»Hjerte? Du er kun tolv år gammel, hvad ved du om hjerter?«
»Jeg ved, at hvis det slår dårligt, dør man,« svarede pigen med et alvorligt blik. »Jeg vil lære at reparere dem.«
Mette voksede op med sin stedfar. Hendes rigtige far forlod hendes mor, da han fandt ud af, hun var gravid. Moren døde i en bilulykke, da Mette var otte.
Mandnen tav et øjeblik. Så strøg han hende over håret.
»Lov mig én ting, Mette. Når du bliver læge, så glem ikke den lille landsby, du kommer fra.«
»Det lover jeg, far.«
Han smilede. Han anede ikke, at den lovning skulle ændre hans liv.
År senere
Mette blev voksen, og landsbyen føltes mindre og mindre for hendes drømme. Efter gymnasiet fik hun et stipendium til et universitet i udlandet. Aftenen før afrejsen lavede Jens hendes yndlingsmad: flæskesteg med brun sovs og kartofler.
»Har du pakket?« spurgte han.
»Ja, men… jeg er bange, far Jens. Det er så langt væk. Jeg kender ingen.«
»Det er godt at være bange, min pige. Det betyder, det betyder noget for dig.«
»Hvad hvis jeg ikke kan klare det?«
»Det kan du alt. Du har altid været den klogeste i byen. Husk, hvad jeg har lært dig: En klog person er ikke den, der ved meget, men den, der ikke glemmer, hvor de kommer fra.«
Mette tav med tårer i øjnene.
»Jeg kan ikke tro, at jeg skal væk… uden mor.«
Jens sukkede. »Din mor ser dig. Hun er stolt deroppe. Og jeg… jeg passer bare på dig, indtil I mødes igen.«
For første gang krammede Mette ham helt utvetydigt.
»Tak, far.«
Ti år senere
På et stort hospital i København var doktor Mette Nielsen kendt for sin ro. Hun havde patienter, respekterede kolleger og et liv, mange misundte.
Men en dag ringede en nabo fra landsbyen:
»Frøken Nielsen? Det går ikke godt med gamle Jens. Han vil ikke til byen. Siger, det bare er knoglerne, men det er værre.«
Mette greb telefonen.
»Jeg kommer hjem.«
Næste dag sad hun i toget og stirrede ud over de jyske marker. Hun følte en blanding af taknemmelighed, savn og skyld.
Da hun ankom, sad Jens på bænken foran huset med et tæppe over knæene.
»Kom du for at hente en gammel mand til lægen?« sagde han med et svagt smil.
»Ja, far Jens. Og jeg går ikke igen.«
Hun undersøgte ham. Men det stoppede ikke der.
Ugerne efter kørte hun rundt til de ældre i byen.
»Frøken læge, vi har ikke penge til konsultation!« sagde en flov kvinde.
»Jeg skal ikke have penge, tante Ellen. I gav mig noget meget mere værdifuldt min barndom.«
Jens så på hende fra døren med stolthed og fugtige øjne.
»Du holdt dit løfte, pige. Du reparerede hjert
