FOR EN SIKKERHEDS SKYLD Vera kiggede ligegyldigt på sin grædende kollega, vendte tilbage til computeren og begyndte at taste løs. – Du er nu kold, Vera, lød chefens stemme fra Olga. – Mig? Hvorfor det? – Bare fordi dit privatliv kører på skinner, skal du ikke tro, alle andre har det lige så nemt. Kan du ikke se, at pigen er helt ude af den? Du kunne vel unde hende lidt medfølelse, give et råd, dele din erfaring, nu du er så heldig. – Dele min erfaring? Med hende? Jeg tror ærligt talt ikke, Nadja ville bryde sig om det – jeg har prøvet engang, for fem år siden, dengang hun dukkede op på arbejde med blå mærker, for at kunne se vejen bedre, må man tro. Du var ikke startet endnu på det tidspunkt. Og nej, det var ikke ham, der slog hende. Hun snublede bare uheldigt selv, og hver gang kæresten smuttede, stoppede mærkerne med at dukke op – det var allerede tredje omgang. Jeg forsøgte at støtte hende og dele lidt erfaring, men det blev slet ikke vel modtaget, kan jeg love dig for. Mine kolleger forklarede mig senere, at det er spild af tid, for Nadja ved bedst af alle, hvordan tingene hænger sammen. I stedet blev jeg bare den sure kvinde, der forpurrede Nadjas lykke. Hun jagtede kloge koner, lavede kærlighedsformularer – nu går hun til psykolog og arbejder med sig selv. Men hun fatter ikke, at hun lever efter det samme manuskript, bare med nye navne. Så nej tak, jeg kommer ikke og holder lommetørklæder og trøster. – Alligevel, Vera, det går altså ikke. I frokoststuen sad alle rundt om samme bord, og snakken gik kun om Nadjas tidligere mand – idioten. Vera spiste tavs, fyldte senere en kaffe og satte sig i hjørnet for at tjekke Facebook og få ro i hovedet. – Vera, – tonicpositive Tanja slog sig ned, hendes glade ansigt mere alvorligt end sædvanligt – har du slet ikke ondt af Nadja? – Hvad forventer I egentlig af mig?! – Bare lad hende være, – afbrød forbipasserende Irina, – Vera ved jo ikke, hvordan det er at stå alene med et barn uden hjælp. Hun har sin kære Vasili, lever som blommen i et æg, hun forstår det ikke. Prøv engang at få børnepenge fra den far… – Altså, hun skulle måske have overvejet omstændighederne, – kom det fra gamle Tove, kaldet Tove-mor. – Vera har ret, Nadja har tudet mange gange før, han gjorde livet surt for hende allerede under graviditeten… Kvinderne stod i ring og gav hver deres råd. Hvad nu? Jo, stærke, selvstændige Nadja besluttede at vise, hvad hun var gjort af: Mamma blev kaldt ind fra landet for at hjælpe med sønnen – så kunne Nadja komme på benene. Håret blev klippet smart, brynene tattoveret, vipperne limet på, ring i næsen ville hun have, men det fik hele kontoret hende fra. Så kørte det ellers… – Op! Nadja, han skal nok fortryde, han kommer til at tude! – Det tror jeg næppe, – sagde Vera stille, men blev hørt af de halvfulde damer. – Hvorfor det?! – Fordi. Han græder ikke. Han fortryder ikke. Nadja finder en ny – det gør hun altid. – Du kan nemt sige det, Vera. Din fantastiske Vasili er slet ikke sådan. – Nej, min Vasili er perfekt: Han slår aldrig, drikker ikke, render ikke efter damer, elsker mig uendeligt. – Ja, ja, tro da bare det… Alle mænd er ens! – Pas nu på, Vera, nogen napper snart ham fra dig. – Ikke en chance. – Jeg ville ikke være så sikker… – Det skal du bare være! Vinen gik alle i blodet – kvinderne begyndte at skændes for sjov. – Lad os tage hjem til dig, Vera, så ser vi, om Vasili kan stå for al denne skønhed? Du tør ikke invitere, vel – bange for, vi render med