Hvem tror du egentlig, du er, siden du skal bestemme over mig! råbte Zoya Pedersen og kastede kluden lige i hovedet på sin svigerdatter. Du bor i mit hus, spiser min mad!
Tammi tørrede sig i ansigtet og knyttede næverne. Hun havde været gift i tre måneder, men hver dag føltes som en ny krigszone.
Jeg vasker gulvet, laver mad, vasker tøj! Hvad vil du mere?
Jeg vil have, du holder kæft! Tigger! Du kom her med et fremmed barn!
Lille Oline kiggede forskrækket frem rundt om døren. Fire år gammel, men forstår allerede farmor er vred.
Mor, nu må det være nok! Steffen kom lige ind ad døren, beskidt efter arbejde. Hvad sker der nu?
Hvad der sker? Din kone er flabet! Jeg siger bare suppen er for salt, og så snerrer hun!
Suppen er som den skal være, sagde Tammi udmattet. Du finder bare fejl med vilje.
Hørte du det? Zoya Pedersen pegede på sin svigerdatter. Hun siger, jeg finder fejl! I mit eget hus!
Steffen gik over og lagde armen om sin kone.
Mor, stop nu. Tammi render rundt hele dagen og slider i huset. Og du gør ikke andet end at skælde ud.
Nå! Så er du også imod din egen mor! Jeg har opfostret dig, og nu…
Den gamle drejede om på hælen og smækkede døren. Stilheden sænkede sig over køkkenet.
Undskyld, sagde Steffen og klappede Tammi blidt på hovedet. Hun er blevet helt umulig med alderen.
Steffen, skal vi ikke leje noget? Bare et værelse?
Hvad for nogle penge? Jeg er traktorfører, ikke direktør. Vi har knap nok til mad.
Tammi lænede sig op ad sin mand. Han var god nok og arbejdede hårdt. Men hans mor hun var færdig med at drive hende rundt i manegen.
De mødtes på torvedagen i en lille vestjysk landsby. Tammi solgte hjemmestrikkede vanter, Steffen skulle have nye sokker. Så faldt de i snak, og han sagde med det samme, at det ikke gjorde ham noget, hun havde barn fra før. Han elskede børn.
De holdt et lille, beskedent bryllup. Zoya Pedersen havde ikke kunne lide Tammi fra dag ét. Alt for ung, alt for køn, og endda uddannet revisor. Mens hendes egen søn jo bare er traktorfører.
Mor, kom så og spis, sagde Oline og hev i farmors kjole.
Ja, min skat.
Til aftensmad skubbede Zoya demonstrativt tallerkenen fra sig.
Det er jo ikke til at spise. Du laver mad som til svin.
Mor! Steffen slog i bordet. Det er nok nu!
Jeg siger bare sandheden! Prøv at se, hvor god en husmor Sidsel er! Og så hende her!
Sidsel Zoyas datter boede i København og kom kun hjem til Fyn én gang om året. Huset stod i hendes navn, selvom hun ikke boede der.
Hvis du ikke kan lide min mad, må du selv lave den, sagde Tammi roligt.
Årh, du! svigermor fór op. Jeg skal give dig!
Nok nu! Steffen satte sig imellem kvinderne. Mor, du stopper ellers flytter vi. Nu.
Hvor vil I tage hen? Ud på gaden? Huset er ikke jeres!
Det var jo sandt. Huset tilhørte Sidsel. De boede der kun på nåde.
***
En tung byrde
Om natten kunne Tammi ikke falde i søvn. Steffen holdt om hende, mens han hviskede:
Hold ud, skat. Jeg sparer op til en gammel traktor. Når jeg har mit eget, starter jeg for mig selv. Så kan vi købe vores eget sted.
Steffen, det er så dyrt…
Jeg finder en brugt og fixer den. Det kan jeg godt. Stol på mig.
Næste morgen vågnede Tammi med kvalme. Løb ud på badeværelset. Kunne det være?
Testen viste to streger.
Steffen! råbte hun glad og løb ind i soveværelset. Se!
Han gned søvnen ud af øjnene, så testen og så krammede han hende rundt i værelset.
Skat! Deeejligt! Vi skal have en baby!
