Ingeborg Kristensen blev pludselig syg. Ingen af hendes døtre gad lægge vejen forbi, mens hun lå dér og kæmpede det var kun barnebarnet, Lærke, der tog sig af hende. Først op mod påske dukkede døtrene op. Og ja som altid var det de hjemmelavede påskefrokoster og delikatesser fra landsbyen, mor havde kokkereret, der trak dem hertil! Ingeborg traskede ud til haveporten for at tage imod.
Nå, hvad har I da fået jer for? sagde hun køligt.
Den ældste, Birgitte, så ud som om hun var ramt af lynet.
Mor, hvad er der da sket med dig?! udbrød hun.
Åh, ikke noget! Jeg har solgt det hele, piger!
Hvad? Og os? De forstod mindre og mindre.
Livet i Lillelund var ikke andet end gråt i gråt og én lang dans om kaffekanden. Alt, der bare mindede den mindste smule om sjov, blev straks landsbyens samtaleemne.
Da Lærke barnebarn af den tidligere købmandskone dukkede op, gik ikke bare gamle koner på gaden, de gik nærmest i spagat.
Uh, Lærke altså! sagde folk med rullede øjne. Den pige har da sat os alle til vægs! Nu kan de andre bare stå og glo!
Ærligt, Lillelunds fænomenale elite stod med sved på panden og så til, mens Lærke, i sin skinnende nyindkøbte Volvo, fræsede op og ned ad alfarvej.
Selv landbyens slidte flag blev hevet frem. De gamle måtte tørre en tåre i deres ternede lommetørklæder.
Er det virkelig rigtigt? Helt som i et eventyr!
Og ja, alle havde længe kaldt Lærke for Askepot. Nu havde hun fået sit helt eget slot på fire hjul. Det var på høje tid, hun så lidt overbærende på dem, der havde grinet hende ud for år tilbage.
På vej gennem byen vinkede hun venligt til musikforeningens Paul han sad på sin bænk og pustede på sin harmonika.
Hej Paul! Godt at se dig! Hvordan har du det?
Alletiders! Lærke, kig forbi på onsdag til øvere i forsamlingshuset!
Det siger vi!
Volvoen forsvandt bag bakken, landsbyboerne dryssede hjemad i tempo med stigende blodsukker. Paul nikkede tilfreds.
Sejt gået, den pige! Hun nåede målet. Nu er det bare vores sygeplejerskers tur!
Gamle fru Hansine fnes:
Hvad rager det dem?
Jo, for nu bliver landsbyen altså grøn af misundelse! Har du ikke hørt om dét, Hansine?
Hansine slog ud med hånden, krydsede sig for en sikkerheds skyld og humpede hjem med høreapparatet på skrå.
Paul lod sig ikke slå ud. Hvad sagde det om ham, at byens gamle forargede sig? Tjah, han satte sig nu behageligt på bænken og blev lidt sentimental. Genbesøget vakte minder…
Paul havde faktisk haft en hovedrolle i Lærkes liv, på godt og ondt. Lærkes mor døde tidligt, hendes far stak af endnu tidligere. Så ingen i den talstærke familie havde rigtig tid til snotunger Lærke var næsten to år på børnehjemmet i Odense.
Men så vågnede smule kærlighed i Ingeborg, og hun hentede barnebarnet hjem til Lillelund. Landsbyen bifaldt det, i hvert fald upfront. Hun var stadig købmandskone dengang, hendes chef pralede oppe på kontoret over hendes varme hjerte.
Hvis nu alle var som Ingeborg Kristensen!
Men selvfølgelig var der også dem, der mente, det bare handlede om de kommunale børneydelser.
Med al den støtte, der bliver udbetalt for tiden, kan jeg godt forstå det…Tror I måske, Ingeborg har så meget som en gnist medfølelse? Hun har jo altid været munter som en hegnspæl.
Ingeborg havde et ry, der var temmelig broget. Hun snød velvilligt folk i butikken, men folk sladrer jo ikke i Lillelund, det finder man sig i. Dertil kom de evige nabostridigheder.
De eneste, hun smilede til, var døtrene og sønnen. Sønnen arbejde som læge i Horsens, døtrene boede i København.
De kom dog altid forbi, når spisekammeret i hovedstaden var tomt.
Det fejlede nemlig ikke noget, dét spisekammer. Hendes husholdning kunne konkurrere med enhver mindre gård ænder vraltede i haven, høns klukkede, smågrise gryntede om kap med geder i stalden. For at fodre alt det havde Ingeborg to hektar jord at råde over.
Det var ingen spøg for en alene-dame på den side af tres men at hyre hjælp, det var for dyrt. Så hun kom i tanke om barnebarnet.
I en frokostpause luftede hun ideen for Zoë, barndomsveninden, der også stod bag disken i brugsen.
Jeg tager Lærke hjem, så kan hun hjælpe til. Folk kritiserer mig alligevel for at have sat hende på børnehjem.
Zoë nikkede, for hun var dybt afhængig af Ingeborgs indkøbslister.
Helt rigtigt, Ingeborg! Jeg har også hørt folk sige sådan noget! Hun kan hjælpe dig i husholdningen.
Tak for tippet, Zoë! Lærke kan passe det daglige, mens jeg ordner kunderne.
Hvad med skolen? Ungerne har jo så stort pensum nu, og lektier til langt ud på aftenen!
Hun kan da bare droppe fritidsaktiviteterne. Bare hun får mad hos mig.
Lille Lærke var glad for at være hos farmor, også selvom det især var at klappe dyr og vaske trug. Hun fik kælenavnet Askepot.