ham… – Kom bare! – Let’s go, piger, hjem til Vera og snuppe Vasili! Er du med, Tove-mor? – Nej, piger, min Michael venter derhjemme… Men I kan godt tage afsted, smiler Tove. Hyggeligt tog de alle hjem til Vera, fnisende i køkkenet – – Kom så, piger, nu stiller vi et flot bord frem, så har Vera dækket op, når Vasili kommer. – Han spiser ikke meget, og så er han kræsen, men ja – han er nok hjemme om lidt. Efterhånden dæmpedes stemningen, og kvinderne begyndte at gå hjem, kun Nadja, Olga og Tanja blev tilbage til en kop te ved Veras hyggelige bord. De sad lidt, blev akavede, ventede på den mystiske Vasili, skulle netop til at gå… Da kom nogen ind. – Vasili, min lille skat, min søde dreng! – Veras stemme lød i gangen. Kvinderne stivnede, da en høj, flot fyr trådte ind. Ah, nu forstår de – manden er meget yngre end Vera! – Mød min søn, Dennis. Hvordan har Vasili det, Dennis? – Fint, mor, han har bare brug for ro – han er opereret, du ved, Lene og jeg kørte ham til dyrlægen – han havde markeret på gardinerne igen… Kvinderne blev røde i hovedet… – Nå, vi må hellere smutte? – Vent lige, I har ikke mødt Vasili, men shhh… han sover. Her i kurven – der ligger han, min skat. Kvinderne grinede og skyndte sig ud. – Vera, det er jo en kat! – Selvfølgelig, hvem troede I? – Jamen… din mand? – Åh, min mand… jeg har ingen mand. Alt det om Vasili har I bare selv digtet på, jeg sagde bare, at jeg havde en dejlig mand, fik aldrig sagt mere, og så fandt I selv på historien. Jeg blev gift ung, droppede ud, fik Dennis. Vi holdt tre år, så var det slut. Mine forældre hjalp. Blev gift igen, god mand, planlagde børn – men Dennis kunne han ikke med, så han foreslog bare, Dennis kunne bo ved min mor. Farvel til ham. Så boede vi to alene – og jeg giftede mig tredje gang. Han var jaloux, slog mig næsten – men Dennis har gået til karate, så han lærte mig lidt tricks, det gik ikke for sig! Dennis blev gift, jeg blev ensom, fik Vasili – katten altså. Vi har det godt sammen, han og jeg. Man skal ikke nødvendigvis bo sammen for at have det godt – vi er voksne mennesker! Nogle par når at vokse sammen, som mine forældre eller min bror og hans kone – men mig, nej. Så hvorfor skal jeg gøre mig til for at sige, jeg er gift? Nej tak. Vasili og jeg – vi kan godt sammen. Se, han vågner, lille ven, og jeg sagde jo, du ikke skulle blive ved at markere på gardinerne! Kvinderne gik hjem, især Nadja var eftertænksom. Men Nadja kunne ikke gøre som Vera. En måned efter havde hun allerede fundet en ny kærlighed, fik blomster på arbejdet. Vera og Tove-mor smilede stille. – Hvordan går det med din Michael? – Fint, søde, han havde stukket sig på noget, men ellers er alting helet. Børnebørnene vil have ham på udstilling, men jeg vil altså ikke narre et dyr – vi har det da fint uden. – Nadja har da også fundet lykken, kan jeg se. – Ja, Tove-mor, nogen skaffer sig dyr, andre mænd… – Sådan er det. Måske er hun heldig denne gang? – Jeg håber det. – Hvad hviskes der om? – Det er dig, Nadja, vi håber bare, du har heldet med dig denne gang. – Jeg ved godt, hvordan det virker, men jeg kan ikke være alene, det kan jeg altså ikke. – Det er nu op til dig – alle har deres eget liv… – Vera, – lød Nadjas stemme, da Vera gik ud til bilen, – hvis nu… kan du så give mig råd om det med katte? Skal man tage en han eller en hun? – Ja, ja, gå nu – du bliver ventet på… hvis det bliver aktuelt, så finder vi ud af det, sagde Vera grinende. – Det er bare for en sikkerheds skyld…