Ssssh! Din mor hører det!
Men det var for sent. Zoya Pedersen stod allerede i døren.
Hvad larmer I for?
Mor, vi skal have barn! lyste Steffen.
Svigermor snoede munden.
Hvor havde I så tænkt jer at bo? Her er trængt nok i forvejen. Når Sidsel kommer, smider hun jer ud.
Nej, hun gør ej! Steffen blev mørk i blikket. Det er også mit hjem!
Huset står i Sidsels navn. Har du glemt det? Jeg har skrevet det over på hende. Du er bare gæst her.
Alt glæden forsvandt. Tammi satte sig tungt ned.
En måned senere gik det helt galt. Tammi løftede en tung spand vand de havde ikke indlagt vand. En skarp smerte i underlivet, blod på bukserne…
Steffen! råbte hun.
Abort. På hospitalet sagde de for meget stress, for hårdt arbejde. Hun skulle have ro.
Hvordan får man ro i hus med sådan en svigermor?
Tammi lå i hospitalssengen og stirrede op i loftet. Nu var det nok. Hun kunne ikke mere. Hun ville ikke mere.
Jeg forlader ham, sagde hun til veninden på telefon. Jeg kan simpelthen ikke.
Men Tammi, Steffen er jo god nok.
Ja, men hans mor… Jeg bliver knækket.
Efter fyraften kom Steffen halsende. Snavset, træt, men med en buket markblomster.
Tammi, skat, undskyld… Det er min skyld, jeg har ikke passet på dig.
Steffen, jeg klarer det ikke mere i dit barndomshjem.
Jeg ved det. Jeg tager et lån, så lejer vi noget.
Du får ikke lån, din løn er alt for lille.
Jeg får job nummer to. Nat på gården; traktor om dagen, malker om natten.
Steffen, du slider dig jo halvt ihjel!
Jeg holder til det. For dig gør jeg alt.
Efter en uge kom hun hjem. Zoya Pedersen tog imod i døren:
Nå, du kunne ikke holde på det? Jeg havde ret. Svag er du.
Tammi svarede ikke. Den kone var ikke hendes tårer værd.
Steffen knoklede mere end nogensinde. Kørte traktor om dagen, nattevagt på gården. Sov kun tre-fire timer.
Jeg får arbejde, sagde Tammi. Der søger de en bogholder henne på kontoret.
Det er ikke meget de betaler.
Mange bække små.
Så hun begyndte. Oline blev afleveret i børnehave om morgenen, Tammi på kontoret, og så hele cirkusset hjemme igen om aftenen. Zoya Pedersen var stadig ikke til at holde ud, men Tammi lærte at lukke af.
***
Egen plet og nyt liv
Steffen sparede til traktoren. Endelig fandt han en gammel ramponeret én. Ejeren solgte for næsten ingenting.
Tag et lån, sagde Tammi. Får du den fikset, kan vi tjene lidt selv.
Og hvis det ikke lykkes?
Det gør det altså. Du er fingernem.
De fik lånet. Købte traktoren. Den så ud af ingenting ude i gården.
Se lige det grin! råbte Zoya og lo Jeres skrammel! Kunne ikke engang køre på lossepladsen!
Steffen sagde ikke noget. Han skruede løs på motoren om natten, efter arbejde, kun iført lille lommelygte. Tammi hjalp med værktøj og reservedele.
Gå nu ind og sov. Du er træt.
Vi startede sammen, så slutter vi sammen.
En måned gik. To måneder. Naboerne grinede tosset traktorfører, der køber skrot.
En morgen tændte den. Brummede. Steffen satte sig bag rattet, helt paf.
Tammi! Du skal høre! Den gik i gang!
Hun løb ud i gården og kastede sig om halsen på ham.
Jeg vidste det! Jeg troede på dig!
Første tjans var at pløje naboens mark. Så hente brænde for en anden. Pengene begyndte at rulle ind.
Så begyndte Tammi igen at få kvalme om morgenen.
Steffen, jeg er gravid igen.
Nu laver du ingen tunge løft! Forstår du? Jeg tager det hele!
Han passede på hende som var hun lavet af glas. Hun måtte ikke engang løfte en indkøbspose. Zoya var gnaven:
Nuttet! Jeg har båret tre børn, og jeg fejlede aldrig noget!
