Mikkel, jeg forstår dig ikke. Er du blevet vanvittig? Hvad mener du du tager afsted?
– Det betyder det, det betyder. Jeg har for længst fået mig en elskerinde! Hun er 16 år yngre end mig! Og jeg har besluttet, at jeg har det bedre med hende!
– Hun kunne jo være din datter!
– Det passer ikke! Hun er allerede 20.
Mikkel gik tættere på hende.
– Og desuden, Signe, hendes far er meget velhavende. Endelig får jeg mulighed for at leve, ligesom jeg altid har drømt om! Forstår du? Hun giver mig sikkert også et barn, hvilket du jo aldrig kunne!
Hver eneste sætning mærkede Signe som en kniv i hjertet. Hun havde jo for længst forstået, at det nok før eller siden ville ske, fordi de ikke havde fået børn.
Men hun havde aldrig forestillet sig, at det ville foregå på denne ydmygende måde.
De havde boet sammen i snart 15 år. Der havde været både op- og nedture, som i alle ægteskaber. Men for Signe havde det altid været vigtigt, at der var respekt i en familie uden det, gik det bare ikke.
– Signe, du kunne da i det mindste fælde en tåre, så jeg ikke føler mig helt utilpas.
Hun løftede stolt blikket.
– Hvorfor skulle jeg græde? Jeg er virkelig glad på dine vegne! Virkelig! Bare én af os når sin drøm.
Mikkel trak lidt på det.
– Hvorfor skal du hele tiden nævne dine pensler? Det er hverken et rigtigt arbejde eller noget som helst!
– Ja, det er en hobby. Men havde jeg arbejdet lidt mindre, og havde du tjent lidt mere, så kunne jeg måske også have beskæftiget mig mere med min passion.
– Åh, hold nu op. Hvad skulle du ellers lave? Børn kan du alligevel ikke få. Du må bare arbejde videre.
Hun vendte sig mod Mikkel, der kæmpede med at lukke sin kuffert.
– Mikkel, og din nye… kæreste. Hun skal vel ikke arbejde; hvordan vil I så klare jer økonomisk? Du har jo heller aldrig været glad for at tage fat.
– Ja, ja, det rager ikke dig længere! Men fordi jeg er i godt humør i dag, skal jeg da fortælle det alligevel. Vi behøver kun leve for egne penge i en kort periode.
Når så Alma bliver gravid, vil hendes far overøse os med penge! Og i mellemtiden skal du sandelig ikke bekymre dig vi klarer os!
Endelig fik Mikkel lukket kufferten og forlod lejligheden med et ordentligt smæk med døren. Signe krummede sig hun havde aldrig brudt sig om høje lyde. Hun vendte sig mod vinduet endnu en gang.
Foran opgangen holdt nu en rød bil. En ung pige sprang ud, kastede sig om halsen på Mikkel.
Naturligvis sad bedstemødrene i gården straks klinet til vinduerne for at følge scenen. Kunne han ikke bare have forladt hende på en mindre ydmygende måde?
Mærkeligt nok mærkede Signe pludseligt lettelse. Deres liv havde længe været et teaterstykke.
Mikkel overnattede knapt nok hjemme mere. Hun havde vidst besked, men havde ikke selv været i stand til at binde knuden op, som deres ægteskab var blevet til.
Hun tog telefonen.
– Gry, hej! Hvad har du af planer i aften?
Vennen lød overrasket.
– Hvad, er du virkelig kommet dig over din nedtur?
– Åh, hold nu op. Jeg har aldrig været i depression. Bare en lille blå dag. Skal vi tage ud i aften? Lidt vin, lidt snak vi har jo noget at fejre!
Et øjeblik var der stille i røret, så spurgte Gry forsigtigt:
– Signe, går det nu godt? Hvilke piller har du taget i dag? Hovedpine, eller feber? Har du feber?
– Gry, nu må du simpelthen stoppe!
– Hvis du virkelig mener det, så er jeg med! Nok nu med dit sure ansigt! Men…
– Hvad? Kan du ikke?
– Nej, ikke det men hvordan skal Mikkel dog undvære dig? Hvem skal smøre madder til ham og tørre næse?
– Gry, klokken syv på Diamanten!
Signe lagde røret på. En dag slår hun sin veninde ihjel. Og det kunne sagtens blive snart.
Signe smilede for sig selv. Hun havde lyst til at gøre et eller andet ved hende lige siden de mødtes første gang.
Det havde dog ikke gjort noget ved deres venskab. Signe greb sin taske og løb ud ad døren. Det var allerede frokosttid, og hun havde masser at nå.
Gry sad og kiggede utålmodigt på sit ur. Signe plejede aldrig at komme for sent og nu var hun fem minutter forsinket.
Pludseligt trådte Signe ind på restauranten, og Gry spærrede øjnene op. Det gjorde de fleste andre også.
Signe havde altid haft langt hår slået op i en knold. Nu bar hun det kort og lyst.
Hun brugte stort set aldrig makeup lidt mascara, creme efter badet, ikke mere. Men i dag var hun sminket, så hun så næsten ud som en filmstjerne.
