— Gå hjem! Jeg taler med dig derhjemme! — udbrød Mads utilfreds. — Vi skal da ikke underholde hele nabolaget med skænderier! — Jamen så gør jeg da det! — fnøs Vibeke. — Sikke noget! — Vibeke, lad nu være, ikke sandt! — truede Mads. — Vi snakker om det derhjemme! — Åh nej dog, hvor er du farlig! — svarede hun og kastede sin fletning bagover, mens hun gik mod huset. Mads ventede, til Vibeke var et godt stykke væk, fiskede så mobilen frem og talte ind i mikrofonen: — Ja, hun er på vej hjem! Tag pænt imod hende, som vi har aftalt! Og ned i kælderen med hende, så hendes vilje bliver lidt mindre stærk! Jeg kommer snart! Mads lagde mobilen væk og var lige ved at gå ind i Brugsen for at fejre sin opdragelse af konen, men blev stoppet af en fremmed mand. — Undskyld, jeg bryder sådan ind! — smilede manden forlegent. — Den unge dame, du var sammen med … — Min kone, hvad så? — spurgte Mads med rynkede bryn. — Nej, ingenting! — smilet blev smøret undskyldende. — Må jeg spørge, hedder din kone tilfældigvis Vibeke Møller? – Vibeke, – nikkede Mads. – Og før hun blev gift hed hun Møller. Hvorfor spørger du? – Og hun har mellemnavnet Sørensdatter? – Ja da! – svarede Mads lettere irriteret. – Hvor kender du min kone fra? – Undskyld, men er hun ikke født i treoghalvfems? Mads regnede hurtigt i hovedet og sagde: — Ja. Hvorfor alle de spørgsmål? Hvor kender du Vibeke fra? — Mads blev anspændt. Vibeke flyttede først til vores landsby for tre år siden, og ingen havde hørt om hende før. Hun sagde selv, hun var stukket af fra sine forældre, fordi de ville tvinge hende ind i et arrangeret ægteskab. Så hvorfor ruller en vildt fremmed mand nu rundt med sådanne detaljer? — Nej, undskyld, jeg kender hende ikke personligt! — rødmede manden. — Jeg er bare lidt af en fan! — Hør her, kære fan, jeg kan hurtigt tælle dine ribben og måske rive to ud for god ordens skyld! — sagde Mads truende. — Hvad er det for noget med at være fan af min kone? Skal du til at stjæle hende fra mig? – Nej, nej! De har misforstået! – manden viftede med hænderne. – Jeg mener bare, jeg beundrer hendes talent! – Vibeke har da vist ingen særlige talenter, – undrede Mads sig. – Tjah, at blive livsvarigt udelukket fra thaiboksning for overdreven brutalitet som 18-årig kræver da et vist talent! – udbrød manden. – Ærgerligt hun stoppede efter et par privatturneringer! Det var ren fornøjelse at se hende kæmpe! Mads famlede rystende efter mobilen, tabte den så den splintrede på asfalten. Da han fik samlet den sammen, ville den ikke tænde. Mads spænede hjemad og mumlede: — Kære Gud, lad mig nu nå det i tide! Da Vibeke dukkede op i vores landsby, lagde Mads straks mærke til hende. Og hvem ville ikke det? Ung, sporty, spændende, fuld af energi. Og så blev hun endda ansat som idrætslærer for de små klasser i byens skole. Alle troede hun var en studerende, der skulle være her som led af sin uddannelse, men det viste sig, at hun var 25 og ville blive her permanent. Man regnede med, at hun snart ville få sin familie hertil, men hun var helt og aldeles alene. — Der er noget lusk med hende! — sludrede damerne. — Ung og spændende, men flytter hertil! Kan lægge hovedet på blokken for, at hun skjuler en grum hemmelighed! — Hemmeligheder i vore dage? — fnøs en anden. — Hun er sikkert brændt nallerne på en mand og vil flette sit hjerte tilbage! – Eller har haft et skænderi med forældrene, så hun er stukket af! Sådan har jeg set på TV! Mads holdt øje med hende, men sprang ikke til med det samme. — Hvem ved, hvad hun har med i bagagen? Når det bliver tydeligere, tager vi stilling. At arbejde på skolen er hårdt arbejde, men også masser af snak i lærerværelset. Et