Nej, det er ikke min søn. Det er min nabo, Katrine, der fik ham. Din mand var jo ofte derovre, så det er ikke så underligt, at hun bar hans barn. Drengen er lige så rødhåret og fuld af fregner som sin far, så der er ingen grund til at lave nogen test.
Men hvad har det med mig at gøre? Min mand gik bort for nylig, jeg aner ikke, hvad han har haft gang i
Nå, men ham Katrine har heller ikke mere, hun døde for nogle uger siden.
Tove var i færd med at luge grøntsagsbedene, da hun hørte nogen kalde hende ude i gården. Hun tørrede sveden af panden og gik til lågen. Der stod en ukendt kvinde.
Hej Tove! Jeg skal tale med dig.
Goddag. Ja, kom indenfor, når du nu alligevel er her
Tove bød kvinden indenfor og satte vand over til te. Hun var nysgerrig: hvad mon Tove ville?
Jeg hedder Nina. Vi kender ikke hinanden rigtigt, men jeg ved godt lidt om dig jeg går lige til sagen Din afdøde mand har en søn, Mikkel, på tre år.
Tove så forundret på hende. Kvinden var for gammel til at være moderen til barnet
Ikke min søn. Det er naboen Katrine, der blev gravid. Din mand kom tit forbi, så hun endte med at få et barn med ham. Han er rødhåret og har fregner som sin far, det er tydeligt nok.
Og hvad forventer du så af mig? Min mand er død for nylig, jeg har ingen anelse om, hvad han har lavet
Katrine er også død Hun fik lungebetændelse, så nu er drengen forældreløs.
Katrine var tilflytter og arbejdede i Brugsen ingen familie, ingen forældre
Stakkels dreng, han har kun børnehjemmet tilbage
Jeg har mine egne døtre, to piger født i ægteskab, skal du lige vide. Tror du virkelig, jeg kan tage ham til mig? Det er frækt at komme og bede afdødes hustru om at tage sig af hans udenomsbarn
Han er dog dine døtres bror og han er en sød, kærlig dreng. Han er på hospitalet, kommunen gør papirerne klar
Hold nu op med at appellere til min medfølelse Gud ved, hvor mange børn min mand har sat i verden, skal jeg måske tage dem alle sammen?
Jeg ville blot oplyse dig.
Nina gik. Tove trak te op og blev tænksom.
***
Hun mødte Jørgen lige efter, hun fik sit eksamensbevis. De festede med veninderne, og nogle fyre kom over. Jørgen skilte sig ud med sit ildrøde hår og fregner.
Han var sjov, charmerede med digte og historier. Han tilbød at følge hende hjem.
Snart blev de gift.
De flyttede ind hos farmor, som senere døde og efterlod huset til dem. De fik datteren Mette, og to år efter Lærke. De levede beskedent, der var altid for lidt kroner.
Og så begyndte Jørgen at drikke. Lige meget hvor meget Tove kæmpede, det hjalp ikke. Han forsvandt i dagevis. Han blev fyret, Tove klarede to jobs.
Til sidst besluttede hun at blive skilt.
Planen var at tage pigerne og flytte til byen, hendes tante havde længe tilbudt dem husly; hun skulle nok finde noget arbejde.
Men så blev Jørgen, beruset, ramt af en bil. Dødeligt.
Hun græd over sin tosse, grædene selvom han havde såret hende. Og også pigerne græd over tabet af deres far.
Og nu viser det sig, at han havde barn udenfor ægteskab
Mette, hendes ældste, kom ind. Høj, slank som sin mor og med det røde hår fra sin far.
Mor, hvad kan jeg spise? Vi skal i biografen, og jeg er så sulten! Hvorfor ser du så trist ud?
Sidder stadig og tygger på nogle nyheder. Fik fortalt, at din far har en søn udenfor ægteskab, tre år gammel. Hans mor er også død, så de vil sende drengen på børnehjem. De foreslog mig at tage ham til mig
Hold da op det er alligevel noget Hvem var hans mor, kender du hende?
Nej, hun var ikke herfra. Hun hed Katrine, efternavn aner jeg ikke
Hvad har du tænkt dig? Hvor er drengen nu? Har han slet ingen slægtninge?
Tilsyneladende ikke. Han ligger på hospitalet, de gør papirerne klar Og de siger, han er rødtop som sin far Tag noget kartoffelmos og pølse.
Mette kastede sig over maden. Så kom Lærke og spiste med. Tove så på pigerne og smilede. Begge to rødhårede, farens gener var stærke
Næste dag sagde Mette:
Mor, vi tog hen på hospitalet for at se til vores bror. Han er så fi n, lille og buttet. Ligner os et lille rødt æble Han græd og savnede sin mor.
