Mor, jeg er jo fyldt ti år nu, ikke? – spurgte Mikkel pludseligt, da han kom hjem fra skole. – Og hvad så? – Mor så overrasket på sin søn. – Hvad så? Har du allerede glemt, hvad du og far lovede mig, når jeg blev ti? – Lovede? Hvad var det nu, vi lovede? – At jeg måtte få en hund. – Nej! – udbrød mor forskrækket. – Hvad som helst, bare ikke det! Vil du hellere have et elektrisk løbehjul? Det dyreste, hvis bare du lover aldrig at nævne det med hund igen. – Sådan er I altså… – Mikkel skød underlæben frem, fornærmet. – I lærer mig, at man skal holde sit ord, men I glemmer jeres… Nå, men… Mikkel lukkede sig inde på sit værelse og kom først ud, da far kom hjem fra arbejde. – Far, kan du huske, hvad du og mor lovede… – begyndte han igen, men far afbrød ham. – Mor har allerede ringet og fortalt om dit ønske! Men jeg forstår bare ikke, hvorfor du vil have det? – Far, jeg har jo drømt om en hund i flere år! I ved det jo! – Vi ved det, vi ved det! Du har læst for mange bøger om Lillebror og Karlsson og opfører dig som en lille én! Mor og jeg har også drømme, der aldrig bliver til noget. Ved du egentlig, hvor dyre racehunde er? – Men jeg behøver slet ikke en racehund, – udbrød Mikkel hurtigt. – Det kan sagtens være en blanding. Faktisk… jeg læste for nylig på nettet om internater for forladte hunde. De er så ulykkelige. – Nej! – afbrød far. – Hvad skal vi dog med en blanding? De er jo grimme! Så her er aftalen, Mikkel: Vi må godt tage en forladt hund ind – men kun hvis den er raceren og ung. – Den slags? – Mikkel rynkede på næsen. – Ja! – Far blinkede lumskt til mor. – Du skal jo gå til træning med den og tage på udstillinger. En gammel hund kan ikke lære noget. Så hvis du finder en flot, raceren og ung forladt hund i byen, så bøjer vi os nok. – Okay… – sukkede Mikkel trist, for sådan en hund havde han aldrig mødt. Men håbet var der stadig, så han ville prøve. Søndag ringede Mikkel til sin ven Viktor, og efter frokost var de på jagt efter hunde. Hele eftermiddagen gik de byen tynd, men ingen forladte, raceren hunde var at finde. Der gik mange flotte hunde rundt, men alle havde snor og ejer. – Det nytter ikke, – sagde en træt Mikkel. – Jeg vidste det… – Vi kan tage i hundeinternat næste søndag, – foreslog Viktor. – Der er tit også racehunde iblandt. Jeg har læst om det, vi skal bare finde adressen. Men nu har jeg brug for at sidde lidt. De fandt en tom bænk, drømte om at hente den smukkeste hund fra internatet og gå til træning sammen. Så gik de trætte hjem mod deres bolig blok. Pludselig trak Viktor Mikkel i ærmet og pegede. – Se, Mikkel. Mikkel kiggede og så en lille, snavset-hvid, hjemløs hvalp hinke komisk hen ad fortovet. – Gadekryds, – sagde Viktor bestemt og fløjtede. Hvalpen drejede hovedet mod drengene og løb glad hen mod dem, men stoppede to meter før. – Kan ikke stole på folk længere, – sagde Viktor. – Nogen har nok skræmt den. Mikkel fløjtede sagte og rakte hånden ud. Hvalpen snusede til ham og logrede forsigtigt med halen, i stedet for at løbe væk. – Kom, Mikkel, – sagde Viktor – du vil jo have en racehund. Racehunde kan få fine navne. Denne her kunne højst hedde Knappen, – Viktor vendte sig om og gik. Mikkel kælede lidt for hvalpen og fulgte så trist efter. Han ville ellers gerne have taget den med hjem. Pludselig peb hvalpen bag ham. Mikkel stoppede – og turde ikke vende sig – men så mærkede han et lille træk i sit bukseben. Han så ned i to sorte øjne, der så ham direkte i hjertet. Og så samlede Mikkel hvalpen op og trykkede den ind til sig. Hvis mor og far nægtede, ville han løbe hjemmefra med den. Men der fandtes dog et hjerte hos forældrene… Så da han kom hjem fra skole næste dag, ventede både mor, far – og en velvasket, snehvid og glad Knappen. Translated and adapted title: Mor, jeg er da fyldt ti år nu – ikke? spurgte Mikkel, da han kom hjem fra skolen. – Lovede du og far ikke, at jeg måtte få en hund, når jeg blev ti?

Mor, jeg er jo fyldt ti år nu, ikke? sagde Mads pludselig, da han en dag kom hjem fra skole.
Ja, det er du da, svarede mor og kiggede forundret på sin søn.
Så du har altså glemt det I har jo lovet noget til når jeg fyldte ti!
