Den Pjusket Engel
Ida listede nervøst baglæns, øjnene stift rettet mod den enorme hund, der ikke så ud til at lade sig anfægte af hverken biler eller mennesker, men sad midt på vejen med stoisk ro.
Dygtig vovse, dygtig hviskede hun, så blidt hun kunne, og tog sig sammen for ikke at gå i panik.
Hunden var ikke sådan en, man satte sig på hug og kaldte puttehunden. Den var nærmest formet som et mini-tog, dækket af meterlang, filtret pels og med øjne, der kunne stirre ind i din sjæl, mens ørerne spillede på alle byens lyde. Idas ben rystede, som var hun midt i en snestorm på Amager, selvom hun desperat forsøgte at se fornuftig ud. Hun havde altid været bange for hunde endda de allermindste, der lå og døsede i frakkelommen på Frederiksbergs kaffedrikkere. Angsten var ældgammel og havde rod i barndommens traumatiske hundemøder.
Hun havde været fire år, da forældrene slæbte hende med til bedstemor i Odsherred. Nabogården havde et kuld hundehvalpe hvilket hendes nysgerrige barnehjerte selvfølgelig slet ikke kunne styre. Og naturligvis fik hun lirket en hvalp op i favnen, netop som hvalpens mor spærrede vejen foran hende: sort, knurret og med tandsættet fremme. Uden at bide, men med et knurren, der kunne have overdøvet stormen på Storebælt, mindede hun sig selv om. Siden den dag var hunde som usynlige monstre aldrig langt væk.
Nu stod hun midt i København med én, der kunne være flyttet herhen fra Jyllands hede, og hun anede ikke, hvordan hun skulle komme videre. Ida vurderede sine muligheder: list fra stedet og håbe det bedste. Hun gik langsomt væk, men kunne ikke lade være med at kigge over skulderen. Uhyret nej, hunden fulgte efter. Ikke sådan nærgående, nej, men sådan på jeg har styr på dig-afstanden.
Flot fyr, hva mumlede hun halvt opgivende til sig selv, mens hun bekymret kiggede ned ad gaden. Hvorfor følger du efter mig? Har du ingen ejer, eller hvad? Hvad bilder du dig ind? Men svarene udeblev.
Endelig, da hun kunne skimte sit lejlighedskompleks, satte hun farten op, skubbede sig gennem døren med sit Dankort så dansk var hun trods alt og slap ind. Hun tog skoene af, satte sin taske fra sig og blev stående helt stille i entreen. Kun den svage brummen fra Nørrebros trafik trængte ind ad vinduet. Ida vovede sig hen til vinduet og lynkiggede ud: den pjuskede silhuet sad trofast på fortovet, så hende roligt forsvinde bag glas og mursten, og traskede derefter ikke spor elegant væk.
Fra den dag gentog det hele sig næsten som et ritual. Hver aften på vej hjem fra hendes job i et reklamebureau dukkede hunden op, fulgte hende usynligt hele vejen og forsvandt først, når hun havde låst sig ind. I begyndelsen holdt den sig pænt på ti meters afstand, senere blev det lidt mindre, og en dag vadede hunden faktisk ved hendes side kun let på bagkant.
Ida havde aldrig troet, hun kunne vænne sig til sådan noget. Førhen krævede hundes nærvær, at hun knyttede næverne og nærmest holdt vejret, men nu nøjedes hun med at holde øje og ikke andet. Hendes krop huskede stadig barndommens panik, men hovedet fortalte hende efterhånden, at den her hund slet ikke var farlig. Faktisk var han næsten charmerende?
På et tidspunkt tog hun mod til sig og navngav ham. Hun mærkede efter, og da han nu fulgte hende som en stor, vagtsom skytsånd, kom navnet hurtigt:
Odin, sagde hun prøvende.
Mærkeligt nok reagerede den pjuske i det samme; næste gang hun sagde Odin!, løftede han hovedet og så på hende med en mine, der sagde: Endelig forstår du det.
Idas dage var ellers travle nok. Som projektleder i et mellemstort reklamebureau gik tiden med brainstorms, uendelige e-mails og pressemøder, så hun ofte trissede hjem som en flad boller fra bageren på Søndag morgen. Før Odin var det eneste, hun så frem til om aftenen, at smide skoene, lave te og ikke tænke ikke på kunder, deadlines, eller at der ikke var mælk til morgendagens havregryn.
