Guds gave…
Morgenen begyndte grå og tung; tunge skyer slæbte sig lavt hen over himlen, og i det fjerne kunne jeg skimte tordenskrald. Det var forårets første tordenvejr, på vej ind over København. Denne vinter havde været lang og barsk, men foråret tøvede stadig med for alvor at overtage. Kulden hang ved, vinden rev og svirpede gamle blade op fra fortovet og sendte dem dansende gennem gaderne. Enkelte grønne græstotter kæmpede sig stædigt op gennem den hårde jord, og træernes knopper var endnu tilbageholdende.
Hele byen og naturen syntes at vente utålmodigt på regnen. Det havde næsten ikke sneet den vinter, og jorden var tør og træt, udmattet af vind og frost, og nu længtes alle efter fornyelse – efter fugt og spirende liv. Det var som om, alt åndede op, og jeg kunne næsten mærke, hvordan byen ventede på forår.
Den ventede regn ville endelig give jorden, hvad den trængte til. Først derefter ville foråret rigtigt begynde; frodigt, levende og fuld af løfter, som en ung kvinde med kærlighed i blikket. Så ville græsset blive grønt, blomsterne farverige, og fuglene synge og begynde at bygge reder blandt de første spæde blade i haverne. Sådan er det livet fortsætter.
Anders, kom og spis morgenmad! kaldte Johanne inde fra køkkenet. Kaffen bliver kold.
Duften af friskbrygget kaffe og røræg strømmede ud fra det lille køkken. Jeg havde lyst til at blive liggende efter gårsdagens tunge samtale, Johannes gråd, den søvnløse nat og de mange triste tanker. Men alligevel livet går jo videre.
Johanne så også træt ud, øjnene røde, mørke rander under dem. Hun rakte kinden frem til et kys og sendte mig et svagt smil.
Godmorgen, skat. Jeg tror, der kommer torden. Åh, hvor jeg længes efter regnen! Hvornår mon foråret sådan rigtigt begynder? Ved du hvad, jeg kom i tanker om nogle gamle vers:
Jeg venter foråret, som en befrielse
Fra vinterkulden, ensomheden.
Foråret venter jeg, som forklaring
På hverdagens evige forviklinger.
Det synes mig, når det kommer,
Opløses alt med det samme.
Det føles, som kun det ene
Kan gøre alting godt igen.
Ærligt,
Enkelt,
Trygt,
og sandt.
Hvor er du, forår? Kom dog snart!
Jeg holdt om hendes spinkle skuldre og kyssede hendes lyse hoved. Hendes hår duftede af eng og kamille; hjertet snørede sig sammen af medfølelse. Min kæreste lille elskede, hvorfor straffer Gud lige os sådan? Håbet havde levet i os alle de år.
Men i går slog den kendte professor, som havde været vores håb, fast:
Jeg er ked af det, men I kan ikke få børn. Din tid i Tjernobyl, Anders, har haft sine omkostninger. Der er desværre ikke noget, vi kan gøre. Jeg ville ønske, jeg kunne hjælpe.
Johanne tørrede beslutsomt sine øjne, rystede håret.
Anders, jeg har tænkt meget. Vi bør adoptere et barn fra børnehjemmet. Tænk på alle de børn, der savner forældre. Vi kan give en dreng et hjem, opdrage ham, få vores søn på den måde. Er du enig? Vi har ventet så længe. – Hendes gråd brød endnu engang frem. Jeg trak hende ind til mig, tårerne pressede sig også frem hos mig.
Selvfølgelig! Græd ikke, elskede, græd ikke.
I det samme lød et brølende tordenskrald, huset gav sig næsten. Og regnen væltede ned. Vinduerne blev pisket af kaskader af vand, lynene dansede hen over hustagene. Vi stod sammen ved vinduet, Johan og jeg, og lod den friske duft af regn og den kolde luft fra altandøren fylde rummet. Den tunge sorg forsvandt lidt, opløst, skyllet væk af årets første rigtige forårsregn. Jeg ønskede bare, det ville vare ved forårsregnen, symbolet på nyt liv og håb.
Få dage efter stod vi foran porten til børnehjemmet. Vi var indkaldt til samtale, skulle vælge det barn, som skulle blive vores søn, vores lille Mads. Kærligheden til ham begyndte længe før, vi vidste, hvem han var. Årene med venten havde fyldt os med omsorg og længsel efter at give et barn et trygt hjem.
Mit hjerte bankede, min vejrtrækning blev kort. Jeg trykkede på ringeklokken. Døren gik op de ventede os.
Allerede første samtale med forstanderen lå adskillige dage tilbage, og nu blev vi ført rundt for at møde børnene. I det første rum sad en pige, alene på et vådt stykke plastik med våde sparkedragter. Skjorten var snavset, næsen løb, de blå øjne kiggede så trist på os. Der var noget ensomt, forsømt over hende hjertet gjorde ondt. Sådan er et børnehjem tiloversblevne børns tilflugtssted.
Videre til næste værelse. I senge og på madrasser lå og sad små børn alt for mange små ansigter at forholde sig til. Sygeplejersken løftede dem op, præsenterede, fortalte børnenes alder, et par korte oplysninger om forældrene. Her var de rene, pænt klædt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke: det føltes som et marked og os som mulige købere. Det føltes forkert.
Anders, skal vi ikke vende tilbage til den stakkels pige? hviskede Johanne. Jeg trykkede hendes skulder.