Vi havde et æble og en appelsin med. Han stod i sin seng og rakte hænderne op Sygeplejersken lod os lege lidt med ham. Mor Skal vi ikke tage ham hjem? Han er jo vores bror
Tove blev vred.
Den tanke kan du godt pakke væk! Din far har tumlet rundt, skal jeg så tage skraldet? Jeg har nok at gøre Det er let for dig at sige tag ham med hjem
Der er folk, der tager fremmede børn til sig, og han er vores eget kød og blod. Han kan ikke gøre for det. Du kender ordsproget børn kan ikke gøres ansvarlige for forældrenes synder!
Men hvad nu, hvis vi ikke har råd til en mere? Jeg arbejder som en hest, sælger grøntsager fra haven, prøver alt, og du vil belaste mig yderligere
Du skal jo starte på studie næste år, det koster penge, og Lærke har også sine behov
Men hvis du bliver plejemor, er der vist noget tilskud Mor, du har et stort hjerte, kan du virkelig lade ham i stikken? Far har opført sig skidt, men han er stadig vores bror
Tove blev både vred på mand og datter. Nemt for hende at foreslå det
Men hun besluttede sig for at tage hen og se drengen. Allerede næste dag gik hun til hospitalet.
Goddag, kan De sige mig, hvor den lille Mikkel er? Tre år, de vil sende ham på børnehjem, spurgte hun sygeplejersken.
Og hvem er De? Hvad vil De med ham?
Jeg vil bare se ham. Det er mit mands barn. Med en anden kvinde sådan blev det.
Se ham blot Deres døtre var her i går og legede; han græd længe efterpå
Jeg ser bare til ham, tager ham ikke op engang
Ja, kom nu kig
Tove gik ind og frøs midt i døren. En lille Jørgen, det samme blik
Røde krøller, blå øjne. Et smukt barn. Han sad i sengen og legede med klodser. Da han så hende, smilede han.
Tante Hvor er min mor, mo-ar?
Mamma er her ikke, Mikkel
Jeg vil hjem
Han græd frygteligt. Toves hjerte snørede sig sammen. Hun gik til sengen og tog drengen op.
De går bare, så må jeg tage mig af hans gråd! Hvad bilder De Dem ind, sæt ham straks igen! udbrød sygeplejersken.
Mikkel, græd nu ikke, lille ven
Hun klappede ham på hovedet og tørrede hans tårer væk.
Tag mig med Jeg er sulten, og der er ingen at snakke med her
Jeg lover dig, Mikkel, jeg kommer tilbage. Du må ikke græde, okay?
Tove gik hjem overbevist om, hun måtte tage ham. Vreden forsvandt, da hun så den lille, ulykkelige dreng, så ensom og alligevel så lig hendes piger.
***
Femten år er gået.
Mikkel skal til København for at læse. Hvor tiden dog går.
Ring tit hjem, søn, og kom hjem så meget du kan. Min sjæl bliver så urolig
Mor, det skal du ikke bekymre dig om! Jeg skuffer dig ikke, lover jeg! To år på teknisk skole går hurtigt.
Så skal jeg arbejde, Lasse Petersen siger, hans onkel betaler godt på autoværkstedet, og jeg er god til biler, du ved, mor og nu får jeg papir på det.
Min lille mekaniker, Tove kørte hånden gennem hans uregerlige krøller
***
Livet snor sig som en smal skovsti, og ofte vokser der noget smukt midt i vildnisset.
Tove troede, skæbnen sendte hende endnu en byrde endnu en smerte over mandens svigt.
Men i den stikkende busk af skuffelser voksede et spinkelt, nyt håb en dreng, der intet havde gjort forkert ud over at komme til verden.
Nogle gange ser hjertet noget, øjet overser.
Det opfatter ikke kun fremmed blod, men også ensomhed, som hun mærkede hos Mikkel.
Det var ikke en andens barn, hun hørte, men hvisken om: “Mor”.
Og Tove, trods sin fornuft og alle bekymringer, rakte alligevel ud.
Årene viste, at godhed er ikke et offer, men en gave. Mikkel blev ikke “en mund for meget” han bar vand fra brønden til bedene, mens Tove lugede.
Han fik sine søstre til at grine, når livet gjorde ondt. Han voksede op og sagde: “Tak, mor” og i de ord kunne Tove høre hele universet.
For i Danmark og i livet er der altid plads til et godt hjerte, og pladsen vokser, når man tør åbne den for dem, der har mest brug for det.