Men nu blev hjemturen hendes yndlingsstund. Odins rolige selskab beroligede hendes indre larm. Han hverken peb eller hoppede op ad hende. Han gik bare ved hendes side; som om han udmærket vidste, at hun kun havde brug for hans tavse selskab.
For hver aften blev Ida en smule mere fortrolig med Odin. En dag tog hun sig selv i ikke at frygte ham længere. Hun talte lavmælt til ham undervejs hjem: Du, min store pelstot, der er altså ingen, der ville tro på det her! Odin kiggede på hende, og med tiden så hun, at hans mørke øjne ikke længere varslede fare. Han virkede stolt, næsten værdig og helt sikkert, ja lidt magisk.
Så blev det en aften i september. Det var blevet sent, da hun endelig forlod kontoret. Træerne duftede af fugtig efterårsskov, og mørket havde allerede indtaget Indre By. Men Odin var ikke dukket op. Pludselig virkede vejen hjem lang og grå næsten uhyggelig.
Hvor blev han af? Er han syg? Fik ejeren fat i ham? Hun prøvede at ryste bekymringerne af sig, men de klæbede som regnvåd cykelkæde. Gadelygterne var endnu ikke tændt, og de voksende skygger i gaden gjorde ikke stemningen bedre.
Ida fik følelsen af, at nogen fulgte efter hende. Og ganske rigtigt en smørret stemme lød bag hende:
Nå, søde, skal vi lære hinanden at kende?
Hun tænkte typisk, bare jeg havde haft Odin nu, og prøvede at skridte raskere uden at vise frygt. Stemmen blev mere insisterende:
Hov hov, hvor skal du hen?
Pludselig mærkede hun et fast greb om armen.
Hey, jeg taler til dig. Sådan noget ignorer man ikke, snøvlede manden, og hun kendte straks cocktailen af billig øl og dårligt humør.
Ida havde lyst til at skrige, men stemmen rystede:
Slip mig, eller jeg råber!
Det kolde metalglimt sagde hende, at manden ikke bare var klam han var også farlig. Panikken fulgte lige indtil et brøl som fra Amager Fælled bredte sig i natten. Manden slap straks sekunder senere lå han på jorden med en vred, pelset kæmpe over sig.
Slip mig, din djævelhund! hylede han, da Odin uden besvær holdt hans arm i et fast greb.
Kniven fik hurtigt ben at gå på, da Ida sparkede den ind i en busk.
Slip ham, Odin men kun lidt, bare så han bliver, stammede Ida og famlede efter telefonen for at ringe 112.
Odin slap ikke manden af syne før politiet havde hentet ham, og først da kom han over og lagde hovedet på Idas knæ, hvor hun sad på asfalten og rystede.
Hun græd først stille, så stort og storslået. Odin lå bare og stønnede blidt, og Idas hænder forsvandt i hans filtrede pels.
Tak, snøftede hun. Tak fordi du fandtes dér.
Efter den nat kunne Ida ikke tænke sig livet uden Odin. Hun tog ham med hjem, og så blev det ligesom begyndelsen på et vaskeægte bofællesskab på Østerbro. Odin var ikke bare hendes kæledyr han blev hendes store, tavse livvagt; den slags man forestiller sig kun findes i tv-serier eller H.C. Andersens eventyr.
Selvom Ida stadig kunne finde på at springe lidt ved pludselige lyde, følte hun sig ikke længere alene. Hun havde én, der kunne træde til uden at blinke.
********************
Odin tog ikke umiddelbart det nye hjem til sig med åbne poter. Han gik forsigtigt ind, småsnusede til alle hjørner og lod til at finde listen over forbudte dufte (sæbe, ost, nykøbte sko) ret omfattende. Han undersøgte lejligheden, kiggede på Ida, og bestemte sig for at tage det med ophøjet ro.
Ida gjorde sig umage: hun købte en lun hundekurv (som han i starten kun vogtede, ikke sov i), fyldte vandskålen og præsenterede ham for en friskskåret leverpostej fra Netto, en bold og en kaninbamse. Odin testede det hele med forbehold. Først efter nogle dage begyndte han at vælge yndlingspladser hjørnet ved døren, senere det gode spot ved stuevinduet, hvor man kunne se alt og intet på én gang.