FOR EN SIKKERHEDS SKYLD

Vibeke kastede et kort blik på den grædende kollega, trak bare ligegyldigt på skuldrene og vendte tilbage til computeren, hvor hun begyndte febrilsk at taste.

Du er hjerteløs, Vibeke, lød det fra afdelingslederen, Oline.

Mig? Hvor kommer det fra?

Bare fordi du har styr på dit kærlighedsliv, betyder det altså ikke, at alle andre har det. Kan du ikke se, hvordan den stakkels Katrine har det? Du kunne da i det mindste vise lidt medfølelse, måske give et godt råd. Noget erfaring med på vejen du har jo åbenbart haft lykken med dig.

Mig? Dele erfaring? Med hende? Tror du ærlig talt, at vores egen lille Katrine ville bryde sig om det? Jeg prøvede for fem år siden dengang hun kom på arbejde med blå mærker i ansigtet, som om hun var ved at cykle over Lillebæltsbroen uden lygte. Og nej, det var ikke kæresten, der slog hun faldt bare uheldigt, siger hun. Da han så stak af, ja, så stoppede mærkerne også. Det var hendes tredje mand, der stak af.

Men dengang tænkte jeg: ‘Nå, jeg prøver at støtte, giver et par gode råd.’ Og gæt hvad? Så var jeg pludselig den onde! Fik lige forklaret af kolleger at jeg skulle holde mig langt væk. Katrine ved nemlig ALT selv ingen skal komme og lære hende noget.

Dengang løb hun rundt til alle mulige kloge koner, fik brygget kærlighedseliksirer det foregår mere civiliseret nu, hvor hun bare går til psykolog og ‘bearbejder traumer’. Hun forstår vist ikke, at det er det samme drama igen og igen det er bare navnene, der skifter. Så undskyld mig: Jeg skal ikke løbe efter hende med Kleenex.

Alligevel, Vibeke. Man må da ikke være så kold…

Til frokost hvor alle selvfølgelig sad samlet ved ét langbord gik snakken ikke om andet end Katrines tidligere mand. ‘Et fjols af rang, og en endnu større løgner,’ blev der fnyste. Vibeke gumlede bare på sin rugbrødsmad, tyssede lidt og listede sig hen for at drikke kaffe i fred, mens hun scrollede Facebook på mobilen.

Vibeke, den altid glade og runde Trine satte sig ved siden af mener du virkeligt, du slet ikke har ondt af Katrine?

Trine, kom nu. Hvad skal jeg gøre?

Glem hende nu, fnisede en forbipasserende Iben, det er altid sådan med Vibeke. Hun bor sammen med sin elskede Valdemar, lige så glad som en pandekage på Mors Dag, hun aner jo ikke, hvordan det er at være alene med et barn og ingen hjælp fra nogen. Altså du kan dårligt få børnepenge ud af sån en forbistret fraskilt far.

Ja, og hun skulle sgu have tænkt sig om, kom det tørt fra kontorets ældste, Tante Grete, kendt blandt pigerne som Gamle Grete. Vibeke har ret, hvor mange gange har hun grædt nu? Han plagede hende selv, mens hun var gravid og før det, ja…

Kvinderne samledes som sædvanligt omkring den evigt grædende Katrine og bød på råd i lange baner.

Men nu skulle den stærke og selvstændige Katrine altså vise, hvad hun duede til. Hun ringede straks efter mor nede fra Assens til at passe drengen, tog sig sammen, fik klippet pandehår, farvet bryn, sat vipper på, og var tæt på at få en næsering, men det fik hele afdelingen forpurret.

Så var der gang i melodramaet igen.

Bare rolig, Katrine, trøstede veninderne, han kommer til at græde, det gør han. Han kommer til at savne dig!

Han gør det ikke, sagde Vibeke, halvvejs til sig selv. Men de letberusede kollegaer hørte det: Hvordan kan han dog ikke?! Forklar!

Fordi… han kommer aldrig til at græde. Han kommer ikke til at fortryde. Og om lidt finder Katrine en ny fyr ligesom den sidste.

Nem snak for dig! Du har jo Valdemar han er sikkert aldrig sådan.

Nemlig. Min Valdemar verdens bedste mand. Han slår ikke, drikker ikke, render ikke efter andre elsker mig højere end livet.

Tror du selv på det? De er alle nogle skarnsfolk.

Pas du på, Vibeke han bliver snuppet for næsen af dig.

Nej nej, han er ikke til at nappe. Ingen får ham overtalt.

Du skal ikke sige aldrig…

Diskussionen kørte af sporet i takt med rødvinen.

Skal vi tage hjem til dig? Se om Valdemar virkelig er sådan et fund? Du tør ikke invitere os bange for vi napper ham!

Jo da, kom bare an!

Så kører vi piger! Hvad med dig, Grete?

Nej, piger, Morten venter hjemme men I må hygge jer!

Festen fortsatte hjemme i Vibekes køkken latter og kollegialt kaos overalt.

Vi må hellere bikse noget mad sammen, mens vi venter på Valdemar.

Spild af tid han er mere kræsen end en kok på Noma! Men ja, han kommer hjem snart.

Da stemningen begyndte at falde til ro, mindede pligterne om sig og størstedelen hoppede i taxa hjem. Tilbage var kun Katrine, Oline og Trine siddende med te på Vibekes hyggelige køkken, småsnakkende, lidt forlegne over at skulle møde den sagnomspundne Valdemar.