Folk dømte Ingeborg hårdt, nogle gik endda direkte op og sagde:
Ingeborg, lad dog være! Pigen er jo nærmest gennemsigtig! Har du ingen skam i livet?
Ingeborg slog kvart på det:
Pas jer selv! I har nok at se til med jeres egne børn. Min barnebarn arbejder selv hun vil på landbrugsskole, når hun er færdig i skolen.
Inden længe havde Ingeborg lagt hele Lærkes liv i detaljerede planer. Men så kom der et uventet bump ny leder i forsamlingshuset.
Katrine, frisk udklækket fra Det Fynske Musikkonservatorium, havde ambitioner om at give Lillelund et kulturelt løft. Hun ledte efter skjulte talenter, men musikeren Paul var ikke svær at finde han kom hver dag og øvede. Det eneste han manglede, var et instrument, der havde overlevet 1980erne.
Giv mig bare et nogenlunde keyboard, så skal jeg nok få stablet et band sammen, Katrine!
Hør, Paul, prøv det her det virker i det mindste!
Og så blev der ellers spilleaftener, og et sanghold blev samlet men uden solist var der ikke meget swing. Det sagde han til Katrine.
Uden solist er det som kartoffelsalat uden kartofler hvor finder vi én med stemme?
Katrine smilede lunt.
Jeg ved lige, hvor vi skal kigge! Tag instrumentet og følg mig!
Castingen i skolens gymnastiksal var ikke hverdag i Lillelund. Eleverne stod i kø og hakkede nervøst tænder, mens de blev lyttet på. Det var Lærkes dansklærer, fru Astrid, der pressede hende.
Kom nu, Lærke. Jeg har hørt dig synge!
Lærke var nærmest på grådens rand:
Men Astrid, jeg skal altså hjem! Farmor bliver sur!
Jeg skal snakke med hende bare forestil dig, det er din lodsedel til lykken.
Med en blanding af frygt og håb gik Lærke med til audition og sang hele sit repertoire mest for grise og geder i stalden, men sang glæder jo alle, selv dem med fire ben.
Katrine var solgt:
Hvilken stemme! Hun bævrer ikke et sekund!
Efter snakken med lærerne, måtte Ingeborg give slip: Naj, Lærke skulle ikke længere slide i stalden dag og nat.
Det nagede Ingeborg.
Skal jeg fodre hende bare sådan? Hvad har jeg så ud af det? Hun kommer vel aldrig til at tjene en krone på det dér sang pjat!
Ah, Ingeborg, forestil dig nu, at hun bliver opdaget og ender i fjernsynet! sagde Zoë med stjerner i øjnene.
Og hvad får jeg? Jeg har nok at gøre det er da ikke noget, jeg kan købe rugbrød for!
Zoë så på hende, som om hun lige havde ædt mursten:
Folk har ret, du er som den onde stedmor fra eventyret! Har du set, hvordan pigen altid er træt?
Det blev et brud Ingeborg mistede sin eneste allierede.
Lærkes talent blomstrede, hun og bandet turnerede i omegnen; selv til regionsfinalen sang hun sig til guld. Men hun forblev ydmyg og omsorgsfuld over for farmor, især da Ingeborg blev syg og måtte ligge længe.
Ingen af døtrene dukkede op før påske, selvfølgelig på jagt efter rugbrød og sylte.
Nu stod Ingeborg ved porten:
Hvad vil I så her? spurgte hun spidst.
Birgitte spærrede øjnene op.
Mor, hvad sker der med dig?
Intet! Jeg har solgt hele bedriften…
Hvordan?… Hvad med os?!
Køb i Netto, hvis I skal have noget! Jeg orker ikke mere. Og for resten: Lærke er ikke jeres tjenestepige. Da jeg lå syg, kom I ikke. Nu kan I godt opgive at fylde køleskabet op på min regning. Jeg vil også nyde min alderdom!
Lærke skal have lov at lære og hvem ved måske blive en kendt kunstner!
Søstrene trampede fornærmede tilbage til biler uden skinke og sildemadder, og Ingeborg gik direkte til Zoë.
Tak, ven. Du åbnede mine øjne jeg var ved at ødelægge Lærkes liv. Vil du ikke hjælpe mig med at sælge alt kødet jeg beholdt kun geden!
Rigtigt gjort! Og døtrene?
Glem dem! De kommer kun for at nasse. De får ikke mere.
…Lærke kom ikke længere så tit til Lillelund. Hun ringede dog trofast til Ingeborg og sendte penge hver måned, men travle turnéer og vikartimer holdt hende væk. Da hun endelig fandt en uge, tog hun sin søn, Emil, med.
Der raslede i bagsædet, og Emils trøtte stemme lød:
Mor, hvornår er vi fremme hos oldemor?
Lige nu! Der står oldemor og venter!
Trods alderen var Ingeborg frisk. Hun tog barnebarnet op:
Mit lille guldklump! Jeg troede ikke, jeg ville opleve denne dag!
Hun kyssede Lærke lidt forsigtigt, for ikke at ødelægge håret.
Jeg så dig på DR1 du var den smukkeste!
Lærke omfavnede hende.
Årh, overdriv ikke! Jeg synger bare lidt…
Pjat, du er born entertainer!
Hvis ikke det var for dig og Paul, var jeg forblevet Askepot!
Eventyrets fe forvandler græskar til kareter. Du skabte dit eget liv med dine egne hænder.
Lærke skjulte automatisk hænderne, der engang var ru af stril og arbejde, men Ingeborg så det alligevel. Hun krammede hende tæt, og bad om tilgivelse, men det var længe glemt for Lærke.
Det eneste, der talte, var at hun stadig havde én at elske, og én hun altid ville tage sig af.
