Løb fra ham – Hej, søde! – Natasja satte sig på stolen ved siden af Lise. – Det er længe siden. Hvordan går det? – Hej, Natasja, – svarede Lise lidt fjernt. – Alt er fint. – Hvorfor kigger du så væk? – Natasja kiggede undersøgende på veninden. – Har Rune lavet ballade igen? Hvad nu? – Åh, nu skal vi ikke dramatisere, – Lise rullede med øjnene og fortrød, at hun overhovedet var gået ind på caféen. – Alt er i den skønneste orden. Mig og Rune har det perfekt sammen. Han er altså god nok. Kan vi ikke tale om noget andet? Og uden at høre videre på den forargede veninde, forlod Lise caféen og efterlod sit halve stykke kage. Hun ville ikke høre på nogen – naivt troede hun bare, at folk var misundelige. Rune var… fantastisk. Flot, velhavende, omsorgsfuld. Men han havde altså nogle mærkelige krav. Han forbød fx Lise at farve håret lyst. Det var første gang, de røg i et seriøst skænderi. Det endte næsten med et brud – kun pga. sådan en bagatel! Lise havde været hos frisøren, hvor hendes faste frisør påstod, at hun var født til at være blondine. Hun kunne ikke dy sig – kom hjem med platinblonde krøller. Rune blev nærmest helt bleg af raseri. Han kastede en bog efter hende – bogen, han havde siddet så fredeligt med på sofaen. Sagde mange grimme ting – og forlangte, hun straks farvede sig mørk igen. “Ingen blondiner i mit hjem.” Lise løb tude-færdig ned til nærmeste frisør. De prøvede at overtale hende – det lyse klædte hende flot – men da hun græd, gjorde de som ønsket. Rune nikkede bare tilfreds. Næste morgen fik hun et dyrt armbånd som “kompensation”. Og så måtte hun aldrig gå i hvidt. Rødt, blåt, grønt – alt andet end hvidt. En dag spurgte hun for sjov, hvilken farve hendes bryllupskjole mon skulle være – men Rune gav hende sådan et mærkeligt blik, at hun mistede lysten til at spørge om mere. – Løb fra ham, – advarede Natasja. – Løb, og kig dig ikke tilbage. I dag må du ikke have hvidt på – hvad forbyder han i morgen? Gå ikke op i, hvor “god” han er, du fortjener bedre. Find én med mindre knald i låget. – Alle har deres små særheder, – trak Lise bare på skuldrene. – Det er seriøst mellem os. Vi har endda besluttet os for at få barn. Rune ville have en pige – han havde allerede navnet klar: Angela. Men du siger – løb! **************************************** Lise skulle have lyttet til sin veninde. Natasja havde ret – Rune var mærkelig. Snart fik Lise det bekræftet. I huset var der et rum, hun aldrig måtte gå ind i. Det var altid låst. En dag spurgte hun grinende: – Har du noget til fælles med Blåskæg eller hvad? – Bare rolig, – smålo Rune underligt, – jeg gemmer ikke ligene af eks-koner derinde. Mere blev der ikke sagt, før Lise ved et tilfælde fik et glimt ind. Hun kom tidligt hjem fra studiet – sidste time var aflyst. Hun vidste, Rune var hjemme, men kunne ikke finde ham. Pludselig hørte hun stemmer fra det forbudte rum. Hun skubbede døren op på klem. På væggen: et kæmpe portræt af en pige. Og Rune knælende foran billedet. Pigen smilede og rakte armene ud mod nogen. Og hun lignede Lise på en prik – kun håret var forskelligt. Kvinden på billedet var blond. – Vent lidt endnu, Angela. Snart er vi sammen. – Sagde Rune igen og igen. Ordene ramte Lise som et chok. Hun var klar til at åbne døren for at sige sin mening, da hun blev bremset af Runes næste ord. – Hun vil føde mig en pige, det gør hun! Så kan din sjæl flytte ind i det lille barn. Så bliver du min igen. For altid. Jeg skal passe på dig, og når du er voksen, skal vi elske hinanden igen. “Psykopat!” rasede det i Lises hoved, og hun fór ud. Veninderne havde været så evigt ret! Men hvad nu? Hvordan slippe væk fra en gal mand? Det værste var – Lise ventede sig faktisk. Men det var alt for tidligt at sige noget til nogen. Forældrene var langt væk, hun havde kun Natasja. Så hun tog derhen. – Jeg havde aldrig troet, Rune var sådan, – hviskede Lise febrilsk, knyttede hænderne. – Hvis jeg ikke selv havde set det, havde jeg aldrig troet på det! – Rolig, – sagde Natasja og rakte hende et glas vand. Lise drak det uden protest. – Du skal finde ud af, hvad du vil. Bliver du hos ham? – Aldrig! – rystede Lise på hovedet. – Han er jo syg i hovedet! Jeg er bange for ham – og barnet. – Hun trak på smilebåndet. – Nu forstår jeg, hvorfor han forbød det blonde hår og hvidt tøj. Ellers ligner jeg hende alt for meget. – Godt, du opdagede det før brylluppet, – sagde Natasja nøgternt. – Har du fortalt ham, at du venter dig? – Ville lave en overraskelse… – Perfekt. Så siger du bare, du har mødt en anden. Tag hjem til dine forældre. Skift universitet, få ro på dig selv. Væk fra ham. – Det må jeg nok gøre. ***************************************** Det sidste halve år var hårdt for Lise. Især psykisk. Ny by, forklare det hele for forældrene… Hun droppede studiet pga. graviditeten – abort turde hun ikke, barnet havde jo ikke gjort noget. Det blev en pige – som Rune havde ønsket. Rune lod forbløffende let den forhenværende forlovede gå. Han sagde kun, hun ikke skulle sladre for meget. Spurgte ikke engang, hvor hun flyttede hen – som om det var ham ligegyldigt. Lise spekulerede nogle gange på, om hun havde gjort galt i at gå fra Rune – og intet sige om barnet. Den aften, efter at have lagt lille Ella, stod hun i vinduet og tænkte. Døren ringede – maden, hun havde bestilt, blev bragt. Lise kunne stadig ikke lave mad. Efter hurtig aftensmad satte hun sig klar ved bøgerne – hun ville genoptage studiet. Bogstaverne flød, svimmelhed… Lise greb efter telefonen, men hænderne ville ikke lystre. Hun kunne ikke bevæge sig. Lige før alt blev sort, så hun Rune stå og holde om deres nyfødte datter. *********************************************** Lise vågnede på hospitalet – hendes mor var heldigvis kommet på besøg i rette tid. Politiet prøvede at finde barnet – men forgæves. Rune, der havde taget pigen, var som forsvundet ud i den blå luft. Først flere år senere får hun dét lille livstegn. Et billede, hvor Rune holder om en smuk, lyshåret pige.

