FORSKELLIGE MENNESKER
Lars kone, han synes virkelig, han havde fået sig én af de mærkelige. Smuk, jo helt lysblond med kulsorte øjne, formerne i orden, ben så lange som dage, og så var hun nærmest ild i sengen. Til at begynde med var det ren lidenskab, og man tænkte jo ikke over så meget. Så kom graviditeten. De blev gift, sådan som det sig hør og bør.
Sønnen kom til verden, ligeså lysløs og sortøjet som sin mor. Og alt var præcis som hos alle andre. Bleer, de første skridt, de første ord. Line for sådan hed hun var en helt almindelig ung mor; hun puslede om sin dreng, bekymrede sig og gjorde alt det rigtige.
Men da sønnen blev teenager, begyndte det at ændre sig. Line fik pludselig smag for fotografering. Hun gik rundt og tog billeder af alt, tilmeldte sig fotokurser hele tiden og var altid med det der kamera under armen.
“Hvad mangler du egentlig?” spurgte Lars. “Du arbejder som jurist, det er da fint bliv ved med det.”
“Som jurist,” rettede Line ham tørt.
“Ja, ja, jurist. Men giv nu lidt mere opmærksomhed til familien i stedet for at fise rundt overalt.”
Han forstod det slet ikke. Hun passede da ellers hus og hjem, der var mad på bordet, køkkenet var altid rent, og hun tog sig af drengens skolegang. Egentlig passede det hele, som det skulle. Lars kom hjem fra arbejde, lagde sig på sofaen foran fjernsynet helt efter bogen men alligevel irriterede det ham, at konen ligesom forsvandt ind i sit eget univers, hvor han aldrig var inviteret med. Hun var der, men alligevel ikke. Hun fulgte aldrig med i fjernsynet sammen med ham hun diskuterede slet ikke interessante ting med ham. Hun serverede maden, og så forsvandt hun igen.
“Er du min hustru eller ej?” råbte han en aften, da han fandt hende foran computeren endnu engang.
Line sagde ingenting. Lukkede sig bare inde i sig selv.
Hun begyndte også at rejse. Elskede at tage til fjerne, eksotiske lande med sit kamera. Brugte ferierne på rygsækrejser og smagte på alt muligt mærkeligt. Lars forstod det ikke.
“Skal vi ikke tage ud til vores venner i sommerhuset? De har fået bygget sauna, og deres hjemmebrændte er virkelig god. Det er for øvrigt på tide, vi får os vores eget kolonihavehus.”
Men Line sagde nej og foreslog i stedet, at han tog med ud at rejse. Han prøvede det én gang. Han brød sig ikke om det alt var fremmed, sproget uforståeligt, maden alt for stærk, og han havde aldrig interesseret sig for natur og landskaber.
Fra da af rejste hun alene. Og så sagde hun jobbet som jurist op.
“Hvordan vil du klare dig på pension?” udbrød Lars. “Hvad bilder du dig ind? Tror du, du er en stor fotograf? Ved du, hvor mange penge man skal hive ind, før man slår igennem?”
Line svarede ikke. Én dag sagde hun forsigtigt:
“Jeg får min første udstilling. Min helt egen.”
“Pff, hvem har ikke det?” gryntede Lars. “Det er da ikke noget at prale af.”
Men han gik alligevel med til ferniseringen. Forstod ingenting billeder af gamle ansigter, ikke engang kønne, rynkede hænder, måger over havet. Alt var underligt ligesom Line.
Han grinede lidt hånligt ad hende den dag. Men så købte hun pludselig en bil til Lars. “Værsgo, vi er jo én familie brug den!” Hun tog ikke engang kørekort selv, men forærede ham bilen for penge, hun havde tjent via fotoopgaver.
Det gjorde ham urolig. Hvad var hun egentlig for én? Hvor kom de penge fra? Havde hun haft mænd? Man kunne da ikke tjene sådan på at tage billeder. Sikkert var hun utro hvis ikke nu, så blev hun det nok snart.
Han prøvede sågar at opdrage hende gav hende et lille dask, nærmest for at få hende til fornuft. Men Line greb en køkkenkniv og snittede ham tværs over maven to sting måtte han have. Godt hun ikke gik efter hjertet. Hun bad senere om forladelse, og Lars rørte aldrig hende igen.
Hun elskede katte. Hjælp altid de forkomne katte, slæbte dem med hjem, plejede og fandt hjem til dem. Der boede altid mindst to katte hos dem. De var søde, men altså det var jo bare dyr, hvordan kunne man elske dem mere end sin egen mand?
