Grænseløs frækhed – Sig mig helt ærligt, Lene, – jamrede Kim, – Hvad gør det egentlig for en forskel, hvem vi lejer sommerhuset ud til? Venner eller fremmede? Pengene er jo de samme. Lene lagde det sidste sengetøj på tørrestativet. Hun ville ønske, han hjalp i stedet for at diskutere. – Kim, min skat, forskellen er, at man ikke kan få pengene ud af familien bagefter. – Du taler om Rasmus? – det var ikke rart at høre, – Rasmus er min bror! Han betaler, det lover jeg dig. Han beder jo ikke engang om rabat. Han vil leje huset for fuld pris. Hele sommeren. Så slipper vi for selv at finde lejere. – Kim, huset ligger ved Vesterhavet. Der er kø til sådan et sted. – Hvorfor er det så vigtigt for dig kun at leje ud til fremmede? – Med fremmede laver man en kontrakt, får forudbetaling, hvis de ikke betaler bliver de smidt ud, og så er det slut. Med familie begynder det: “Åh, Lene, du forstår jo godt, vi har børn.” Eller: “Vi overfører lige om lidt.” Eller: “Vi kom til at ødelægge tv’et, men du tager vel ikke penge for det?” Tro mig, jeg har oplevet det før. Du aner ikke, hvor galt det kan gå. Lene havde overtaget sommerhuset fra sine forældre, der også plejede at leje ud. De boede i Århus og sommerhuset på vestkysten var et dejligt supplement til indtægten. Lene fortsatte traditionen – men med en klar regel: Ingen venner eller familie. Hun havde set sine forældre blive snydt gang på gang af folk, de stolede på. – Hvad endte det så med? – spurgte Kim. – Det endte med, at familien hverken betalte eller undskyldte! “Kan I da ikke unde os lidt ferie?” Nej tak. Huset er forretning, ikke gratis feriekoloni for din familie. Rasmus havde for nylig besluttet, at tre måneder ved vestkysten var lige, hvad konen og de tre børn trængte til. Sommeren var stille på hans arbejde, så nu skulle der hygges. Lene var ikke et sekund i tvivl om, at Rasmus ikke regnede med at betale. – Rasmus beder dig ikke engang om at bo der gratis! – prøvede Kim, – Han betaler. De lover altid at betale. – Hvorfor skal vi tage chancen? Der er altid kø af betalende kunder, som vil have huset til markedspris. De skriver under, betaler, og jeg sover roligt om natten. Nej. Ingen familie. Ingen venner. Venner er venner, men penge er forretning. Lenes argumenter er svære at komme udenom, men Kim havde en plan. – Okay. Du stoler ikke på Rasmus. Men du stoler på mig, ikke? Lene så afventende på ham. – Jo, hvad så? – Jeg betaler dig for huset, hvis Rasmus ikke gør. Helt ærligt. Jeg sørger for, du får dine penge. Godt tænkt, men ikke rigtig godt. – Strålende idé – du betaler bare til mig fra vores fælles konto. – Jamen … hvis det er … – han vaklede, – Jeg kan tage et ekstra arbejde. Ja. Aften- eller weekendvagt. Alt, jeg tjener, betaler jeg til dig. Så er det dine penge, ikke vores. Er det en aftale? Lene troede ikke, at det var så vigtigt for Kim. Måske skulle hun bare stole på ham, siden han var så sikker på broren … – Du kan snakke alle rundt, – sagde Lene, – Nu ligger ansvaret hos dig. Fint. Sommeren nærmede sig, og Lene forsøgte at stole på Kim. Juni begyndte. Og problemerne kom straks. Kim ringede til Rasmus hver tredje dag for at høre, om han snart kunne overføre bare for én måned, og fik altid et optimistisk svar: – Ja, ja, Kim, det er på vej! Jeg venter bare på, at en stor kunde betaler mig. Senest i slutningen af måneden! Det lover jeg. Undskyld forsinkelsen, men det skal nok gå. Slutningen af juni kom. Ingen penge. Lene holdt lav profil en måned. Hun blandede sig ikke. Kim havde bedt om at styre det – og hun lod ham. Hun ville ikke ødelægge hans stolthed, men da han igen havde snakket med broren, spurgte hun: – Nå? Har han betalt? – Rasmus venter stadig på sine penge fra kunden. Som sagt, når de kommer, overfører han straks! Samme undskyldning som for en måned siden. Lene holdt sig tilbage fra at sige: “Hvad sagde jeg?” – Præcis derfor. Familie har altid en god undskyldning for ikke at betale til tiden. – Lene, det er bare et tilfælde! – sagde Kim, – Han gør det ikke med vilje. Jeg ved det ser skidt ud … men det er bare uheldigt. Vi må vente. – Ja, så venter vi til september – til de har flyttet alle deres ting ud og siger: “Tak for lån, vi ringer om betalingen!” – Lene, hvad