**Min svigerdatter bad mig om afstand men pludselig var det hende, der råbte om hjælp**
Jeg skriver dette i min dagbog, mens tankerne kører rundt. Min svigerdatter bad mig om ikke at komme forbi så ofte. Jeg adlød men så ringede hun selv en dag og bad om hjælp.
Efter min søns bryllup besøgte jeg henne så tit jeg kunne. Jeg kom aldrig med tomme hænder jeg bagte altid noget lækkert, medbragte kager eller lavede en god middagsret. Min svigerdatter, Freja, roste mine retter og smagte altid som den første. Jeg troede, vi havde et varmt og tillidsfuldt forhold. Jeg var glad for at være til nytte, for at være der for dem. Mest af alt at jeg ikke blev set som en fremmed, men som en del af familien.
Men så ændrede alt sig. En dag kom jeg forbi, og kun Freja var hjemme. Vi drak kaffe som sædvanlig, men jeg kunne mærke det med det samme hendes blik var anspændt, som om hun ville sige noget, men ikke turde det. Og da ordene endeligt kom, ramte de mig som et slag i brystet.
Det ville være bedre, hvis du kom forbi sjældnere Måske skulle Mikkel besøge dig alene, sagde hun med sænket blik.
Jeg havde ikke set det komme. Hendes stemme var kold, og i hendes øjne var der vrede? Jeg var ikke sikker. Fra den dag kom jeg ikke mere. Jeg forsvandt ud af deres hverdag for ikke at være til besvær. Min søn besøgte os alene. Freja kom aldrig igen.
Jeg sagde ingenting. Klagede ikke til nogen. Men indvendig blødte jeg. Hvad havde jeg gjort forkert? Jeg ville jo bare hjælpe Hele mit liv har jeg kæmpet for at bevare freden i familien. Og nu var min nærhed pludselig en byrde. Det gjorde ondt at vide, at man ikke var ønsket.
Tiden gik. Deres barn blev født vores længe forventede barnebarn. Min mand, Erik, og jeg var lykkelige. Men selv da holdt vi os tilbage: Vi kom kun, når vi blev inviteret, gik tur med den lille for ikke at være i vejen. Vi gjorde alt for ikke at fylde.
Men så opkaldet. Freja. Med en lav, næsten neutral stemme sagde hun:
Kan du passe barnet i dag? Jeg skal noget vigt.
Hun spurgte ikke hun meddelte det bare. Som om vi havde tigget om chancen. Og alligevel havde hun for nylig bedt mig holde mig væk
Jeg tænkte længe over, hvad jeg skulle gøre. Stoltheden hviskede: Sig nej. Men fornuften sagde: Det er din chance. Ikke for hende for barnebarnet. For Mikkel. For familiens skyld. Men jeg svarede anderledes:
Bring ham hellere til os. Du ville jo netop ikke have, vi kom uinviteret. Jeg vil ikke trænge mig på.
Hun tav. Men efter et øjeblik gik hun med til det. Hun kom med drengen. Og for Erik og mig var det som en festdag. Vi legede, grinede, gik tur tiden gik som i en drøm. Sikke en lykke at være bedsteforældre! Men indeni var der en bitter eftersmag. Hvordan skulle jeg egentlig opføre mig nu?
Skulle jeg holde afstand? Vente på, at hun tog det første skridt? Eller være klog og lade vreden glide af? For min barnebarns skyld ville jeg gøre meget. Jeg kunne tilgive, se gennem fingre med sårende ord. Prøve igen.
Men ønsker de mig overhovedet? Ønsker hun mig?
Jeg ved ikke, om hun forstår, hvor let det er at ødelægge noget, der har taget år at bygge. Og hvor svært det er at sætte det sammen igen, sten for st