Så døde hendes elskede hankat. Hun kunne ikke redde den, den døde i hendes arme hos dyrlægen. Line var fuldstændig knust, drak portvin og bebrejdede sig selv i flere dage. Lars blev irriteret og råbte: “Du kan vel også holde mindehøjtidelighed for gamle edderkopper!”
Hun sendte ham et iskoldt blik, og han tav. Gik sin vej. Lad hende dog gøre, som hun havde lyst til.
Vennerne havde ondt af Lars, konens veninder syntes også, Line var blevet skør, helt umulig at holde ud. Det var så, han søgte trøst hos naboen som praktisk nok også var Lines barndomsveninde. Maja var meget nemmere, lettere at forstå. Hun arbejdede i supermarkedet, blandede sig aldrig i kunst, var altid klar til alting, også sex og snak. Nok drak hun lidt for meget, men han havde jo ikke tænkt sig at gifte sig med hende.
Han ventede, at Line en dag ville opdage det, blive rasende og lave en scene. Så kunne han sige: “Hvad med dig selv, hvor forsvinder du hele tiden hen?” De ville tilgive hinanden, familien ville blive sig selv igen. Og så kunne han droppe Maja.
Men Line sagde aldrig noget. Bare så på ham med et dødt blik. De voksede fra hinanden, og hun trak sig helt fra soveværelset. Flyttede ind på et lille værelse for sig selv.
Sønnen blev voksen, læste på universitet og lignede hende på en prik sortøjet, lysblond og lidt mærkværdig.
“Hvornår skal jeg have børnebørn?” spurgte Lars.
“Ikke endnu,” lo Rasmus, “jeg vil gerne opnå noget i livet først. Opleve ægte kærlighed, måske. Så kan vi tale om børnebørn.” Han var fremmed for Lars. Linje mod Line. Mor og søn havde altid en form for ordløs forståelse, Lars følte sig altid som den overflødige. De sorte øjne skræmte ham, de var umulige at tyde. Igen og igen søgte han trøst hos Maja.
En dag fik Line det at vide. En nabo havde sladret. Lars havde heller ikke skjult sig særlig meget. Da han kom hjem, sad Line ved køkkenbordet og røg i tavshed. Hun sagde næsten lydløst:
“Ud herfra. Forlad huset.”
Hendes øjne havde mørke rande og var frygtindgydende sorte. Lars tog sit tøj og flyttede ind hos Maja. Han ventede på, at Line ville kalde ham tilbage. Efter en uge skrev hun på sms, at de skulle snakke. Han blev glad og gjorde sig i stand til at møde hende. Men Line sagde blot med det samme:
“I morgen går vi på kommunen og starter skilsmissen.”
Resten var som i en tåge. Skilsmissen, papirer, underskrifter. Han opgav sin andel af lejligheden den havde hun arvet fra sine forældre.
“Hvad nu? Vil du nu leve som enlig kvinde?” spurgte han surt udenfor rådhuset. Han var lige ved at tilføje: “Hvem har dog brug for dig?” men nåede at holde sig tilbage.
Line smilede. For første gang i årevis smilede hun til ham, ærligt og bredt:
“Jeg tager til København. Har fået tilbudt et spændende projekt derovre.”
“Sælg nu ikke lejligheden, bare,” bad han underligt nok. “Hvor skal du ellers vende hjem til?”
“Jeg kommer aldrig hjem,” svarede Line roligt. “Forstår du, jeg elsker faktisk en anden. Han er også fotograf, fra København. Med ham er det fantastisk og ægte. Men jeg syntes, jeg var gift, og var det ikke på grund af dig og Rasmus, havde jeg for længst været væk. Nu ved jeg, det er bedst. Vi er bare… forskellige mennesker, Lars. Skiller man sig egentlig for det i Danmark?”
“Nej, det gør man ikke,” bekræftede Lars.
“Men det gjorde vi,” lo Line. “Før blev jeg vred, da jeg hørte om dig og Maja, men nu ser jeg, det hele bare endte, som det skulle. Nu kan vi begge finde lykken. Gift dig nu med Maja, og jeg ønsker jer alt godt.”
Og så gik hun.
“Jeg gifter mig ikke,” sagde Lars lavt efter hende.
Men Line hørte det ikke længere.
Siden hørte han aldrig mere fra hende. Kun én gang om året tikkede der en kort besked ind: “Tillykke med fødselsdagen! Alt godt og tak for Rasmus.”
Lars sad længe tilbage med sine tanker. Og måske forstod han først nu, at lykke findes i at acceptere, at vi alle er forskellige mennesker. Nogle gange fører forskellighed os væk fra hinanden men det er netop det, der gør os mennesker.