taber du egentlig? Så tager jeg bare ekstra arbejde. – Nu? Lige nu? Kim trak sig hurtigt. – Giv ham lige to uger mere. Hvis ikke, så … betaler jeg selv. Hvis det betyder så meget for dig. – Jeg bad dig ikke tage det ansvar. Du insisterede for at bevise, at din bror var til at stole på. Så bevis det! Stemningen blev køligere hjemme. Juli. Hede over landet. Om aftenen så Lene Kim scrolle ledige stillinger, men han ringede ikke på nogen af dem. – Kim, det er den 30. i dag. 2/3 af sommeren er gået, stadig ikke en krone i husleje, – mindede hun ham om. – Rasmus har ikke betalt endnu … men … – “Når pengene er der,” ikke? – Han sagde, han ville betale så snart pengene kom – og give lidt oveni for besværet. – Jeg tror ikke på det mere. Du sagde, du ville tage ansvaret. Hvor er dit ekstra arbejde? Tanken om ekstra arbejde tiltalte tydeligvis ikke Kim. Det var nemmere at love end at arbejde dobbelt. – Jeg skal nok finde noget. Men de jobs … er ikke lige mig. Jeg kan jo ikke gå og slæbe tunge ting med den ryg. – Så find styrke til at få din bror til det. Du har lovet mig betaling. Nu tager du et arbejde, eller jeg ringer til Rasmus og siger: hvis ikke jeg ser mindst halvdelen af pengene inden fredag, så bliver de sat ud, helt efter loven, og pengene kræver jeg ind via fogedretten. Kim blev helt bleg. – Du skal ikke ringe til Rasmus! Skal vi i retten? Hvad siger familien? Hvad siger jeg til min mor? “Jeg lagde sag an mod min egen bror, Lene!” Ingen forstår det. Rasmus vil ikke betale, Kim vil ikke tage ansvar, vil ikke i retten, og nu prøvede han pludselig at vende det hele mod Lene. – Nå, så er det bare, fordi du ikke har omsorg for mig, din mand! Du er ligeglad med, at jeg skal arbejde dobbelt, bare du får dine, forbandede, penge! – Du bad selv om det, Kim! Du insisterede! – Jeg kunne da ikke vide, at Rasmus ikke ville betale! – Det vidste jeg, – svarede Lene. – Jeg har set det så mange gange før. Men du ville ikke lytte. – Jeg har forstået det! – nu spillede Kim offer – Men du er heller ikke rar, Lene! Hvorfor gør du det svært for mig? Du viser bare, at du ikke elsker mig! Pengene er vigtigere end mit helbred! Smadrer jeg mig selv for dig, og får jeg et hjerteanfald, er det stadig lige meget for dig … – Jeg tvinger dig ikke! Jeg kræver bare, at du overholder din egen aftale. – Fint! – råbte Kim, – Jeg tager et ekstra job og betaler for Rasmus, okay? Hvis pengene er vigtigere end mig. Værsgo! Aftalen brast, men Lene fik alligevel sine penge – Kim fik job som bud, og så på hende som en ulv om aftenen. – Det er din skyld, – snød han engang ud. – Min skyld? – Ja! – Måske lærer du nu, – sagde Lene, – at det er let at være helt i teorien, når det er mig, der skal betale. Nu gør du det selv – og lærer af det. Lene håbede faktisk, at Rasmus til sidst ville have samvittighed til at betale selv, bare en lille smule. Lige da hun overvejede det, ringede han. Til hende, ikke Kim. Kunne hun virkelig have taget fejl? Ville han betale? – Lene, jeg har lige en ting … – Rasmus, jeg har ikke tid. I skulle for længst have betalt for august, men vi venter stadig på juli. Det er ikke mit problem længere, det er Kims ansvar – han garanterede for dig. – Ja, Kim har sagt det hele! Han er godt nok hårdt ramt. Men du, her er jeg lidt på den: Bilen brød sammen, mens vi var her, og alle pengene gik til reparation. Jeg skal jo have familien hjem på en eller anden måde, og huslejen … finder vi ud af senere … Forudsigeligt. Lene lagde på. Kim, der overhørte det, så det hele i Lene ansigt. – Okay, – indrømmede han, – Jeg tog fejl, fordi jeg stolede på ham. Men du … du giver mig aldrig plads til fejl! I stedet for støtte, trykker du mig bare ned … – Skulle jeg have smilt og sagt: “Det gør ikke noget, Kim, de får bare gratis ferie, og jeg overlever nok?” Du insisterede på at tage regningen! – Ja, det gjorde jeg! – surmulede han – Men jeg troede ikke, du ville lade mig knokle for det! Tænker du overhovedet på mig? – Gør din bror? – Han er altså ikke ond, det blev bare sådan … – Fantastisk. Han er ikke ond, selv om han snyder mig og lader dig tage skraldet, men jeg, der vil have min ret, er den slemme? Kim tav. Det så ud til, at deres ægteskab gik ind i en svær tid.