Hun plejede at gå i bukser, men nu havde hun en afslappet kjole på en, der fortalte mere om hendes krop end de strammeste jeans.
– Signe, den havde jeg ikke set komme
Signe satte triumferende tasken på stolen og satte sig ned.
– Kan du lide det?
– Det kan du tro! Du ligner én, der er ti år yngre. Sig nu ikke, at du har smidt Mikkel ud!
– Det siger jeg ikke! Han gik selv.
Et øjeblik sad de bare og kiggede på hinanden så brød de ud i latter.
Efter en halv time kom der drink fra en mand ved nabobordet. Han var lidt ældre end dem, måske fem år.
Gry kiggede drilsk på Signe:
– Nu har du allerede beundrere.
Signe smilede og vinkede manden over til bordet. Gry måbede.
– I dag har jeg virkelig fået en ny veninde!
De blev hængende til sent. Manden hed Steffen og var sjov, begavet uden at være påtrængende og ganske tiltrækkende.
Da han havde sørget for, at Gry kom i en taxi, tilbød han at følge Signe hjem.
– Jeg er klar til at gå hele vejen til den anden ende af byen. Jeg har bil, men jeg sætter mig ikke bag rattet, når jeg har drukket.
– Bare rolig, jeg bor kun to lyskryds herfra.
De ankom til Signes hus først om morgenen. De havde gået rundt, snakket og moret sig.
– Signe, jeg spurgte dig aldrig fejrede du egentlig noget i går? Var det din fødselsdag? For så skal jeg jo give dig en gave!
– Nej… eller, det kommer an på, hvordan man ser på det. Min mand forlod mig i går.
Signe smilede sit smukkeste smil. Steffen så overrasket ud.
– Ja, Signe… Du kan sandelig overraske.
Tre uger senere sad Signe og Gry igen på café.
– Signe, hvordan går det med Steffen?
Signe smilede.
– Gry, jeg tror aldrig, jeg har været så lykkelig. Ved du hvad jeg skjuler simpelthen ingenting for ham. Han håndterer mine bekymringer med venstre hånd.
– Men noget bekymrer dig alligevel?
– Tja… Mikkel kan ikke falde til ro. Jeg ved ikke hvorfor, men han har sendt mig en invitation til sit bryllup.
– Næ, for søren… Hvorfor dog det?
– Han vil sikkert bare se en ødelagt, grædende ekskone. Eller måske vise sin nye kone frem.
– Nøj, en klaphat… Signe, tag Steffen med. Kig ind, ønsk tillykke og smut igen. Det vigtigste er, at du får statueret et eksempel…
…Mikkel så på Alma.
– Du er smuk…
– Jeg ved det. Tror du, far kommer?
– Hvordan skulle han kunne blive væk, du er jo hans datter
– Datter… Han har ikke givet en krone i et år, prøver bare at lære mig, at jeg skal arbejde. Sikke en far.
Mikkel lagde armen om hende.
– Det skal du ikke tænke på, han kommer hans datter bliver jo gift!
Brylluppet var betalt på kredit, og både Mikkel og Alma regnede stadig med, at faderen ville tilgive datteren og åbne for pengekassen.
– Mikkel?
– Ja, tror du Signe kommer?
– Forestil dig, hun ringer i går hun kommer!
– Det mener du ikke!
– Jo! Jeg tror, hun vil bede mig komme tilbage.
– Sikkert… åh, jeg elsker sådan nogle scener!
Da Signe forklarede Steffen, hvad hun gerne ville, så han overrasket på hende.
– Hvornår siger du, de skal giftes?
– Klokken 14. Hvorfor, har du andet for?
– Hvad hedder din eksmand?
– Mikkel. Hvorfor da?
– Ærlig talt, hvor mærkeligt. Men ja, jeg tager med.
Han fortalte først det hele på vej til festen. Signe var så overrasket, at hun ikke engang overvejede at ændre noget.
De gik sammen op mod brudeparrets bord. Signe i Steffens arm, smilende stolt.
Men hverken Mikkel eller Alma så specielt lykkelige ud, da de kom hen.
Alma hviskede:
– Far?
Mens Mikkel bare, knap nok genkendte Signe, kunne presse et:
– Signe?
Han havde aldrig forestillet sig, at hun kunne se sådan ud.
Steffen rakte blomster og et kort til Alma:
– Det er dejligt, at du er blevet gift og lærer at stå på egne ben. Signe og jeg har nemlig planer om at rejse ud i verden.
Han vendte sig mod Mikkel:
– Du forstår jo, at din nye svigermor også trænger til at nyde livet? Derfor overlader jeg trygt min datter i jeres hænder. Vi må desværre gå nu.
De gik ud af restauranten. Signe havde lyst til at le, men var usikker på, hvordan Steffen ville tage det. Men så vendte han sig om.
– Du ved jo godt, at du nu er nødt til at tage med mig ud og rejse, ikke?
Signe tænkte sig om. Så sagde hun alvorligt:
– Hvis det skal være sådan, så skal det være sådan…
Sammen gik de mod bilen og Steffen var allerede i gang med at bestille billetter til et sted med varme og hav.
