Jeg går til mine børnebørns skole hver dag. Jeg er ikke lærer eller ansat jeg er bare en bedstefar med en stok og et hjerte, der ikke kan blive roligt, når mit barnebarn har brug for støtte. Jeg hedder Erik Sørensen, og jeg gør det for Alma min stolthed, min glæde, min grund til at leve.
Første gang jeg så hende alene, sad hun på en bænk under et blomstrende hyldetræ. De andre børn løb rundt, grinede og spillede fodbold. Hun sad bare og stirrede, hænderne på skødet, med et blik, der fortalte, at hun gerne ville høre til, men ikke vidste hvordan. Da jeg hentede hende den dag, spurgte jeg: *”Hvorfor leger du ikke med de andre?”* Hun trak på skuldrene. *”De vil ikke, bedstefar. De siger, jeg er for langsom og ikke forstår reglerne.”* Jeg sov ikke den nat.
Næste morgen talte jeg med skolens forstander. *”Frøken Mette, jeg vil gerne bede om en særlig tilladelse. Jeg vil gerne være med Alma i frikvarteret.”* Hun så så venligt på mig. *”Hr. Sørensen, jeg forstår din bekymring, men…”* *”Der er ingen ‘men’. Den lille pige er mit liv. Hvis skolen ikke kan få hende til at føle sig inkluderet, så vil jeg.”*
Siden da går jeg hver dag klokken ti gennem den blå skolegård. Først stirrede børnene nysgerrigt på mig en gammel mand med en stråhat og en stok blandt dem. Alma var flov. *”Bedstefar, du behøver ikke komme.”* *”Flov over hvad? At din bedstefar elsker dig?”* Vi startede stille. Spillede domino, senere dam. Alma griner, når jeg lader som om, jeg ikke ser, hvordan hun snyder.
Så kom en dag en dreng nærmere. *”Hvad spiller I?”* spurgte han. *”Matador,”* svarede jeg. *”Vil du med?”* Han hed Oliver. Han var seks år og manglede to fortænder, men hans smil lyste op over gården. Alma forklarede ham reglerne med tålmodighed. Næste dag kom Oliver tilbage med sin veninde Freja. Siden da blev vores bænk et samlingssted fuld af latter og venskab. Vi tog et springtov ud, og pludselig var der en lille konkurrence. Alma kunne ikke hoppe hurtigt, men de andre justerede hastigheden. *”Kom nu, Alma, du kan godt!”* råbte Freja. *”Fem spring! Ny rekord!”* jublede Oliver.
Jeg så på dem med fugtige øjne og et glad hjerte. En dag kom idrætslæreren hen til mig. *”Hr. Sørensen, det, De gør, er helt særligt.”* *”Jeg er bare en bedstefar, der elsker sit barnebarn,”* svarede jeg. *”Nej,”* sagde hun med et smil, *”det lærer os noget, vi nogle gange glemmer: at alle fortjener et sted, uanset hastigheden.”*
Tre måneder er gået. Jeg bliver ved. Men ikke fordi Alma er alene. Jeg går der nu, fordi der venter otte eller ni børn, der råber *”Bedstefar Erik!”* når jeg træder ind ad porten. For mit barnebarn har nu venner, der inviterer hende med, forsvarer hende og forstår hende.
I morges, da vi legede gemme, krammede Alma mig hårdt. *”Tak, bedstefar.”* *”For hvad, min pige?”* *”For at du ikke lod mig være alene. For at lære mig, at det er okay at være anderledes.”* Jeg knælede ned og sagde: *”Alma, det er dig, der har lært mig. Du har lært mig, at kærlighed aldrig bliver træt, at det aldrig er for sent at ændre noget, og at rigtig mod er at være der, når nogen har brug for en.”*
Skoleklokken ringede. Børnene løb ind i kø. Alma går ikke længere med sænket hoved. Jeg kommer i morgen. Og i overmorgen også. For at være bedstefar er ikke kun at passe på det er at bygge broer og minde verden om, at ingen, absolut ingen, skal være alene på livets legeplads.