halvt år efter havde Vibeke fortalt sin rørende historie. — Mine forældre er forretningsfolk, gode mennesker. Men så kom der krise i firmaet, leverandøren svigtede. Så gik alt galt. Så ville far have mig gift med den rigtige for at redde forretningen. Du skulle have set ham – jeg stak hellere af! — Så du er helt alene? — spurgte en erfaren kollega. — Folk bor jo overalt, — sagde Vibeke med et træk på skuldrene. — Men jeg klarer mig hellere selv end at gifte mig med en, jeg ikke elsker! Det ville jo ikke være et bryllup, men handel! Og jeg har heller ikke lyst til at være en vare! — Du finder din kærlighed her! — sagde kollegerne. — Landsbyen er måske lille, men der findes gode folk! Da folkene i byen fik den version fra Vibeke, var Mads ikke i tvivl om sit valg. — Hende skal jeg have! Vores piger er alt for krævende og frække, men denne her er fremmed! Og vi kommer aldrig til at se hendes familie! Det fortalte han sin mor, far og storebror. — Hun er ung, sund, sporty! Det er ikke for ingenting hun underviser i idræt! Hun vil give sunde børn og hjælpe til i huset! Hvor meget kan der være at lave i skolen? — En god fangst! — sagde familien. — Og hvis hun bliver stædig, skal vi nok lære hende, hvordan det foregår! Hvorfor var de så sikre? Mads var flot! Ikke nok med det, han var assisterende leder i grøntafdelingen. Når der kom kontrol fra hovedkontoret, var Mads bare almindelig indkøber – men han var så insisterende på effektivisering og nye metoder, at ingen turde pille ved ham. Han blev forfremmet. — Du ved, hvordan man gør — gør det så! Og når du har gjort det, står du også til ansvar! Folk sagde, at initiativ straffes. Men Mads fik bygget hele grøntafdelingen op og viste sig som en fremragende leder. Dog sagde folk, at Mads kunne være hård i sin straf, og storebror Niklas, som Mads havde ansat som sikkerhedschef, var endnu værre! — De lader mig ikke engang tage en dårlig gulerod, og brødrene dækker over hinanden! Men det tog man ikke så tungt, for tyveri i afdelingen ophørte fuldstændigt. Hvordan kunne Vibeke sige nej til en så ordentlig mand? Først gik hun ture med ham, så tog hun imod hans opmærksomhed, til sidst blev hun hans kone. Mads hentede Vibeke fra hendes lille kollegieværelse og tog hende hjem. — Bruden skal forstå, at vi er én stor familie! — plaprede svigermor. — Vi hjælper hinanden og gør alting sammen! Måske ved du ikke, hvordan vi gør i din familie, men her har vi traditioner! — Jeg havde ingen traditioner, — sagde Vibeke. — I ved jo nok, jeg stak af fra netop det! Nu er jeg din søns kone, så må jeg lære at leve på den nye måde! Det blev taget godt imod. — Men undskyld, jeg kan altså ikke noget endnu, — sagde Vibeke lidt genert. — Mine forældre havde personale derhjemme. — Det lærer vi dig! — sagde svigerfar muntert. — Er du god til at lære? — Egentlig ja, — sagde Vibeke. — Jeg vil bare ikke finde mig i uretfærdighed. — Kære du, — indskød svigermor. — Retfærdighed er relativt! Der er husregler, der er flere tusinde år gamle! Ær din mand og hans familie! Vis respekt, hvis du selv vil have respekt! Kvinden smykker sit hjem med ydmyghed og mildhed! Til gengæld tager mændene sig af alt det store! — Hvis det er sådan, — trak Vibeke på skuldrene. — Men der er da ikke pisk og stald, vel? — Ingen pisk, ingen stald! — lo svigerfar. Men Vibeke fik ret; hendes frihed blev klippet ned få uger efter brylluppet. Kun på arbejde og i Netto! Alt andet: — Hvor skal du hen? Der er nok at tage sig til! Vi har jo også have, høns og ænder! Vibeke! — råbte svigermor. — Vi er en familie! Jeg kan ikke klare det hele selv! Og hun overdrev ikke. Mads og Niklas var altid på arbejde, ofte hele