Søster, må vi se pigen fra første rum? Hende med de blå øjne.
Men I ønskede jo en dreng! Den pige havde vi ikke forberedt til fremvisning.
Lad os gå tilbage, vi vil gerne se hende igen.
Sygeplejersken blev synligt forvirret, men valgte at følge os tilbage.
Jeg henter Kirsten, lederen vent venligst her. Hun pegede på et par stole.
Johanne pressede sig tættere ind til mig.
Anders, lad os tage hende. Da jeg så hende, mærkede jeg mit hjerte snøre sig sammen.
Mit også. Hun ligner dig. Samme øjne, samme lyse hår. Og hun ser så fortabt ud.
Sygeplejersken kom tilbage med Kirsten, forstanderen, som kiggede alvorligt på os.
I har peget på et barn med store udfordringer. Hun er nok ikke det, I forestillede jer.
Hvorfor ikke? Hun ligner min Johanne på en prik! sagde jeg og gik beslutsomt hen imod pigen.
Hun var allerede blevet vasket og skiftet og nu så hun mere glad ud. Hun smilede, små smilehuller dukkede op på kinderne. Hun rakte armene ud, prøvede at rejse sig… Pludselig så jeg det: hendes fødder og ankler var drejet så mærkeligt. Jeg løftede hende hurtigt op, hendes lille krop trykkede sig ind mod mit ansigt.
Tårerne pressede sig frem i mine øjne, Johanne knugede sig ind til min skulder. Kirsten vendte sig væk og gned sig diskret i øjnene.
Kom med ind på mit kontor. Sygeplejersken, hent lille Sidsel, sagde hun bestemt.
Sidsel var født i en lille landsby langt nordpå, med mange søskende og forældre, der egentlig var for gamle til små børn. Man mærkede næsten, at hun ikke var ønsket. Fra fødslen var hendes ben misdannede fødderne drejede bagud, benene under knæene var forvredne.
Da forældrene så hende, sagde faderen straks nej han ville ikke tage et defekt barn med hjem, det havde de ikke råd til, og i forvejen havde de nok at se til. Derfor endte Sidsel på børnehjemmet.
Nu er det op til jer at beslutte, om hun er det rette barn for jer. Der venter hårdt arbejde, store udgifter, og allermest: tålmodighed, stærk kærlighed. I får mit råd og adressen på en specialist, så I kan tænke det grundigt igennem. Tag jer tid, for børn knytter sig hurtigt, især dem uden forældre.
Måneden gik. Johanne og jeg vidste allerede på vej hjem, at vi ville tage Sidsel til os. Specialisten i Odense bekræftede, at flere operationer kunne rette fejlen hun kunne få det godt, måske helt uden ar. Jeg regnede på, om vi havde råd det blev muligt, hvis vi solgte bilen og ventede med huset. Vi kunne klare os i vores lille lejlighed, det vigtigste var Sidsels helbred.
Så stod vi igen ved børnehjemmets port. Jeg havde roser til Kirsten, Johanne en taske fuld af gaver. Kirsten havde tårer i øjnene, da hun tog imod os heldige Sidsel skulle have forældre!
I børnehjemmet var Sidsel tydeligt vokset, håret begyndt at krølle, kinderne røde, nye tænder på vej. Hun pludrede og smilede, hoppede fra arm til arm. Hele dagen tilbragte vi sammen, mens personalet gav os gode råd om omsorg og mad men selve adoptionen skulle stadig ordnes via retten. Forældrene blev fradømt rettighederne; nu kunne de ikke tage Sidsel tilbage.
Endelig fik vi hende hjem. Johanne sagde sit arbejde op og blev hjemme hos hende, gjorde hende klar til sin første operation på OUH. En hel måned boede vi på hospitalet, og jeg så stolt på, hvordan Sidsel lærte selv at spise, lege med katten, efterligne gedenes hop. Benene kunne man næsten ikke holde ud at se på men snart skete miraklet. Operationerne hjalp, tålmodigheden bar frugt. Efter to år kunne Sidsel gå og løbe som alle andre piger.
I børnehaven lagde de mærke til, at Sidsel tegnede rigtig godt vi blev opfordret til at støtte hendes evner. Hun begyndte på billedskolen som seksårig, hendes malerier dukkede op på udstillinger, glade motiver fyldt med farver. Alle blev overrasket over hendes alder der var talent!
I skolen blev hun hurtigt populær. Dygtig og engageret, fandt venner overalt, tegnede, gik til dans, var altid midtpunkt for latter og glæde. Vi var stolte, når vi deltog i skolearrangementer alt det hårde arbejde var det værd. Ingen anede, hvad hun og vi havde været igennem.
Og Gud forlod os ikke. Efter Sidsel kom ind i vores liv, begyndte det hele langsomt at gå bedre. Min lille virksomhed voksede støt, og til sidst havde vi råd til at flytte til Odense, hvor vi fandt en god lejlighed og et trygt miljø for Sidsel. Nu er hun i 6. klasse, stadig dygtig og vellidt, går til kunstskole, har en stor flok venner, lyse øjne, flot fletning, mild og imødekommende alles yndling.
Mit livs største gave Guds gave! Jeg har lært, at nogle gange får man dét, man længes allermest efter, i en form, man aldrig havde forestillet sig. Hjertet rummer uendeligt meget kærlighed, hvis man tør åbne det på ny.