Ubegrænset frækhed

Nå, Anne, vær nu ærlig, jamrede Nicolai sig, hvad er det egentlig, der gør forskellen på, om vi udlejer sommerhuset til familie eller fremmede? Pengene er jo de samme.

Jeg lagde det sidste vasketøj på tørrestativet og sukkede. Det kunne have været rart, hvis han havde hjulpet i stedet for at plapre løs.

Nicolai, min skat, forskellen er, at det er umuligt at opkræve pengene fra familien bagefter, svarede jeg tørt.

Mener du Mads? det stak mig. Kom nu, det er jo min bror! Han betaler, jeg lover dig, det kan du stole på. Han beder jo ikke engang om rabat. Han vil leje huset til fuld pris! Hele sommeren. Og vi slipper for selv at skulle lede efter lejere.

Kolde facts, Nicolai. Det er et sommerhus ved Vesterhavet. Der er altid nogen, der gerne vil leje det. Jeg kan finde lejere på fem minutter.

Kan du ikke forklare, hvorfor det skal være så principielt at udleje til fremmede?

Det er ganske enkelt med fremmede: kontrakt, forudbetaling, ellers er det ud – og så er det ude af verden. Med familie og venner begynder det med: Åh, Anne, du forstår jo, vi har jo børn, eller Åh, vi overfører lidt senere, eller Ups, vi kom til at ødelægge fjernsynet, men I tager vel ikke betaling for det? Tro mig, jeg har set nok af den slags. Jeg ved, hvordan det ender.

Sommerhuset var gået i arv fra mine forældre, der også havde lejet det ud, mens de boede i Silkeborg. Ekstra indtægt var altid kærkommen. Jeg gjorde det samme, med kun én regel: ingen venner, ingen familie som lejere. Jeg havde set mine forældre blive snydt af gode venner for penge alt for tit.

Og hvordan? spurgte min mand.

Familien betalte ikke, og der kom ingen undskyldning. Det var bare: Det er vel ikke så slemt, at vi boede gratis? Nej. Huset er forretning, ikke et gratis ferieophold for din familie, Nicolai.

Mads havde for nylig besluttet, at tre måneder ved Vesterhavet var præcis, hvad lægen beordrede til ham, hans kone og tre børn. Hans arbejde gik i stå om sommeren, så han kunne holde fri. Og jeg var ikke i tvivl om, at betaling ikke var hans førsteprioritet.