Løb væk fra ham

Hej, veninde! Mona satte sig på stolen ved siden af Signe. Det er længe siden. Hvordan går det?

Hej, Mona, svarede Signe tøvende. Det går fint.

Hvorfor ser du så væk? Mona borede blikket i hende. Har Mads lavet ballade igen? Hvad har han nu fundet på?

Ej, lad nu være med dramaet, sukkede Signe og kiggede væk, og fortrød allerede, at hun havde valgt netop dette lille caféhjørne på Amager. Alt er i orden. Og Mads og jeg har det fantastisk. Han er virkelig sød, helt ærligt. Skal vi ikke bare droppe den snak?

Uden at lytte til sin forbløffede venindes indvendinger, skubbede Signe stolen tilbage og efterlod en halv spist stykke hindbærtærte. Hun nægtede at høre efter og troede naivt, de andre misundte hende.

Mads var… ja, fantastisk. Flot, velhavende, omsorgsfuld. Engang imellem havde han dog nogle sære krav. For eksempel at Signe ikke måtte farve sit hår lyst.

Det var første gang de virkelig skændtes. Og det var tæt på, at de slog op. Kun for sådan en småting!

Signe havde en frisør hun kendte på Østerbro, som engang sagde, at hun var født til at være blondine. Og Signe lod sig friste. Hun kom hjem med isblonde krøller.

Mads blev tavs af raseri, ligbleg i ansigtet. Han kastede med en bog han ellers havde ligget og læst på sofaen. Der blev sagt mange grimme ting, og han krævede, hun skulle farve det tilbage med det samme. Blondiner var ikke velkomne i hans hjem.

Grædende gik Signe til den nærmeste frisør. De prøvede først at overtale hende, for farven klædte hende virkelig. Men da hun begyndte at græde, gjorde de hurtigt som han ville have det.

Mads nikkede tilfreds og tav. Næste morgen gav han hende et dyrt armbånd som en slags kompensation.

Og så måtte Signe heller aldrig have hvidt tøj på. Rød, blå, grøn, whatever, men ikke hvid. En dag spurgte hun Mads i sjov, hvad farve hendes bryllupskjole så skulle være. Hun fik sådan et mærkeligt blik, at hun ikke havde lyst til at stille flere spørgsmål.

Kom væk fra ham, tryglede Mona dengang. Løb! I dag må du ikke have hvidt tøj, hvad bliver det så i morgen? Må du ikke gå udenfor? Ligegyldigt hvor god han er, så er han ikke den rette. Find en anden, en der er normal.

