**Dagbogsnotat En families rejse**
*”Det, du vil have, må du selv gøre.”*
“Mor, du fødte ham for jer selv, ikke for mig så må I også selv tage jer af jeres lille Emil. Jeg har brug for at sove, før jeg skal i skole.”
“Lasse, jeg spørger dig da ikke så tit. Det er bare én gang, du skal følge ham i skolen. Det er jo første skoledag, alle de andre børn kommer med deres forældre…”
“Netop med deres forældre,” afbrød Lasse sin mor, Mette. “Men hvor var mine, da jeg skulle til skolestart? Altid optaget af den lille. Så må han også klare det alene. Han overlever nok.”
“Det var da ikke altid… Kun et par gange. Det var ikke med vilje…”
“Præcis og nu er det bare sådan, at han må klare det selv,” svarede Lasse roligt og tog en slurk af sin te.
Mette var målløs. Hun havde ikke forventet sådan et modbør. De forsørgede ham jo, gav ham lommepenge og alligevel ville han ikke være en del af familien.
“Okay,” begyndte Mette og rynkede panden. “Undskyld, Lasse, men du bor i en familie. Og i en familie hjælper vi hinanden. Din far og jeg gør alt for dig lommepenge, madlavning, rengøring, selv i dit værelse nogle gange. Det ville være fint, hvis du også gad give noget igen.”
“Jeg bad jer ikke om at rydde op på mit værelse. Og jeg kan godt klare mig uden lommepenge. Jeg er 18 ikke en lille dreng eller en barnepige. Min mening burde også tælle.”
Efter de ord tog Lasse sin kop og gik ind på sit værelse. Mette blev alene tilbage med en tung fornemmelse i brystet, et uafklaret problem, og værre endnu: tanken om, at hendes søn var en egoist.
Hvornår var han blevet sådan?
Hendes første ægteskab var en fiasko. Lasses far blev aldrig voksen han lå hellere på sofaen, spillede computer eller scrollede på telefonen i stedet for at bygge en familie. Nogle gange arbejdede han, men tjente så lidt, at det ikke engang dækkede hans egne udgifter. Til sidst gav Mette op hun skiltes og flyttede hjem til sin mor.
Da Mette giftede sig igen, var Lasse fem. Den alder, hvor et barn stadig kan acceptere en ny person i familien. Jakob fandt hurtigt fællessproget med drengen og blev snart “far” for ham.
Men da Lasse var ti, kom Emil. Det var nok der, det hele langsomt gik galt selvom Mette ikke så det dengang.
Det år gik Lasse alene i skole på første skoledag. Mette var så udkørt efter fødslen, at hun ikke kunne tage afsted. Jakob arbejdede for familien, og bedsteforældrene boede for langt været nogle i en anden by, andre på sommerhuset.
“Lasse, det er bare sådan det er… Du er en stor dreng, du klarer det godt selv, ikke?” spurgte Mette undskyldende. “Jeg ville virkelig gerne med dig, men du forstår det nok…”
“Jeg forstår,” sukkede Lasse. “Det er okay. Jeg er ikke længere en lille dreng.”
På det tidspunkt troede Mette, alt var fint. Måske var Lasse skuffet, men han klarede det jo klagede ikke til nogen. Men som det viste sig, havde han gemt det hele.
Tre år senere gentog historien sig. Denne gang kunne Mette ikke følge Lasse, fordi Emil havde fået noget fra børnehaven.
Emil blev syg ofte. En gang tog han endda hjem med vandkopper lige før Lasse skulle på klassetur til København. I stedet måtte han blive hjemme.
“Mor, jeg forstår det godt, men jeg er træt af at blive syg. Kan du ikke sætte ham i karantæne?” spurgte han irriteret, mens Mette smurte ham med creme.
“Lasse, vi er en familie… Hvor han er, er jeg også. Jeg laver mad, gør rent… Vi kan ikke bare isolere os.”
Mette forstod ham næsten hver gang Emil blev syg, blev Lasse det også. Men det føltes som en uundgåelig del af livet.
Snap begyndte Lasse at nægte at hjælpe til. Først undgik han det bare, lod som om han ikke hørte det, eller gjorde det så dårligt, at Mette hellere ville gøre det selv. Hun blev irriteret, men tænkte det var pubertet. Selv da konflikterne blev værre.
“Hvorfor skal jeg gøre rent i stuen, når jeg aldrig er der? Det er jer og Emil, der skaber rode. Så må I også rydde op,” sagde han en dag.
“Men du bruger køkkenet,” svarede Mette. “Og det er mig, der gør rent der. Og laver mad, for resten.”
“Du tørrer hver en dråbe ved vasken. Hvis jeg boede alene, ville jeg ikke gøre sådan. Det er dig, der vil have det rent så må du selv gøre det.”
Nogle gange tvang Mette ham til at tage en klud. Andre gange lod hun det være nerverne var mere værd. Og nu var det kommet hertil…
Der var ingen til at følge Emil i skole. Bedsteforældrene var for langt væk, Jakob var på forretningsrejse, og Mette kunne ikke få fri fra arbejdet. Lasse nægtede for første gang blankt at hjælpe, selvom han ikke havde noget at lave.
Hvad nu?
Først ringede Mette til Jakob.
“Okay. Han vil gerne være voksen? Så lad ham prøve det,” sagde Jakob efter at have hørt hende. “Jeg kommer hjem og taler med ham.”
“Jakob, lad os ikke gå for langt…,” sagde Mette bekymret. “Vi mister ham allerede. Hvis vi skubber ham væk, hvad gør vi så?”
“Lad ham prøve. Jeg vil gerne se, hvordan han klarer sig uden ‘far, kan du køre mig?’ eller ‘mor, kan du hente en pakke?’ Vi siger ikke nej, når han spørger om hjælp.”
Mette sukkede. Jakob havde ret på sin vis, men hun var bange. Han var stædig selvom han elskede Lasse som sin egen søn, kunne han være hård.
Problemet med Emil blev løst. Mette ringede til sin veninde, Susanne, som også havde børn i samme skole. Hun fulgte ikke bare Emil, men tog også børnene med i parken. Det var ikke det samme som forældre, men bedre end ingenting.
“Susanne, tusind tak du reddede mig,” sagde Mette taknemmeligt, da hun hentede Emil. “Kom ind på en kop te.”
“Det var da så lidt. Du har også hjulpet mig før. Vi mødre skal holde sammen,” svarede Susanne med et smil.
Alligevel overtalte Mette hende til at komme ind. Under teen delte hun sine bekymringer om Lasse. Susanne var kun 26 hun forstod stadig, hvordan det var at være teenager.
“Jeg forstår faktisk godt Lasse,” sagde Susanne. “Jeg skulle også altid passe mine yngre søstre. Måske presser du ham for hårdt. Han ser ikke mening i at gøre rent, mens