Lovet? Hvad er det så, vi har lovet?
At jeg må få en hund.
Åh nej! udbrød mor forfærdet. Hvad som helst, bare ikke det! Vil du ikke hellere have et elektrisk løbehjul? Det allerdyreste, vi kan finde. Men på én betingelse: at du ikke nævner en hund igen.
Sådan er I altså mumlede Mads fornærmet og rynkede på næsen. Og I siger, man skal holde hvad man lover, men så glemmer I jeres eget ord Nå, det er fint nok
Han lukkede sig inde på sit værelse og kom først ud igen, da faren kom hjem fra arbejde den aften.
Far, kan du huske, hvad du og mor har lovet mig begyndte Mads, men faren afbrød ham.
Ja, mor ringede allerede og fortalte om dit ønske! Men jeg forstår bare ikke, hvorfor du vil have det.
Far, jeg har ønsket mig en hund i årevis! Det ved I jo!
Ja, det ved vi vist godt. Du har læst alt for mange historier om Lillebror og Karlsson på taget så du er stadig en rigtig dreng! Ved du, hvad en racehund koster? Masser af penge!
Jeg behøver ikke en racehund, udbrød Mads straks. En gadekryds er helt fin for mig. Til og med en forladt en, som ingen vil have. Jeg har læst om forladte hunde på nettet de er rigtig stakkels.
Nej! afbrød faren. En gadekryds? Hvad skal vi dog med det? De er jo sjældent pæne! Hør nu her, Mads: jeg vil kun overveje at tage en forladt hund ind, hvis det er en smuk, ung hund med stamtavle.
Virkelig? sukkede Mads og så skeptisk op.
Ja! sagde faren og blinkede diskret til moren. Du skal jo træne den, gå til hundeudstilling med den. Man opdrager ikke på gamle hunde. Så finder du en skøn, ung og forladt racehund, så skal mor og jeg nok bøje os.
Nå Mads sukkede opgivende. Han havde aldrig set en forladt racehund på gaderne i Århus, men lidt håb havde han vel alligevel, og besluttede sig for at prøve.
Søndag ringede Mads til sin ven Viktor, og efter frokost begyndte de deres søgen.
Hele eftermiddagen vandrede de gennem halve Århus, men ikke en eneste forladt racehund fandt de. Flotte hunde var der nok af, men altid i snor og med ejer.
Det var dét, sagde en træt Mads. Jeg vidste jo, vi ikke ville finde nogen
Hvad hvis vi kigger på et internat i næste weekend? foreslog Viktor. Der er også racehunde indimellem, har jeg hørt. Vi skal bare finde adressen. Men nu trænger jeg til at sidde ned.
Drengene sank ned på en tom bænk og drømte om at hente en smuk hund fra internatet, og hvor gode hundetrænere de ville blive. De drømte lidt, hvilede og gik så hjemad mod deres kvarter.
Pludselig trak Viktor Mads i ærmet og pegede.
Se, Mads!
Mads så derhen og fik øje på en lille, beskidt, hvid-grå hvalp, der humpede klodset hen ad fortovet.
En gadekryds, sagde Viktor og fløjtede.
Hvalpen vendte sig og sprang glad hen imod dem, men stoppede skræmt et par meter fra drengene.
Den stoler ikke på mennesker, sagde Viktor stille. Nogen må have skræmt den meget.
Mads prøvede også forsigtigt at fløjte og rakte hånden frem. Hvalpen snusede til hånden, og da Mads et øjeblik senere bøjede sig ned, bakkede den ikke væk, men logrede bare usikkert med halen.
Kom, Mads, sagde Viktor bekymret. Hvad skal du dog med dén hund? Du skal jo finde en med stamtavle, så du kan give den et rigtigt flot navn. Denne her hedder vist bare Knap. Viktor gik hurtigt væk.
Mads blev et øjeblik og klappede hvalpen. Hvis han skulle være ærlig, ville han faktisk gerne tage denne lille skabning med hjem.
Pludselig peb hvalpen hjerteskærende bag hans ryg.
Mads stivnede, og også Viktor stod stille og så sig tilbage.
Mads, kom nu! Gå ikke tilbage den stirrer sådan på dig!
Hvordan da?
Som om du er dens eneste ven i verden og svigter den nu. Skynd dig!
Viktor løb i forvejen. Mads kunne næsten ikke røre sig; noget holdt ham fast. Men da han endelig tog et par skridt, mærkede han et lille træk ved buksebenet. Han kiggede ned og mødte to sorte, bedende øjne.
Der, glemte Mads alt andet, løftede hvalpen op i sine arme og holdt den tæt ind til sig. Beslutningen var taget: ville mor og far ikke have hund, så ville han hellere løbe hjemmefra sammen med sin nye ven.
Men forældrene havde også et hjerte af guld For dagen efter, da Mads kom hjem fra skole, stod ikke bare mor og far klar i entréen men også en nyvasket, hvid og glad lille Knap.