**Dagbogsnotat**
“Jeg vil gerne tage din datter ind i min klasse, hvis du ikke har noget imod det,” sagde læreren, der uforvarende var blevet en del af samtalen mellem min mor, skoleinspektøren og en anden lærer.
Den anden lærer, hvis klasse min mor forsøgte at få mig placeret i, ville absolut ikke have mig.
“Hun bliver jo kun en toer hos jer, hun kan ikke læse, hun kan ikke engang sætte bogstaver sammen til stavelser,” var hendes argument. “Hvor har man set en toer i ‘A’-klassen?”
Hun havde ret. Jeg kunne hverken læse eller skrive, og min mor kunne ikke sidde med mig, for jeg nægtede at bruge mine sommerdage på at sidde med en læsebog. Jeg ville ud og lege. Min mor sagde altid: “Du løber rundt fra morgen til aften.” Men jeg ville bare udforske hver en krog i gården, og senere hele nabolaget, klatre i hvert eneste træ. Med sådanne ønsker er der ikke nok timer på en dag.
Men Fru Møller det var sådan, vi kaldte hende må have set noget i mig dengang. Så endte jeg i “B”-klassen. Min opførsel var frygtelig, men jeg lærte udmærket. Det var let og spændende, for hun vidste, hvordan man nåede ind til hvert eneste barn.
Åh, hvor elskede vi hende! I vores klasse var der ikke en eneste toer, ikke engang en treer kun elever med høje karakterer. Det var umuligt at lære hos Fru Møller uden at yde sit bedste.
Hun var allerede pensioneret, da vi dimitterede fra folkeskolen. Hun havde ingen børn selv og var heller ikke gift. Hendes liv var viet til undervisning.
Vi samledes ofte hos hende i weekenderne, og det var en fest hver gang. Hendes hjem var fyldt med friske blomster, masser af slik selvom det dengang var en mangelvare. Nogle gange mødte vi hendes tidligere elever, der blev og fortalte historier fra deres skoletid, om klasseudflugter til forskellige steder. Vi drømte om, at vi en dag også ville komme tilbage med slik og fortælle de nye børn om dengang, vi var små.
Fru Møller boede alene i en treværelses lejlighed, som hun havde ar