natten. Svigerfar gik dårligt og talte mest – han kom med råd. Alt, ALT, hvilede på skuldrene af svigermor og Vibeke. Men svigermor var ikke ung længere. Det var højt blodtryk, gigt, hovedpine. Husarbejde har jo ingen fridage! — Hvad med mit eget liv? — spurgte Vibeke. — Ikke bare med Mads, men lidt for mig selv? Biograf, café, en veninde? Jeg kender stadig ingen! — Veninder har man ikke brug for som gift kvinde! Og tro mig, intet godt kommer ud af alt det venindehalløj! Café og biograf, det må du tale med din mand om! Og det er ikke passende for en kvinde at gå alene ud! Vi bor ikke i storbyen – her bliver snakken hurtigt værre end sandheden! — Er det virkelig? — Vibeke var overrasket. — Pige, du har boet i storbyen! Her ser vi alt! Hvis du gør noget forkert, vil snakken ikke stoppe! Og du er lærer – de kan smide dig ud, hvis du får et dårligt ry! Vibeke nægtede dog at begrave sig selv i det huslige. Hun krævede fair behandling. Nogle gange satte hun sig på tværs, hævede stemmen eller svarede igen. — Vi arbejder lige hårdt! — sagde hun. — Hvis nogen dovner den, gør jeg også! Der var gået to et halvt år siden Vibeke og Mads’ bryllup. Hun var stadig ikke faldet til. Hun forlangte, at alle hjalp til. Ellers sagde hun nej. — Hun har godt nok temperament, hende Vibeke! — udbrød svigermor, da Vibeke blev sendt i Brugsen. — Hun er værre end galde! Et ord til hende, fem tilbage! — Hun respekterer mig ikke! — mente svigerfar. — Jeg beder hende hente en pude eller lidt vand, men hun siger bare, hun er travl! — Mads, det holder ikke! — sagde Niklas, Mads’ storebror. — Hun fornærmer vores forældre! Det kan da ikke blive ved! – Jeg ved det! Hun gør grin med mig! Jeg er hendes mand! Hun skal tæmmes, som en løve i cirkus! Og vi har ikke engang børn endnu! Hvis vi får børn, så bliver hun først stædig! Så er der ikke plads til andre! – Vi skal være klar, – sagde Niklas. — Ta’ hende med ind til byen, og send hende så alene hjem! Vi tager imod hende og “snakker”! Forstår hun med ord, godt. Ellers er det med håndkraft! Gør hun modstand, smider vi hende i kælderen og siger til skolen, hun er på ferie! En måned dernede, så falder hun til ro! Sådan blev det aftalt. Mads gik tur med Vibeke, alle andre forberedte sig, ventede på Mads’ opkald. Men Mads nåede ikke hjem i tide. Havelågen stod der, men døren til huset var væk – som om den aldrig havde været der. I entreen sad Niklas på gulvet og hylede, med en brækket arm. Mads tog hans telefon fra lommen, tastede 112 og stak røret til hans øre: — Sig adressen! — råbte Mads. — Og bed dem sende flere ambulancer! Niklas nikkede, hvid af smerte. I gangen mellem møbelstumper lå far bevidstløs, men i live. Det var da altid noget. I køkkenet, lige ved døren, sad mor med et blåt øje og en kæmpestor kagerulle knækket i to. Ved bordet sad Vibeke og drak roligt te. — Kære? — sagde Vibeke og så på Mads. — Kom du for at få din portion? — N-næh, — stammede Mads. — Så ved jeg snart ikke, hvad jeg kan tilbyde dig, — sagde Vibeke. — Måske lidt retfærdighed i familien? — Det skulle du altså have advaret om! — råbte han. — Du har jo næsten … — Jeg kender godt grænsen! Og alle fik, hvad de kom efter – med det de kom med! Og kagerullen knækkede jeg over knæet! Og din mor rørte jeg ikke — hun løb selv ind i døren! — Og hvad skal der ske nu? — spurgte Mads. — Jeg tror vi skal være lidt mere retfærdige – og leve sammen i fred! Og du kan godt glemme alt om skilsmisse, for jeg er gravid! Mit barn skal have en far! Mads sank en klump: — Fint, skat! Da alle var helet og havde sundet sig, blev husreglerne lavet om. Nu var der fred og ro i huset. Og ingen forulempede nogensinde nogen mere!