Dagbog, 12. marts
Det føles mærkeligt at skrive om det igen, men det strømmer op fra mit hjerte i dag. Jeg kan jo knap huske mine forældre. Min far forlod min mor, før jeg blev født, og jeg har aldrig set ham. Min mor gik bort allerede før jeg fyldte et år. Pludselig kræft og så var hun væk som dug for solen.
Det var min mormor, Grethe, der tog sig af mig og opfostrede mig. Mors far døde, da mormor endnu var ung, så hele hendes liv blev viet til hendes datter og derefter mig, hendes eneste barnebarn. Allerede fra jeg var lille, var der en slags stille, usynlig forbindelse mellem os. Mormor læste mig som en åben bog; hun vidste altid, hvad jeg havde brug for, før jeg selv gjorde. Vi forstod hinanden så godt, som man kun kan ønske sig.
Alle elskede mormor Grethe. Lige fra naboerne til mine lærere i skolen. Til skole-hjem-samtalerne dukkede hun altid op med en kurv friskbagte boller det går jo ikke, at folk skal sidde sultne her, når de kommer lige fra arbejde. Hun sladrede aldrig, snakkede ikke ondt om nogen alle søgte hende for gode råd. Jeg vidste altid, hvor heldig jeg var at have hende.
Min egen kærlighedsliv ja, det gik ikke rigtig noget sted hen. Først folkeskole, så gymnasiet og bagefter universitetet. Jobbet, deadlines, evig travlhed. Der havde været fyre, men ingen af dem var de rigtige og ingen blev hængende. Mormor bekymrede sig, spurgte mig altid: Nanna, hvorfor går du stadig og er alene? Der må da være nogen, du passer sammen med du er både klog og smuk, pige. Jeg lo det altid væk, men jeg vidste jo godt, at jeg måske skulle til at tænke på at stifte familie. 30 år er jo heller ikke ingenting.
Da mormor døde, var det helt uden varsel. Hun vågnede bare ikke. Hendes hjerte stoppede mens hun sov. Jeg gik som i en tåge efterfølgende. Jeg passede stadig mit arbejde, handlede ind, men alt foregik på autopilot. Nu ventede kun min kat, Frida, derhjemme. Uendelig ensomhed.
En dag sad jeg i S-toget og læste. Overfor mig sætter sig en mand, vel omkring de 40 velplejet og venlig. Han kiggede intenst på mig, men på en måde, der føltes rar. Vi faldt i snak om bøger, et emne jeg aldrig løber tør for ord til næsten filmisk, tænkte jeg. Da jeg skulle af, føltes det ærgerligt at tage hjem. Han hed Jacob, og han spurgte, om vi skulle fortsætte samtalen på en café. Jeg sagde ja med det samme.
Kort efter drejede det hurtigt derudad for os. Vi ringede og skrev sammen hver dag, selvom han ikke havde så tit tid til at mødes, arbejdet tog det meste af hans tid. Jeg tænkte ikke så meget over, at jeg egentlig ikke vidste ret meget om ham, hans baggrund, familie eller arbejde det fyldte ikke, for jeg var for første gang virkelig lykkelig med en mand.
En lørdag inviterede Jacob mig ud at spise og lod forstå, at netop den aften ville blive noget særligt. Jeg fornemmede, hvad der var på færde: frieri. Jeg var overvældet af tanker om fremtid, børn, hjem sådan som alle de andre havde det. Bare trist, at mormor ikke nåede at opleve det.
Senere, hjemme på sofaen, lå jeg og tænkte på, hvad jeg mon skulle tage på. Jeg faldt i søvn med mobilen i hånden, midt i at kigge på kjoler i online-butikken.
Pludselig stod mormor Grethe for enden af sengen i sin blomstrede kjole og satte sig tæt ved mig. Hun strøg mig over håret, og jeg følte en tryghed, jeg ikke havde følt længe. Jamen mormor, du er jo død. Hvad laver du her? spurgte jeg. Hun så roligt på mig: Jeg er her hele tiden, Nanna. Jeg ser dig, hører dig du mærker mig bare ikke, men jeg er aldrig langt væk. Hør nu godt efter: Du må ikke blive sammen med ham Jacob. Han er ikke god for dig. Lyt nu til din gamle mormor. Så forsvandt hun ligeså stille igen.
Jeg slog øjnene op og satte mig forvirret op i mørket. Det havde føltes så virkeligt. Jeg slog drømmen hen, fandt endnu en kjole, men hendes ord blev ved at nage i mig. Hvorfor sagde hun det? Hun anede jo ikke, hvem Jacob var. Alligevel gik jeg urolig i seng igen.
Dagen nærmede sig, men jeg havde stadig ikke fundet en kjole, og mormors stemme kørte rundt i mit hoved. Jeg havde aldrig før haft mærkelige drømme eller troet på varsler. Men mormor og jeg havde jo haft en særlig forbindelse mon hun vidste noget, jeg ikke gjorde?
Lørdag i mit lidt slidte, men pæne, blå kjole. Ingen festhumør og Jacob lagde straks mærke til det. Er du okay, søde? spurgte han. Jo, det er ingenting, mumlede jeg. Han gjorde, hvad han kunne for at få mig til at grine. Men da han under middagen gik på knæ og rakte mig æsken med ringen, blev jeg svimmel. Det susede i mine ører, og pludselig stod mormor udenfor vinduet og så ind. Bare stod der, ordløst. Var det et tegn?
Undskyld Jacob. Jeg kan ikke, fik jeg sagt. Hvorfor, hvad har jeg gjort galt? Ingenting. Men jeg har hele livet stolet på min mormor. Jeg løb ud af restauranten. Han løb efter, hans øjne lynede af raseri. Han rystede mig hårdt og råbte: Nå, så du vil ikke? Så kan du blive gammel sammen med din dumme kat! Hvem skulle kunne elske dig, Nanna?
Jeg stod fuldstændig rystet tilbage. Min rare, kloge Jacob så kold. Er det sådan, det skulle ende med mand, børn og familie?
Næste dag tog jeg hen til min gamle gymnasiekammerat, Mads, der nu arbejder ved politiet. Jeg spurgte ham, om han kunne tjekke Jacob for mig; jeg gav ham navn og billede.
Allerede dagen efter ringede Mads. Hans stemme var alvorlig: Nanna, det gør mig ondt. Din Jacob er bedrager. Han finder kvinder som dig, får dem til at overdrage ham lejligheden og optage store lån til hans forretning. Derefter smider han dem ud og forsvinder. Han har tidligere siddet i fængsel for præcis det samme. Du var heldig, at du sprang fra i tide.
Jeg forstod pludselig, hvorfor mormor dukkede op. Hvordan kunne hun vide dét? Der er vel ting, vi aldrig vil forstå. Tak, elskede mormor, fordi du fortsat passer på mig og redder mig ud af ufærd.
På vejen hjem købte jeg ind og noget ekstra lækkert til Frida. Mit beskyttende lys følger mig hjem, og jeg ved, mormor er lige om hjørnet, selvom jeg ikke kan se hende. Man siger jo, at vores kære bliver til skytsengle og vogter over os…
Jeg håber virkelig, det er sandt.
