Karen, er du blevet vanvittig på dine gamle dage! Dine børnebørn går jo allerede i skole hvad skal du giftes for? sådan lød ordene fra min søster, da jeg ringede for at fortælle hende, at jeg skulle giftes.
Men hvorfor skulle jeg vente længere? Om en uge bliver Poul og jeg gift på rådhuset, og jeg måtte jo fortælle det til min søster. Selvfølgelig kommer hun ikke til vores lille fejring; vi bor trods alt i hver vores ende af landet. Her bliver ikke noget stort bryllup med kransekage og fest i forsamlingshuset og råb om kyss! i en alder af tres år. Vi skriver papirer stille og roligt og spiser frokost sammen, bare os to.
Egentlig kunne vi have undværet vielsen, men Poul insisterede. Han er sådan en rigtig gentleman, en gammel skole: Han åbner døren for mig, rækker hånden, når jeg stiger ud af bilen, hjælper med frakken. Nej, han vil ikke leve sammen uden et stempel i papiret. Sådan sagde han: Hvad tror du, jeg er? En knægt? Jeg vil have seriøse forhold. For mig er Poul nærmest en rigtig dreng, selv om håret er blevet gråt. På arbejdet respekterer man ham, og kollegerne kalder ham altid for Poul Henriksen. Der er han den alvorlige, den strenge, men når han ser mig, bliver han helt ung, som om han smider fyrre år af sig. Han griber mig om livet og danser rundt med mig ude på gaden, lige gyldigt hvem der kigger. Jeg bliver både glad og forlegen. De kigger jo, Poul! siger jeg. De griner af os. Men han svarer: Jeg ser ingen andre end dig!
Når vi er sammen, føles det virkelig, som om ingen andre findes på hele kloden end ham og mig.
Men jeg har stadig min søster, Gunvor, og hun må have det hele at vide. Jeg frygtede, hun ligesom alle andre ville dømme mig, men hendes støtte betød alt for mig. Til sidst samlede jeg modet og ringede.
Ka-aren, sagde hun med vantro stemme, da jeg nævnte brylluppet, det er jo kun et år siden, du begravede Niels, og nu har du allerede fundet en ny? Jeg vidste, hun ville blive chokeret, men jeg havde ikke troet, hun ville hænge sig i min afdøde mand.
Gunvor, jeg husker det hele, afbrød jeg. Men hvem bestemmer, hvor længe man skal vente? Kan du nævne et antal år? Hvornår er det tilladt at være lykkelig igen, uden man bliver dømt?
Hun tænkte sig om:
Ja, for ordentlighedens skyld mindst fem år.
Så hvad skal jeg sige til Poul? Undskyld, kom igen om fem år, foreløbig sørger jeg videre?
Gunvor sagde intet.
Hvad nytter det? fortsatte jeg. Tror du, at folk ikke ville sladre om os om fem år? Der vil altid være noget sladder, men, ærligt talt, de mennesker er mig faktisk ligeglade. Dit ord betyder noget. Hvis du insisterer, dropper jeg brylluppet.
Jeg vil ikke stå i vejen, gift dig bare allerede i dag, men for min skyld forstår jeg dig ikke. Du har altid været din egen, men jeg havde ikke troet, du blev helt skør. Vent nu bare et år mere.
Jeg opgav ikke så let.
Hvis vi kun har et år mere sammen, Gunvor, hvad så? Skal vi så vente?
Hun snøftede.
Nå, du gør som du vil. Jeg forstår, alle vil være lykkelige, men du har jo haft et godt liv
Jeg kunne ikke lade være at le.
Gunvor, mener du virkelig det? Troede du, jeg var lykkelig alle de år? Jeg troede det også selv. Først nu har jeg forstået, at jeg var et trækkdyr. Jeg anede ikke, at livet kunne være anderledes.
Niels var en god mand, vi har opdraget to døtre og nu har jeg fem børnebørn. Niels mente, at det vigtigste i livet var familien, og jeg sagde aldrig imod. Vi sled og slæbte for børnenes skyld, senere for børnebørnenes. Når jeg tænker tilbage, føltes det hele som et evigt kapløb for trivsel uden pause.