Mads har da ikke bedt om at bo gratis! Han betaler, sagde Nicolai ivrigt.

De lover altid at betale i starten.

Hvorfor tage besværet på os? Der er altid kø til huset af folk, der vil betale markedsprisen. De kommer, skriver under på kontrakten, og jeg sover godt om natten. Nej. Ingen familie, ingen venner. Venner er venner, penge er penge.

Min pragmatiske tilgang står ikke til diskussion, men Nicolai havde altid sine tricks for at få sin vilje.

Okay, du stoler ikke på Mads. Men stoler du på mig?

Jeg ventede på, at han byggede videre.

Jeg gør, men hvad så?

Jeg betaler dig for huslejen, hvis Mads ikke gør. Jeg mener det! han nærmest råbte det, som om det var verdens bedste idé.

Det var dog et svagt argument.

Fantastisk forslag. Du betaler ud af vores fælles økonomi.

Nå ja, men… han tænkte sig om, jeg kan tage et bijob. Om aftenen, i weekenden. Alle pengene giver jeg til dig. Så er de kun dine, ikke vores. Er det okay?

Jeg fornemmede ikke, at Nicolai normalt ville gå så langt. Måske skulle jeg bare stole på ham, nu hvor han var så opsat på det…

Du kunne snakke enhver ud af hvad som helst, sagde jeg og nikkede. Ansvar hænger på dig. Okay.

Sommeren var stadig langt væk, så jeg nåede at falde lidt til ro og endda tro lidt på min mand.

Juni kom, og problemerne begyndte straks. Nicolai ringede til Mads hver tredje dag for at spørge, om ikke han kunne betale huslejen for den første måned. Altid samme svar:

Ja, ja, Nicolai, det skal nok komme! Pengene? Ja, jeg venter bare lige på, at en større kunde betaler restbeløbet. Han sagde slutningen af måneden. Så snart det sker. Beklager, men sån blev det lige Bare rolig!

Slutningen af juni nærmede sig.

Ingen penge.

Jeg holdt mig i skindet en måned. Spurgte ikke, blandede mig ikke, brokkede mig ikke. Nicolai bad om at styre det – så lod jeg ham. Jeg ville ikke såre hans stolthed, men efter endnu et opkald til sin bror spurgte jeg forsigtigt:

Og? Har han betalt?

Mads venter stadig på pengene fra kunden, men SÅ snart, så…

Undskyldningen havde ikke ændret sig på en måned.

Jeg havde lyst til at sige hvad sagde jeg.

Det er det, jeg mente. Familie har altid en god grund til ikke at betale til tiden.

Anne, det er bare uheldigt! prøvede Nicolai sig. Det er ikke med vilje! Jeg ved godt, det ser dårligt ud men lige nu ramtes alt bare forkert! Vi skal bare vente lidt.

Ja, vi venter lige, til det er september og de takker pænt for opholdet og siger vi ringer senere?

Men du mister altså ikke noget, Anne! Jeg tager bare et bijob.

Du? Nu? Med det samme?

Han gav hurtigt op.

Giv ham lige to uger mere. Hvis ikke, så så betaler jeg selv. Hvis det virkelig betyder så meget for dig.

Du var selv ivrig efter at tage ansvaret, for at vise, at din bror er en hædersmand. Så bevis det.

Luften i huset blev tung, og samtalerne blev kortere imellem os.

Juli. Hedebølgen var ulidelig. Om aftenen så jeg, at Nicolai scrollede på jobportaler, men han ringede aldrig op på et eneste nummer.

Nicolai, har du set, det er den 30. i dag? To tredjedele af sommeren er gået, og vi har ikke set én øre, mindede jeg ham om.

Han har stadig ikke noget til os endnu Men…

Så snart, så

Han betaler ALT! Sagde han, og han smider ekstra oveni for besværet.

Jeg tror ikke på det mere. Du garanterede for ham? Så er det også dig, der skal betale. Hvor er dit ekstra job?

