Min bror Morten giftede sig for seks år siden. Siden da har hverken jeg eller vores forældre sat foden over dørtrinnet i deres hjem. Alle helligdage, fødselsdage og familiefester foregår uundgåeligt hos vores forældre i deres rummelige hus i udkanten af Aarhus. Mor laver bjæffer af mad, dækker bordet og pakker derefter Tupperware-bokse fulde af hjemmelavede frikadeller og salater, som Morten og hans kone Freja kan tage med hjem.
Da Morten lige var blevet gift, havde Freja fødselsdag et par måneder efter. Mor, fuld af begegnsring, besluttede at planlægge en overraskelse: Vi købte en kage, fandt en fin gave og ville komme forbi. Mor ringede til Freja for at give besked, men hun svarede køligt, at hun ikke havde planlagt nogen fest. Mor, som ikke ville give op, insisterede: »Vi kommer bare forbi en kort stund, drikker en kop te og spiser et stykke kage! Du behøver ikke forberede noget, lille Freja!«
Til sidst kørte vi alligevel derhen. Men i stedet for en varm velkomst fik vi et chok: Freja kom ud på gaden imod os, mumlede noget om en »urodet lejlighed« og nægtede at lade os komme ind over dørtærsklen. Forbløffede gav vi hende kagen og gaven direkte i opgangen og kørte hjem igen. Siden da har mor holdt alle fester hos sig selv, og vi prøver at glemme den pinlige episode.
Freja sagde engang åbent til vores forældre: »I har jo et stort hus, så der er rigeligt plads til gæster! Vi bor i en to-værelses lejlighed, hvordan skal vi kunne invitere alle?«
Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at begynde at skælde ud. Kan man ikke i det mindste invitere sine svigerforældre og mandens søster i en lille lejlighed? Det er jo ikke en hel flok, bare tre mennesker! Men vi tav for at bevare freden.
Nu er Freja i femte måned af sin graviditet. Det bliver vores forældres første barnebarn, og mor er selvfølgelig helt oppe at køre af glæde. Hun ringer konstant til Morten og spørger, hvordan Freja har det, om hun har brug for hjælp. Men for nylig fandt vi ud af, at Freja sagde sin stilling op allerede i starten af graviditeten. Mor blev panisk: »Går det ikke godt med hende? Har hun brug for min hjælp?«
Morten beroligede hende: Freja havde det fint, hun ville bare »spare sig selv«. Vi var forvirrede. Morten og Freja levede altid stort: restauranter, rejser, dyre tøj. De har ikke noget huslån lejligheden fik de af Freyas bedstemor så de brugte alt deres penge på luksus. Men nu hvor Freja ikke arbejder, er deres indkomst faldet drastisk, og deres livsstil er i fare. Morten prøvede at få hende til at forstå, at de skulle spare, men hun virkede ikke villig til at give afkald på luksussen.
Freja indrømmede over for Morten, at hun sagde op af frygt for at »pådrage sig noget på arbejde«. Hendes forsigtighed er forståelig, men budgettet er nu presset, mens hun fortsat insisterer på den samme livsstil. Og midt i alt dette inviterede Morten os pludselig hjem til sig til sin fødselsdag! Vi og vores forældre var chokerede. Far jokede endda: »Finder vi endelig ud af, om min svigerdatter kan lave mad?«
Mor glædede sig og så frem til en hyggelig aften. Jeg ringede til Freja for at aftale detaljer, men i stedet for en normal samtale fik jeg et hysterisk udbrud. Freja græd i telefonen og sagde, hun ikke ville have os hos sig: »Jeg skal gøre rent, lave mad! Jeg er gravid, det er for hårdt for mig!«
Jeg prøvede at berolige hende: »Freja, det behøver ikke være noget avanceret. Lav nogle kartofler, en salat, steg en kylling det er det hele. Vi bringer kagen med. Det er bare en middag for fem. Hvad er problemet?«
Jeg tilbød endda at bestille mad for at spare hende for arbejde. Men Freja klynkede stadig over, at hun skulle gøre rent og rydde op. Jeg mistede tålmodigheden: »Freja, det er en to-værelses lejlighed! Er det virkelig en uoverkommelig opgave at gøre rent? Gør I kun rent, når der kommer gæster?«
Til sidst gav jeg et ultimatum: »Hvis du virkelig ikke vil se os, kommer vi ikke. Vi ønsker Morten tillykke på telefonen, og så er det det.«
Jeg fortalte mor om det, og hun var enig. Da vi forklarede Morten situationen, eksploderede han: »Freja arbejder ikke, hun sidder hele dagen derhjemme! Kan hun ikke i det mindste lave mad og gøre rent? I kommer uanset hvad! Vi har ikke råd til takeaway eller en rengøringshjælp, så hun må selv tage sig sammen!«
Hans ord hang i luften som en tordensky. Til sidst skændtes vi alle. Lysten til at komme til Mortens fødselsdag var helt væk hos os og vores forældre. At skulle holde ud at se Freyas sure ansigt, mens hun sukker og ruller øjnene det er virkelig ikke sjovt. Vi har ikke lyst til at føle os som uønskede gæster i vores egen brors og søns hjem.
Men samtidig knuser det vores hjerter at såre Morten. Han glæder sig så meget til denne dag, han vil endelig have familien samlet hos sig! Hvordan kan vi bare lade være med at komme? Det er hans dag, og det er ikke hans skyld, at hans kone er så humør
