stadig umulig?
Jo, tak, det går, svarede Amalie lavmælt, mens hun rodede lidt i salaten med gaflen.
Liva her kan altså ikke få job, fortsatte svigermor uden at lytte. Studeret og studeret og nu sker der intet. Du kunne da godt hjælpe hende lidt ind i din afdeling? Hun er klog, er hun!
Amalie nikkede bare. Hun mærkede en knude i maven. Ved siden af sad Mikkel, krumbøjet.
Han prøvede at holde samtalen i gang, snakkede om fodbold med onkel Poul, men man kunne mærke hans frustration og vrede.
Mikkel sendte undskyldende blikke til Amalie, men han kunne ikke gøre noget. Børnene begyndte at lege igen, da de var mætte af kage.
Den yngste, Henrik, fik øje på hylden med krystalfigurer, som Amalie havde samlet gennem mange år.
Mor, se! De skinner! råbte han.
Forsigtigt, Henrik, det er skrøbeligt! råbte Amalie, men for sent.
Drengen tog fat i en lille svane, der straks røg ud af hans hånd og knustes med en skarp lyd mod gulvet.
Der blev så stille, at man kun kunne høre lyset knitre.
Nå, jamen for søren da! udbrød tante Grethe. Henrik, jeg sagde du skulle lade være!
Årh, hvad gør det? svarede Inger med et vift. Bare et glasstykke, det kan smides ud. Han mente det jo ikke.
Amalie mødte hendes blik.
Den havde jeg fra min bedstemor, sagde hun stille og tydeligt. Hun er her ikke mere.
Ja, ja, Gud nåde hendes sjæl, men vi må tænke på de levende børn først, fortsatte svigermor. Man må fjerne de dyre ting, når man har gæster.
Det var dråben. Amalie rejste sig brat, så stolen kørte hen over gulvet.
Men jeg har IKKE inviteret gæster! råbte hun, stemmen bristede. Jeg HAR ikke inviteret jer! Det skulle have været Mikkels og min aften min fødselsdag, ikke et familie-træf!
Dyb stilhed. Selv børnene sad stille nu.
Onkel Poul stirrede på sin tallerken, tante Grethe måbede, og Inger blev rød i ansigtet.
Nå. Nå! hendes stemme var iskold. Vi kommer for at fejre dig, have gaver med, lave mad og vi skulle ikke være her? Må jeg ikke engang besøge min egen søn?
Mor, det er nok, sagde Mikkel og rejste sig. Amalie har ret. Vi havde planer om at være alene. Du kan ikke bare komme uanmeldt og tage halve Jylland med ind ad døren.
Komme brasende? hvinede Inger. Jeg kommer brasende til min søn? Jeg har båret dig, jeg har givet dig alt! Nu har du fået kone, så har jeg intet her at gøre?
Det handler ikke om Amalie! Det handler om at respektere vores planer og privatliv!
Det udviklede sig hurtigt til en højlydt og håbløs diskussion. Inger kastede om sig med bebrejdelser, Mikkel prøvede at få hende til at forstå, familien sad og stirrede ned i bordet.
Amalie kunne ikke tage det mere. Hun gik lydløst ud af stuen.
Skænderiets lyde blev dæmpet gennem væggen, men gjorde alligevel ondt.
Hun vidste ikke, hvor længe hun var væk ti minutter, tyve måske. Skænderiet døde ud, og stilheden, der fulgte, var endnu mere larmende.
Et par dæmpede stemmer, nogle skridt, døren blev lukket.
Så blev døren til soveværelset forsigtigt åbnet. Mikkel stod i døråbningen, fuldkommen nedtrykt.
De er gået, sagde han stille. Amalie, undskyld jeg skulle bare have slukket for dørtelefonen…
Men det gjorde du ikke, svarede hun tomt. Du skulle have stoppet hende.
Det er jo min mor hun mente det godt.
For hvem? Amalie vendte sig mod ham, øjnene lynede. For sig selv? For at kunne vise sig frem som mor og værtinde? Hun ødelagde hele aftenen!
Hvad skulle jeg gøre? Smide hende ud? Så havde hun råbt op
Og hvad var det så her? Amalie gik hen til vinduet. På parkeringspladsen så hun, hvordan Inger og familien satte sig ind i bilen.
Krisen syntes overstået, men Amalie vidste bedre det var bare en pause.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal klare det mere, Mikkel, mumlede hun. Jeg vil ikke leve i frygt for, hvornår din mor og hendes råd bryder ind i vores liv igen.
Jeg skal nok tale med hende. Rigtigt tale med hende. Det kan ikke fortsætte sådan…
Det har du sagt mange gange. Der sker intet.
Aftenen, de havde glædet sig til, endte før den var begyndt.
Undskyld, sagde Mikkel igen og tillykke med fødselsdagen, skat.
Amalie lukkede øjnene. Hun var treogtredive, men følte sig som tres.
Skal vi prøve at fejre alligevel? spurgte han stille. Der er mad nok.
Jeg har ikke lyst længere, svarede Amalie tørt. Jeg er træt. Jeg vil bare sove.
Hun forlod værelset og gik ud på badeværelset. Hun ville vaske aftenen væk, lægge sig og vente på, at en ny dag skulle bringe håb og ikke flere besøg eller råd fra en påtrængende svigermor.
Inger Madsen bar siden nag over optrinnet. Hun forstod stadig ikke, hvordan hun havde kunnet ødelægge netop den aften for dem.