Det var tydeligt, at han ikke havde motivation tilbage til at tage det job, han selv havde foreslået. Det er let nok at love. At arbejde ekstra? Mindre sjovt.

Jeg finder noget. Men det er bare lortejobs Skal jeg virkelig gå og slæbe kasser? Min ryg kan jo ikke klare det.

Så må du sige til din bror, han skal ud og slæbe kasser. Du lovede mig det. Enten finder du et job nu, eller også ringer jeg til Mads og siger, at hvis jeg ikke har mindst halvdelen af beløbet inden fredag, må jeg smide dem ud efter loven og kræve pengene via fogedretten.

Nicolai blev bleg.

Du må ikke ringe til ham! Og slet ikke true med retssag. Hvad vil familien sige? Hvad skal jeg sige til mor? At jeg har sat min bror i retten? Du vil ødelægge alt.

Mads vil ikke betale, Nicolai vil ikke stå til ansvar, og han tør heller ikke gøre noget alvorligt og pludselig er det hele min skyld.

Nå, så meget for din omsorg for din kære mand! Skidt med, at jeg skal knokle dobbelt for at betale dig tilbage, dit krav om penge trumfer åbenbart mit helbred.

Du tvang dig selv til at love det, Nicolai! Du insisterede selv.

Men jeg TROEDE ikke, Mads ville snyde os!

Det troede jeg, svarede jeg. Jeg har prøvet det for tit før. Du ville ikke høre efter.

Jeg har fattet det nu! sagde Nicolai og ofte sig som den forurettede, Men du, Anne… du burde støtte mig. I stedet presser du mig bare mere. Det viser bare, at du ikke elsker mig. Det er TUSINDE GANGE vigtigere for dig at få pengene end mit helbred! Hvad nu, hvis jeg får et hjerteanfald? Tvinger du mig til at arbejde alligevel?

Jeg kræver bare, at du holder, hvad du lover. Ikke mere, ikke mindre.

Okay! råbte han så skaffer jeg pengene og arbejder ekstra for Mads gæld! Hvis pengene er så vigtige!

Handlen faldt sammen, men jeg fik alligevel ret. Han tog arbejde som cykelbud om aftenen, og nu skulede han til mig, hver gang vi mødtes.

Det er din skyld sagde han en aften.

Min skyld?

Ja!

Måske får du noget ud af at betale for din brors fejl, svarede jeg. Det er let at være flink for andres penge. Når du selv betaler, lærer du måske noget.

Selvom jeg forsøgte at slippe vreden, håbede jeg stadig, at Mads ville få dårlig samvittighed og betale til sidst. Pludselig ringede han til mig, ikke til Nicolai.

Kunne det være? Ville han nu overføre pengene?

Anne, jeg har lige en ting

Mads, jeg har ikke tid til dine ting. I skulle have betalt for august allerede, og vi venter stadig på juli. Det er ikke længere mit problem, det er Nicolais.

Ja, Nicolai fortalte mig det. Stakkels ham! Men du, min bil gik i stykker hernede, så jeg har brugt pengene på værkstedet. Jeg skal jo have familien hjem, så huslejen kommer senere

Præcis som jeg havde forventet.

Jeg lagde på.

Nicolai kunne se alt på mit ansigt.

Okay, tilstod han endelig, jeg tog fejl. Jeg stolede for meget på ham. Men du… du giver mig slet ingen plads til at fejle! Hvorfor kan du ikke støtte mig bare lidt?

Skulle jeg bare smile og sige: Bare rolig, Nicolai, lad dem bo gratis, jeg overlever nok? Det var dig, der insisterede.

Ja, jeg tryglede! han var vred men også opgivende. Men jeg havde aldrig troet, du ville være ligeglad med mit helbred for pengenes skyld! Tænker du ikke på mig?

Tænker din bror på dig?

Han er ikke dårlig, det er bare kommet sådan…

Er det okay at kalde ham god, når han snyder mig og sætter dig i den her situation? Men jeg er den onde for at kræve mine penge?

Nicolai blegnede.

Jeg tror, vores ægteskab går ind i en stormfuld periode.