Alle har deres særheder, trak Signe bare på skuldrene. Vi mener det alvorligt sammen. Vi har endda besluttet os for et barn. Mads drømmer om en datter. Han har allerede valgt navnet til hende Frida. Og du siger jeg skal løbe…

****************************************

Hun skulle have lyttet til Mona. Hun havde ret Mads sære sider blev snart umulige at ignorere.

Der var et værelse i lejligheden, hun aldrig måtte komme ind i. Døren var altid låst. Engang spurgte Signe for sjov:

Er du i familie med Blåskæg, eller hvad?

Du kan være helt rolig, svarede Mads smilende, jeg gemmer ikke ligene fra mine ekskoner dér.

Så var den samtale slut. Indtil tilfældet ville, at Signe en dag fik et glimt derind. Hun var kommet hjem tidligere fra seminaret, underviseren havde aflyst sidste time. Signe vidste, at Mads var hjemme, men kunne ikke finde ham. Foran den forbudte dør hørte hun pludselig en stemme. Hun lagde forsigtigt hånden på håndtaget. Gennem sprækken så hun noget der skar hende i sjælen.

Et vægmaleri af en smilende ung kvinde, armene rakt ud, fyldte hele endevæggen. Mads sad på knæ foran. Kvinden lignede Signe næsten til forveksling eneste forskel var håret: ukendte Frida var lys.

Det varer ikke længe endnu, Frida. Snart er vi sammen, messede han. Signe blev såret og vred, parat til at storme ind og råbe alt ud, da Mads fortsatte:

Hun skal nok føde mig en datter, hun skal! Og så kan din sjæl flytte ind i hendes lille krop. Så skal du være her hos mig for altid. Jeg vil passe på dig, og når du bliver voksen, vil vi elske hinanden igen.

Han er bindegal! skreg noget indeni Signe. Hun røg ud af lejligheden i panik. Mona havde haft ret hvad angik Mads men hvad skulle hun dog gøre nu? Hvordan slipper man fra en gal mand? Og det skræmmende var, at hun faktisk ventede sig. For tidligt til at sige noget men alligevel.

Forældrene boede langt væk, og den eneste tætte veninde var Mona. Hun tog straks hjem til hende.

Jeg havde aldrig troet, Mads kunne være sådan, hviskede Signe fortvivlet, knugende hænder. Jeg ville ikke have troet det uden egne øjne!

Rolig, sagde Mona, rakte hende et glas koldt vand, som hun drak uden et ord. Hvad vil du nu gøre? Bliver du hos ham?

Aldrig i livet! rystede Signe med hovedet. Han er sindssyg! Jeg er bange for både mig og barnet. Hun smilede skævt. Nu forstår jeg hvorfor jeg ikke måtte farve hår eller bære hvidt. Så kom jeg til at ligne hende alt for meget.

Godt du fandt ud af det før brylluppet, sagde Mona nøgternt. Du har vel ikke fortalt ham om barnet?

Jeg ville overraske ham med det…

Perfekt. Så kan du bare sige, du har mødt en anden og tage afsted. Mona sukkede dybt. Du bør nok flytte hjem til dine forældre igen. Skifte til universitetet i din hjemby og få ro til at få barnet langt væk fra ham.

Ja, det er nok klogest, nikkede Signe.

*****************************************

De næste seks måneder blev et levende mareridt for Signe. Ikke fysisk men psykisk. Flytningen, forklarelsen til forældrene… Hun måtte opgive studiet på KU, og hun valgte ikke abort barnet havde ikke gjort noget. En lille pige nøjagtig som Mads havde ønsket.

Mads lod hende gå uden protester, næsten ligegyldigt. Han antydede blot, at snakken burde begrænses. Ikke ét spørgsmål om hvor hun tog hen, som om det var fuldstændigt ligegyldigt.

Af og til spekulerede Signe over, om hun havde taget fejl måske skulle hun have fortalt ham om barnet. Den aften, da lille Gela lå og sov, stod hun og så ud på regnen gennem vinduet og tænkte så det knagede.

Døren ringede. En Wolt-bud kom med mad, for Signe havde aldrig været god til at lave selv. Hun spiste hurtigt og satte sig til bøgerne, fast besluttet på at komme i gang med studierne igen.

Bogstaverne dansede, hovedet blev tungt Hun rakte efter telefonen for at ringe 112, men kroppen lystrede ikke. Hun kunne ikke engang bevæge fingrene. Lige inden alt blev sort, så hun Mads, som forsigtigt løftede den sovende datter op.

***********************************************

Da Signe vågnede, lå hun i hospitalssengen. Moren havde heldigvis været forbi i tide.

Politiet forsøgte at finde barnet men forgæves. Mads var forsvundet med lille Gela, som dug for solen.

Først flere år senere, ville den sønderknuste mor modtage et kort brev. Et billede var vedlagt: Mads, smilende, med armene om en yndig, lyshåret pige.