Efterhånden blev han tryg, og han varmede sig op til rutinen: vente trofast ved døren, når Ida kom hjem. Hun kunne høre ham på den anden side, logrende, tungt klaskende hale. De begyndte også at gå ture i Fælledparken hver aften. Odin sniffede og lyttede, mens Ida spadserede og lod tankerne vandre. Hun opdagede, at hun ikke længere var bange for ham. Faktisk blev hun mere tryg han var ikke bare en hund, men hendes beskytter.
De bedste øjeblikke var, når han sprang op i sofaen og lagde hovedet på hendes skød, mens hun så fjernsyn. Så følte hun sig, for første gang i mange år, hjemme.
Men en morgen så hun, at Odin ikke var den glade pelsklump, han plejede at være. Han stavrede op, kiggede trægt på madskålen, men spiste ikke. Øjnene var matte, og han så ud som om, han havde haft en lang nat på bodega.
Hvad sker der, kammerat? spurgte Ida, nervøs, og strøg ham over ryggen.
Odin sukkede og lagde sig igen. Ida fandt straks mobil og ringede til dyrlægen.
Dyrlægen også et menneske, der burde have helgenstatus i Danmark kiggede på Odin og kunne melde om en let fordøjelsesforstyrrelse, sikkert fra noget mærkeligt, han havde snappet op i parken.
Lidt skånekost, noget laks og lidt antibiotika, så er han sig selv igen, sagde dyrlægen trøstende.
Ida gik straks i gang. Hun serverede dampet kylling og gav pillerne skjult i ost. Hun overvågede vandskålen som en semesterbroke studerende overvåger Dankort-saldoen og talte hundens gøen som bevis på bedring.
Odin genfandt snart appetitten, og efter en uge tog han imod hende ved døren med det gamle glimt i øjnene og logrende hale. Der var ikke én i hele København med sundere (eller mere tilfreds) hund.
Med tiden lærte Ida, hvad hunde må (og især ikke må) få at spise, og sammen udviklede de en rytme: samme fodringstid, samme gåtur, samme stille stunder i sofaen. En dag besluttede Ida, at Odin skulle være lidt mere civiliseret. Han kom på hundetræningskursus, hvor han selvfølgelig var stjernen i klassen. Træneren var imponeret over hans evne til at følge ordrer (sæt dig, læg dig, kom her). Ida svulmede af stolthed.
I weekenderne tog de i Søndermarken, hvor Odin mødte alle de andre københavnerhunde. Ida satte sig på en bænk og så ham tumle rundt med nye venner. Hun kunne mærke, hvordan hun endelig havde fundet sig til rette, hjemme på Nørrebro med sit yndlingseksemplar af en kæmpehund.
Men én aften ændrede det hele sig. Ida stod foran opgangen, træt og klar til te og hjemmesko, da en fremmed mand dukkede op fra mørket.
Hej, sagde han prøvende. Du må være Ida?
Ja? svarede hun skeptisk. Og du er?
Jeg hedder Mads. Jeg er Odins ejer.
Ordene hang som kolde regndråber i luften. Hun så forvirret på ham.
Du ejer ham? Hvorfor gik han så rundt alene?
Mads trak på skuldrene og lignede én, der helst ville være alle andre steder.
Det er en lang historie. Jeg arbejdede offshore og lod en ven passe ham. Men Odin blev for krævende for ham, så han slap ham løs. Da jeg kom hjem, kunne jeg ikke finde ham før jeg så jer to sammen. Han virkede glad, så jeg ville bare sikre mig, at han havde det godt.
Så du vil tage ham tilbage? spurgte Ida med tør stemme.
Jeg havde overvejet det Men jeg kan se, at han har fundet et ægte hjem. Hvis det er okay med dig, tror jeg bare, jeg siger tak og overlader ham til dig.
Der blev stille, og Ida følte alt fra lettelse til forlegenhed og en snert af vemod. Men hun vidste det var det rigtige.
Tak fordi du lod mig vide det, svarede hun. Jeg lover at passe på ham.
Mads nikkede, smilede og forsvandt ned ad gaden. Hjemme i opgangen kunne hun allerede høre Odins glade bjæf.
Ja, sådan ender man altså som den (u)frivillige ejer af Københavns mest pompøse Pjuske.