Men Steffen var urokkelig. Ingen belastning.
I syvende måned kom Sidsel. Med mand og storslåede planer.
Mor, vi sælger huset. En køber har budt flot. I flytter ind hos os.
Og hvad med dem? Zoya pegede på Steffen og Tammi.
Dem? De må finde noget selv.
Sidsel, jeg er født her! Det er også mit barndomshjem! protesterede Steffen.
Jaja. Men huset er mit. Glem ikke det.
Hvornår skal vi ud? spurgte Tammi roligt.
Om en måned.
Steffen var vred så han næsten rystede. Tammi lagde hånden på hans skulder ro på.
Om aftenen sad de tæt sammen.
Hvad gør vi? Vi har snart baby.
Vi finder noget. Bare vi er sammen.
Steffen arbejdede som besat. Traktoren brummede fra morgen til aften. På én uge tjente han det, han før havde gjort på en måned.
Så ringede Madsen nede fra nabobyen.
Steffen, jeg skal af med mit hus. Lidt gammelt, men sundt. Billigt. Vil du se?
De kørte derhen. Huset var lidt slidt, men solidt. Brændeovn, tre værelser, en lille stald.
Hvad skal du ha?
Madsen nævnte en pris. De havde kun halvdelen.
Kan vi lave en afdragsordning? foreslog Steffen. Halvdelen nu, resten om et halvt år?
Ja, du er til at stole på.
De tog hjem med viften i håret. Zoya Pedersen stod klar i døren.
Hvor har I været? Sidsel har papirer med!
Fint, sagde Tammi roligt. Vi flytter.
Hvor hen? Ud på vejen?
I vores eget hus. Vi har købt.
Svigermor blev mundlam.
Sludder! Hvor har I fået penge fra?
Vi har arbejdet, Steffen lagde armen om Tammi. Mens du kun brugte munden.
To uger senere rykkede de. De havde ikke mange ting hvad har man også når man bor under andres tag?
Oline løb rundt mellem rummene, hunden gøede.
Mor, er det virkelig vores hjem?
Ja, min skat. Vores. Rigtigt vores.
Zoya dukkede op næste dag. Stod på dørtrinnet.
Steffen… Må jeg ikke være med? Der er så vammelt i byen.
Nej, mor. Du har valgt. Du bor hos Sidsel.
Men jeg er da din mor!
En mor kalder ikke sit barnebarn for fremmed. Farvel.
Han lukkede døren. Hårdt, men rigtigt.
Matthias blev født i marts. Frisk og stærk. Råbte så det kunne høres langt omkring.
Han ligner faren! fniste jordemoderen.
Steffen sad med sin søn, helt stille af ærefrygt.
Tammi, tak for dig. For alt.
Nej, dig for at du ikke gik i stykker. For at du troede.
De gik i gang med at indrette hjemmet. Planted e køkkenhave, fik høns. Traktoren kørte flittigt, og der kom penge ind. Om aftenen sad de sammen på trappen. Oline legede med hunden, Matthias sov trygt.
Ved du hvad, sagde Tammi, jeg er lykkelig.
Jeg også.
Kan du huske, hvor svært alt var? Jeg troede ikke, vi ville klare den.
Men vi klarede det. Du er sej.
Vi er stærke. Sammen.
Solen gik ned bag skoven. I huset duftede det af brød og mælk. Et hjem. Deres hjem.
Her skulle ingen ydmyge. Ingen kunne smide dem ud eller kalde dem fremmede.
Her kunne de leve, elske og lade børnene vokse op.
Her kunne de være lykkelige.
***
Kære, alle familier har deres kampe, og det er ikke altid let. Tammis og Steffens historie er som et spejl, hvor man ser både sin egen kamp og den styrke, der kan opstå, når man holder fast i hinanden.
Sådan går det lidt: Fra modgang til glæde og så på ny til lykken smiler.
Hvad tænker du, skulle Steffen have trukket stregen langt før eller var det værd at holde ud? Og hvad er et rigtigt hjem for dig mursten eller kærlighed?
Fortæl mig, for livet er en skole, og hver erfaring tæller.