Da ældstedatteren blev gift, havde vi allerede et lille sommerhus, men Niels ville have mere. Vi lejede en hektar jord og bandt os til alt arbejdet. Vi havde dyr, som skulle passes døgnet rundt. Først omkring midnat var vi i seng, og klokken fem var vi oppe igen. Året rundt var vi på sommerhuset, sjældent i byen. Mine veninder fortalte om rejser og teater, men jeg havde knap tid til at handle, slet ikke til fornøjelser.
En gang i mellem sad vi uden brød i flere dage, for dyrene bandt os til stedet. Men tanken om at børn og børnebørn var mætte, holdt os gående. Den ene datter fik bil, den anden fik renoveret lejlighed så det var det værd.
Min gamle kollega Birthe kom en dag forbi:
Karen, jeg genkendte dig knap. Jeg troede, du hvilede dig herude men du er jo helt udkørt! Hvorfor slider du sådan?
Det gør man for børnene, svarede jeg.
Dine børn er voksne nu skal du leve dit eget liv!
Dengang forstod jeg ikke, hvad det betød. Men nu ved jeg det at man kan sove ud, gå i biografen, tage til svømning og ski uden dårlig samvittighed. Børnene lider ingen nød! Jeg har lært at glædes ved de små ting.
Tidligere blev jeg irriteret over de nedfaldne blade i haven. Nu gør de mig glad. Jeg sparker til dem, går i parken lykkelig som et barn. Jeg elsker regnen, når jeg sidder bag ruden på en hyggelig café. Jeg ser nu, hvor smuk byen er, eller hvor bløde skyerne og fine solnedgange kan være. Alt det har Poul lært mig at se.
Jeg var tom efter Niels døde af hjertestop. Børnene solgte alt og flyttede mig tilbage til byen. Jeg gik hvileløst rundt klokken fem hver morgen uden retning.
Så dukkede Poul op. Han boede i opgangen og kendte min svigersøn lidt. Han hjalp os endda med flytningen, men så mig kun som en ked af det kvinde, ingen romance. Senere fortalte han, at han ville hjælpe mig tilbage til livet, ruske op i mig.
Han lokkede mig ud i Frederiksberg Have. Vi spiste is på en bænk, gik til søen og fodrede ænder. Jeg havde haft ænder i haven, men aldrig tid til at se på dem nu frydede jeg mig over deres sjove vralten.
Tænk, at man kan stå og bare se på ænder, sagde jeg. På landet nåede jeg kun at fodre og gøre rent aldrig nyde dem.
Poul smilede og tog min hånd: Vent, du skal se alt det sjove, livet gemmer. Du skal genfødes, Karen.
Han fik ret. Jeg var som et barn, der hver dag fandt verden på ny og jeg nød det sådan, at mit gamle liv virkede som en trist drøm. Hvornår jeg blev afhængig af Poul, af hans stemme og latter, ved jeg ikke. Men en morgen opdagede jeg, at alt det her nu var mit rigtige liv. Uden det kunne jeg ikke leve mere.
Mine døtre syntes ikke om det. De mente, jeg svigtede mindet om deres far. Jeg havde dårlig samvittighed. Men Pouls børn blev glade; Nu kan vi være rolige for far, sagde de. Kun Gunvor manglede at få hele sandheden.
Og hvornår skal I på rådhuset? spurgte Gunvor efter vores lange snak.
På fredag.
Hvad kan jeg sige? Held og lykke i alderdommen, sagde hun tørt og lagde på.
Om fredagen købte Poul og jeg ind til to, tog fornuftigt tøj på, bestilte en taxa og kørte til rådhuset. Da vi steg ud, fik jeg et chok: Ved indgangen stod mine døtre, svigersønner og børnebørn, Pouls børn med familier og vigtigst min søster! Gunvor stod med armene fulde af hvide roser og lettede et tårevædet smil.
Gunvor! Kom du hele vejen fra Aalborg for min skyld? Jeg troede næsten ikke mine egne øjne.
Jeg må jo se, hvem jeg afleverer dig til, grinede hun.
De havde ringet sammen, bestilt bord på en hyggelig café. Vi fejrede sammen.
Forleden fejrede Poul og jeg vores første bryllupsdag. For alle er han nu min Poul. Og jeg fatter stadig ikke, at det her er mit liv: Jeg er så urimeligt lykkelig, at jeg næsten er bange for at jinxe det.