Så lød døren.

Valdeeeemar! Min lille skat! puttede Vibeke fra entreen.

Damerne sank dybt ned i stolene, for nu trådte en ung, flot fyr ind i stuen.

Aha, de forstod straks: Mandens alder har åbenbart noget med sagen at gøre.

Det her er forresten min søn, Magnus. Magnus, har Valdemar opført sig ordentligt?

Ja, mor, han skal bare have lidt ro så er han i hopla igen. Bare du ikke lader ham slikke i såret…

Kollegaerne blev røde i kinderne…

Vi smutter, ik?

Nej nej, vent, I har jo ikke engang mødt Valdemar endnu! Han har været til dyrlægen, Magnus og svigerdatteren Lene kørte ham jeg skulle jo passe mit arbejde han blev kastreret, for han begyndte at strinte på gardinerne… Kom og sig hej!

Der på sofaen lå Valdemar. Katten. Og snorkede.

Kollegerne var ved at falde om af grin.

Vibeke, det er jo en kat!

Ja, selvfølgelig! Hvad troede I? Jeg sagde jo bare på et tidspunkt, at jeg havde ‘verdens bedste mand, Valdemar’ så fyldte I selv resten af!

Først gift som 19-årig, første kærlighed og hele melodramaet, droppede ud af jurastudiet, Magnus kom til verden tre års elendighed, så smuttede han, faren.

Mine forældre hjalp heldigvis. Senere omkring de 30 gift igen. Flink mand, store planer, han ville have børn, jeg var ikke så begejstret for en produktion mere. Min søn? Han kunne da bare komme på idrætsefterskole. Efter et par år sendte jeg ham tilbage til sin mor så meget for moderne familieliv.

Derefter alene med Magnus. Tredje omgang? Tja, engang blev jeg, inspireret af dansk hjemlig hygge, slået af frieri, men han kvitterede med et blåt øje, ‘det var bare kærlighed, der kammede over’.

Magnus gik til judo fra han var seks, så hjemme trænede vi kast jeg lærte et par tricks, og så sagde jeg fra. Slut, punktum.

Magnus blev gift, jeg blev rastløs, så nu bor jeg glad og gerne med min elskede Valdemar min kat.

Jeg har god selskab, kan tage på ferie med venner, ingen smider sure sokker, ingen brokker sig. Nogle gange laver jeg lækker fisk, Magnus kommer forbi, går hjem glad. Vi skylder ikke hinanden noget, og det fungerer!

Magnus spørger somme tider, hvorfor jeg ikke flytter sammen med nogen. Men hvorfor? Vi er voksne, har faste vaner. Hvis man har været sammen altid, ligesom min bror og svigerinde, eller mine forældre så giver det mening. Mig og endnu en tur? Nej tak!

Valdemar og jeg har det glimrende. Ikke, min skat? Nu må du lære det: ingen strinteri, så behøver du heller ikke flere dyrlægebesøg!

Resten af pigerne gik hjem i egne tanker især Katrine. Men nej, Katrine kunne bare ikke som Vibeke. En måned efter fortalte hun glad om en ny kæreste, fik blomster leveret til kontoret og det hele.

Vibeke og Grete udvekslede stille et smil.

Hvordan går det med din Morten? Hvordan har poten det?

Helt fint, Vibeke! Han trådte på et glasskår i haven, men det er helet nu som en hund skal gøre! Børnebørnene mener, jeg burde stille ham op til udstilling, men nej, vi har det bedre hjemme…

Nå, og Katrine er jo også kommet videre, kan jeg se.

Ja, Vibeke nogen får sig kæledyr, andre får sig en mand…

Sådan er det hver sit speciale. Måske er hun heldig denne gang?

Lad os håbe!

Hvad hviskes der om?

Om dig, Katrine! Vi siger bare: håber du har ramt rigtigt.

Altså, piger, jeg VED godt, hvordan det ser ud men jeg kan altså bare ikke være alene.

Det er okay, du skal ikke forklare dig. Vi har allesammen hver vores.

Da Vibeke var på vej til sin cykel, blev hun indhentet af Katrine.

Vibeke! Hvis nu… kan du så give lidt råd om katte? Hvilken er bedst hankat eller hunkat?

Prøv dig frem, søde. Du finder ud af det. Hvis det ender der, så skal jeg nok hjælpe… lo Vibeke.

Bare for en sikkerheds skyld…